Desperately Unrehearsed

[Althea Campbell]

Det var med slet skjult hidsighed at Althea hamrede hænderne igennem de tilhørende huller på træningshandskerne, og yndigt formåede at stramme dem til et punkt hvor blod kun var noget hendes fingre kunne drømme om. Velcroen hvæsede da hun hev remmene fra hinanden, og med øvede bevægelser tilpassede dem tilstrækkeligt. Prøvende vrikkede hun en anelse med fingrene, mens de blå øjne strejfede imod den muskuløse mand der stod midt i sine egne forberedelser, på den anden side af bokseringen. Det dårlige humør simrede videre i hende - kunne han ikke fatte at hun ikke havde lyst til at bokse? Det var faktisk en ret sær følelse for hende, da fysisk aktivitet normalt var hendes svar på alting. Det var almen viden at når Althea Campbell var ked af det eller frustreret, kunne man finde hende gemt i diverse krinkelkroge blandt træningsbanerne. Men ikke i dag... i dag havde hun mest af alt lyst til at kravle ned under dynen og gemme sig for verden.

Men neeeej, det kunne Casper Johnson ikke forstå. Bare fordi hun havde råbt lidt af en første-års elev, og måske smidt sin tallerken efter ham... og det var da ikke hendes skyld at der stadig havde været mad på tallerkenen... og bare fordi hun var hoppet tværs over bordet og nær havde tacklet fyren midt i spisehallen...

... altså helt ærligt, der var da ingen grund til at han skulle overreagere sådan. Ingen grund til at hive hende ved øret helt ned til træningssalen som han havde gjort, og ordløst pege i retning af skabet hvor det ekstra kickboxing-træningsudstyr lå. Han var da også sådan en drama-queen nogle gange.

Med et fnys der kunne give enhver drage mindreværdskomplekser, dukkede hun imellem rebene der omgav bokseringen, og pumpede lidt med armene før hun indtog startposition med venstre fod forrest og hænderne oppe ved hagen. "Så kom da an, Bedstefar, inden jeg udvikler lige så mange rynker som dig." Det gik imod alle reglerne at gå direkte i gang uden opvarmning, men i dette øjeblik var hun ikke villig til at vente med at plante en knytnæve i sin storebrors smilende fjæs.

[Casper Johnson]

"Det kan godt være, at dit dragekvinde stunt virker på mor, men jeg er ikke bange for dig, Thea. Det er ikke min skyld, at du er et lille pattebarn, der ikke kan kontrollere dig selv. Du bliver aldrig en god agent, hvis du ikke kan styre dit temperament." hånede Casper med det sædvanlige shiteating grin om læberne. Han var mere end tilfreds med, at han havde en meget vred Althea foran sig. Han havde brug for træningen, og hans søster havde tydeligvis brug for at brænde nogle ting af. "Lad være med at stramme dine handsker så meget, dine fingre brækker, hvis du slår for hårdt og dine fingre er kolde. Varm op." beordrede han og lagde en tung hånd på Thea's skulder, før han begyndte at trække, for at få hende til at tage lidt armbøjninger. "Nu, Thea." gentog han, da hun ikke med det samme adlød, løftede han et skeptisk øjenbryn. Han var lynhurtig til at sparke benet ud efter hendes, men Thea kendte en del af hans tricks allerede og undgik dem for så at stirre trodsigt på ham lidt. De stirrede på hinanden for et kort stykke tid, før hun langsomt adlød. Casper rullede med øjnene. Da hun begyndte at lave armbøjninger satte han med et skævt smil en fod på hendes ryg og pressede let på. "Ordentlige armbøjninger." tilføjede han for så at fjerne foden igen, hoppe ud af ringen og slynge sin sweatshirt over en stol. Han var nu iklædt et par joggingbukser og en sort tanktop. Casper kunne ikke sige sig fri for at være en smule selvfed, og ingen nød at vise sin krop mere frem end ham, selv hvis det ikke var til nogen særlig. Nogle gange kunne han godt bare lide at kigge på sig selv. Det var ikke for sjov, han trænede så meget, som han gjorde.


Han selv brugte ikke handsker mere, til gengæld havde han surret støttebind omkring sine håndled, håndflader og knoer. "Op igen. Hvornår smider du babyhandskerne, Thea? Du ved godt, at du ikke har tid til at tage handsker på i virkelighedens verden." påpegede han leende. Han selv brugte kun støttebindet for at tage det værste slap af hud mod hud fra, når han trænede med sine elever. "Tempo." beordrede han, mens han begyndte at kredse om hende, hele tiden afventende og opmærksom. Han vidste godt, at hans søster var utilregnelig, og hvor meget det end morede ham, så ville han også gerne sikre sig, at hun ikke pludselig angreb uden varsel. Det her var dels for at hun kunne fyre noget energi af, men når man så sin søster tage på missioner ville man helst forberede hende mest muligt. Casper ville sikre sig, at Thea som Front var så godt forberedt som overhovedet muligt, og hvis det krævede at provokere hende jævnligt og køre på hende, så gjorde han det gerne. "Kom nu. Hvis mig, hvad du har." æggede han lokkende, drillende, provokerende, mens hans øjne glimtede af udfordringer og løfter om at give hende en kamp hun ville huske.

[Althea Campbell]

Den unge kvinde fnøs igen. "Så vidt jeg husker sagde de det samme om dig og disciplin... men nå nej, du endte jo heller ikke som nogen god agent. Du blev lærer," det sidste ord blev vrænget ud som en fornærmelse, og Theas blik flakkede til siden, væk fra sin brors gennemtrængende øjne. Selvom Casper bestemt ikke var typen der tog sådan noget til hjerte, så havde kommentaren været under bæltestedet, og den viden om dette fik stilheden til at strække sig akavet mellem de to søskende. Ikke at den lyshårede elev havde tænkt sig at undskylde noget - stolthed og vrede krævede begge af hende at hun blot krydsede armene over brystet som en anden trodsig teenager.

Ikke engang Caspers brummende stemme, hans kommando om opvarmning, eller den tunge hånd på hendes bare skulder, fik hende til at flytte sit blik fra det tilfældige punkt på væggen hun havde besluttet skjulte svaret på alle hendes problemer. Men da hun følte hvordan musklen i hans arm spændtes, reagerede hendes krop instinktivt for at undvige foden der svang fremefter for at feje benene væk under hende. Hun tillod sig selv at sende et bittert triumferende smil i hans retning, før hun faldt til gulvet og begyndte på armbøjningerne. Et ufrivilligt "uff" forlod hende da hans fod tungt pressede på hendes ryg, og næsten bankede hende i gulvet, og det var med en faretruende panderynken at hun fortsatte armbøjningerne med forhøjet tempo. "En eller anden dag... jeg sværger at jeg nok skal sørge for du, en eller anden dag, vågner op med et pindsvin som hovedpude og en kaktus som krammebamse." På trods af sin hvæsen og sprutten, kunne hun dog ikke fornægte at hun følte sig mere parat som hun sprang op med blodet pumpende igennem kroppen. Ikke at hun havde tænkt sig at indrømme noget. Første regel på LSA - man giver ikke fjenden yderligere ammunition, det skal de nok fint klare selv.

"Ah, du mener i den verden hvor jeg kæmper mod én modstander af gangen, hvor mine fjender ingen våben har, og hvor alle naturligvis holder sig til reglerne og kun sigter efter at ramme de godkendte områder?" smed hun hånende tilbage, mens hun fiskede en elastik op fra bukselommen og hurtigt samlede håret i en løs knold. Selv var hun klædt i sorte jogging-bukser og den sorte sports-bh hun havde haft på under sin T-shirt. Ikke det træningstøj hun selv ville have valgt, men hvem gik til aftensmad og forventede at havne i bokseringen?

Nå ja, Casper Johnsons lillesøster.

På trods af sin vrede cirklede hun vagtsomt omkring den drillende fyr, klar over fra megen personlig erfaring at han var både stærkere og mere erfaren end hende. Men i sidste ende kendte han hende for godt, og kampen om tålmodighed var ovre før den overhovedet var begyndt. Hun igangsatte kampen med et simpelt, rent angreb. Et hurtigt skridt fremefter indledte det hele, et spark mod mellemgulvet, et efterfølgende slag som hun trak benet tilbage og brugte sit momentum til at vride kroppen og smide venstre knytnæve imod hans kæberegion. Det hele var grundlæggende trin, hendes bevægelser nærmest tilbageholdende som hun prøvede at holde sin vrede i skak... endnu en kamp der var så godt som overstået inden den var gået i gang, hvilket de begge var klar over.

[Casper Johnson]

"Disciplin er kun nødvendig under en egentlig mission. Temperamentet kan du ikke vælge fra og til. Disciplin er et valg, raseri er ikke." belærte Casper let og ubekymret, velvidende at dette ville provokere hende yderligere.
Det sigende glimt i hans øjne SKREG nærmest til hende om at miste kontrollen og gå amok. Han havde set det før, og i hans optik var der intet mere underholdende end en rasende Thea. Han havde altid tænkt på Thea som en arrig hamster, som pustede sig op og tonsede rundt i ring til den døde af stress. Han havde tit overvejet at fortælle hende det, men var ret sikker på, at den dag han sagde det, ville være den dag hans liv var forbi. Han var ikke frisk på et dø endnu, men hvis han en dag havde et dødsønske ville det klart være hans sidste ord. Hendes ord sårede ham ikke det mindste, for de vidste begge, at ordene var løgn. Casper var stadig fungerende agent, så hendes fornærmelse var tomme ord.

Caspers smil blev hånligere, mens hendes ord lød. Han betragtede sin søsters arbejde, mens han selv gjorde nogle små hop på stedet og rystede kroppen. Casper selv havde muskelstyrken til det her - han behøvede heldigvis ikke træne muskler mere, end han allerede gjorde. Han havde bare brug for at få gang i blodomløbet. "Den dag du kan snige dig ind på mig, har jeg fortjent at vågne op med et pindsvin som hovedpude, og den dag jeg holder om noget, der ikke er en sovende kvinde, fortjener jeg at vågne op med en kaktus." svarede han kækt, velvidende at Althea hadede, når han omtalte sit sexliv.
De havde haft mange diskussioner om Caspers meget løse indstilling til forhold. Nej, han havde ikke lyst til at slå sig ned, nej, han havde ikke lyst til en fast kæreste, og nej, han planlagde ikke at blive gift. Og nej, han havde ikke dårlig samvittighed over onenightstands.


Hans smil blev mere og mere ironisk, da hendes vrede blev mere og mere tydelig i hendes ord. "Hvem siger, at jeg har tænkt mig at holde mig til reglerne?" spurgte han og blinkede drillende til hende. "At du har andre sider af din træning, der ikke er realistiske, retfærdiggør ikke at have dine støttehjul stadig, lille ven." provokerede han, velvidende at Althea afskyede at blive kaldt lille. Hun hadede på mange punkter at være hans lillesøster, fordi det smittede af på måden folk så hende på. "Du ville blive overrasket over, hvor mange gange folk bliver fanget uden våben. påpegede han med et skævt smil.
Jo, han kendte godt til historierne om Collin og Samuel, selvom han ikke kendte Collin godt nok til at vide, om det passede. "I nogle situationer er det ikke sikkert for nogle parter at bruge våben." belærte han, mens han let og elegant undgik hendes spark og parrerede hendes slag med sin højre arm.
"Hvis du ikke kan styre din vrede, kan du lige så godt lukke det hele ud, Thea. Den gør dig ikke kun uopmærksom nu, den holder dig tilbage." rettede han og gjorde sig let fri af hendes zone igen og kredsede om hende. Lige nu arbejdede han blot på at få Althea så meget op at køre, at hun ville miste alt kontrol.

[Althea Campbell]

Jo flere ord der forlod Caspers mund, jo mere begyndte Thea at påskønne at hun ikke havde nogen våben på sin person eller inden for generel rækkevidde. Kunne tossen ikke fornemme hvornår legen ikke var god længere? Godmodige fornærmelser var normale mellem de to søskende, men samtidig havde Casper en evne til at fange hende i hendes mest sårbare øjeblikke, og bare prikke prikke prikke som et 5-årigt barn der lige har fundet ud af hans bamse har en "tryk her"-knap. "Igennem de sidste tyve år har jeg da endnu ikke plantet en gaffel i din hånd eller en smørekniv i dit øje. Så måske du skulle holde lidt igen med kritikken når det kommer til mig og mit temperament," hvæsede hun vredt, øjeblikket af skam over sine tidligere ord allerede begravet dybt under lysten til at smække ham en flad lussing.

Ikke at hun troede hun kunne ramme, men alligevel.

Hans næste ord udløste en skulen fra Thea - en skulen der måske ville have været mere effektiv, havde hun været mere end to tredjedele af Caspers alder og en tredjedel af hans vægt. Casper havde altid haft en forsmag for øl og damser (helst på samme tid) og han havde aldrig gjort sig umage for at gå stille om dørene med dette. Man måtte sige at for en spion at være lå det at være diskret ikke højt på hans prioritetsliste, og igennem sit liv var Thea blevet udsat for utallige situationer der så godt som skreg "too much information!". Der var visse ting om ens familie man bare ikke havde lyst til at vide. "Jeg har set nogle af de kvinder du er vågnet op med, brormand. Jeg ville vælge kaktussen." Casper var generelt god til at få fat i de kønne tøser, men alkohol og dårlig dømmesans havde landet ham i samme seng som et par kvinder der ikke var heeelt så heldige.

Efterhånden som de cirklede rundt om hinanden nåede Thea til et punkt, hvor sætningerne der blev smidt i hendes retning begyndte at miste deres mening. Selve ordene blev til en irriterende summen i hendes ører, mens den hånlige undertone var som et slag i ansigtet og det udfordrende blik en krigserklæring i sig selv. Til sidst kunne hun ikke holde sig længere, og da han direkte bad hende om at lukke det hele ud, gav hun ham præcist hvad han bad om. "Dit svin," hvæsede hun blot mens hun fra forsvarsposition gled over i angrebs-, og kastede sig efter sin bror med en serie af slag og spark der var mere aggressiv end den var kordineret. Regler røg ud af vinduet som hun fyrede et knæ i retningen af hans skridt og indledte et slag der nemt kunne have brækket hans kraveben hvis det rent faktisk var gået igennem. Ikke at hun havde megen chance fra starten af - hun var god, en af de bedste for sin vægtklasse, men Casper var større, stærkere, mere erfaren, og i øjeblikket langt mere kontrolleret.

Ikke at dette forhindrede hende i at forsøge at slå ham til plukfisk. Pilen var i det røde felt, tekedlen hylede med damp, og hamsteren begyndte at tonse.

[Casper Johnson]

Casper ville aldrig have været dum nok til at lade den strøm af fornærmelser forlade sine læber, hvis Thea havde haft et våben. Han vidste, at hun ikke kunne styre sit temperament, og netop derfor havde han valgt at provokere hende netop nu. Han vidste, at hun var vred, han vidste, at hun havde brug for at brænde noget raseri af, og selvom han ikke havde fortalt hende det, så vidste han også hvorfor. Yates-ungen havde brændt hende af. Casper kunne ikke påstå, at han brød sig om knægten. Det havde han gjort, indtil han begyndte at date Caspers lillesøster. Cayne havde game, det havde han bestemt, men han skulle ikke bruge det på Althea. Casper havde hintet overfor hende, at han ikke var ret stor fan af Cayne, men Thea var selvfølgelig ligeglad. Om noget ansporede det hende blot yderligere til at date Cayne, at Casper afskyede ham, for Thea havde den vidunderlige forståelse af sin storebror, at han var en uforbederlig charmør. Det var han også, men forskellen på ham og Mr. Cayne Aaron Yates var, at Casper var ærlig omkring det. Han havde aldrig bildt nogen ind, at han ville noget med dem, som han ikke ville, hvorimod Cayne... Tjah, Casper var ca. 95 % sikker på, at Cayne ville være ude af døren hurtigere end Althea kunne nå at sige "Jeg er blevet udnyttet."

"Det er kun fordi jeg er større og hurtigere end dig." svarede han leende, da hun påpegede, at hun endnu ikke havde stukket en gaffel i øjet af ham. "Og fordi du ved, at du ikke ville have klaret et sekund på denne her skole uden mig." drillede han med et smil, der klart sagde, at selvom han drillede, så mente han det. Casper var godt klar over, at han nogle gange var paranoid omkring, hvor meget hjælp Thea behøvede til at blive den perfekte elev. Og han var godt klar over, at han nogle gange pressede for meget på for, at hun også løsnede lidt op og slappede af nogle gange. Thea var... ret ekstrem med sine studier, og Casper ville bare sikre sig, at hun også var glad.

Han rystede smilende på hovedet, da Thea kommenterede på hans valg af kvinder. "Thea, Thea, Thea... Hvor er du overfladisk." sukkede han og kredsede om hende, før han dukkede sig for hendes slag og parrerede knæet på vej mod hans skridt ved at skubbe sit eget ben tæt mod hendes og skubbe det udad i en hurtig bevægelse. "Jeg leder efter mange kvaliteter i en kvinde. Hendes mundtøj skal virke... hun skal have et stort... hjerte." remsede han op med et shiteating grin smurt over ansigtet. Han vidste, at Althea efter at have hørt på hans lort i flere år ville fange referencerne, og han vidste, at det irriterede hende endnu mere. "Jeg sætter pris på en kvinde, der kan bruge sin tunge." smilede han uskyldigt og lo, da hun kaldte ham et svin. Han fangede lynhurtigt den hånd, der var på vej direkte mod hans kraveben. Han skubbede den hurtigt til side og sparkede ud efter hendes ben, for at feje hende direkte ned i gulvet. "Fokus, Thea, kanalisér din vrede." beordrede han og sprang en anelse tilbage for at lade hende trække vejret et kort øjeblik og prøve at omrokkere.

((OOG: Sorry den lame slutning og det egentlig smånederen svar xD Lasse irriterer mig med sine scorehistorier.))