Headstrong

[Charlotte Summers]

Charlotte betragtede længe Ashton i sit stille tavse sind. Hvad der havde fået ham på ideen, havde hun ingen anelse om, men det gjorde hende glad indeni, når han viste at det faktisk var hende han ville være sammen med. Det slog hende kort, at hun praktisk næsten aldrig tog initiativet til sådan noget. Det var næsten altid ham der inviterede hende ud, da hun foretrak at blive hjemme og se en film, og det var altid ham der kom på ideer, som i en periode fik deres forhold til at virke som noget der var værd at kæmpe for. Hun nåede lige at slå blikket op mod ham, før hun registrerede at han var ved at læne sig ind over bordet. Hun smilede blidt og lænede sig en anelse frem, for at gengælde kysset. Hun strøg ham kort over kinden med fingrespidserne, før hun ligeledes satte sig tilbage i stolen igen.

Med et udfordrende smil, hævede hun øjenbrynet og rettede sig en anelse op. ”Jeg er top trænet, du. Du kan bare komme an med dine bodyguards ”. Godt nok var hun snu, men styrke havde aldrig været hendes stærke side, og hun var også udmærket klar over, at hvis hun endelig skulle stå overfor hans bodyguards, så havde hun fysisk ikke den mindste chance.
”Overrasket, det blev spionen i hvert fald” svarede hun med et grin og hævede glasset for at skåle, før hun tog en tår af vinen.

Hun rullede smilende med øjnene af ham. Det undrede hende egentlig ikke at han havde snakket med hendes mor. Og selvfølgelig ville Charlottes mor presse hende til at tage med. Hendes forældre ville gå kolde hvis hun nogensinde slog op med Ashton, eller omvendt. Ikke at det var det der fik hende til at blive hos Ashton. ”Af en premiereministers søn at være, så er du fandens lusket… Men… Ingen behøver at kidnappe mig” mumlede hun, og lod foden glide op ad hans ben med et sigende smil. Fanme nej om hun ville blive hjemme når han tog på ferie.

Efterhånden som de havde fået spist færdigt, og snakket emnet om ferie færdigt, rejste de sig begge. En tjener hjalp Charlotte med at få jakken udover den sorte kjole, og arm i arm gik hende og Ashton ud af restauranten med ideen om, at denne aften var perfekt. Intet ville kunne ødelægge den.

De tog fejl.

Så snart døren til restauranten blev åbnet, blev de næsten overfaldet af pressen. I starten smilede de begge og gjorde sig til foran kameraet, som det glade lille par de i øjeblikket var. Glæden blev dog hurtigt skudt ned igen. En journalist møvrede sig pludseligt ind mellem Charlotte og Ashton, og Charlotte så en anelse chokeret til. Det havde de alligevel aldrig gjort før. "Ashton, fortæl mig... Du er i et fast forhold med Frk. Summers, ikke?", hun ventede aldrig på svar. "Men hvem er så det kønne individ med blond hår, som De for et par uger siden blev set, forlade Ball and Chain med, uden Frk. Summers, vel at mærke". Mere fik kvinden ikke lov til at spørge ind til, før en bodyguard fik jaget hende væk fra Ashton. Charlotte stod i et kort sekund, som var hun paralyseret. Hendes blik gled fra kvinden og over mod Ashton, før hendes kæbe spændtes i en anstrengt mine og et hårdt blik tog over for de før så blide. Uden yderligere ord satte hun kursen mod bilen.

[Ashton Carter]

For et ganske kort øjeblik var alting godt. Det fungerede bare, de var glade, de havde en fed ferie at se frem til, de havde hinanden i hænderne og smil om deres læber, og det var perfekt lige for det korte øjeblik, indtil den infernalske so af en journalist smadrede det hele. Ashtons øjne blev faretruende smalle, og hans blik kunne muligvis have taget livet af en mindre hær. Han fnøs og rullede med øjnene af hende. "Ingen kommentarer." sagde han kort for hovedet og viftede afværgende med hånden, da hun fulgte efter ham. Han endte med vredt at snurre rundt. "Hør her, dame, jeg ved ikke, hvem du er, men jeg har svært ved at se, hvordan du vil tillade dig at kyle sådan en kommentar i snotten på mig foran min kæreste. Jeg er ikke perfekt, men du har ingen ret til at kyle sådan en kommentar i hendes ansigt. Fucking presserobotter." fnøs han, før han satte sig ind i bilen og smækkede døren efter sig.

"Charlotte..." sagde han og rakte forsigtigt ud efter hendes hånd. Aften smadret. Netop nu vidste han, at lige meget hvad han sagde resten af aftenen, så ville Charlotte aldrig tro ham, og hun ville bare blive vredere og vredere, jo mere han forsøgte at forsvare sig. Det var lidt meget nu - det var ødelagt, og det gjorde ham en smule vred, at han vidste, at hun ville, og sikkert havde, lavet samme nummer gentagne gange, og stadig tillod sig at blive sur på ham. "Hold nu op. Tror du virkelig på pressen?" spurgte han, en sidste krampetrækning, et sidste forsøg på at lægge låg på situationen, før den sprang i luften i hovedet på dem begge to.

[Charlotte Summers]

Charlotte overhørte Ashton hidsige angreb på kvinden, og kunne egentlig godt forstå ham. Hvad var det egentlig for noget at spørge om? Hvad bildte hun sig ind? Charlotte sukkede og strøg fingrene igennem det mørke, bølgede hår. Hvorfor lige i dag? Nu var det jo endt så perfekt på restauranten, og så snart de trådte udenfor blev alting ødelagt. Men det var ikke noget nyt. Men for en gangs skyld prøvede de begge at få en god aften, men når ingen af dem ødelagde det selv, så skulle pressen nok gøre det.
Charlottes blik var rettet stift ud af vinduet, og det var svært at tyde hvad hun havde på sinde lige nu. Netop som Ashton havde sat sig ind, henvendte hun sig til chaufføren: ”Vær sød og kør mod Lionhart Academy, John”, mumlede hun en anelse fraværende. Lige nu længdes hun bare efter at komme hjem. I et kort øjeblik mærkede hun Ashtons fingrespidser mod hendes hånd, før hun langsomt trak sin hånd til sig og lagde den i sit skød i stedet. Hun bed sig kort i læben – om hun troede på pressen? Why not? Selvom pressen ofte pyntede på sandheden, så lå der oftest noget bag. En eller anden måtte jo have set ham, med den eftersigende kønne blonde kvinde. Og nej. Charlotte var ikke en pind bedre. Hun var bare bedre til at holde det skjult, for hun havde ikke pressen i nakken hver andet sekund. De invaderede af og til hendes aftner i byen, men hun var mest spændende, når hun var sammen med Ashton. ”I guess not”, svarede hun kort for hovedet, stadigvæk uden at se i hans retning. Desværre kunne hun ikke få tanken om Ashton sammen med en eller anden random blondine ud af hovedet.

[Ashton Carter]

Ja, hvad var det egentlig for noget at sige...? For det passede jo ikke... ikke helt. Pigen havde ikke været blond, men havde haft lysebrunt hår, og Ash kunne ikke engang huske at have slæbt hende med hjem. Han var vågnet op dagen efter med en ekstrem hovedpine og en varm, blød krop liggende ved siden af sig - og han havde måske, måske ikke, gjort det igen. Han ville selvfølgelig aldrig indrømme dette overfor Charlotte, men jo, Ash fik nu og da lidt på siden, men han var 100 % sikker på, at hun gjorde det samme. Særligt fordi hun blev så vred over simple rygter, og nogle gange fik hun altså nogle underlige sms'er. Ash var selvfølgelig ikke tilfreds med dette, og han havde også konfronteret hende flere gange - hvilket havde ledt dem ud i større og større skænderier, fordi det endte med at de begge to stod og råbte og skreg hinanden op i ansigtet, indtil den ene sprang i luften og skred. Eller i Charlottes tilfælde pandede Ash én.

Det kunne godt være, at Charlottes stive blik kunne narre alle andre, men Ash var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad det betød - hun troede på pressen. Og med god grund. Hvis ikke det var fordi, at hun var lige så slem selv, ville han have haft dårlig samvittighed. "John. Stop bilen." sagde Ashton irriteret, da hun trak hånden væk. "Fint, hvis det er sådan du har det, så tro da endelig på dem. Du er så pisse dobbeltmoralsk, Charlotte. Du mistænker mig for alt muligt, men du er ikke en døjt bedre selv, og du ved det godt!" hvæsede han irriteret og åbnede døren til bilen, gik ud og smækkede døren. Han åbnede døren til passagersædet. "Kør hende til Lionhart Academy og sørg for, at hun kommer sikkert ind uden at blive generet af pressen." instruerede han, før han stak hænderne i lommerne og begyndte at gå - hans bodyguards var lynhurtigt bag ham, men Ash gav dem et affærdigende vink, der gjorde det klart, at han ikke ønskede deres selskab lige nu. De kunne få lov til at holde sig bag ham. Langt bag ham.

[Charlotte Summers]

Charlotte så op, da Ashton bad chaufføren om at stoppe bilen. Hun hævede langsomt det ene øjenbryn og betragtede ham skeptisk, da hun fyrede en moralsk tale af i hendes retning. Blodet løb straks til hendes kinder, som hidsigheden var begyndt at tage over. Hvad bildte han sig ind? Måske var hun ikke en helgen, men denne gang handlede det ikke om hende. Og han havde aldrig benægtet det. I stedet vendte han bøtten og prøvede at tørre den af på hende i stedet. Hell no! Aldrig i livet om han fik lov til at gå med sådan en kommentar. ”Ikke på vilkår!” hvæsede hun og prøvede kort at nå ham, men han var for hurtigt ude af bilen. Hun bandede lavmælt og skubbede døren op. Hendes stiletter gav genlyd mod asfalten. ”Ashton Carter!” rasede hun, mens hun forsøgte at nå ham. Hvis øjne kunne dræbe, så havde Ashton, og ikke mindst hans bodyguards der prøvede at dæmpe hende lidt, været på spanden. Hun greb fat om hans jakke og standsede ham, da hun endelig var nået op på siden af ham. ”Hvordan ville du have det? Hvordan tror du helt seriøst at du ville have det, hvis pressen kom og fortalte dig, at jeg var blevet set med en anden!? Og du kan fanme lige vove på at sige, at du ikke ville tro på det, for du står jo tydeligvis også og anklager mig!”, fortsatte hun og trådte ind foran ham. Hun lagde armene over kors og kneb øjnene lidt sammen. ”Og nej. Jeg er ikke en døjt bedre selv, men det handler for helvede ikke om mig denne gang. Det er dig! Så stop med at stå og lege så pisse hellig!”. Nej, hun var ikke bedre selv, og hun havde endda også indrømmet overfor ham én gang, at hun havde besøgt en andens seng end hans. Han havde været ved at rive hovedet af hende, og hun forstod det. Men dengang havde hun i det mindste indrømmet det. ”Men nej… Den højtelskede premiereministers søn er for ophøjet til at lave fejl, right? Du benægtede ikke engang rygterne over for journalisten. Så du skal fanme ikke komme her og moralprædike overfor mig!”. Mest af alt havde hun lyst til at pande ham en. I stedet sendte hun ham et arrigt blik, før hun trådte udenom ham, fandt mobilen frem og sendte en sms til en af hendes veninder, så hun kunne komme og hente hende. Hele hendes krop var spændt, hendes øjne var tårevædet af raseri og lysten til at vende sig om og daske ham en, var noget hun kæmpede med.

[Ashton Carter]

Ash var begyndt at gå for længst, da Charlottes temperament tog det bedste af hende og hun kom med et vredt udbrud. Han gik nu med en joint i munden - ligeglad med, hvem der så det. Ingen ville lede efter premierministerens søn i det her kvarter, og han ville væk lige nu. Den perfekte aften var smadret, og han mærkede så småt mørket tage over. Ashton var ikke en dårlig fyr, men han var så vant til at presse alt det negative ned, at det nogle gange overtog. Han snurrede rundt med et vredt udtryk, da hun sagde hans navn. Et arrogant udtryk gled ind som en hinde over hans øjne, så der ikke var ret meget af den gamle Ash tilbage, mens han tog et dybt hiv af sin joint, holdt røgen inde for en tid, før han langsomt pustede den ud, som om intet i verden kunne røre ham. Der var ikke langt fra kontrolleret til kold, og Ashton lå og vippede lige på grænsen netop nu. Han kastede et enkelt blik på hendes greb om hans jakke og tog fat i hendes håndled uden et ord. Det kunne godt være, at Charlotte havde sin elskede spionskole, men han havde intet. Han havde nogle få venner på Eton, som han ikke anede, hvor han havde. Han vidste ikke, om de var hans venner, eller om de var premierministerens søns venner. Han havde hende, han havde sin søster, og det var det. Han havde ikke ret meget tilbage at miste, og hvis hun forsvandt, så havde han ingen anelse om, hvordan han ville ende. Lige så ofte som hun kvalte hans lys, lige så ofte var hun den eneste lille lysplet i et stort, altopslugende mørke, der truede med at æde ham op indefra. "Jeg ville have det frygteligt, Charlotte. Jeg ville have det absolut elendigt, og det har jeg haft. Jeg forstår, at du bliver ked af det, men bare fordi du ikke bliver udstillet i pressen ved det absolut mindste, så betyder det ikke, at du ikke gør det. Jeg kender dig. Jeg kender dig bedre, end jeg kender mig selv. Tror du ikke, at jeg kan mærke, når du har været hos en anden?" spurgte han i samme kølige, uinteresserede tonefald, som hans øjne udtrykte. Han mente hvert et ord, men et eller andet indeni ham forhindrede ham i at sige det med følelse. Det ville gøre mindre ondt, hvis hun troede, at det var lige meget for ham.

Han var da godt klar over, at han sårede hende. Han sårede hende ofte, og han gjorde det grundigt, men han kunne ikke stoppe, ligesom han ikke kunne stoppe med motorcykler, trainriding, paragliding, rapelling, dybtvandsdykning og faldskærmsudspring. Han vidste godt, at han levede livet farligt, men han havde brug for kicket. Hvor meget han end ønskede det, så var Charlotte ikke altid nok. Det var ikke altid, at de klare øjne og det varme smil var nok. Det var ikke altid den rappe tunge, de bidende svar og den varme krop var nok til at fylde den tomhed, som han ikke kunne komme af med for alt i verden. Han vidste, at han ødelagde dem. Han vidste, at deres forhold var ved at selvdestruere, og han vidste jo godt, at hun ville finde ud af ting som denne, når han nu ikke gjorde mere for at skjule det, men han kunne for alt i verden ikke stoppe. Han havde brug for det her, som han havde brug for hashen, alkoholen, spændingen og det skuffede udtryk i sin fars øjne. Han havde brug for det hele, selvom det ødelagde ham. "Jeg ville tro det." sagde han i et hårdt, koldt toneleje. Hun kunne vædde på, at han ville tro det. "Jeg har aldrig været hellig. Det ved vi begge to." lød det følelsesløse tonefald. Nej, Ash var ikke en helgen - han var en dæmon, og han vidste det godt. Hans egne kæmpede hårdere og hårdere for hver dag for at overtage ham, han var bare fandens god til at skjule, at han var midt i at drukne i sit eget selvhad. Han mærkede kvalmen samle sig i halsen og vendte hende ryggen, før han tog endnu et dybt hiv af sin joint og håbede, at den rå røg ville tilfredsstille hans mave, som ville kaste den middag op, der skulle have startet et nyt kapitel i deres forhold.

[Charlotte Summers]

Charlotte granskede længe hans blik. Selvom hun sjældent så denne side af ham, så vidste hun at den var der. Og hun vidste ikke mindst, at den kunne hyle hende helt ud af den. Hendes små raseriudbrud var intet i forhold til den sindstilstand Ashton kunne komme i. Hun kunne råbe og skrige alt hvad hun havde lyst, men det ville aldrig overgå den kolde arrogance han kunne sætte op overfor hende. Og så den joint. Han vidste at hun afskyede når han røg, og hun var overbevist om, at det netop var derfor han gjorde det. For at bevise overfor hende, at hun ikke havde en skid at sige. Hun vidste, bedre end nogen anden, hvordan han kunne pille hende ned fra den høje piedestal og i stedet skubbe hende langt ned i et dybt sort hul. Det var sket før, og det ville sikkert ske igen. Hun havde bare ikke forudset at det skulle være i aften. Hun gispede kort, da han vendte sig om og greb fat om hendes håndled. Hun sank en enkel gang og trak hånden ud af hans faste greb i en stædig bevægelse.
Hans ord gjorde ondt. Hans ord gjorde ondt langt inde. Hun bed tænderne sammen i et stædigt forsøg på holde tårerne tilbage, og selvom øjnene blev blanke, formåede hun at holde tårerne tilbage. Om det opstod af raseri eller sårede følelser, det var hun ikke i stand til at vurdere på stående fod. Hun vidste bare, at hun ikke havde lyst til at være i nærheden af ham, når han blev sådan. ”Hold kæft! Hold din kæft!” snerrede hun og pegede anklagende på ham. ”Jeg har været tolerant overfor meget af det de har skrevet i sladderbladene. Og bare fordi at de fokuserer mest på dig, så har jeg fanme stået model til mere end nok! Men jeg finder mig i det. For din skyld!” Hun vendte bittert ansigtet væk fra ham, men da han nævnte at han kendte hende, vendte hun hurtigt blikket mod ham. Det ironiske var, at han hele tiden claimede at hun ikke var bedre selv… Men han havde jo endnu ikke indrømmet om han faktisk havde gjort noget. Hun tog det som et tegn på, at rygterne ikke havde været helt falske. Hvordan kunne hun andet? ”Hvor mange gange vil du have mig til at indrømme det, Ashton? Hvor mange gange skal jeg indrømme at jeg har knaldet med andre end dig? Hvor mange gange, før du bliver tilfreds!?” Hendes stemme knækkede over i det sidste udbrud. Hun trak vejret i små hurtige drag.

Charlotte bildte altid sig selv ind, at hun kun var utro, netop fordi at Ashton var det. Hvis dette endelig var sandt, var det en ond cirkel. Men sandheden var en ganske anden. Hun kunne ikke lade være. Ikke nu. Hun var en af de piger der havde brug for bekræftelse. Hele tiden. Og Ashton var i perioder slet ikke nok. Hun havde det nøjagtig på samme måde som han. Hun nægtede bare at se sandheden i øjnene. Det kunne Ashton i det mindste. Han vidste hvorfor han gjorde det. Men han indrømmede det sjældent overfor hende, trods det. Da han vendte hende ryggen, fik hun nok. ”Ja, det kan du bande på at vi gør”, hvor vredt og arrogant hun end ville have det til at lyde, så lykkedes det ikke. Det sårede, nedslåede tonefald var ikke til at tage fejl af. Hun gav op. Hun gav simpelthen bare op. Hun af alle vidste at han ikke var til at diskutere med når han var i den sindstilstand. Desuden var stanken fra hans joint ved at kvæle hende. Hun afskyede og kunne slet ikke klare hverken synet eller lugten af det stads. Og det havde hun givet udtryk for mange gange, hvor Ashton havde været på nippet til at tage en i hendes selskab. Hun betragtede længe hans ryg, men opgav for alvor denne gang. ”Perfekt… det er jo bare… perfekt.” Det hele var ødelagt nu. Det vidste hun. Hendes greb strammede sig en anelse om den sorte pung, før hun, med et dæmpet suk, trak mobilen op ad tasken. Veninden havde ikke svaret endnu. Hul i det. Så fandt hun et andet lift eller en taxa.

//Jeg kunne ikke lade være med at skrive da jeg først var kommet i gang Oo så du fik sgu lige et svar alligevel //

[Ashton Carter]

Ashton smilede bittert, da han hørte gråden i hendes stemme. Det værste var næsten, at når de først skændtes, så var der ingen der stoppede, før den anden knækkede, og for Ashton var det ved tårerne. Ikke hendes vredestårer, og ikke de sjældne krokodilletårer, som hun nogle gange diskede op med, men for de rigtige, knuste tårer, som hun forsøgte at skjule i sin stemme, og som gled ned over hendes kinder uden varsel, uden nogen hjælp, uden at hun havde brug for at råbe, eller skrige eller klemme dem ud. Uden at hun fortalte ham, at han sårede hende, når hun forsøgte alt hvad hun kunne at virke arrogant og ligeglad, og han vidste i sit hjerte, at hun ikke var. Det var frygteligt, men det gav ham en følelse af magt, som han ikke kunne være foruden i netop de øjeblikke. De ødelagde hinanden i de øjeblikke, og de vidste det begge to. Problemet var jo bare, at så snart man havde slået hul på dæmningen, så fortrød man, og det gjorde han. Han fortrød allerede nu, at han havde såret hende, men det fjernede ikke masken af ligegyldighed. Det var for sent nu, han var inde i det, jointen var så småt begyndt at sætte sig i hans hjerne, så han smed den på jorden og trådte den ud, før han endelig vendte sig om mod hende. Han rullede med øjnene, da han så telefonen i hendes hånd, endnu uden at have kommenteret på noget af det, hun lige havde sagt til ham. Han snappede telefonen ud af hendes hånd uden videre og stak den i sin baglomme. "Lad være med det lort." fnøs han og pegede hende mod bilen. "En taxa herfra koster det hvide ud af øjnene. Han er månedslønnet, han kan godt køre dig hjem." fastslog han og lød som præcis den forkælede møgunge, som han var netop nu. Han nægtede at svare på hendes kommentar om sladderbladene - måske havde hun stået model til uheldige rygter, men hun anede ikke, hvad han gennemgik. 'Du mener måske, at du ofrer en helvedes masse, for at være sammen med mig, Charlotte, men du forstår ikke, hvad jeg gennemlever, og hvis du mener, at det pres du står under, er hårdere end det jeg må leve med, så må du jo stoppe. Hvis du ikke er stærk nok til at klare det, så er vi ikke stærke nok.' Det var ikke gået op for ham, at han sagde det højt, før han så udtrykket i hendes øjne. Det ligegyldige udtryk var stadig på hans ansigt, men de vidste begge to, at han ikke ville have, at hun gik nu.

De skar hinanden med ord, de skændtes, nu og da brydedes de nærmest, men når det kom til stykket, så var de som to utrolig destruktive magneter. Deres magnetfelter nægtede at lade dem gå fra hinanden, selvom de var i gang med at ødelægge hinanden. "Du hører rygter, du får skrevet rygter om dig. Det er en ekstremt lille bid af, hvad jeg lægger ryg til, og hvis du kun gør det for mig, udelukkende for mig, så synes jeg, at du skal gå. Lad være med at gøre mig nogen tjenester, hvis det er så ligemeget for dig." pressede han ud mellem halvblottede tænder, som var bidt hårdt sammen. Han knyttede næverne, lod dem slappe af igen og knyttede dem endnu engang, før han lagde dem mod sit baghoved i en opgivende, frustreret bevægelse, som var alt han kunne gøre, for ikke at smadre dem imod noget andet. Det var det eneste tegn på, at han ikke var komplet ligeglad. "For hver gang du indrømmer det, bliver jeg mindre og mindre tilfreds, Charlotte." sagde han hult. "Du slynger om dig med anklager gang på gang, og ja, du har ret i nogle af dem, men selv når vi har det godt, kan du aldrig slappe af. Du kan aldrig tage det gode og lade det være godt. Du skal altid ødelægge det med anklager, og du er ikke en døjt bedre selv. Hvis du nu havde dit på det rene, så forstod jeg, men jeg går ud fra, at tyv virkelig tror, at hver mand stjæler."

Da hun gav ham ret i, at de begge var klar over, at han ikke var en helgen trak han blot på skuldrene. Det var et faktum, og det vidste de begge to. En lille bitte del af ham, dybt under den tomme overflade og lagene af følelsesløs skal, havde bare lyst til at tage hende i armene. Problemet var bare, at lige under trangen til at gøre det, lå trangen til at stikke hende én. Ashton ville aldrig slå en kvinde, og da slet ikke Charlotte, men netop nu var hans eneste klare tanke, at han ikke kunne stole på sig selv, så han satte sig op af en lygtepæl uden at sige mere og lukkede sine øjne. Hans hud var bleg, og et fint lag af sved dækkede hans ansigtshud. Raseriet blandet med hans krops underlige tilstand af hash- og alkoholpåvirket samtidig var udmattende, og han overvejede at kort øjeblik bare at lægge sig ned uden tanke for konsekvenserne.

[Charlotte Summers]

Charlotte protesterede voldsomt, da han hev mobilen ud af hånden på hende, og i et halvhjertet forsøg, prøvede hun at vriste den fri af hans hånd, men uden succes, og mobilen forsvandt ned i hans baglomme. ”Hvis du er så fast besluttet på at lade din chauffør arbejde hver og eneste øre af, så kan du selv lette røven og sætte dig ind den skide bil” snerrede hun afvisende og lagde armene over kors. En ting var sikkert: Ashton skulle ikke begynde at fortælle hvad hun skulle og hvad hun ikke skulle. Og han skulle da slet ikke gå hen og lade som om at han var bekymret eller interesserede sig i hvad hun brugte penge på. Ikke at sætte sig ind i bilen, ville dog være ret dumt. Det var ved at være mørkt, det trak op til regn, og London var ikke en tryg by, hvor man alene kunne rende rundt på gaderne. Ikke i dette kvarter i hvert fald. Men hun nægtede at lade ham bestemme hvad hun skulle og ikke skulle.
Hun var netop vendt rundt på hælen for at gå, da han pludseligt talte igen. Hun stoppede op og stod i et kort øjeblik med ryggen vendt mod ham uden at sige en lyd. Hun bøjede hovedet en anelse og bed sig hårdt i læben ved hans ord. Hvor kunne han sige sådan noget? Hvad bildte han sig ind?
”For mit liv er så perfekt? Er det dét du tror?”, ved disse ord vendte hun sig om, og med et såret udtryk i de brune øjne, betragtede hun ham, som var han helt fremmed for hende. ”Du lægger ord i munden på mig! Jeg har aldrig antydet at mit liv er hårdere end dit. Aldrig!” Hun sank en enkel gang og strøg fingrene igennem det mørke hår i en frustreret bevægelse. Hun var da udmærket godt klar over hvilket pres der lå på hans skuldrer. Hvilke forventninger man havde til ham. Hun vidste at det var hårdt, og hun havde da heller aldrig antydet andet. Så hvad der fik ham til at sige sådan, var hende et stort mysterium. ”Men hvis du ærligt føler at det er sådan jeg er… så tager du fejl. Så kender du mig ikke godt som du påstår.” Hun havde gjort mange ting. Mange dumme ting. Hun havde såret ham gentagende gange, det var hun da udmærket godt klar over. Men denne her ville hun ikke have hængende på sine skuldrer. ”Så hvis det virkelig er sådan du har det? – så ja. Så burde jeg måske stoppe?”. Hans ord havde skubbet hende ud på dybt vand. Hun kunne ikke bunde, og hun vidste ikke hvordan hun skulle komme op på land igen. Han beklagede sig konstant over hans liv, og hun lyttede altid. Men han var ikke den eneste der stod med pres til langt op over hovedet. Hendes liv var heller ikke lutter og lagkage, selvom hun ikke havde pressen hængende over hovedet hele tiden. En ting han aldrig ville kunne forstå, havde hun efterhånden fundet ud af.

Jo flere ord han beskrev hendes ligegyldighed med, jo mere gjorde det ondt. Ligemeget for hende? Siden hvornår havde han været ligegyldig for hende? Igen stod han og lagde ord i munden på hende. ”Hvorfor skulle jeg ellers gøre det!? Hvorfor skulle jeg finde mig i alt det pis for nogen anden end dig?!” Hun havde ingen ide om hvor hans ord kom fra. Selvfølgelig gjorde hun det for ham. Selvfølgelig tolererede hun pressen for hans skyld. Hvorfor skulle hun ellers gøre det? ”Og hvem har nogensinde bildt dig ind at det er lige meget for mig?” Den sårede tone var ikke til at tage fejl af. Han kunne beskylde hende for meget, men aldrig for at være ligeglad. Der var jo en grund til at hun reagerede som hun gjorde – Netop fordi hun ikke var ligeglad.
Hun vendte blikket væk ved hans næste moralprædiken. Hun var slem nogle gange. Det var hun klar over. Men hun syntes ikke at Ashton var meget bedre selv. Han anklagede jo også tit hende. Alligevel fik han den altid vendt til at det var hende de var ”lorten”.
I en allersidste anstrengelse prøvede hun at ryste det af sig. Det hele. Hun fulgte ham med øjnene. Hun kunne se at han var en smule påvirket. Sikkert en blanding mellem alkohol og så den joint han netop havde taget. Hun opdagede også hurtigt hvor bleg han var blevet, og lige meget hvor lidt hun havde lyst til at blive, så var hun jo ikke følelseskold. Hun kunne ikke lade ham sidde der. Hun havde skam set hvad der kunne ske. Hun havde venner der tit prøvede det. Så lige meget hvor lidt hun havde lyst til at blive, så blev hun. Hun sukkede tungt og prøvede i et kort sekund at ignorere de sårede følelser og raseriet, og i stedet tænke fornuftigt. ”Rejst dig op Ashton” mumlede hun og gik over mod ham.