Tempting

[Charlotte Summers]

Åndssvage opgaver, åndssvage lektier, åndssvage lærere. Charlie kunne absolut ikke se meningen i at hun skulle sidde og lave research om Kinesisk kultur, når hun i bund og grund ikke skulle bruge det til det mindste. Det mente hun i hvert fald ikke selv, men hun havde også altid undervurderet de boglige fag. Hun arbejdede bedre, hurtigere og mere koncentreret i praksis, så at sidde på et bibliotek dagen lang og læse den ene støvede side efter den anden, i en bog der lugtede af støv og mug, var ikke ligefrem højdepunktet på dagen. Hendes blik flakkede let, og hun sukkede irriteret, da hun for sjette gang læste den samme sætning. Bogen blev klappet sammen i en irriteret bevægelse, og i ren rastløshed rejste Charlotte sig op for at strække benene lidt. Hun vandrede kort fra reol til reol, og efter at have gået i et stykke tid, overvejede hun at sætte sig tilbage til bogen. Men nej. Hun orkede simpelthen ikke. Desuden havde døren indtil den lukkede afdeling fanget hendes opmærksomhed. Hun havde ofte spekuleret på hvad der kunne gemme sig derinde, og hvor havde hun en inderlig lyst til at finde ud af det. Det eneste hun havde hørt var, at det var et forbudt arkiv. En masse filer om en masse gamle elever. Men hvorfor måtte disse ikke læses? Det var det, som vækkede hendes nysgerrighed. Og hurtigt var hendes lektier glemt, og benene bevægede sig mod døren, mens blikket langsomt flakkede omkring, i et forsøg på at skimte nogen som måske ville se hende.

[Alan Wadeford]

[/b] Smilet på hans læber blev ikke mindsket det mindste, men istedet blev han optimistisk - Det lærte eleverne på Lionhart i, at blive bedre til spionage - Hvad havde det egentlig også regnet med?[/ul]

[Charlotte Summers]

Charlotte var ellers sikker på, at hun havde sørget for at ingen ville få hende at se. Men da hun langsomt trykkede ned i håndtaget, lød der en stemme bag hende. Forskrækket slap hun håndtaget, og lignede i et kort sekund et lille barn, da var blevet fanget med fingrene i kagedåsen. For hvor var kagedåsen dog fristende. Hendes blik granskede langsomt skikkelsen der stod foran hende, og hun lagde ikke skjul på, at hun betragtede ham. Hvorfor skulle hun også det? Han var sød at se på. Ingen tvivl om det. Det måtte han vel være van til. Hun havde bestemt set ham før. Og i hovedet gennemgik hun hurtigt sine fag i håbet om at kunne finde ud af om de havde haft samme timer. Desværre sagde det hende ingenting. Hun kunne ikke huske hvor hun havde set ham, dette havde altid været hendes svaghed. At huske mennesker hun ikke elskede eller hadede. Et lille smil spillede sig hen over de smalle læber, og et lille grin fulgte efter. ”Nej da! Jeg beundrer bare dørens udskæring?” mumlede hun med et lille skævt smil om læberne og et enkelt blink. Nysgerrighed havde altid været hendes store svaghed, og det var ofte det der fik hende i fedtefadet. Hun havde svært ved at holde sig tilbage. Hendes blik granskede kort en bibliotekar der havde retningen mod dem, men det så ikke ud til at han havde set dem. Et par skridt mere, og det ville han uden tvivl. Derfor greb hun pludseligt fat om fyrens krave, åbnede døren og hev ham med ind, før hun diskret fik lukket døren igen. ”Sorry… Jeg er ikke synderligt interesseret i at få et møgfald, før jeg i det mindste har fået noget ud af mine… narrestreger”, grinede hun lavt, uden at tænke over, at det måske ikke lige var sikkert at fyren her, egentlig havde lyst til at ende i fedtefadet med hende. Men sådan var det nu. Der var mørkt i rummet, og hun kunne ingenting se, og der lød en skramlen og en buldren, da hun kantede sig igennem ting og sager, som hun jo ikke kunne se, for at føle sig frem til en stikkontakt. Til sidst

[Alan Wadeford]

[/b] sagde han med et sarkastisk smil på læberne, men før han fik nået, at afslutte sin sætning blev han revet hårdt i kraven, hvorefter han, dog mod sin vilje, stod inde bag den mystiske dør. Rummet var henlagt i en tung og mørk belysning - Hvis han ikke vidste bedre havde der allerede været nogle der. Han slog blikket hen på pigen, som han endnu ikke kendte navnet på. "Er du sindssyg? Vi kan blive bortvist" sagde han, selvom han blev fanget af sin egen nysgerrighed. Rummet var fyldt med skabe af jern, der slavisk stod op af hinanden, hvor han allerede kunne dufte hemmelighederne og alle de informationer, der skulle være rundt omkring. "Tror du, at vi kan finde vores egne papirer?" Uhæmmet gik han hen mod en af skabene og åbnede den med et fast greb. Det var forrige elever, der stod stablet fra A til Å. Et bryn skød sig kortvarigt i hans pande, da han så på alle de elever, der havde gået der. "Armstrong, Blake, O'Connor, Sophie, Wadeford, Ric..." Alan var for en kort stund forbavset, da han så sin faders navn på en af journalerne. Han tog fat i den og åbnede den, da han ikke kunne holde sin nysgerrighed borte. Han slog kortvarigt blikket tilbage på pigen, før han lod blikket hvile på journalen, som han brutalt havde åbnet for, at skimte indholdet. Det var utroligt: Hans far havde været en stor spion - Og ikke den eneste Wadeford, der havde studeret på Lionhart. Sukkende lagde han journalen fra sig et ligegyldigt sted, som uvidende ville lave rav i alfabetet. Han slog derefter blikket glide hen på pigen, da han prøvede, at give udtryk for, at papirerne uden videre ikke ragede ham en høstblomst. "Så.. Kan jeg få et navn på den smukke pige?" spurgte han med et bredt smil, før han lænede sig op af en af skabene og betragtede hende nøje.[/ul]

[Charlotte Summers]

Charlotte burde have vidst, at han ikke var ude på spillopper som hende selv. Han virkede ikke som den rebelske type, og det havde hun konkluderet efter to minutter. Hun kunne jo altid tage fejl. Hun smilede skævt og gav ham et blidt klap på brystet. ”Vær nu lige lidt eventyrlysten? Du skal ikke bilde mig ind, at du aldrig har tænkt på at snuse rundt herinde. Jeg gav dig bare et lille skub i den rigtige retning”. Nu havde hun og fyren her sikkert et vidt forskelligt syn på hvad der var rigtigt og hvad der var forkert, men det tog hun sig nu ikke synderligt af. Hun var fast besluttet på at tvinge den indre rebel ud af ham. Om han egentlig havde lyst til det, anede hun ikke, men hun havde heller ikke tænkt sig at spørge.
Hendes blik granskede rummet, før hun konkluderede, at der nok ikke var besøg ofte herinde. Hun skubbede en stol til siden og greb fat i en mappe, der allerede lå fremme på bordet. Hun bladrede i den et stykke tid og smilede for sig selv. Saftig information. Ikke at hun kunne bruge den til noget uden at blive smidt ud, men hun elskede at have en viden om noget, andre ikke vidste en pind om. Hun så op mod fyren og trak let på skulderen. ”Jeg tvivler. Jeg kunne ikke se hvorfor vores filer skulle smides herind. De her aganter havde ikke ren mel i posen” startede hun og viftede kort med mappen. ”Medmindre du ender som galning, så kommer du i hvert fald ikke i denne mappe” mumlede hun triumferende.

Hun smilede skævt, da han selv havde taget fat i en. ”See? Jeg har allerede lokket dig over på den anden side” mumlede hun og tog et par skridt over mod ham. Hun greb lynhurtigt bogen han havde lagt fra sig. Dum var hun nu ikke. Hun havde skam opfattet måden hvorpå han var gået i stå midt i en navneopremsning. Ikke at hun kunne finde ud af noget alligevel. Hun kendte jo ikke hans navn. Hun tog hurtigt et par skridt væk fra ham igen og bladrede igennem mappen, men fandt intet videre interessant. Satans. Hun så sig over skulderen og smilede til ham. ”Charlotte” svarede hun og lagde mappen fra sig, før hun vendte opmærksomheden mod ham igen. ”Og du?”.

[Alan Wadeford]

[/b] sagde Alan, selvom han vidste, at førstedelen af hans sætning havde været løgn. Han havde godt tænkt på, hvad der gemte sig bag den dør, der altid var henlagt i skygger. Med blikket på Charlotte sank han en klump - Han var åbenbart ikke den eneste, der ønskede, at udforske det som ellers var forbudt. Han slog blikket rundt, før han gik hen mod en sofa, der stod i al sin glans og pyntede i det halvmørke rum, hvor få lamper satte en dæmpet belysning over stedet. Han strakte sin hånd ud ved håndlændet uvidende om, hvad pigen foretog sig. "Havde de ikke det? Så har du lige fortjent dig en plads" sagde han henkastet og en anelse mut. Om han var sur på sig selv over, hvad han var.. Eller var blevet til eller om han følte sig forpligtet til, at blive der med hende vidste han ikke, men nu når han allerede var i fedtefadet kunne han vel kun komme helskindet ud med hendes hjælp. Han kunne ikke umiddelbart spotte, hvor hun hørte hjemme - Men valget for hende stod mellem SNEAK eller ORGAN. Det var svært, at læse, da han kun havde kendt hende i et godt stykke tid. Han rejste sig en anelse provokeret, før han gik hen mod hende. "Tillykke, vil du have en præmie?" spurgte han, hvorefter sarkasmen fløj bag ham, som af sværm af fugle - Han var blevet en smule irriteret over, hvad der var sket, men det afholdte ham ikke fra, at holde ro i sindet. "Charlotte?" sagde han for sig selv, før han slog sig selv bort fra væggen med et enkelt skub og så ind i hendes øjne, som han kom hende nærmere. "Alan" præsenterede han sig uden, at foretage en mine bare for, at se, hvordan hun ville reagere.[/ul]

[Charlotte Summers]

Det var nu heller ikke fordi at Charlotte var rebelsk eller prøvede at gå imod autoriteterne. Hun var simpelthen bare nysgerrig af natur, og tog sjældent hensyn til konsekvenserne der kunne komme heraf. I folkeskolen havde hun altid været hårdtarbejdende og makkede ret når hun blev bedt om noget, men det bestod mest i presset hendes forældre havde lagt på hende. Nu var det anderledes. Hun var selvstændig, fri, og kunne gøre stort set hvad hun havde lyst til. Og det var nøjagtigt hvad hun gjorde. Charlotte trak let på skulderen over hans kommentar. Delte meninger. ”Er en del af ideen bag en spionskole, ikke at spionere? De beder jo praktisk talt selv om det”, svarede hun, som om det da var det mest normale i verden. At opdrage folk til at være spioner, og så tro at man kunne have hemmeligheder for dem? Det var da også for dumt. Men så igen. Måske lagde hun bare for meget i ordet ”spion”. Hun strøg langsomt fingrene over mapperne, i en af reolerne, mens hun prøvede at finde en mappe der virkede bare det mindste interessant. Hun kneb øjnene sammen og sukkede skuffet, da intet virkede til at være det store værd. Ved fyrens kommentar vendte hun om på hælen og betragtede ham, som han sad i sofaen. Hun lagde let hovedet på sned og satte hænderne i siden. ”Auch. Den var hård”, svarede hun med et hævet bryn, men tog sig ikke videre af kommentaren. Sandt var, at hun ikke engang vidste om hun ville tage den som en fornærmelse eller et kompliment. Det var også ét fedt. Han var vel bare knotten over at hun havde trukket ham med ind i noget, som han egentlig ikke havde lyst til, og hvem kunne bebrejde ham for det? Havde hun været i hans sted, var hun nok også blevet småmuggen. Rettere sagt; hun ville have givet ham en skideballe på stedet. Hun vendte i et kort øjeblik ryggen til ham og ransagede resten af reolen. Hans næste kommentar fik hende dog endnu en gang til at dreje om på hælen. Hun rynkede på øjenbrynene og rettede ryggen en anelse. ”You know… døren er lige dér” startede hun, og nikkede henkastet mod døren. ”Ingen forhindrer dig i at gå?”, tilføjede hun, og betragtede ham som han kom nærmere. Ingen tvang ham til at blive, og det påvirkede tydeligvis hans humør en anelse. I et kort øjeblik ville hun undvige og fortsætte hen mod den næste reol, men hun blev stædigt stående på sin plads, uden at fjerne blikket fra ham.

[Alan Wadeford]

[/b] sagde han og slog blikket over på hende, da han så, hvordan hun bladrede rundt i mapperne i en søgen på noget saftigt materiale - Om hun var ude efter noget helt specielt eller om hun bare var nysgerrigt var ikke noget Alan kunne tyde, men det var klart, at hun blev skuffet over, hvad hun fik i hænderne. Det var ikke Alans hovedsagelig idé, at snakke så uhøfligt til Charlotte, men situationen gjorde ham urolig - Han kunne ikke huske en eneste gang, hvor han overtrådte reglerne på skolen, set bort fra en fest på 2. årgang i Beta engang, men det var heldigvis noget, der var fortid. Det værste han kunne gøre for sig selv ville være, at trodse sin far og allerede som han stod der kunne han mærke, hvordan hans faders ord trykkede i hendes bryst, som en fakkel, der blev kastet imod ham. Det brændte op i ham og han mærkede, hvordan sveden på hans pande langsomt piplede frem - Han rystede kort på hovedet ved hendes ord: Ja, hun havde fat i noget. Han stod kortvarigt og surmulede, da han hørte en stemme udenfor døren. Han trak vejret dybt, før han rev mappen ud af Charlottes hænder og satte den tilbage igen, hvor den burde være - Eller i hvert fald lige, hvor han troede den skulle være. Han tog fat i Charlotte og gemte sig bag en reol, hvor der fra væggen til reolen ihærdigt voksede spindelvæv. Hvis Alan ikke vidste bedre skulle man tro, at det var deromme, at alle de andre filer blev placeret. Dem, der enten var utilgivelige eller bare almindelige elever. Nysgerrigheden rev i ham, men undvigende lod han sine hænder glide omkring Charlotte for, at holde hendes hænder tæt op af sig selv, så de ikke var synlige. Han kunne høre en sådan nynne - Det var kun én person, der havde våget sig ind på den forbudte afdeling.[/ul]

[Raphael]

"Og hvem har vi så her?" En stærk hånd greb fat i skulderen på Alan Wadeford, og vendte ham 130 grader rundt. Raphael Rosenberg hævede dovent et øjenbryn. Hans grove skikkelse spærrede for lyset, så han mest af alt var en sort skikkelse med lyset i ryggen. "En knægt, som jeg ikke kan genkende. Sikkert en af Chelseas små mider," sagde han højt til sig selv, inden at han himlede med øjnene. Med sin anden hånd vendte han den anden elev om, der havde været så dum, at snige ind på den lukket afdeling. Efter sin egen mening syntes Raphael det var pivet af rektor, at lukke af for de gamle elever logbøger, bare for at skjule sin egen store, smertefulde fejl. Han burde sige det til alle spioner, og så ville dette her ikke være nødvendigt. Spioner burde lære af hinanden. Og hvert fald de pragt eksempler, der gemte sig herinde på den lukket afdeling, burde inspirere de nye elever.
"Oh my god, er det nu dig igen, Summers?" Raphael genkendte med det samme, den unge tøs, som han havde snuppet på ulovlig druk. Heldigvis for hende, var hun ikke kommet med tømmermænd næste dag til træningen.
Han lagde armene over kors, og gav sig eftertænksomt til at studere sine to fangere. "Og hvad gør I så her på forbudt område?" forlangte han at få af vide.

[Charlotte Summers]

Charlotte havde aldrig haft det store til overs for regler. Det var jo ikke fordi at hun gjorde nogen ondt hvis hun snusede lidt rundt, der hvor hun ikke måtte. Hun trak let på skulderen over Alans svar. Det havde han jo til dels ret i, men hendes nysgerrighed havde altid været et problem for hende. Hun rodede sjældent sig selv eller andre ud i problemer, blot for at være rebelsk. Det skete bare. Og denne gang var Alan altså offeret. Hun betragtede ham lidt i sit stille sind, og vendte kort blikket væk. Hun skulle netop til at åbne munden for at sige noget, da Alan rev mappen ud af hænderne på hende. ”Hva la…” mere nåede hun ikke at sige, før Alan greb fat i hende, og trak hende med om bag en af reolerne. Hun skulle lige til at protestere voldsomt ved synet af al spindelvævet, men tav brat, da hun også hørte lyden. Hendes hænder lå mod Alans bryst, da han trak hende nærmere, og hun sank en enkel gang. Allerede nu skyllede skyldfølelsen ind over hende. Hun havde jo trukket Alan med ind i dette, og nu fik han problemer også.
Charlotte udstødte et kort hvin, da der blev placeret en stor hånd mod Alans skulder. Hun slap ham hurtigt og stirrede op mod den brede skikkelse der havde tårnet sig op foran dem. Hun kunne umiddelbart ikke se ham i mørket, men stemmen var ikke til at tage fejl af. Forhelvede! Den mand var da også over alt. Hun sendte Alan et undskyldende blik, før hun rettede sig op og tog mod til sig. ”Mr. Rosenberg… Det er min skyld. Jeg trak Wadeford herind. Han havde intet at gøre med min nysgerrighed” mumlede hun oprigtigt og sukkede dæmpet. Hun tvivlede på at hun slap af sted med at give ham en flaske wishkey denne gang. Dette var trods alt lidt mere alvorligt.