Read it in my Punches

[Adrion R. Anageth]

[TAG: LISANNE LANGLEY]

Dunk, Dunk, Dunk. For hvert slag der lød, var det som om den høje, muskuløse fyr slog hårdere. I en alder af 21 år, var Adrion mere end almindeligt muskuløs. Han var høj, bredskuldret og veltrænet, men det var krævet af alle skolens fronts, særligt mændene skulle helst se intimiderende ud, og det gjorde han, særligt med det krigeriske glimt, der herskede i hans øjne, efter han havde fanget sin far i endnu en affære. Det kunne godt være, at Adrion normalt ikke lod sig mærke med det, men i bund og grund generede det ham selvfølgelig, at hans far ikke bare kunne holde sin pik i bukserne og holde sig til hans mor. Siden han havde opdaget det to dage forinden havde han prøvet alt. Hash (som han måtte gå ud af sit gode skind for at skjule for lærerne at han røg), druk (Below Zero Ice Bar havde rigelige mængder af iskolde (haha) shots) og kvinder. Ingen af tingene havde virket. Han var bare vred, og det var sjældent et godt mix med hverken alkohol eller sex. Heldigvis havde pigen, han havde fået fat i, ikke været sart, så han havde fået brændt en smule energi af, men det havde ikke hjulpet. Han kunne jo ikke tæske på dukkebarnet. Han måtte nøjes med at mugge for sig selv.

Hans kæbe var spændt, hans hænder var ømme, men han fortsatte indædt indtil hans knoer blødte og længe derefter, indtil hans raseri endelig tog over og han rasende lagde alle kræfter bag og langede boksepuden et ordentligt hug. Han var både overrasket, og så alligevel ikke, da krogen den havde været hængt op i knækkede og puden susede direkte ind mod spejlet den hang ved siden af. Det hjalp ikke på Adrions humør, at han nu stod i en sø af glasskar med en rift på den ene kind og ned af overarme og underarme. Han skulede ondt til en tredjeårselev, som var lidt for hurtig til at begynde at fnise, og han pegede hen på kosteskabet, hvorfra knægten lynhurtigt hentede et fejeblad med langt håndtag og en kost. Adrion tog det uden et ord og begyndte at feje glasskårene op uden at tage sig af dem, der raslede ud af hans hår, for ikke at sige dem, der sad fast i hans sår stadig. Det var det, man havde skolesygeplejersken til, og lige nu skulle han rydde op og have hængt sækken op igen.

[Lisanne 'Liz' Langley]

Boksning. Man skulle ikke sende Lisannes kropsbygning mange blikke for at regne ud, at hun ikke var bygget til den sport. Tynde spinkle arme og skuldre, der aldrig kunne karakteriseres som brede. Hun var i god form, men muskuløs ville være synd at sige. Det blev hun aldrig. Alligevel stod boksning på hendes liste over valgfag. Og hvorfor så det? Fordi hun var for stædig til at affinde sig med, at der var noget, som hun ikke kunne! Eller det havde været grunden, nu havde hun efterhånden indset, at det ikke var der, hendes talent lå. Teknikken kunne hun og det gik også meget bedre til kickboksning, end til regulær boksning, hvor den fysiske styrke simpelthen var en mangelvare. Hun havde dog sat næsen op efter at bestå, så derfor skulle eftermiddagen bruges på at træne lidt ekstra. Troede hun. For bokseområdet lignede ærlig talt en slagsmark, da hun ankom iført sine lår korte shorts og en tætsiddende stroptrøje.

Der var glasskår over det hele, godt blandet op med blod fra den elev, der netop var gået i gang med at rydde op. Fantastisk. Hun havde knap styrken til at flytte på den latterligt store sæk og så var der en, der var i stand til at tyre den ned ! Det var da på ingen måde retfærdigt. Hun kørte en lok af det ellers opsatte krøllede hår om bag øret, imens hun betragtede fyren bagfra. Det var Adrion Anageth. Det var der ingen tvivl om. Hun havde set den fyr rigeligt gange bagfra til at kunne skelne ham fra de andre elever på skolen. - " Sker det tit, at spejle går i stykker, når du ser i dem? Anageth? " spurgte hun småflabet og i tydelig mangel på den autoritet, der nok burde være, når hun talte til en elev to årgange over hende selv. En stor del af Lisannes styrke lå bare netop i hendes mund og hun ville være doomed, hvis Adrion valgte at besvare hendes spørgsmål med sine næver. Forhåbentlig gjorde de for ondt, de så i hvert fald sådan ud.

[Adrion R. Anageth]

Adrion vendte sig rundt med et løftet øjenbryn, da en flabet stemme nåede hans ører. "Standard. Spejle kan ikke håndtere mit gode udseende. De selvdestruerer af frygt for ikke at kunne gøre det retfærdighed." påstod han med et skævt smil om læberne. Han kunne godt lide Lisanne. Noget ved hende var anderledes. Måske det faktum, at hun turde drille ham lidt, hvor de fleste piger på skolen enten afskyede ham eller var klar til at slikke hans skosåler. Han blinkede let til hende, før han fandt en ny krog frem i en kasse i nærheden, satte den i sækken og slyngede den over den ene skulder, som vejede den ingenting. Han sendte hende et sideblik og løftede det ene øjenbryn. "Du står og blomstrer. Du skal vel ikke bokse?" spurgte han lettere skeptisk og gav hendes overarme et kort "really?" blik. Han tog fat omkring krogen og løftede sækken i én arm, mens han sikrede den til loftet igen. "As good as new." tilføjede han veltilfreds og så på spejlvæggen. "Eller... næsten."
Nogle ville mene, at Adrions humør var steget alt for drastisk ved ødelæggelsen, men nogle gange havde han bare brug for at se ting blive smadret. Han havde brug for at føle sin egen styrke og vide, at han kunne komme igennem ting, selvom det gjorde ondt lige nu, og han havde mest af alt brug for at blive mindet om, at livet var skrøbeligt, og at det gjaldt om at være her lige nu.

Han samlede kosten og fejebladet op igen og fik samlet det sidste glasskår sammen. I samme øjeblik kom Chelsea gående ind, tilkaldt af larmen tidligere. Hun så alarmeret ud indtil hun så Adrion. Så sukkede hun irriteret og tog sin telefon op. "Collin? Ja, der skal bestilles et nyt spejl til fitnesscenteret igen." sagde hun, kort for hovedet, før hun lagde på og rystede på hovedet af Adrion. Hun fandt et førstehjælpssæt frem og så på Lisanne. "Jeg har pligter at ordne. Kan du pille glasskårene ud, eller er jeg nødt til at ringe efter skolesygeplejersken?" spurgte hun og rakte førstehjælpssættet frem mod pigen foran sig.

Adrion skar ansigt. "Jeg kan godt selv tage dem ud." erklærede han og rullede med øjnene. Han snuppede førstehjælpssættet fra Chelseas hænder og modtog et dræbende blik som gengæld og en skarp kommentar om at ødelægge skolens genstande, sammen med løftet om rengøringspligt og eftersidninger de næste to uger, før hun drejede om på hælen og gik igen.

[Lisanne 'Liz' Langley]

- " En ægte lille Narkissos " kommenterede hun, da Adrion påstod, at hans udseende skulle være skyld i mange ødelagte spejle. Hun betragtede ham, da han så let som ingenting slyngede den tons tunge sandsæk over skulderen og overvejede, hvor let han ville have ved at slynge hende rundt. Skete det nogensinde, at hun skulle stå over for Adrion Anageth som fjender, så noterede hun sig, at han skulle have en kugle midt i panden, inden han kom bare i nærheden af hende. - " Jo, det var min plan " svarede hun og trak et tøsefornærmet udtryk frem, da han så skeptisk spurgte, om hun skulle bokse. - " Har du et problem med det? " . Det kunne da godt være, at hun ikke kunne tyre sandsække ind i spejle, men han behøvede ikke stå og se på hende, som om hun var fuldstændig blank!

Ved Chelseas ankomst flyttede hun opmærksomheden fra Adrion og til læren. Det lød overraskende nok ikke til, at det var første gang, at Adrion havde smadret noget. Lisanne var ved at række ud efter førstehjælpssættet, da Adrion kom før hende og selv tog det fra Chelsea. - " Jeg skal nok holde øje med, at han ikke besvimer eller dør af blodmangel " forsikrede hun, inden læren var gået igen. - " Kom " forlangte hun uden at give ham chancen for nogen indvendinger, før hun tog fat omkring hans håndled og trak ham med over imod det nærmeste omklædningsrum. De skulle jo bruge vand for at rense de sår. Desuden følte hun pludselig ikke et stort behov for at stå og bokse til en sandsæk, når Adrion lod til at være så selvsikker omkring, at hun ikke kunne. Han havde jo tildels ret. Hun skubbede ham ned at sidde på en bænk, nær en af vandhanerne og satte sig ved siden af, så hun kunne undersøge den første arm. - " Føler du dig lidt selvdestruerende i dag? " spurgte hun og glædede sig over, at hun aldrig havde haft et problem med blod. Hun tog førstehjælpskassen fra ham og fandt de ting frem, som hun skulle bruge, inden hun begyndte at fjerne de første glasskår.

[Adrion R. Anageth]

"Du virker ikke selv som om, at du har særlig meget imod dit spejlbillede." bemærkede Adrion leende og løftede begge øjenbryn af hende. Han studerede hende for en tid og tænkte for sig selv, at hun i hvert fald ikke havde noget at beklage sig over. Det var nemt at læse i hans øjne - det eneste tidspunkt Adrion var svær at gennemskue var, når han var såret, ellers var han som en åben bog, og det generede ham ikke det mindste. Der var en grund til, at han ikke var sneak. Han kunne ikke holde et grin tilbage, da hun pludselig så ekstremt tøsefornærmet ud. "Sorry baby, men du ligner ikke umiddelbart den store bokser." påpegede han og løftede et øjenbryn med et drillende glimt i øjnene. "Ikke et problem, jeg vil da med glæde se dig gøre dig selv til grin." erklærede han med et shiteating grin omkring læberne. "Ikke for at blande mig eller noget... eller... jo. Fuck it. Jeg tror ikke, at du har muskelmassen til boksning. Jeg tror, at karate, judo eller taekwondo er mere dig." påpegede han. "Nogle mennesker har ikke kropsbygningen til at blive boksere - det er beundringsværdigt at prøve, men enten skal du opbygge noget muskelmasse, eller også kan du lige så godt give op. Det er fint at være hurtig i boksning, men du skal også have noget kraft bag dine slag." påpegede han. Det var ikke for at genere hende - ikke meget i hvert fald - men at få et slag af Lisanne ville nok føles som et myggestik. Han nåede netop at tage fat i den nyophængte sæk og holdt den fast for at signalere, at hun skulle slå, før Chelsea kom ind. Han rullede med øjnene, da Chelsea gik heeelt amok og mente, at han ikke kunne fikse sine sår selv.

Nej, måske var det ikke første gang, han havde smadret noget, men skolen kunne jo bare sørge for at holde deres ting ved lige i stedet for det der pjat. Han fnøs let og hans øjenbryn skød op i panden, da Lisanne nævnte noget om besvimelser og blodmangel. "Det er bare rifter." påpegede han dystert, irriteret over at blive behandlet som et barn i stedet for den mandige mand, som han nu engang var. "Der skal mere end nogle glasskår til at destruere mig." erklærede han selvsikkert og smilede selvtilfreds. Heldigvis havde han en ekstremt høj smertetærskel. "Du skal bruge jod." påpegede han, da hun fandt pincet og vat frem først. "Så der ikke går betændelse i." tilføjede han. Han havde haft langt værre sår end det her. Han havde et ar efter et skud lige over det højre hofteben og under den ene arm havde han et kort ar fra en kniv, der var gået ind i hans tidligere år som FRONT. Adrion havde lært at være mere forsigtig, men det havde krævet nogle hårde lektier at få styr over hans hurtige handlekraft og mindre forsigtige tendenser.