En rigtig dreng! (Åben)

[Julién Silverclaw]

Julién Silverclaw kom fra en pretentious, snobbet og rig overklasse familie, og selvom han havde haft muligheden de sidste par år efter han var kommet til skolen var det først idag han havde trukket i "almindeligt tøj". Normalt så man ham aldrig udenfor en dør uden at være iklædt et jakkesæt hele hans sædvanlige klasse var begyndt at kalde ham 007 fordi han bare manglede en martini for at gøre hele kostumet færdigt, men idag, idag havde Julién lånt en t-shirt fra hans roomate, en slidt t-shirt med bandmærket 'AC/DC' - hvad end det var - skrevet hen over brystkassen og et par almindelige lyse jeans, hans sko var stadig lidt for fancy til at gå til outfittet men hvis han lod bukserne glide lidt ned på hofterne dækkede de næsten skoene. Som han sad der med en pose junkfood han havde smuglet ind på skolen efter en frokost pause holdt inde i London og gjorde kål på en cheeseburger uden pickles lignede han en helt almindelig dreng, hans ven Eugene havde allerede leende erklæret at Snob-nocchio næsten var en rigtig dreng!
Han sad der med earplugs i ørene og fangede sig selv i at synge med på nogen af sangene, hans sangstemme var ikke noget at prale af, men han kunne ikke selv høre sig selv for musikken.

[adrian]

Det var et ret overraskende syn. Ikke at Adrian havde gået på skolen længe – ikke så længe som Silverclaw i hvert fald – men man kunne ikke undgå at bemærke Julién Silverclaw, når han rendte rundt i de der fancy jakkesæt. Det var tydeligt, at fyren vist var født med en guldske i munden. Bare ikke lige nu. Adrian stod for enden af trappen og gloede chokeret på fyren, der sad og spiste junkfood. Tænk at den slags typer kunne tåle sådan noget. Det var faktisk dybt fascinerende at se på, da han forventede, at rigmandsungen ville falde om med en junkfood allergi hvert øjeblik det skulle være.

Desværre var der nok grænser for, hvor længe han kunne glo, inden Silverclaw ville bemærke ham, selvom musikken måske tog den værste opmærksomhed. Synd, han ville ellers virkelig gerne se, hvad der kom til at se, når han havde fået fortæret burgeren. Mon ikke han også ville få røde pletter af at gå i ’pøblens’ tøj? Til gengæld sang han ikke særlig godt, men Adrian kunne næppe råbe ham op hen over musikken, så han nøjedes med at blive stående og vente … og vente … argh! Det her var for besværligt! Han endte med at springe op for at hive den ene earplug ud. ”Hvad sidder du her for?” Spurgte han nysgerrig – og måske mest i mangel på noget at lave.

[Julién Silverclaw]

Julién fór sammen da nogen pillede hans earplug ud, han var lige ved at kløjse i sin mad men formåede at sluge det inden han fik det i den gale hals, han drejede hovedet og gloede ondt på den lys hårede dreng der havde forstyrret ham. Var alle de yngre elever ikke til time nu? Så vidt han vidste var det kun 5 års DEF'erne der havde friperiode lige nu. Fuck, han burde virkelig sidde og læse op på spansk lige nu. "Og det rager dig fordi...?" spurgte Julién med et løftet øjenbryn, helt ærligt, han prøvede bare at have en stille og rolig pause mellem timerne, han havde virkelig ikke brug at skulle vise hvad der sikkert var en første års elev til toiletterne.

[adrian]

Adrian morede sig over fyrens reaktion og slap hans earplug. Han skulle ikke risikere at betale for nogle nye. ”fordi jeg keder mig, og vi er et par stykker, der var overbeviste om, at du var allergisk overfor alt det der,” afsluttede han sætningen og slog ud med hånden mod hele outfittet. Det kom vel næppe bag på Silverclaw, at han var alment kendt på skolen. Det var de fleste på 5. og 6. årgang trodsalt. ”Du er ikke begyndt at hæve op eller få røde pletter endnu, vel?” Spurgte han nysgerrigt og blev siddende på hug lidt fra fyren. Han var beredt på at spæne, hvis Silverclaw reagerede på samme måde som gorillaerne tidligere på ugen, men han lignede nu ikke helt den klassiske gorillatype.

[Julién Silverclaw]

Julién spiste det sidste af hans burger, tog servietterne og tørrede hans hænder af inden han rejste sig op på trapperne og så ned på 2 års eleven med et løftet øjenbryn. "Brug dog din tid på noget mere produktivt, som for eksempel trænings salen for du er tydeligvis ikke her på skolen for dit spraglende vid." snappede den beskidt-blonde dreng, allergisk for almindeligt tøj? Måtte han være fri! Julién rullede Ipodens earplugs sammen og puttede det hele i hans lomme før han resolut satte sig ned på trappen igen og gjorde sig det behageligt, mens han tydeligvis ignorede Adrian.

[adrian]

Adrian holdt et vågent øje med fyren, men han så ikke ud til at gå i jagte eller kvæle mode endnu. Godt, så kunne man blive hængende lidt længere! ”Noget produktivt?” Gentog han for sig selv og studerede Silverclaw i hans overraskende normale tøj. ”Du mener ligesom det, du laver?” Spurgte han overvejende med et løftet øjenbryn. Silverclaw sad og blev fed alene på en trappe iført sjusket tøj, også skældte han Adrian ud for at tale til ham? ”Sten og glashuse, Silverclaw,” man skulle ikke prædike noget, man ikke selv overholdte.
Han fnøs kort ved bemærkningen om hans intelligens. Bidsk fyr, uden tvivl bidsk. Han kunne have været en lille pittbull – han var ikke stor nok til at være en schæfer. ”Som spionelev skal jeg lære at observere mine omgivelser og lægge mærke til forandring. Jeg så en drastisk forandring og var nødt til at undersøge det,” erklærede han en anelse selvtilfreds og tilføjede: ”Hvad er din undskyldning for at sidde her og lave ingenting?”

[Julién Silverclaw]

"Jeg har fritime, jackass." svarede Julién skarpt og strakte benene ud under sig ned over trappen, lagde armene tilbage på trinet bag ham og hvilede på dem så hans lange ben strakte sig næsten ned til bunden af trappen. Bare ignorer ham, Julién, find dit glade sted og ignorer ham. "Det er ikke en permanent forandring - og som sagt jeg har fritime." snappede han. Godt klaret, det var sørme zen. Endelig drejede Julién hovedet over mod den fremmede knægt og så rigtigt på ham. Blond, tydeligvis lidt af en smartass, typen som man bare ved at se på ham kunne se han nød at være så meget af en pestilens så muligt. Julién skulle bare ignorere ham, så ville han gå sin vej.

[adrian]

Måske var han nærmere en bidsk terrier? Adrian var ikke helt sikker. Han satte sig et par trappetrin længere nede og studerede forsat fyren. Han havde slet ikke lignet typen til sådan noget. ”Okay, du har fritime,” nøjedes han i første omgang med at fastslå. Det virkede bare stadig lidt sært. ”Hvorfor er du så ikke sammen med dine klassekammerater? Er det ikke ensomt at sidde herude?” Tonen var blevet en tand mere undrende og alvorlig, siden det trodsalt var generel interesse, som havde fået Adrian til at sætte sig her fra starten af. Det var så chokerende at se Silverclaw sådan, at man simpelthen var nødt til at prøve at komme til bunds i det. Selvom det nok utvivlsomt gik fyren voldsomt på nerverne.

[Julién Silverclaw]

Julién løftede langsomt et øjenbryn og strøg hånden over munden for at skjule et smil. Hvad var han ude på? Der var ingen der var så fucking nysgerrig! Desuden vidste det meste af skolen at Julién var en meget privat person, han gik for det meste ikke til skolens fester, hverken dem på private værelser eller dem der blev planlagt i samarbejde med lærerne, han deltog ikke aktivt i noget som helst socialt medmindre han blev direkte tvunget. Hans karakterer var fantastiske og han var en af de bedste snippere på skolen, men han havde kun få venner. De fleste skrev ham af som genert eller social akavet, han gik heller ikke i bad med de andre drenge efter aktive-timer og var altid påklædt på sit eget værelse også - han havde haft en enkelt kæreste mens han gik på skolen men det havde været slut efter et par måneder. Alle folk kendte til hans familie, alle folk vidste han var rig.
"Lige nu fortryder jeg ret kraftigt jeg ikke satte mig sammen med dem for så var jeg sluppet for den her samtale." svarede Julién. Måske var det tøjet, så han mere approachable ud i almindeligt tøj?

[adrian]

Adrian kiggede stadig med stor interesse på fyren, som forventede han, at Julién om lidt ville bukke under og bryde grædende sammen for at fortælle om, hvor trist og deprimeret han var, siden han gik rundt i random tøj og spiste usundt. Der måtte jo helt sikkert være et eller andet galt! Måske var han ikke den mest sociale type, men han kunne da ikke bare skifte stil over night også forvente, at ingen ville spørge ind til det! Julién var jo ’smoking guy!’ eller ’tuxedo dude!’. Hvad var han nu? ’McDonalds man’??
Der kom dog ikke mere end et opgivende svar. Øv. ”Hold da op,” grinede den yngre dreng i et stort smil. ”Det er sundt at møde nye mennesker! Jeg hedder Adrian,” hilste han og rakte en hånd frem. ”Du behøver selvfølgelig ikke præsentere dig,” indskød han så i et skævt smil og så forventningsfuldt på den ældre dreng.