Post by Alexandria Marie Roux on Jan 19, 2012 13:21:08 GMT 1
Navn: Alexandria Marie Roux
Alder: 18 år
Årgang: 3. årgang
Fire karaktertræk eller flere:
Miss SmartyPants:
Alexandria er uhyr intelligent, og er altid hurtig på aftrækkeren. Hun er meget lærnem, og denne egenskab er hun utrolig beæret over at have. En klæbehjerne er noget de fleste gerne vil eje. Og sådan en ejer Alexandria. Hun fylder den dog oftest med ligegyldige ting og sager - men ind i mellem sker det at det kommer hende til gode.
Charme, Selvtillid og Lækkert hår:
Alexandria er per natur en meget charmerende person. Hun bruger sin charme til nærmest alting. Om det så er lidt opmærksomhed, eller afledning. Hendes gode udseende spiller godt overens med hendes naturlige charme. Men sådan en charme kan ikke stå alene. Hendes selvtillid fejler ikke noget, men hun praler ikke med sig selv. Denne cocktail af charme og selvtillid, passer en petit lille sag som Alexandria godt.
What does she do next?:
Alexandria er et meget udforudseligt menneske, og gør altid det som man mindst venter. Hun ikke hvad man kan kalde et loyalt menneske. Loyaliteten i Alexandria er for længst forsvundet. Hun er sin egen, og ingen kan tæmme hende. Hun skal ikke holdes ned af loyaliteten til mennesker hun knap nok holder af. Det kan ske at loyaliteten holder et fast greb om Alexandria, men det er kun til det øjeblik hun indser hvad der foregår, og bryder løs af de bindende lænker. Hun gør hvad der passer hende, og sådan har det altid været.
Life's an act, babe:
Ja, det kan ikke overraske nogle af der er lidt af en skuespiller gemt i Alexandria. Hun elsker at spille roller, og gør det med stor passion. Disse roller hun spiller er intet der sker på en scene.. Nej, det sker i hendes liv. Hun spiller gerne roller for at få tingene til at ske på hendes måde, om det så omhandler en smule løgne og bedrag. Alexandria er en dygtig løgner, og bruger flittigt disse løgne i samspil med sin nærmest uimodståelige charme.
Baggrunds historie:
Alexandria Marie Roux blev født den 18/04/1993 en kølig forårs dag, i hjertet af Europa, byernes by - Paris. Det yndige nyfødte pigebarn, var noget af et ønskebarn. Clarissa Roux og John Rosewell havde prøvet at blive gravide længe. Så da nyheden graviditeten nåede dem, var de ovenud lykkelige. De fik ikke andre børn end Alexandria, og derfor var det sådan set selvskrevet at hun var deres livs øjesten. John Rosewell var englænder og havde mødt Clarissa på en af sine mange rejser til Frankrig. John Rosewell var englsk ambassadør i Frankrig. Clarissa var hattemager, og da de mødte hinanden udenfor en lille fin fransk café, var det kærlighed ved første blik. De forelskede sig i hinanden i de små franke sidegader. De levede af cigaretter, vin, kærlighed og kys. Clarissas butik var ikke just en succes, og man ville være overrasket hvis man fandt ud af hvor lidt en ambassadør egentlig tjener. John flyttede ind hos Clarissa, det var trangt og forholdene var elendige, men de elskede hinanden og det var nok for dem. En fredag eftermiddag ved Eiffeltårnets fod friede John til Clarissa. De havde kendt hinanden i 1½ års tid, og hans kærlighed til hende voksede hver dag. Hun sagde ja, og inden længe skulle brylluppet stå.
Det var en smuk sommerdag, og den varme sol varmede Clarissas bare skulder. Den lange hvide kjole, passede godt til hendes kornblonde hår og de lyseblå øjne. John Rosewell kunne ikek være lykkeligere. Han havde Clarissa ved sin side, og det var nok for ham. Bryllupsfesten varede til langt ud på natten, sådan som et rigtigt bryllup skal. Derefter blev det hele hverdag igen. Men deres kærlighed for hinanden forsvandt ikke. De havde sparet sammen og havde nu endelig fået råd til deres drømmehus. Det efterår flyttede de ind, lige i tide til den første sne faldt.
Tiden gik, og deres liv blev mere og mere trivielt. Der var noget der manglede. Det var ikke gnisten, for i ny og næ kunne den stadig vise sit ansigt. Nej, Clarissa ønskede sig så inderligt et barn. De begyndte at prøve, men intet skete. Der gik et par år, hvor deres kærlighed blev med at at falme. De prøvede deres bedste, men at holde fanen føjt var ikke let. En sommer skete det endelig. Clarissa var gravid! De var ovenud lykkelige, og pludselig virkede det hele ikke så trist længere. De var så glade, dette barn var hvad de havde ventet på.
Den kølig forårsdag blev Alexandria Marie Roux født. Hun var et lille vidunder. Hun var nok det smukkeste barn Clarissa nogensinde havde set. Og det var hendes. Det var svært at forstå, men det var nu sandt nok. Alexandria havde sin mors kornblonde hår, og sin fars grågrønne øjne. Hun var et naturligt smukt barn, og hun fik al den kærlighed hendes forældre overhovedet kunne give hende.
Som ganske lille begyndte Alexandria at vise talent indefor skuespil. Hun elskede at klæde sig ud. Og da hun blev ældre blev dette talent hendes hobby. Hun meldte sig til skoleforestillinger og dramaklubber. Hun viste stor passion for dette fag, og begyndte at tage det mere og mere til sig. Hun opdagede med tiden at hun kunne bruge skuespillet i sit eget liv, og dette kom for det meste hende til gode.
Da hendes far John Rosewell var ambassadør, fik han hende ind på en af de fineste skoler i Paris. Her kunne hun dyrke sin hobby - Skuespil, og hendes boglige side kunne blive endnu mere udviklet. Hun havde en evne til at lære utrolig hurtigt, hvilket John mente måtte komme fra hans side af familien. Clarissa var nu ikke så sikker på det. Men Alexandria fandt sig godt tilpas på skolen og det var det der betød noget. Da Alexandria kom i en alder af 16 år, foreslog hendes far at hun kunne skifte skole. Hun var skepisk, for hun havde faldt så godt til, og hendes venner og veninder betød meget for hende. Men hendes far insisterede. Han mente at det ville være godt for hende at opleve noget af en engelske kultur. Alexandria mente noget andet. Men hun gik med til at give det en chance, og et par uger senere kørte de Eurotunnelen til England. Hendes fars hjemland. Hun var vokset op med fransk og engelsk, og kunne begge sprog flydende. Så at flytte til England pga. en uddannelse ville ikek være oget problem - sprogmæssigt.
Den sorte Lincoln Town Car strøg op af den lange indkørsel. Op foran dem tårnede eliteskolen Lionhart Acadamy, og Alexandria kunne ikke undgå at lade et mindre suk stryge over hendes fyldige læber. Den var overdådig. Simpelthen, overdådig. De fik en privat rundvisning på stedet, og stedet blev ved med at overraske Alexandria. Pludselig var hun ikke så fjendsk overfor idéen om et par år væk fra sit hjemland. Det virkede som et sted for hende. Hendes far var enig. Sagen var fastlagt. Alexandria ville starte på Lionhart Acadamy en uge fra nu af. De tog tilbage til Frankrig og Alexandria begyndte at pakke sine ting. Det ville blive et spændende ophold, og hun kunne ikke vente med at komme afsted.
Dagen kom, og hun tog afsked med sine forældre. De ville komme og besøge hende så tit hun havde lyst til det. Alexandria føjede det væk med en håndbevægelse, og viste at det kun var almindelig forældrebekymring. Sådan skulle det være. Hun tog med den noget så velkendte Lincoln Town Car, og videre under Eurotunnelen. Da bilen for anden gang strøg op forbi den store skole, vidste Alexandria at hun havde valgt rigtigt. Hun glattede sin navyblå nederdel med hænderne. Hun var parat.
Hun steg ud af bilen og så sig om. Det kornblonde hår var flettet i en franskfeltning. Hendes læber var rosa farvede, med et diskret lag af glinsende lipgloss. På overkroppen bar hun en blazer i samme navyblå farve, selvfølgelig figursyet. Indeunder havde hun en hvid top. Hun havde hvide knæstrømper på, og et par 5 cm højhælede sko, i sort læder. Hun så godt ud, og hun svang den brune læder taske over skulderen. Hun havde sin macbook deri, og en blok og andre sager hun nok skulle få brug for. Hun snusede godt ind, og sendte den overdådige skole et bredt smil. Hun skulle mødes med rektor. Det var nok for at byde hende velkommen.
"Excusez-moi", sagde Alexandria chokeret og sank den klump hun havde i halsen. Hun måtte have hørt forkert. Rektor sad rolig foran hende. Mellem dem var der et gammelt mahogany skrivebord. Hun så med skepiske øjne på rektoren. Han så ud til at mene det. "Så De sidder og fortæller moi, at dette er en spionskole? Det er jo fuldstændig sans précédent!". Hun tog sig til hovedet, og tænkte de sidste få minutter igennem. Det måtte være en joke, det måtte det simpelthen. Hun så på rektoren igen og kunne ikke tro det. Det var sandt. Det var en spion skole. Hun rømmede sig og sukkede tungt. Dette kunne blive interessant. Det pirrede hende. Hun lænede sig ind over bordet, tog kuglepennen og satte sin autograf. Hun lagde pennen og lænede sig tilbage i skolen. Hvad skulle hun sige nu. Hun fugtede sine læber med tungespidsen og sagde så:
"Pour leur service, Mr. L’areon".
To mulige team-roller:
1. SNEAK
2. LEAD
3. ORGAN
Ønsket værelse: Alpha
Valgfag: Taekwondo,Kickboxning, Italiensk, Bengali, Latin, Urdu, Musik, Dans, Drama, Mediefag, Billedkunst, Religion, Skarpskydning.
Faceclaim: AMBER HEARD
C-box navn: anneh
Var der ikke mere, du skulle huske?:6. Hvis der er fire måder hvorpå en procedure kan gå galt og man forudser dette, så vil en femte og uforudset måde øjeblikkeligt forekomme.
Alder: 18 år
Årgang: 3. årgang
Fire karaktertræk eller flere:
Miss SmartyPants:
Alexandria er uhyr intelligent, og er altid hurtig på aftrækkeren. Hun er meget lærnem, og denne egenskab er hun utrolig beæret over at have. En klæbehjerne er noget de fleste gerne vil eje. Og sådan en ejer Alexandria. Hun fylder den dog oftest med ligegyldige ting og sager - men ind i mellem sker det at det kommer hende til gode.
Charme, Selvtillid og Lækkert hår:
Alexandria er per natur en meget charmerende person. Hun bruger sin charme til nærmest alting. Om det så er lidt opmærksomhed, eller afledning. Hendes gode udseende spiller godt overens med hendes naturlige charme. Men sådan en charme kan ikke stå alene. Hendes selvtillid fejler ikke noget, men hun praler ikke med sig selv. Denne cocktail af charme og selvtillid, passer en petit lille sag som Alexandria godt.
What does she do next?:
Alexandria er et meget udforudseligt menneske, og gør altid det som man mindst venter. Hun ikke hvad man kan kalde et loyalt menneske. Loyaliteten i Alexandria er for længst forsvundet. Hun er sin egen, og ingen kan tæmme hende. Hun skal ikke holdes ned af loyaliteten til mennesker hun knap nok holder af. Det kan ske at loyaliteten holder et fast greb om Alexandria, men det er kun til det øjeblik hun indser hvad der foregår, og bryder løs af de bindende lænker. Hun gør hvad der passer hende, og sådan har det altid været.
Life's an act, babe:
Ja, det kan ikke overraske nogle af der er lidt af en skuespiller gemt i Alexandria. Hun elsker at spille roller, og gør det med stor passion. Disse roller hun spiller er intet der sker på en scene.. Nej, det sker i hendes liv. Hun spiller gerne roller for at få tingene til at ske på hendes måde, om det så omhandler en smule løgne og bedrag. Alexandria er en dygtig løgner, og bruger flittigt disse løgne i samspil med sin nærmest uimodståelige charme.
Baggrunds historie:
Alexandria Marie Roux blev født den 18/04/1993 en kølig forårs dag, i hjertet af Europa, byernes by - Paris. Det yndige nyfødte pigebarn, var noget af et ønskebarn. Clarissa Roux og John Rosewell havde prøvet at blive gravide længe. Så da nyheden graviditeten nåede dem, var de ovenud lykkelige. De fik ikke andre børn end Alexandria, og derfor var det sådan set selvskrevet at hun var deres livs øjesten. John Rosewell var englænder og havde mødt Clarissa på en af sine mange rejser til Frankrig. John Rosewell var englsk ambassadør i Frankrig. Clarissa var hattemager, og da de mødte hinanden udenfor en lille fin fransk café, var det kærlighed ved første blik. De forelskede sig i hinanden i de små franke sidegader. De levede af cigaretter, vin, kærlighed og kys. Clarissas butik var ikke just en succes, og man ville være overrasket hvis man fandt ud af hvor lidt en ambassadør egentlig tjener. John flyttede ind hos Clarissa, det var trangt og forholdene var elendige, men de elskede hinanden og det var nok for dem. En fredag eftermiddag ved Eiffeltårnets fod friede John til Clarissa. De havde kendt hinanden i 1½ års tid, og hans kærlighed til hende voksede hver dag. Hun sagde ja, og inden længe skulle brylluppet stå.
Det var en smuk sommerdag, og den varme sol varmede Clarissas bare skulder. Den lange hvide kjole, passede godt til hendes kornblonde hår og de lyseblå øjne. John Rosewell kunne ikek være lykkeligere. Han havde Clarissa ved sin side, og det var nok for ham. Bryllupsfesten varede til langt ud på natten, sådan som et rigtigt bryllup skal. Derefter blev det hele hverdag igen. Men deres kærlighed for hinanden forsvandt ikke. De havde sparet sammen og havde nu endelig fået råd til deres drømmehus. Det efterår flyttede de ind, lige i tide til den første sne faldt.
Tiden gik, og deres liv blev mere og mere trivielt. Der var noget der manglede. Det var ikke gnisten, for i ny og næ kunne den stadig vise sit ansigt. Nej, Clarissa ønskede sig så inderligt et barn. De begyndte at prøve, men intet skete. Der gik et par år, hvor deres kærlighed blev med at at falme. De prøvede deres bedste, men at holde fanen føjt var ikke let. En sommer skete det endelig. Clarissa var gravid! De var ovenud lykkelige, og pludselig virkede det hele ikke så trist længere. De var så glade, dette barn var hvad de havde ventet på.
Den kølig forårsdag blev Alexandria Marie Roux født. Hun var et lille vidunder. Hun var nok det smukkeste barn Clarissa nogensinde havde set. Og det var hendes. Det var svært at forstå, men det var nu sandt nok. Alexandria havde sin mors kornblonde hår, og sin fars grågrønne øjne. Hun var et naturligt smukt barn, og hun fik al den kærlighed hendes forældre overhovedet kunne give hende.
Som ganske lille begyndte Alexandria at vise talent indefor skuespil. Hun elskede at klæde sig ud. Og da hun blev ældre blev dette talent hendes hobby. Hun meldte sig til skoleforestillinger og dramaklubber. Hun viste stor passion for dette fag, og begyndte at tage det mere og mere til sig. Hun opdagede med tiden at hun kunne bruge skuespillet i sit eget liv, og dette kom for det meste hende til gode.
Da hendes far John Rosewell var ambassadør, fik han hende ind på en af de fineste skoler i Paris. Her kunne hun dyrke sin hobby - Skuespil, og hendes boglige side kunne blive endnu mere udviklet. Hun havde en evne til at lære utrolig hurtigt, hvilket John mente måtte komme fra hans side af familien. Clarissa var nu ikke så sikker på det. Men Alexandria fandt sig godt tilpas på skolen og det var det der betød noget. Da Alexandria kom i en alder af 16 år, foreslog hendes far at hun kunne skifte skole. Hun var skepisk, for hun havde faldt så godt til, og hendes venner og veninder betød meget for hende. Men hendes far insisterede. Han mente at det ville være godt for hende at opleve noget af en engelske kultur. Alexandria mente noget andet. Men hun gik med til at give det en chance, og et par uger senere kørte de Eurotunnelen til England. Hendes fars hjemland. Hun var vokset op med fransk og engelsk, og kunne begge sprog flydende. Så at flytte til England pga. en uddannelse ville ikek være oget problem - sprogmæssigt.
Den sorte Lincoln Town Car strøg op af den lange indkørsel. Op foran dem tårnede eliteskolen Lionhart Acadamy, og Alexandria kunne ikke undgå at lade et mindre suk stryge over hendes fyldige læber. Den var overdådig. Simpelthen, overdådig. De fik en privat rundvisning på stedet, og stedet blev ved med at overraske Alexandria. Pludselig var hun ikke så fjendsk overfor idéen om et par år væk fra sit hjemland. Det virkede som et sted for hende. Hendes far var enig. Sagen var fastlagt. Alexandria ville starte på Lionhart Acadamy en uge fra nu af. De tog tilbage til Frankrig og Alexandria begyndte at pakke sine ting. Det ville blive et spændende ophold, og hun kunne ikke vente med at komme afsted.
Dagen kom, og hun tog afsked med sine forældre. De ville komme og besøge hende så tit hun havde lyst til det. Alexandria føjede det væk med en håndbevægelse, og viste at det kun var almindelig forældrebekymring. Sådan skulle det være. Hun tog med den noget så velkendte Lincoln Town Car, og videre under Eurotunnelen. Da bilen for anden gang strøg op forbi den store skole, vidste Alexandria at hun havde valgt rigtigt. Hun glattede sin navyblå nederdel med hænderne. Hun var parat.
Hun steg ud af bilen og så sig om. Det kornblonde hår var flettet i en franskfeltning. Hendes læber var rosa farvede, med et diskret lag af glinsende lipgloss. På overkroppen bar hun en blazer i samme navyblå farve, selvfølgelig figursyet. Indeunder havde hun en hvid top. Hun havde hvide knæstrømper på, og et par 5 cm højhælede sko, i sort læder. Hun så godt ud, og hun svang den brune læder taske over skulderen. Hun havde sin macbook deri, og en blok og andre sager hun nok skulle få brug for. Hun snusede godt ind, og sendte den overdådige skole et bredt smil. Hun skulle mødes med rektor. Det var nok for at byde hende velkommen.
"Excusez-moi", sagde Alexandria chokeret og sank den klump hun havde i halsen. Hun måtte have hørt forkert. Rektor sad rolig foran hende. Mellem dem var der et gammelt mahogany skrivebord. Hun så med skepiske øjne på rektoren. Han så ud til at mene det. "Så De sidder og fortæller moi, at dette er en spionskole? Det er jo fuldstændig sans précédent!". Hun tog sig til hovedet, og tænkte de sidste få minutter igennem. Det måtte være en joke, det måtte det simpelthen. Hun så på rektoren igen og kunne ikke tro det. Det var sandt. Det var en spion skole. Hun rømmede sig og sukkede tungt. Dette kunne blive interessant. Det pirrede hende. Hun lænede sig ind over bordet, tog kuglepennen og satte sin autograf. Hun lagde pennen og lænede sig tilbage i skolen. Hvad skulle hun sige nu. Hun fugtede sine læber med tungespidsen og sagde så:
"Pour leur service, Mr. L’areon".
To mulige team-roller:
1. SNEAK
2. LEAD
3. ORGAN
Ønsket værelse: Alpha
Valgfag: Taekwondo,Kickboxning, Italiensk, Bengali, Latin, Urdu, Musik, Dans, Drama, Mediefag, Billedkunst, Religion, Skarpskydning.
Faceclaim: AMBER HEARD
C-box navn: anneh
Var der ikke mere, du skulle huske?:6. Hvis der er fire måder hvorpå en procedure kan gå galt og man forudser dette, så vil en femte og uforudset måde øjeblikkeligt forekomme.
