Headstrong

[Charlotte Summers]

Da Ash havde ringet og fortalt, at han havde bestilt bord på Red Moon, var det en bittersød følelse som Charlotte stod tilbage med . Få piger ville være heldige og rige, eller have kærester der var ligeså, nok til at kunne spise sådan et sted, og man skulle tro, at ideen bag det var en romantisk middag for to. Sådan forholdt det sig dog ikke helt. Charlotte vidste, såvel som Ash, at når de gik ud, ville de ikke få et minuts fred. I hvert fald ikke uden for de fire vægge i restauranten. Der var altid en journalist i hælende på dem, og Ash fik sjældent lov til at gå ud, uden at der næsten hang to bodyguards på ryggen af ham. Af og til, var det simpelthen ved at blive for meget. Men dengang de startede med at date, vidste Charlotte jo godt hvad hun var gået ind til. At hun ville blive vanvittig af det, havde hun dog ikke spået.
Trods dette faretruende element der kunne ødelægge deres aften, var det dog en helt anden tanke, der befandt sig hos Charlotte. Hun vidste udmærket, at når Ash inviterede hende ud, så var det simpelthen fordi han prøvede at undgå deres evige kamp om hvem der var røvhullet i forholdet, sikkert fordi han bare ikke orkede. Men i Charlottes mistænksomme lille hoved, ringede alarmklokken, og hun troede straks at han havde lavet noget, hun ikke ville sætte pris på. Når pressen var i nærheden, var det nemlig med at holde facaden. Ingen dramatiske optrin eller skænderier. Charlotte var dog ikke det mindste anderledes. Havde hun haft muligheden og pengene til det, havde hun nok gjort det samme.

Nu sad de begge i den fornemme bil, næsten uden at granske hinanden, og Charlotte så kun stjålent på Ash, når hun vidste at han kiggede væk. Stemningen var lettere akavet, som den altid var når de skulle ud, for om lidt ville de stige ud af døren, og måtte igen sætte smilet på og holde facaden kørende, hvis de "forkerte" nyheder ikke skulle i avisen. Bilen stoppede langsomt op, og allerede nu kunne Charlotte se glimtende fra kamerablitzene. "Showtime", mumlede hun en anelse sarkastisk, før døren blev åbnet og chaufføren rakte hånden frem mod hende, for at hjælpe hende ud.

[Ashton Carter]

For en enkelt gangs skyld, havde Ashton faktisk ikke fucket up. Han havde ikke været sammen med en anden, han havde ikke flirtet med nogen, han havde ikke engang lagt an på ambassadens nye, søde intern, som kiggede på ham som om han var en Gud og undgik ham som var han satan selv. Hun var tydeligvis bange for at brænde sig, og normalt ville Ash have kastet sig over udfordringen, taget hendes uskyldig og sendt den direkte til Jupiter, men af ukendte grunde havde han holdt nallerne for sig selv denne her gang. Han havde haft lyst til at invitere sin kæreste ud, og det havde han gjort, men han kunne godt mærke, at hun troede, at han havde trådt i spinaten, så lige inden hun steg ud af bilen tog han blidt fat om hendes håndled og fangede hendes blik. "Hey..." sagde han blidt og trak hende en smule nærmere for ganske kort at kysse hendes læber og så slippe hende, så de begge kunne gå ud. Han trådte elegant ud af døren, vant til bevægelsen, som nærmest var kommet ind med modermælken.

Et kort smil blev flashet mod fotograferne, før han gik om til Charlotte og tog hendes hånd. Han ville have kysset hende på kinden, men lænede sig i stedet lidt ind til hende og hviskede: "Hey, jeg håber, at vi får en god aften."
Ash havde aldrig helt gennemskuet, præcis hvad han følte for Charlotte. På et eller andet punkt elskede han hende. Han havde brug for hende. Når tingene virkelig var hårde, var hun hans faste holdepunkt, men samtidig så var de konstant i totterne på hinanden og var ved at flå hinanden i småstykker ved den absolut mindste anledning. Ikke desto mindre, så mente han, hvad han sagde. Han håbede, at den her aften ville blive helt perfekt, for han havde lyst til at tilbringe sin tid med hende, og selvom der var fotografer over det hele, så nød han stadig at være sammen med hende. En del af ham kunne godt lide, at vise sin kæreste frem, selvom manglen på privatliv var frustrerende. Hans bodyguards fulgte efter dem, mens de bevægede sig op til restaurantens indgang, hvor Luke Calent, restaurantens ejer, selvfølgelig stod og bød dem velkommen. "De private lokaler er klar." informerede han, og Ashton takkede høfligt, før han lagde en hånd på hendes lænd og førte hende med sig ind. På bordet stod selvfølgelig en stor buket blomster, som Ash selv havde sørget for. "Jeg har selv valgt dem." oplyste han. Han prøvede virkelig at opføre sig pænt og være den perfekte kæreste, som de begge to vidste, at han var, når han virkelig gad, men af en eller anden grund føltes det påtaget. Måske fordi han vidste, at hun var vred på ham, og fordi han for en gangs skyld ikke fortjente det.

[Charlotte Summers]

Forholdet mellem Ash og Charlotte var sært. Det kunne alle og enhver tyde. De kunne ryge i spids over at den anden havde været utro, og de beskyldte hinanden for det konstant, men uden at være bedre selv. Charlotte havde startet med at være mindre muggen, overbevist om at Ash havde været hende utro, selvom hun selv besøgte andre senge end hans. Hun vidste det var forkert, men retfærdiggjorde det ved at sige, at Ash gjorde det samme. Det var én stor og ond cirkel de var havnet i. Alligevel elskede hun ham, og hun vidste, at hun ville gå til grunde hvis hun ikke havde ham ved sin side. Trods at han kunne få hendes pis i kog, så var der ingen der kunne gøre hende blød i knæene og om hjertet, som han kunne. Og da han blidt trak hende ind til sig i et kys, var hun både forbavset og hengiven. Hun måtte indrømme, at hun blev lidt paf over kysset, men samlede sig hurtigt, og steg ud af bilen.

Hendes fingre flettede sig ind mellem hans, og smilet bredte sig langsomt over hendes læber, da kameraerne kom tættere på, og der skulle smiles. Hendes blik mødte Ashtons, da han lænede sig ind mod hende, og hun var parat til at lægge kinden til hans kys, men glippede let med øjnene, da han i stedet hviskede til hende, at han håbede på en god aften. Hun så længe på ham dog uden at sige noget. Hendes blik sagde stort set det hele. Hun var forbavset, forvirret, da hun virkelig ikke kunne finde ud af, om det var et spil for galleriet, eller om han virkelig mente det. Alligevel smilede hun og gav hans hånd et blidt klem, inden han førte hende ind i restauranten, og der blev lukket af for fotograferne. Hans kommentar havde alligevel givet hende et lille håb om at aften ikke var helt spildt alligevel.

Trods at restaurantens ejer ikke var en hun gav meget for, så indrømmede hun altid over for sig selv når hun var der, at det var den bedste restaurant i byen. Den flotteste, med den bedste mad. Hendes smil var blegnet lidt, da de var kommet indenfor, da hun stadigvæk ikke kunne finde ud af om hun skulle være hengiven eller vred. Ash havde fået hende lidt ud på dybt vand, for hvor elskede hun inderligt, når han virkelig gjorde et forsøg. Hvilket var mere end hun selv ofte gjorde. Så hun tog en hurtigt beslutning om, at prøve at få aften til at gå som smurt, selvom humøret måske ikke fulgte helt med. Hun vendte blikket mod Ash og med et lille smil om læben, lagde hun hånden mod hans kind, stillede sig på tæer og kyssede blidt hans læber. ”De er smukke” mumlede hun, før hun lod hånden glide videre ned over hans kind og ned mod hans hals. Hun trak langsomt hånden til sig, og placerede sig i stolen der var blevet trukket ud for hende.

[Ashton Carter]

Sært, det var det, og Ashton hørte jævnligt for det, dels fra sin søster, Monica, og dels fra sine to nærmeste venner. De tre kunne sjældent blive enige om noget, men Ashs forhold til Charlotte var bestemt til at finde ud af for dem: Det var sært, og det var ikke besværet værd. Ash var dog ikke enig - de gode stunder vejede klart op for de dårlige, når de endelig var der. Modsat betød de gode stunder godt nok ikke meget, når det var midt i en dårlig, men af en eller anden grund holdt de altid fast, og det her var en af stunderne, som de holdt fast for. Det forvirrede, salige udtryk i hendes øjne, da hans læber ramte hendes, var noget af det bedste Ash vidste. Der kunne ikke være nogen tvivl om, at han var forelsket i hende - det var han. Han var bare også forelsket i at være single. Forelsket i sin frihed, og han vidste, at Charlotte havde det på samme måde. De ville nok have sparet sig selv en masse, hvis de havde kaldt det et åbent forhold, men mange ting forhindrede: Deres begges ekstreme jalousi, Ashs offentlige rolle, stolthed... Nej, et åbent forhold var ikke løsningen.

Hendes forvirring irriterede ham selvfølgelig en anelse - det var svært at føle, at man gjorde sit bedste, men hele tiden blev tvivlet på. Også selvom det var med god grund. Han vidste jo godt, at han fortjente, at hun tvivlede på ham, men det ændrede ikke på, at han var helt sikker på, at hun var lige så slem! De kryptiske beskeder hun nogle gange modtog? Den måde nogle aftner var reserveret til en bestemt veninde, og Ash så løb ind i veninden i byen? Nej, der var noget der ikke stemte, og Ash var sikker på, at de var lige gode om det her spil.

Ash smilede ved den blide berøring af hans kind og hals, og han tog blidt hendes hånd i sin og kyssede hendes håndflade. Han trak selv stolen ud for hende, kyssede hende på håret, da hun satte sig, og tog plads overfor hende. "Luk døren efter dig, tak." bad han høfligt tjeneren, som pænt adlød. Han rettede blikket mod Charlotte igen. "Hvad vil du spise, og hvorfor ser du ikke glad ud?" spurgte han, tydeligvis en smule skuffet over, at hun ikke var ellevild med denne aften. Han selv behøvede ikke engang åbne menuen. Han spurgt hende egentlig bare om, hvad hun ville spise, for at få hende til at begynde at snakke. Der var allerede sat en menu fast, og Lukes Micheling kokke skulle nu nok sørge for, at de begge to gik mætte og tilfredse hjem.

[Charlotte Summers]

Man kunne ikke benægte det. Når de havde det godt, så havde de det virkelig godt. Ashton kunne være så vred og irriterende, ligeså charmerende og blid kunne han være. Og Charlotte lå inde med de samme færdigheder. Uheldigvis, var det sjældent at de begge var i det samme humør, men når de endelig var, så var det uden tvivl det hele værd. Ashtons familie havde hun aldrig rigtig haft det store kendskab til. Med en far, med så høj status som Ashtons far havde, så var det klart, at han ikke altid havde tid til at lære Ashtons kærester at kende. Charlotte havde selvfølgelig været privilegeret nok til at møde ham, og han var ganske flink overfor hende. Dog var det ikke svært at mærke på folk, når venlighed var påtaget, og selvom hele familien var søde ved hende, så var hun ikke dum. Og hvem kunne bebrejde dem? Hun var jo netop grunden til at Ashton så tit blev vred og frustreret. Selv var hendes forældre ellevilde med Ashton. Især når hans far havde så høj status som han havde. Det faldt i god jord hos hendes forældre. Det irriterede hende lidt.

Charlotte fulgte tjeneren med øjnene, da han gik ud og lukkede døren efter sig. Hun kunne mærke hvordan lettelsen skyllede ind over hende, da de blev ladt alene. Men glæden var kortvarig. Hun så længe på ham, og bed sig forsigtigt i læben, før hun rettede sig en anelse op med et lille smil. ”Jeg er glad” prøvede hun og rakte ud efter hans hånd. ”Jeg er bare… stresset lige for tiden. Undskyld” sagde hun stille og gav hans hånd et klem. ”Jeg sætter stor pris på hvad du har gjort for os i aften. Og jeg håber lige så meget på en god aften som du gør. Jeg er bare lidt fraværende”. At sige hun var stresset var nu ikke løgn, men det var ikke rigtig grunden til hendes manglende humør. Hun var paranoid. Det vidste hun. Og denne gang prøvede hun at gøre alt for at skjule det.

[Ashton Carter]

Det var ikke så meget, at Ashtons familie ikke kunne lide Charlotte. Hun var venlig og høflig, når hun havde været på besøg, men dels vidste familien udmærket, hvad skolen egentlig gik ud på, og selvom spioner var til ekstremt stor nytte, så var de sjældent super pålidelige, dels så havde de selvfølgelig set, hvilket humør hun kunne gøre Ash i. Den største grund lå egentlig hos hans far, der ikke brød sig om forholdet. For en mand, der havde set så meget, skulle han være en idiot for ikke at se, at de begge var hinanden utro så det drev, og han var ikke interesseret i at få det ud til pressen, at hans søn ikke kunne holde sig til en kvinde, og endnu mindre at han ikke var nok til den kvinde, han så havde. Nej, Ashtons far var ikke fan af forholdet, men det var ikke Charlotte, han ikke kunne lide. Det var hele situationen, der bare var lidt for hårfin til, at den ældste levende Carter brød sig om det.

Ashton vidste til gengæld, at Charlottes forældre forgudede ham. I deres øjne kunne han intet gøre forkert, og han nød at have bare en lille del af deres forhold, som var så let. Det var sjældent, at tingene gik så smurt mellem Charlotte og han, som det gjorde, når de var hjemme hos hendes forældre.

Han smilede til hende, en anelse blegt, da han havde svært ved at tro hende, da hun påstod, at hun var glad. Han gav hendes hånd et blidt klem og så hende i øjnene. "Du skal ikke undskylde. Jeg ved, at skolen lægger hårdt pres på dig." sagde han blidt. Det var ikke et nemt udsagn at komme med fra Premierministerens søn. Han blev selv drevet lige så hårdt som enhver anden elev på Eton, og hans fars pres var... absurd. Hvor Lionhart Akademiet var gode til at give deres elever et skema, som trods mængden af valgfag var nogenlunde fordelt, så var Ash konstant begravet til halsen i lektier og opgaver, og den fritid han havde gik til møder med sin far og pressekonferencer, hvor han skulle smile og vinke og svare på nogle få spørgsmål. Ashs liv var stille og roligt ved at koge over, og derfor havde han brug for en aften med sin kæreste. Han ville bare ønske, at hun ikke ville være så fraværende. Han vidste, at det var egoistisk, fordi hendes hverdag også var hård, men han havde brug for hende lige nu, og han ville ønske, at hun ville være der fuldt og helt. Han havde ikke tænkt sig at lade den indre vrede over hendes manglende entusiasme vinde, for han var klar over, at endnu et skænderi ikke ville lette den byrde, som han hele tiden gik med. Det var bare så svært at slappe rigtigt af. Han var anspændt og træt, og han orkede ikke at kæmpe mere i aften. Hans blik gled over det smukke ansigt, læberne, øjnene... "Vi burde tage på ferie sammen." udbrød han pludselig.

[Charlotte Summers]

Charlotte nikkede langsomt. Pres. Ja det var mildt sagt. Til gengæld vidste hun også, at Ashton heller ikke havde det nemt. Selvom han sjældent bebyrdede hende med sine problemer, selvom det egentlig ikke ville være den store byrde for hende at høre, så vidste hun også, at han selv havde en del at lide under. Ikke kun med skolen, men hans status lagde uden tvivl også en del vægt på hans skuldrer. En vægt som hun aldrig helt ville kunne sætte sig ind i. Selvom hendes forældre forventede en del af hende, var det jo ikke noget nær det samme. ”Jeg er tough… jeg kan klare det” mumlede hun og sendte ham et skævt smil. Det blegnede dog lidt efter. ”Det burde bare ikke gå udover dig. Jeg er ked af, at det så ofte gør”. Så vidt hun lige huskede, så havde Ashton aldrig ladt hans dårlige humør gå ud over hende. Han skulle i hvert fald være helt ude i tovene hvis han gjorde, og oftest var det hende selv, der på en måde provokerede ham til det. Hun slap langsomt hans hånd, men lod i stedet fingrespidserne kærtegne hans håndflade, mens hendes blik var fæstnet mod hans.
I et kort stykke tid sad hun bare sådan. Kærtegnede hans håndflade mens hun betragtede hans øjne, prøvede at finde ud af, hvad han tænkte. Hun vidste godt, at hendes tidligere humør havde sat noget af en dæmper på hans forventninger om denne aften, og hun fortrød inderligt. Hun troede jo bare… ja, det gjorde hun jo egentlig altid. Før hun fik mere ondt af sine dårlige evner som kæreste, afbrød Ashton hendes tanker, og foreslog noget, hun alligevel aldrig ville have set komme. Ferie? Sammen? Hun lænede sig en anelse frem og lagde hovedet en anelse på sned, i et forsøg på at finde ud af om han jokede. Men han så dybt seriøs ud, og i et kort øjeblik havde hun simpelthen lyst til at falde ham om halsen. Selvfølgelig jokede han ikke. Det ville han aldrig gøre nar ad. Ville han? Hun fugtede kort sine læber og smed så en flabet kommentar, hvilket hun jo altid gjorde. ”Du tror godt, at vi kan holde hinanden ud i længere tid?”. Dette var selvfølgelig et lille forsøg på at få ham til at smile. Oprigtigt. Hun kendte ham godt nok til at vide hvornår han smilede, og virkelig smilede. ”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at tanken aldrig havde strejfet mig. Men ferie? Hvad havde du i tankerne?”. Selvom det virkede lidt urealistisk med deres skemaer og planer for ferierne, så var hun nysgerrig efter at høre hvad han havde gjort sig at tanker. Intet var så vigtigt, at hun ikke kunne stikke af i en uge eller to med Ashton. Der var faktisk ikke noget hun hellere ville. For trods deres skænderier, så havde de jo deres gode tider. Meget” gode tider.

[Ashton Carter]

Havde Ashton vidst, hvad der fløj igennem Charlottes tanker netop nu, så havde han nok erklæret sig enig. Et af Ashtons helt store principper var, at han ALDRIG beklagede sig over sine problemer til nogen - og da slet ikke til sin kæreste. Han gad ikke bruge sin tid på det negative, når han ikke stod midt i det, så derfor beklagede han sig kun sjældent, og beklagede han sig endelig til Charlotte, så var det kun over de formelle pligter ved at være premierministerens søn. Han havde aldrig beklaget sig over sit studies pres, for det havde han selv valgt - hans stilling som søn af den mest magtfulde mand i landet til gengæld, havde han ikke selv valgt, så derfor følte han, at han var i sin fulde ret til at beklage sig over de forventninger hans far havde. De var til tider urimelige, andre gange brokkede Ash sig bare, fordi han ikke gad lege diplomatisk. Han var god til det, men han nød det bestemt ikke.

"You better." smilede han og tog hendes hånd. Han rystede blidt på hovedet, da hun undskyldte, at det nogle gange gik ud over ham. "Lad os lade være med at snakke om det nu." bad han og lod hende kærtegne sin håndflade, mens han smilede skævt til hende. Han morede sig over det chokeret blik i hendes øjne, da han foreslog en ferie sammen. "Jeg tænkte på Cuba. På min fars regning selvfølgelig. Han skylder mig." sagde han med et stort smil og blinkede let til hende, da hun spurgte til at holde hinanden ud.

"På Hilton med præsidentsuite og alt inkluderet? Det vil jeg mene." sagde han med et flabet smil. Han havde selvfølgelig allerede bestilt ferien. "Collin har givet lov... efter han fik penge til en ny biblioteksfløj til din skole." smilede han uskyldigt, dermed sigende, at han allerede havde booket. Han regnede med, at hun ikke havde nogle planer, der ikke kunne skubbes for en tur til Havanah med ham.

[Charlotte Summers]

Charlotte måtte indrømme, at hun for en gangs skyld slet ikke vidste hvad hun skulle sige. Hun var målløs, og hun var en kvinde der sjældent løb tør for ord. Men denne gang havde han alligevel taget pusten lidt fra hende. Hun vidste at de aldrig nogensinde ville blive "det perfekte par", men nogle gange, så nærmede han sig alligevel grænsen til at være den perfekte kæreste. I et øjeblik kunne hun slet ikke lade være med at sidde og drømme om Cuba. Varmt, frodigt, solen der forsvandt bag horisonten mens de sad ved vandkanten. Hun grinede kort af sig selv i sit stille sind. Siden hvornår var hun blevet så romantisk anlagt?
"Cuba", mumlede hun lavt for sig selv, som smagte hun lidt på navnet. Hun havde aldrig været der, og anede selvfølgelig ikke hvordan der var. Men hun havde en rimelig god forestilling om hvordan det så ud. Hun fik et drilsk lille glimt i øjet, da han nævnte hotellet.
"Dig og mig. På Hilton Hotel, i præsidentsuiten, god service og en god seng... Mon ikke det kan lade sig gøre så", tilføjede hun med en let blinken.
Hun ville tilføjede noget mere, men i det samme kom maden ind. Hun måtte indrømme at hun virkelig ikke kunne se hvad det var, da de satte den fine, dekorative tallerken foran hende, men hun vidste, at det alligevel ville være overflødigt. Maden smagte altid udsøgt på denne restaurant, og Ashton plejede at have god smagsløg hvad mad angik. Hun regnede i hvert fald med at han havde haft et finger med i spillet.

Hun fulgte tjenerne med øjnene da de gik, før hun vendte blikket mod Ashton igen. Hun hævede langsomt det ene øjenbryn, da hun fik indtrykket af, at han allerede havde bestilt ferien. "Sig mig. ", startede hun, i et drillende tonefald, så han udmærket vidste at hun lavede sjov, før hun slap hans hånd og lænede sig tilbage i stolen. "Du har allerede bestilt den ferie. Right?", hun lagde hovedet på sned og smilede blidt. "Hvad nu hvis jeg slet ikke havde lyst til at tage på ferie? Så havde du været på spanden for at planlægge det uden min viden", sluttede hun af og sendte ham et lille blink, før hun vendte blikket mod maden i stedet.

[Ashton Carter]

Ashtons smil blev kun større af, at Charlotte stirrede på ham fuldstændig målløst - han morede sig over det betagede blik i hendes øjne, og han vidste, at for et kort øjeblik var deres forhold helt perfekt. Han vidste, at de her ting, som han engang imellem gjorde, selvom hanvidste, at de var helt absurde, var noget af det, der gjorde, at Charlotte ikke var skredet fra ham endnu, selvom han nogle gange var en ufølsom skid og en uforbederlig charmør. Han vidste også, at i netop dette øjeblik var han hendes største helt, og det glædede ham, at han kunne gøre hende så glad. Han gav hendes hånd et let klem og lænede sig ind over bordet for at give hendes læber et hurtigt kys, før han satte sig tilbage igen.

Han blinkede drillende til hende, da hun konkluderede, at det kunne lade sig gøre, hvis han sørgede for hotellet som beskrevet. "Ellers har jeg heldigvis bodyguards, som kan kneble dig og binde dig til sengen. Så kan du ligge der, til du køler af." drillede han og tog en slurk af sin hvidvn, før han løftede glasset til skål. "Skål for, at jeg for en gangs skyld har formået at overraske min smukke spion. ... Og skål for min fars penge." tilføjede han med et skælmsk smil.

Han sendte hende et uskyldigt tandsmil (som absolut ikke så uskyldigt ud overhovedet, men blot fungerede til at få ham til at se endnu mere skyldig ud.) "Hvad? Planlægge det uden at vide, om du overhovedet ville med? Kunne aldrig falde mig ind." erklærede han med uskyldige øjne. "Og bild mig ikke ind, at du kunne lade være med at tage med. Din mor ville presse dig til at tage med, hvis du ikke havde lyst. Desuden ved hun det allerede, jeg er imponeret over, at hun har holdt mund med det. ... Hvis du ikke ville med, så er jeg sikker på, at hun gerne ville." tilføjede han, nærmest som en eftertanke. "Og... ellers kunne jeg jo bare få dig kidnappet. Politisk kidnapning, kunne jeg kalde det. Så ville det også komme i historiebøgerne." sagde han eftertænksomt, som om han overvejede det som en egentlig mulighed. "Men," sagde han og holdt en lille kunstpause, mens han løftede sit glas for at skåle med hende. "Vi ved begge to, at det ikke bliver nødvendigt." påpegede han og sendte hende sit bedste "Jeg vinder, og du kan lide det"-blik.