[Åben] Livets store spørgsmål

[Freja Thompson]

Udenfor var vejret koldt og vådt. Det engelske klima havde virkelig aldrig været noget at råbe hurra for. Freja havde ofte ærgret sig over at måtte finde en paraply frem, og man kunne jo ikke tillade sig at have det sjovt med at hoppe i vandpytter, når halvdelen af skolen var til stede. Der var ingen grund til at få sig selv gjort fuldstændig til grin. I stedet havde hun sat sig i spisesalen ved et af vinduerne med en dejlig varm kop kakao, imens hun forsøgte at finde ud af, hvad forskellen var på varm chokolade også varm kakao. Man smeltede vel ikke bare mørk chokolade og kaldte det en drik … gjorde man? Hm. Freja sippede lidt til drikken, siden den stadig var for varm til at bunde. Hun hadede følelsen, man fik af at drikke noget varmt for hurtigt. Det var ubehageligt.
Efter lidt tid rejste hun sig for at gå op mod sit værelse, men desværre snublede hun over sine egne fødder og havde nær tabt koppen. Med et forskrækket gisp nåede hun at fange den, inden den røg ud af hænderne, men al indholdet væltede stadig ud over gulvet. Årh, pokkers. Hun sukkede dybt og rettede sig op med den nu tomme kop. Nå, det var der ikke noget at gøre ved. På den positive side var der ikke mange i spisesalen, og de færreste havde set uheldet, så hun skulle bare lige se at få tørret op. Koppen blev stillet på et nærtstående bord, imens hun fik fat i noget køkkenrulle og begyndte at tørre op efter kakaoen.

[Matt Dylan Young]

I hjørnet af spisesalen sad en gruppe drenge og snakkede. Ind i mellem grinte de højt af en joke, en af drengene fyrede af og ellers sad de bare og snakkede. Pigernes øjne faldt lidt for ofte på gruppen, da det var nogen af de flotte fyre, der sad der - og de vidste det godt. Deres udstråling blinkede da også til alle de forbigående piger, for det var ikke kun fordi, de ikke var grimme; det var også fordi, de ikke sad og gemte sig. De havde selvtillid på den fede måde. Da pigen pludselig snublede lidt væk og spildte kakao udover det hele, flyttede en af drengenes øjne sig mod hende. Det var Matts øjne, der nu så på hende med et lille smil. Han sad på bordet med benene på en stol ned foran ham, før han sagde noget i retning af “Vi ses senere, gutter.” og hoppede ned fra bordet. Med hurtige skridt gik han hen mod hende. Han var aldrig sen til at lege gentleman overfor pigerne, da han var en rigtig pigernes ven. Eller det var nok ikke ligefrem ven, han gerne ville være... Han var lidt for glad for piger generelt.

“Det var noget af et trick,” sagde han med et drillende glimt i øjet, da han var nået hen til hende. Han tog noget papir, hvorpå han satte sig på hug og hjalp hende med at tørre kakaoen væk. Øjnene flyttede sig ikke fra hende et sekund, mens han lod gulvet blive tørt igen. Lidt efter begyndte han at tale igen: “Men se det på den lyse side; nu er gulvet da rent.” Han grinte kort og rejste sig, tog sigte og kastede så papiret ud i den nærmeste skraldespand, som var det en basketball. Et muntert blink til hende og man kunne straks mærke hans garvetyve-charme. Det var tydeligt, han var lidt af en pigernes charmør, altid munter, selvom han dog sagtens kunne slå fra sig, hvis det skulle blive nødvendigt; særligt hvis der skete noget med hans søster Willa, tog han sine næver i brug. Men lige nu koncentrede han sig om pigen foran ham. Hun så sød ud og hvis hun var ligeså charmerende som klodset, var der gode muligheder for, de kunne blive rigtigt fine venner.

[Freja Thompson]

Freja lo ved den kække bemærkning som blev kastet afsted, inden en dreng dukkede op ved siden af hende for at hjælpe. ”Ja, jeg øver mig til den næste mission, hvor vi skal transportere livsfarlig syre gennem et jordskælv,” svarede hun igen med den svage latter og rejste sig, da først gulvet var klaret. Hun plejede ikke at spolere noget på missionerne, så det her havde da heldigvis været en uheldig smutter. ”Vi er et godt rengøringsteam,” medgav hun tilfreds og betragtede gulvet som efter hendes mening skinnede mere end normalt. Det var sikkert så glat, at man kunne skøjte på det! Okay, nok ikke, men Freja kunne nu godt se det sjove i elever, der kom skøjtende gennem rummet og ud af døren. ”Freja,” hilste hun og rakte ham hånden til hilsen. ”Tak for hjælpen. Det er godt at se gentlemen stadig findes.”

[Matt Dylan Young]

“Og hvordan synes du så selv, det går?” spurgte Matt med et kækt smil. Han var typen, der ikke kom igennem en samtale uden lidt kærlig dril - men med vægt på kærlig. For han var ikke decideret flabet, bare... fjoget på den der klassens klovn-måde. Han var høflig og ordentlig og behandlede sine medmennesker med respekt. Desuden foragtede han folk, der troede, de var bedre end andre, så hele det der arrogante show, det holdte han sig langt fra. Han var en rigtig good guy, ja, hvis man så bort fra hans scoringer. For han kunne ikke lade være at se det lidt som en triumf eller en præmie, om man ville, når han scorede endnu en tøs. Det var ikke fordi, han så kvinder som objekter, men han havde alligevel et lidt forskruet billede af, hvad man kunne gøre, når man samlede piger op i en bar. Dog havde han også et par hunkøns venner, så det var ikke fordi, han slet ikke vidste, hvor god en venskabelig pige kunne være for en. Han så bare piger lidt, som noget man skulle vinde over på sin side.

“Det bedste,” konkluderede han hurtigt. “Hvis man ser bort fra den brunlige farve gulvet har nu, er det næsten helt pænt.” Han smilede muntert til hende, før han tilføjede; “Kakao? Right?” Da hun rakte hånden ud, trykkede han den blidt med ordene: ”Hyggeligt at møde dig, Freja. Jeg er Matt.”, før han igen trak hånden til sig. Han gik meget op i sit håndtryk, hvilket kunne lyde underligt, men egentlig gav god mening; for det var førstehåndsindtrykket af personen, man fik, når man gav hånd. Efter et par år i barerne havde han lært, at piger straks var mere efter ham, hvis han gav et blidt, venligt håndtryk, dog også lidt kraftigt, så man kunne mærke, han havde styrke, men ikke så hårdt at det føltes som om, han forsøgte at hive ens hånd af. Det der håndtryk der bare med det samme sagde; Jeg er stærk nok til at passe på dig, men samtidig kærlig. Alt dette kunne sagtens lyde mærkeligt, men for Matt var det bare en del af spillet om at score en pige. Dog tænkte han ikke over det i denne situation, for måske han slet ikke skulle score pigen Freja... måske de bare var på vej til et godt venskab. Han havde lært på sit første år, at piger ikke altid var scoremateriale på LSA. Desuden var det altid en dårlig idé at have one nights stands med piger, man kunne ende på en mission med.
“Jah, der er sgu ikke mange af os tilbage efterhånden,” svarede han og rystede kort på hovedet med et lille, skævt smil. “Vi er en truet race.”

[Freja Thompson]

Freja lod som om hun tænkte nærmere over, hvordan det selv gik, imens hun så fra gulvet og bedømmende til Matt. ”Tja, jeg tror, at mine holdkammerater nedlægger veto mod at jeg bærer noget som helst farligt,” sukkede hun i et falsk klagende tonefald – mission var selvfølgelig også det rene opspind. Hun ville dø af skræk, hvis hun lige pludselig stod midt i et jordskælv. Hun var måske fra USA, men hun havde altså stadig aldrig oplevet hverken jordskælv eller tornadoer, og sådan måtte det godt blive ved med at være!
Da Matt udpegede pletten, daskede hun til ham og tyssede. ”Så! Lad os nu bare leve i troen om, at det er pletfrit også ikke sladre om det her til nogen. Sværg ved din spionære, at du ikke ville fortælle rengøringspersonalet noget uanset hvor meget de så vil torturere dig,” beordrede hun i et skævt smil og lagde armene over kors for at nedstirre fyren. Man må jo sikre sig her på stedet! Hun havde prøvet at blive snydt af og til af de ældre elever, men nu var man heldigvis på 4. årgang og kunne så småt selv snyde de yngre. ”En truet race ligefrem? Så må der være kamp om jer,” grinede hun og forestillede sig horder af piger, som løb skrigende efter de få gentlemen, der var tilbage. Skræmmende scenarie egentlig.

[Matt Dylan Young]

“Græd aldrig over spildt kakaomælk,” svarede han på hendes klagende tonefald og grinede let, før han fortsatte; “Men spildt livsfarlig syre er lidt noget andet. Tror også, jeg ville nedlægge veto, sorry to say.” Han lænede sig op af væggen der var ikke så langt bag ham og lagde armene over kors mens han så på hende med et fornøjet smil. Hun var en skæg en, hende Freja, hun morede ham allerede, men han var heller ikke så svær at få til at le. Dog var det lidt af en kunst, hvis hun fik ham til at se på hende kun som potientel ven og ikke også som et scoremål; for lige nu kæmpede de to tanker en indædt kamp med hinanden. For på trods af at han forsøgte at overbevise sig selv om, han bare så hende som en ven, var der stadig noget et sted i hans baghoved, der allerede forestillede sig de krøllede lagner morgenen efter. Selvom han godt vidste, det var dumt og selvom han virkelig, virkelig forsøgte at tænke ven og kun ven, så kunne hans sleske tanker ikke helt holdes tilbage. De var ikke altoverskyggende, netop fordi han vidste, det var dumt, at lave noget med en på LSA, men de var der. Så det var meget blandede tanker i hans hoved lige nu. Han så ned på sine fødder et øjeblik, for ligesom at genvinde fatningen og lade være at tænke på hende som et sexsymbol, før han igen lod blikket glide op ad hende helt op til hendes øjne. Han havde aldrig været for genert til at se folk ind i øjnene, det var bare noget, han gjorde.

”Bare rolig, frøken,” svarede han og blinkede til hende; “Din hemmelighed er sikker med mig. Man er vel ikke spion lærling for ingenting. Jeg kan finde ud af at holde på hemmeligheder.” Han så på hende med et hævet øjenbryn, før han sagde: “Men kan du så også holde på mi...” Han rømmede sig hurtigt inden han havde nået at sige sætningen færdig, så hun forhåbentligt ikke helt nåede at høre, hvad han sagde, og så så på hende med et lille, uskyldigt smil. Den scorereplik måtte han hellere holde for sig selv. Han kunne ellers allerede høre, hvordan hun ville have spurgt; “Hvilken hemmelighed?” Og han ville svare; “At jeg synes, du er den smukkeste pige på skolen.” Han kunne bare ikke holde dem nede, de kom op i hans hoved som små tornadoer, fejede alt andet af banen, som fornuft, og røg ud af hans mund. Men han havde da nået at ombestemme sig her. Ikke fordi hun ikke var smuk, men han måtte ikke lægge an på flere piger på skolen. Han endte med et forfærdeligt ry og en masse forsmåede piger, hvilket ikke var, hvad han ønskede. Det var bestemt heller ikke for at såre nogen, han gjorde det, det var bare underholdene. Han var ellers en rigtig flink fyr normalt, der passede på alt og alle, men når det gjaldt piger, havde han virkelig en tendens til at ændre sig til en rigtig kliché irriterende scorekarl. Desuden virkede Freja oprigtigt sød og han kunne godt se for sig, hvordan de to skulle blive venner; men hvordan skulle de have en mulighed for det, hvis han bare hev hende med hjem?
”Tro mig, baby. Der er kamp til stregen,” sagde han så med et stort grin og holdte tanken; “Har du lyst til at kæmpe med?” for sig selv. Det var dog alligevel utroligt med ham!

[Freja Thompson]

”Ja, det er vel rigtig nok,” medgav Freja, inden kakaomælk mindede hende om sin oprindelige problemstilling. ”Hey, mr. Gentleman Matt, ved du så hvad der er forskellen på kakaomælk og varm chokolade?” Egentlig et fuldstændigt latterligt spørgsmål, men efterhånden ville hun altså virkelig gerne vide det! Det var en af de der små ting som kunne gå og æde en op inde fra! Eller den kunne i hvert fald æde hende op! ”Tsk, du tør bare ikke leve livet lidt farligt,” drillede hun, da han heller ikke ville overlade syrer til hende. Hun ville da være forsigtig! Indtil hun fik øje på et par smarte støvler, så blev den syrer altså droppet til fordel for shopping! Nej, spøg til side.
Hun kiggede en anelse forvirret på ham, da han pludselig cuttede sig selv af midt i en sætning. ”Din hemmelighed?” Gættede hun. Det ville være det mest oplagte, når man tænkte på hans første sætning. ”Vil du ikke have de andre drenge skal vide, at du faktisk er pigernes lille hjælper?” Det var umiddelbart den eneste ting, som hun overvejede kunne være hans hemmelighed. Hun kunne bare ikke se problemet i at hjælpe piger i nød.
Selvsikkerheden i Matts stemme fik hende til at grine. ”Siden hvornår er jeg nu ligefrem blevet din baby?” Spurgte hun i et løftet øjenbryn, men stadig med et smil spillende om læberne. Det lå vist til de fleste drenge på skolen, at have selvtilliden i orden, men ham her var i det mindste ikke en af dem som gik og pustede sig op for at virke sejt. Der var ikke noget værre end tabere som spillede med musklerne. Matt var selvsikker på en sjov måde.

[Matt Dylan Young]

“Uha, et tricky spørgsmål,” svarede Matt og lænede sig væk fra væggen igen, mens han tog sig til hagen med den ene hånd og så tænksomt på hende. Han kneb øjnene lidt sammen, før han måtte erkende med et lille smil: “Jeg ved det ikke.” Han lod armen falde slapt ned ad hans side igen og trak på skuldrene. “Men hvis det betyder meget for dig, skal jeg da finde ud af det for dig, smukke jomfru i nød,” drillede han og blinkede fornøjet til hende, hvilket han havde fået for vane på det sidste, mens han rigtigt spillede the knight in shining. Han manglede bare en hvid ganger og en rustning, så var han en rigtig, oldschool gentleman.

“Åh, så du tror ikke, jeg lever livet farligt?” spurgte han og så på hende med begge øjenbryn hævede og et udfordrende udtryk. “Du siger bare til og så kan jeg bevise for dig, præcis hvor farligt, jeg lever mit liv.” Han lo muntert til hende, stadig med det udfordrende udtryk i ansigtet. Hans liv var måske ikke decideret farligt; ikke farligere end alle andres liv her på LSA i hvert fald. Missionerne kunne godt ses som at leve på kanten, men det var jo noget, alle gjorde. Så i forhold til en helt almindelige borger i Londons liv, var hans liv nok lidt mere specielt, men på LSA var det bare hverdag. Det var også, hvad han elskede ved stedet. Alle var her for at have spænding i livet og gang i det hele. Han elskede jo selv at have gang i alting og var lidt af en overgiret ung mand, der flere gange var blevet mistænkt for at have ADHD, netop fordi han ikke kunne sidde stille. Derfor var timerne også en kamp for ham, men han elskede kampsport timerne og træningen. Det var det bedste, fordi man faktisk fik lov at røre sig! Men til gengæld blev han også endnu mere overgiret af det, hvilket ofte gik dem rundt om ham på. Især hans roomate Nate, havde en gang for meget oplevet ham løbe rundt og være helt ude af kontrol.

”Lille hjælper?” gentog han med et fnys og så på hende med et lille ryst på hovedet, uden at fortælle noget om hvad han rigtigt havde tænkt sig at sig. Dette var meget med vilje og han håbede, hun ikke bed mærke i det, for det kunne nemt gå hen og blive akavet nu, mere end en scorereplik. ”Nu strammer du den! Han kunne ikke lade være fortsat at have et lille smil på læberne, selvom hans stemme lød alvorlig. ”Bare fordi jeg er en gentleman, betyder det ikke, jeg render i røven af jer tøsebørn og holder jeres slæb på kjolen,” sagde han og rettede sig helt op, så han var en del højere end hende og kunne se ned på hende, for ligesom at vise, at han var overlegen her og hun skulle passe lidt på. Selvfølgelig var dette bare for sjov, men han følte sig nu alligevel godt tilpas i rollen som den overlegne.

”Har du ikke lyst til at være min baby måske?” spurgte Matt så og så på hende med et lille, diskret smil. Han førte en tot af hendes hår om bag øret og så på hende med et charmerende smil, før han trak sig tilbage og grinede glad. Dette var ikke kun udelukkende for at drille hende, da han virkelig havde brug for at få noget af alt sin undertrykte flirtning indeni ham ud. Men det var ikke fordi, han prøvede at score hende, selvom han selvfølgelig havde lyst til at prøve, også for at se om han kunne, men fordi han havde aftalt med sig selv, at han ikke måtte score flere LSA’ere - og selvom han ikke var særlig viljestærk, når det gjaldt piger, havde han da lidt rygrad... håbede han.

[Freja Thompson]

Pokkers. Selv mr. Gentleman vidste ikke, hvad forskellen på varm chokolade og kakao var. Hun havde ellers lige håbet på at blive endnu mere oplyst. ”Nej, jeg er sikker på, du har mere vigtige ting at foretage dig … som for eksempel at redde jomfruer i nød rundt omkring i byen?” drillede hun og gengældte blinket. Han virkede da i hvert fald som typen til at have et par damer nede i byen.
Hun lod svagt ved Matts kommentar om at leve farligt og rystede på hovedet. ”Jeg tager dig på ordet. Jeg er ikke ude på, at du skal få mig i problemer,” svarede hun afslappet og begyndte at gå ud af spisesalen. Hun forventede vel egentlig, at han bare fulgte med, så de kunne forsætte samtalen.
Lille hjælper var måske røget lidt ved siden af, så hun lod være med at snage i den udover at løfte et enkelt øjenbryn ved den sidste del af kommentaren. Hun var ikke helt glad for den pludselige overlegne attitude som blev sat for dagen. ”Javel ja,” blev svaret i første omgang. Hun stoppede op, da han spurgte, om hun måske ikke havde lyst til at være hans baby. Hun rakte hen og klappede ham let på kinden. ”Jeg er bange for, at det ville kræve mindre sjov i byen fra dig,” blev det drillende svar. Han var sjov, men hun tvivlede virkelig på, at man i længden kunne have noget dybere med ham.

[Matt Dylan Young]

“Åh, du har ret,” svarede Matt og pustede ud, som om han var mega stresset. “Der er bare så mange jomfruer i nød over det hele og eftersom jeg er en af de eneste gentlemens tilbage, har jeg så pissetravlt hele tiden.” Han så på hende med et lille grin, før han lænede sig ind mod hende og hviskede i hendes øre; “Men jeg kan godt sætte lidt tid af til dig, hvis det skulle være.” Han trak sig tilbage og lo igen. Selvom han var en lille drillepind og mest gjorde det for at freake hende ud, måske endda få hende til at blive sur, så nød han også at flirte med hende. Det var sjovt og eftersom hun ikke var en af de nemme trunter, der bare kastede sig i armene på ham, gav det ham lidt modspil.

“Er du nu så bange for, at jeg skal få dit liv lidt opad i spændingskurven igen, at du stikker af fra mig?” kaldte han efter hende, da hun begyndte at gå, men gik mod faste, hurtige skridt op mod hende igen, så han nu gik ved siden af hende. Han puffede til hende med skulderen, dog ikke for hårdt eftersom han havde ret mange kræfter og nemt kunne have væltet hende, selvom hun sikkert også var rimelig stærk. Det var de fleste piger på LSA, eftersom det krævede stor styrke at være på missioner, hvor man kunne komme i nærkontakt med folk, der gerne ville slås. Så træning var påkrævet. Desuden havde alle, uanset team-rolle, en eller anden form for kampsport på skemaet, hvilket selvfølgelig gjorde dem stærke og i god form. “Men hvis du nogensinde leder efter lidt spænding, kommer du bare, ikke?” spurgte han, mens han så på hende, hvilket gjorde, han i sidste øjeblik måtte undvige en yngre dreng, som han nær var gået ind. Matt undskyldte sig hurtigt til drengen, der så rimelig skræmt ud, nok en 1. års elev, før han igen fulgte med Freja.

Han lagde ikke mærke til køligheden i hendes stemme, da hun svarede på hans lille joke om, at han ikke var pigernes "lille hjælper". Men det var bestemt heller ikke ment ondsindet. Da hun stoppede op og klappede ham på kinden, lod han også hans vandring stoppe og derpå lod han lynhurtigt sin hånd gribe fat i hendes. Det var ikke kun for at vise, at han havde reflekserne i orden, men også lidt for at holde hendes hånd et øjeblik. “Med en pige som dig ville jeg da slet ikke behøve alt det sjov,” sagde han med et lille, skævt smil og slap igen hendes hånd, før han begyndte at gå videre. Som hun før havde regnet med, han ville følge med, regnede han nu med det samme.