|
|
Post by Biito "Beat" Yanagishita on Jan 7, 2012 23:03:16 GMT 1
 Even though you minds says quitVICTORY[/color][/font] You'll reach your dreams sooner than you think[/color][/font] - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/color][/center][/color][/font]
”Oh, don't be such a girl” En eftermiddag på forhindringsbanen, efter skolen og før maden var noget Biito kunne lide. Han havde haft en stille og rolig dag, og havde haft behov for at få brugt noget ekstra energi. Noget af alt den energi han havde fået opsamlet ved blot at sidde i et klasse lokale og lytte til hvad lærerne havde at sige. Det havde været spændende nok, men Biito var den type som skulle ud og bevæge sig, og helst mere end en gang. Derfor var han her nu. Vejret havde været skønt så derfor havde Biito ikke set nogen grund til at forblive indenfor. Han havde for efter sidst time, trukket i noget trænings tøj som i dag bestod af et par træningsbukser og en løs t-shirt samt en sweetshirt ud over. Han var gået mod forhindrings banen hvor han havde opdaget at et par første år elever hang ud.
Første års eleverne havde udfordret hinanden, og før Biito havde fået set sig om var han også blevet indviklet i væddemålene. Biito havde ikke været med på ideen til at starte med, men da han først var kommet ind i det, forbød hans personlighed ham at trække sig. Derfor var det ikke for sjovs skyld at han nu stod der og heppede på drengen der kæmpede med at komme videre. De havde kæmpet mod hinanden for hvad der mindede om minutter siden, og selvfølgelig var Biito kommet først i mål. Han havde trods alt gået på skolen i 3 år, og havde brugt flere timer om ugen på denne forhindringsbane for at holde sit stamina, koncentration, balance og styrke ved lige
ÅBEN TAGGED
Vær ikke sådan en tøs TRANSLATE
Clicky~ SONG NOTES [/color][/font][/RIGHT] |
|
|
|
Post by Lexie Torres on Jan 8, 2012 16:25:20 GMT 1
Det var pænt vejr udenfor idag, eller, hvad andre folk kaldte pænt vejr - solskin havde vel også sine appellerende aspekter, men Lexie's hud var spøgelses hvid, næsten gennemsigtig så hende og solskin havde aldrig været de bedste venner, selv en vinterdag som idag, var hun nødt til at have en faktor 10 på for ikke at blive forbrændt og skalle af som en slange hen over næsen. Hun var gået ned til træningsbanen i hendes friperiode fordi hun elskede at genopfriske den træning, i hendes mening kunne man aldrig blive hurtig eller udholdende nok. Hun var meget stolt over at ligge på en klar top tyve over alle de elever der nogensinde havde gået på skole der hurtigst var kommet igennem forhindrings banen, hun havde haft sin bedste tid som en tredje års elev.
Men da hun kom ned til forhindrings banen kunne hun se den var optaget af første års elever. "Hvad sker der?" spurgte hun smilende med et løftet øjenbryn, så vidt hun kunne se var der ingen lærere til stede - havde de udfordret hinanden til løb på forhindrings banen? Drengen hun havde talt til var ihvertfald ikke 1 års elev, han var vidst 3 eller 4 års elev?
|
|
|
|
Post by Biito "Beat" Yanagishita on Jan 8, 2012 17:00:19 GMT 1
Even though you minds says quitVICTORY [/color][/font] You'll reach your dreams sooner than you think[/color][/font] - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/color][/center][/color][/font]
At stå der og skulle vente på 1.års eleven skulle komme igennem hele banen var en smule koldere end Biito ville indrømme og selvom han havde været klog nok til at tage en sweetshirt på, så havde han smidt den i midten af banen og så længe han stod der og prøvede på at få 'the freshman' igennem banen så kunne han ikke bare sådan gå ind på banen og hente sin trøje. Han var nød til at vente. Og fryse. Hvert fald lidt endnu. Igen var han glad for at han havde sin musik på sig, og godt nok havde han kun musik i det ene øre, men det hjalp alligevel en hel del på humøret. Han håbede bare snart på at den anden elev blev færdig med at hænge der og beklage sig over at han ikke kunne komme videre.
”Kom så, du mangler ikke så meget endnu” lød det tålmodigt fra Biito. Et par af de første års der havde stået og kigget på væddemålet heppede nu på deres ven. De så gerne at han gennemførte og det gjorde Biito også. Så følte han ikke at han havde vundet på retfærdigvis. Han hørte derfor ikke den anden da hun kom gående. Det hjælp heller ikke så meget at hun kom fra den side hvor hans øreprop stadig sad i øret og spillede musik.
”Vi prøver på at få the kiddie der til at fuldføre banen” sagde han henvendt til pigen da han havde opdaget at hun var kommet hen og havde snakket til ham. Biito havde ikke rigtigt kigget på hende, han holdte stadig fokus på fyren uden på banen og råbte så igen opmuntrende ord til ham, og han kom noget videre
ÅBEN TAGGED
TRANSLATE
Clicky~ SONG NOTES [/color][/font][/RIGHT] |
|
|
|
Post by Lexie Torres on Jan 9, 2012 11:28:45 GMT 1
Lexie smilede bredt og pakkede hænderne ind under armhulerne for at holde dem varme, hvorfor havde hun ikke taget handsker på? Hun havde dog husket at trække en hue på inden hun løb udenfor, en grå hue med en strikker fluffy ting på toppen hun flere gange havde overvejet at klippe af, ellers havde hun en militærgrøn vinterjakke på - uden camuflage tingen, bare grøn - som gik hende til hofterne. Hendes lange blonde hår lå ud over hendes skuldre, hun havde haft det sat op i en hestehale men havde så mistet hårbåndet i løbet af dagen. "LØB! Knægt, løb som vinden! LØB SOM OM DU HAVDE MISTER RAPHAEL ROSENBERG I HÆLENE!" råbte leende hun til første års eleven og så leende til da drengen forsøgte at sætte farten yderligere op.
|
|
|
|
Post by Biito "Beat" Yanagishita on Jan 9, 2012 12:38:53 GMT 1
Even though you minds says quitVICTORY [/color][/font] You'll reach your dreams sooner than you think[/color][/font] - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/color][/center][/color][/font]
Da pigen begyndte at råbe til første års eleven der kæmpede med at fuldføre banen kunne Biito ikke lade være med at grine, og han lagde mærke til at første års eleven pludselig var kommet meget tættere på mål. Biito vendte sig kort mod pigen der stod ved siden af ham og sendte hende et smil. Han vendte sig igen mod banen og så at første års eleven langt om længe fik fuldført banen. En del af hans venner klappede både af ham og på hans skulder.
”Godt klaret” sagde Biito til første års eleven og gav ham et venskabeligt og anerkendt klap på skulderen. Han sendte drengen et smil og vendte sig så mod pigen som havde været med til at få ham i mål ”Mange tak for hjælpen” Hans ansigt var roligt samt smilende.
Lexie TAGGED
TRANSLATE
Clicky~ SONG NOTES [/color][/font][/RIGHT] |
|
|
|
Post by Lexie Torres on Jan 10, 2012 12:43:51 GMT 1
Lexie trak på skuldrene som svar og gravede et stykke tyggegummi frem fra den pakke hun havde i lommen og puttede det i munden, det var den stærkeste pakke mint tyggegummi hun havde kunnet finde, den slags frisk mint der nærmest brænder på tungen og fryser ens hals til is når man trækker vejret, specielt hvis det er koldt. "Det var ingenting, seriøst." svarede hun og blinkede til ham med det ene øje. "Der var en lille del af mig der håbede han ville vælte." Ikke at hun ønskede 1 års eleverne skade, det så bare så sjovt ud når de væltede og forhindrings banen var glat om vinteren. "Alexis Torres." præsenterede hun sig og rakte ham hånden.
|
|
|
|
Post by Biito "Beat" Yanagishita on Jan 10, 2012 21:16:19 GMT 1
Even though you minds says quitVICTORY [/color][/font] You'll reach your dreams sooner than you think[/color][/font] - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/color][/center][/color][/font]
Musikken drønede stadig i det ene øre, men det var ikke noget som var forstyrrende for nogle af dem, fordi pigen ville ikke kunne høre det, og Biito var så van til at have musik i det ene øre at hans andet var blevet endnu bedre. Dog lagde han kort godt øje med at hun tog et stykke tyggegummie i munden. Han valgte at lade være med at kommentere det. Det virkede underligt i hans øjne at man selv tog et stykke tyggegummi uden at tilbyde andre et stykke også, men måske var det hendes sidste stykke? Biito anede det jo faktisk ikke, så hvem var han at bedømme andre.
Ved hendes kommentar havde Biito dog ikke kunne lade være med at smile let.
”Det tror jeg at de fleste der mere end en gang havde været igennem banen ønsker” sagde han med et smil på læben. For han havde selv stået som første års elev og givet en der var ældre end ham selv en udfordring. Åh hvor havde han fortrudt senere hen. For han var væltet ikke bare en gang men mange gange, og havde været gul og blå resten af ugen. Dog opdagede han hurtigt at blå mærker var noget man skulle vænne sig til på denne skole. De kom meget ofte, og Biito fik dem ofte uden at ane hvad han havde gjort for at fortjene dem.
”Biito Yanagishita, men bare kald mig Beat hvis det er nemmere” han så smilende på Alexis da hun havde præsenterede sig. Han havde taget imod hendes hånd, og trykkede den let.
Lexie TAGGED
TRANSLATE
Clicky~ SONG NOTES [/color][/font][/RIGHT] |
|
|
|
Post by Lexie Torres on Jan 12, 2012 22:27:52 GMT 1
Det var ikke fordi Lexie ønskede at være uhøflig eller selvisk med hendes tyggegummi, hun var bare sådan indrettet at hun aldrig spurgte folk om hvad de ville have - hun forventede de selv sagde til hvis hun havde noget de ville have, sådan som hun selv gjorde. Hvis folk havde tyggegummi, eller whatever andet, og Lexie ville have noget, spurgte hun selv om hun måtte få et stykke. Hun havde heller ikke noget imod at be om folks sidste stykke, så kunne de bare sige nej. "Beat? Nice, det tror jeg, jeg holder mig til. Jeg går under Lexie frem for Alexis for det meste." svarede hun med et skævt smil. Lexie huskede med glæde på alle de to første år på skolen, ah, alle de blå mærker, forstuede ankler og håndled, en enkelt brækket storetå og det skudsår hun havde i armen fra dengang en elev fra hendes klasse havde affyret en pistol ved et uheld. Hun smilede bredt. "For mig er det den skadefro fornemmelse af at det ikke kun var mig der endte med hovedet først i mudderpølen ved klatrevæggen. Lysten til at se dem falde altså."
|
|
|
|
Post by Biito "Beat" Yanagishita on Jan 17, 2012 10:01:52 GMT 1
Even though you minds says quitVICTORY [/color][/font] You'll reach your dreams sooner than you think[/color][/font] - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/color][/center][/color][/font]
”Okay Lexie” sagde Biito med et roligt smil på læben. Han tænkte ikke mere over det med tyggegummiet. Der imod kiggede han ud mod banen igen. Den bragte en masse minder med sig tilbage. Masser af både gode og mindre gode minder, for der var flere gange hvor han havde stået på banen og skulle lave et eller anden stunt og været ved at brække både arme og ben. For det var langt fra altid han havde skulle prøve et eller andet som ikke ville kunne skade ham hvis han landede forkert. Han havde endda flere gange leget med døden for at lærer et speciel trick. Biito var lidt af en vågehals, men han nød at være det.
”Som sagt, så tror jeg næsten at det er de fleste som er 2. års eller mere der hvert fald bare en gang har den tanke” Biito sendte Lexie et smil. Han kunne ikke lægge skjul på at han hvert fald selv havde haft den tanke hvert fald en gang. ”men at se dem lande med hoved først i en mudderpøl er altså også det sjoveste” Biito blev mindet om en pige som ikke helt skulle være på skolen. Sådan havde det hvert fald føltes først fordi hun var gået helt amok over at være landet i mudderpølen, til stor skadefryd for flere andre på hendes hold.
LEXIE TAGGED
TRANSLATE
Clicky~ SONGSorry for den lange vente tid... NOTES [/color][/font][/RIGHT] |
|
|
|
Post by Lexie Torres on Jan 18, 2012 23:06:02 GMT 1
Lexie stak ham en næve i skulderen på samme måde de fleste drenge gjorde hinanden. "Hey! Den mudderpøl er altså svær at undgå!" svarede den lyshårede pige, men et lille smil kurvede hendes mund. "Og så er den så tidligt på banen at alt mudderet har tørret når man når i mål, så man ligner en levende lerfigur." Lexie strakte sig dovent i solskinnet, den frostklare dag var virkelig fantastisk alligevel, også selvom Lexie ikke brød sig gevaldigt meget om sol. Hun forstod heller ikke helt selv hvordan hun kunne formå at være så bleg når hendes far var spansk. Nogengange var hun sikker på hendes mor havde haft en affære med postmanden og hun var resultatet. Hvor cliché ville det ikke være? Postmandens ukendte datter.
|
|
