Er ikke kedelig og tør, som en bog.

[Mimi van Dall]

På næsten alle tænkelige måder var det en umulighed, at finde et sted på skolen hvor der ikke var nogle mennesker og normalt så havde Mimi intet imod det på grund af hun kunne godt li at være sammen med andre. Men lige den dag så havde hun det, som at hun var ved at blive mindre sindssyg over en opgave og det havde også endt med, at hun simpelthen havde gået over på hendes værelse for, at lægge hendes bøger der. Det var også der, at hun skiftede over til hendes store samt tykke jakke, som var en nødvendighed, at havde på når man bevægede sig udenfor på grund af det var vinter og alt for koldt efter hendes mening.

Selvom det var vinter og der var sne næsten over så var der stadig masse af mennesker udenfor på grund af der var en del, som havde en sneboldkamp mens andre bare skulle fra den ene bygning til den anden. Men da Mimi havde det, som at hun havde brug for luft omkring sig og ingen andre mennesker. Så var det derfor hun søgte ned mod søen, hvor hun regnede med at der ikke ville være andre og da hun var nåede derned så var den eneste lød, som hun rigtig kunne høre var hvordan sneen knuste under hendes sko. Godt nok var det en lyd, som sendte små kuldegysninger gennem hende og igen så havde hun intet imod den lyd.

Efter at hun havde gået lidt tid langs med søen så stoppede hun op og lade hendes arme omkring sig selv for, at holde på varmen mens hendes blik var rettede udover søen. Hun kunne ikke lade vær med at tænke hvorvidt mon søen var frost nok til, at man kunne stå på at man kunne stå på skøjter på den og egentligt så havde det været et par år siden, at hun havde gjort det sidst - men igen så havde hun stort set ikke andet end være seriøs omkring skolen, så meget at hun havde fået en del kommentarer omkring, at hun snart skulle til at lave noget sjovt inden, at hun blev ligeså tør og kedelig, som de bøger der var på biblioteket. Men endnu en gang så endte Mimi med, at blive opslugte af hendes tanker på den måde, at hun ikke rigtig havde øje med hendes omgivelser, hvilke var noget, som kunne være livsfarligt – Noget, som hun havde lært efter, at hun var begyndt på skolen.


//Make for one of J's ^^

[Timothy Daniel Haust]

"S

[/font] selvfølgelig kan jeg gå på isen! Den har været her i lang tid!"[/b] fnøs Timothy og så sig over skulderen på de ældre fyre, der stod bag ved ham med smørrede grin om læberne. "Lille Timothy tror, at han er noget." lo en af de ældre fyre, og Timothy sendte ham et ondt blik. "Pfff!" fnøs han og tog et skridt fremad uden at se sig for, for så at glide i en snebunke og kure hovedkuls ned ad den bakke, som førte ned til søen. "Pas pååååå!" råbte han, da han spottede en pige, der stod få meter fra ham, før han tumlede direkte ind i hende. "Undskyld, undskyld, undskyld!" panikkede han og skyndte sig at rulle af hende, fuldstændig dækket i sne. Det røde hår var fyldt med sne og huen lå lidt længere oppe af bakken. Han var iklædt et par strikkede handsker, luffer, mere præcist og en brun læderjakke med en høj krave. Under den havde han en varm, strikket sweater på, som havde samlet en fandens masse sne op, da jakken var gledet en anelse op under hans lille rulletur.

Han skyndte sig at springe på benene og rakte en hjælpende hånd frem til den lyshårede engel, som han havde væltet omkuld. "Øhm... jeg tager kegler?" forsøgte han at joke og smilede usikkert. "Hør,-det-var-altså-ikke-for-at-ramme-dig-eller-noget,-det-var-bare-fordi-de-der-fyre-troede-ikke-på,-at-jeg-kunne,-og-så-var-jeg-nødt-til-at-gå-på-isen-og-og-og-og-så-gled-jeg,-og-det-var-altså-ikke-for-at-ramme-dig,-jeg-ville-faktisk-være-gået-ned,-jeg-har-ikke-noget-imod-dig,-tværtimod-jeg-synes-faktisk,-at-du-er-den-smukkeste-pige,-jeg-nogensinde-har-set." Timothy afbrød sig selv ved det sidste ord og tog en dyb indånding. Han var lettere svimmel af iltmangel efter at have ævlet så længe og hurtigt. "Øhm..." sagde han og lignede kort én, der havde mistet alt koncentration - hvilket var ganske sandt. Han blinkede en gang eller to, og så bukkede han sig ned og samlede hendes hue op til hende, mens han kiggede længselsfuldt på isen. Han var ikke færdig med at bevise sit værd.
[/blockquote][/blockquote][/blockquote]

[Mimi van Dall]

Mimi havde været stort set helt væk i hendes tankespin og hun blev revet udad det, da der pludselig var en, som råbte pas på hvilke fik hende til, at vende sit hoved for, at se hvad pokker der sket. Men knap nok havde hun dejede hendes hoved før, at der var en eller anden der havde tumlede lige ind i hende på en måde sådan, at hun mistede hendes balance og pludselig så var der en, som lå over hende. Hvis ikke, at han selv havde flyttede sig så hurtigt, som han havde så havde hun nok selv fundet på en måde hvorpå, at han ville havde flyttede sig. ”Det er okay” svare hun en del rundt på gulvet og det var først, da hun skulle til, at rejse sig op, at hun fik set ordenligt på fyren, som havde vælde hende omkuld og hun tog imod hans udstrakke hånd for, at komme på benene.

Knap nok havde hun komme op på hendes ben før, at knægten fyre en eller anden lang smøre af, som Mimi kun fange et enkle eller to ord af og faktisk så fik den smøre hende til, at se letter forvirret på knægten. Men da han pludselig så ud til, at ikke havde det så godt så røg spørgsmålet bare udad hende ”Er du okay ?” mens hun ikke kunne lade vær med, at se letter bekymre på ham. Godt nok havde hun ikke rigtig forstået et ord af hvad han næsten lige havde sagt og alligevel så havde hun ikke lyst til, at han skulle falde om foran hende. Nej tak sådan en oplevelse ville hun helst være fri for.

[Timothy Daniel Haust]

Timothy trippede lidt frem og tilbage, oprigtigt ked af, at han havde væltet hende, men stadig ivrig for at komme ud og bevise, at han kunne gå på isen. Han havde faktisk taget det første skridt derhen, før hun stillede ham et spørgsmål, og han glemte alt om, hvad han havde været på vej til at gøre. "Okay? Ja, hvorfor skulle jeg ikke være okay?" spurgte han og stirrede underligt på hende, før det gik op for ham, at hun hentydede til hans fald. "Nåååh! ... Ja. Ja jeg har det fint." sagde han efter lidt betænkningstid og efter at have betragtet sin krop tankefuldt. Han sendte hende et stort tandsmil. "Jeg hedder Timothy!" præsenterede han sig og vinkede glad.

Hendes uforstående ansigtsudtryk inspirerede endnu et stort smil og han lagde hovedet let på skrå. "Undskyld-nogle-gange-taler-jeg-alt-for-hurtigt, jeg-kan-slet-ikke-styre-det-nogle-gange." rablede han, før han tog en dyb indånding. "Hør, det var altså ikke for at ramme dig eller noget, det var bare, fordi de der fyre troede ikke på, at jeg kunne, og så var jeg nødt til at gå på isen, og så gled jeg, og det var altså ikke for at ramme dig. Jeg ville faktisk være gået ned, jeg har ikke noget imod dig." gentog han og sorterede ret bevidst den sidste del fra. Han havde ikke noget behov for at gøre sig selv til grin, og nu han tænkte nærmere over det, var der ingen grund til at gentage noget pinligt. "Æhm..." sagde han, da hans blik strejfede søen igen og han kom i tanker om, hvorfor han var her. "Har du noget imod, hvis jeg...?" spurgte han og pegede mod isen. Det var tydeligt, at han havde krudt i røven og var ivrig for at komme over og komme i gang med at bevise, at han havde ret.