en smuk solnedgang

[Asmara Maria Romano]

Klokken var ikke mere end 3 om eftermiddagen men solen var tæt på at være på vej ned over det smukke hvide landskab som fandtes her ved Stonehenge denne dag. Det hele virkede utroligt smukt for sneen glimtede på grund af solens lys, til trods for den var på vej ned. Sneen lå ikke så højt igen men lige så det dækkede med et fint lag over det hele, selv øverst på stenene lå der et fint tyndt lag.
Det hele virkede som den perfekte scene for et maleri, også grunden til at Asmara var taget herud denne dag, blot for at tegne dette smukke sted og komme lidt væk fra skolen nu hvor det alligevel var weekend. Så hun havde en tegnblok i tasken sammen med forskellige farver, da det var meget nemmere end at tage alt maler udstyret med for hun kunne senere male det til et maleri for hun skulle alligevel have noget inspiration til næste time. Så dette var en oplagt mulighed for at se noget af naturen her i England, så derfor bredte hun et tykt tæppe ud et godt stykke fra stedet hvor hun placerede tegneblokken på og farverne, men først skulle hun lige se stedet an så hun efterlod tingene for at gå hen til de store sten som hun granskede for hver detalje, bare så hendes billede kunne blive bedre. Netop fordi hun ville fange dette billed mens solen var på vej ned, for i hendes hoved kunne det blive et utroligt smukt billed.

Påklædningen: en lang hvid dun jakke med hætte på hvor der er en pelskrans af brun pels og inden under et par mørke blå jeans samt en langærmet stribet trøje med sorte og hvide tykke striber. En halskæde af sølv med et sølvhjerte for enden og på en af hendes højre ringfingre havde hun ligeledes en ring af sølv med en rød rubin i. Håret hang løst og bevægede sig når hun gik lige så stille og roligt rundt.

[Valdemar Salomon Enok Ahlström]

Valdemar havde sjældent ret meget fritid udenfor undervisningen, med alle de mange ekstra valgfag han havde valgt, og derfor kom han sjældent ret meget ud fra skolens område, måske lige bortset fra weekender og ferier. Han havde dog lige fundet et lille hul i dag, da han kun lige havde haft et par enkelte opgaver til de første par dage af næste uge, og han havde udnyttet formiddagen til at tage hul på dem så han kunne få det overstået, og var blevet overraskende hurtigt færdigt. Så han syntes at han ville udnytte sit ene øjebliks fritid, til at tage lidt væk fra skolen for at få set noget nyt, og han var derfor taget ud og bare gået uden rigtigt at have noget mål. Han havde gået i nok snart halvanden time, hvis ikke mere, selvom han nu ikke rigtigt holdte så meget øje med tiden, og uden rigtigt at registrere hvor han var gået hen af, endte han ude omkring Stonehenge.
Han mindedes at have været der før en enkelt gang eller to, men så vidt han huskede havde det været et stykke tid siden nu. Han havde nok bare aldrig rigtigt følt noget større behov for at vende tilbage. Men nu var han her alligevel, så kunne han ligeså godt blive her lidt, inden han ville vende tilbage til skolen eller gå videre til et nyt sted. Han havde jo alligevel intet mål eller sted han skulle være, og havde intet at nå. Desuden plejede der at være lidt fredeligere herude, i hvert fald noget mere end i London midtby, hvor der altid var så overrendt af mennesker. Og det kunne godt blive trættende i længden.
Da han kom helt op til de store sten, bemærkede han dog en enkelt anden som var der allerede. Han genkendte hende ikke umiddelbart, men tænkte heller ikke videre over det, der var jo en overflod af mennesker som kom og gik her på daglig basis, så naturligvis var det kun et fåtal man genkendte, selvom man havde set dem før. Selv på trods af at han sjældent forlod skolens præmisser. Han tog sig ikke videre af denne pige, og gad ikke forsvinde med det samme bare fordi hun var der, det generede jo ikke ham. Han selv var iført en almindelig mørkegrå t-shirt, og et par mørkeblå jeans, med en meget enkel sort vinterjakke udenpå. De fleste havde nok valgt at tage noget mere tøj på, men nu kom han jo heller ikke ligefrem fra et tropisk paradis, så han var vant til kulde, og egentlig havde det aldrig generet ham specielt meget.
Han havde en papirblok med sig i inderlommen på sin jakke, samt en kuglepen, som han altid gik rundt med, da han ret ofte fik brug for enten en af delene, eller begge, og derfor var han begyndt på bare at have det med som standard. Desuden havde han en lille kniv med i en skjult lomme i ærmet på jakken, endnu en lille ting han næsten altid havde med sig, i tilfælde af at han fik brug for den. Selvom han ikke havde brug for den var den meget praktisk at have med. Måske var han ikke den værste man kunne møde i en kamp, og han foretrak som regel at holde sig i baggrunden i kampsituationer under missioner, men teknikken havde han helt bestemt, om end han måske til dels manglede fysikken eller den fysiske styrke bare, men han kunne da forsvare sig udmærket, mod de fleste almene modstandere man normalvis stødte på inde i London.

[Asmara Maria Romano]

Stenene var gamle og interessante, netop fordi de var gamle og kom langvejs fra og ingen vidste rigtigt hvordan de var havnet her. Det hele lå på et lettere mystisk sted så med en solnedgang i baggrunden og sne rundt om sig ville dette her blive et utroligt smukt maleri når hun en gang blev færdig med det hele, men lige nu skulle det bare tegnes for nok havde hun en god hukommelse så ville hun da lige være sikker på at få dette mystik over den også.

I starten havde hun ikke videre lagt mærke til at der var nogle for ærligtalt det ville ikke overraske hende særlig meget, eller jo lidt for det var jo vinter så mange fortrak at være inden for lidt ligesom hende selv, men hun fandt nu også vinterårstiden meget smuk så hun måtte bare ud og male et eller andet og dette kunne blive det perfekte billede som hun kunne sende til hendes familie i Italien. Nå men da hun så endelig følte hun ikke længere var alene kunne hun ikke lade være med at kigge sig lidt omkring til hendes øjne faldt på en ung mand som virkede bekendt for hun var god til at huske ansigter men navne var lidt svære og det kunne sagtens ske hun bare var gået forbi ham nogle gange. Hun valgte dog at sende ham et sødt og uskyldigt smil som tegn til at hun havde set ham, hvis han da kiggede hendes vej men hvis han ikke gjorde det kunne det også være lige meget. Efter hun havde sendt smilet imod ham valgte hun at gå ned til tæppet med hendes ting og sætte sig på det før hun lagde bogen op i hendes skød og tog fat i en blyant til at starte med, for solen var meget tæt på at være lige der hvor hun gerne ville have den, men indtil videre kunne hun jo lige så godt starte på hendes tegning eftersom stenene ikke ligefrem flyttede sig fra deres pladser.

[Valdemar Salomon Enok Ahlström]

Valdemar forstod ikke folks store fascination af denne stenformation. Selvfølgelig, stenene var gamle, der lå meget historie over stedet, og jo han indrømmede da gerne at det hele var meget imponerende, og at historien bag det også var interessant nok. Men af en eller anden grund fængedes han bare ikke af det på samme måde som mange mennesker lod til at gøre. Generelt mente han bare ikke at naturen herovre var særlig imponerende, i hvert fald foretrak han selv til enhver tid den derhjemme. Selvfølgelig, her var da kønt, og han nød da omgivelserne, men det var nu bare ikke det samme som derhjemme. Valdemar elskede generelt bare Skandinaviens natur, i hans øjne var den bare så fantastisk, og det var helt klart det bedste sted i verden, af dem han havde oplevet indtil videre. Og så fandt han også nordens historie og myter så umådelig interessante, og efter hans mening overgik det langt den af resten af verdens, eller i hvert fald de mindre områder i sig selv.

Valdemar passede sig selv, men kunne ikke helt undlade at bemærke den anden pige, og til tider skæve lidt over imod stedet hvor hun befandt sig, og lægge mærke til hvad hun gik og lavede. Det var ikke så meget fordi at han var interesseret i det, eller fordi at han var nysgerrig eller yndede at snage i andres sager. Men nu var han jo trods alt elev på en spionskole, selvom han mere stod for den tekniske del end noget andet, og så var det jo også ret begrænset hvor meget der ellers lige umiddelbart skete herude lige nu.

Han gik helt i stå et øjeblik, da en tanke pludselig faldt ned i ham, og uden rigtigt at tænke over sine omgivelser, eller hvad han foretog sig, gik han hen til en stor sten liggende på jorden lidt fra ham, og satte sig på den, mens han trak en blok papir og en kuglepen frem fra inderlommens gemmer i jakken, og begyndte at skrive noget ned på papiret. Han fyldte hurtigt den første side med matematiske formler og tal, mens hans hjerne gik helt i selvsving, og han skrev bare tankerne ned uden at tænke over det, og uden hensyn til sine omgivelser. Han arbejdede i sin fritid på en algoritme og nogle programmer som kunne hjælpe ham i hans hacking, og da nogle tanker pludselig skød ned i ham, og han fik nogle ideer han måtte afprøve når han kom tilbage til skolen, måtte han skrive dem ned med det samme mens de stadig var friske i hans hukommelse.

[Asmara Maria Romano]

Solen gled tættere ned på det punkt hvor den skulle være, men helt klar var hun ikke for hun kom pludselig til at se drengen havde sat sig på en af stenene så nu var han blevet et nyt motiv inde i selve motive, så hun måtte ændre lidt i det så hun også kunne få ham med bare så det ikke blev endnu et af de der natur tegninger som hun meget tit malede, for på en eller anden måde var det nemmere end at male levende væsner, dog var hun stadig god til at tegne levende væsner men hun ville stadig øve sig til perfektion. Så ham her var jo et glimrende eksempel for han sad lidt langt væk, hvilket betød flere detaljer som hun kunne male.. Så til tider sad hun og kiggede op på ham inden hun så igen på papiret, men på et eller andet punkt besluttede hun sig alligevel for at dette billede måske var bedst i sort og hvid for lige nu var det da en skam at male det. Det var selvfølgelig ikke helt færdigt men færdig nok til at hun alligevel lukkede bogen og samlede hendes ting sammen igen, så tæppet udgjorde en slags taske for hende eftersom hun ikke havde haft noget malergrej med sig, så kunne hun lige så godt bruge den som taske.

Hun så lidt på drengen igen og overvejede om hun skulle sige hej eller bare smuttede hjem til skolen igen, men han virkede nu lidt bekendt kunne jo være hun havde set ham før? Så det endte med hun roligt gik imod ham selvom hun dog valgte at liste sig ind på ham, da hun kom tæt nok på bare for at se om hun kunne give ham et chok. Måske ikke ligefrem den smarteste ide hun havde fået sig der, men hvornår fik hun egentlig smarte ideer? Det var ikke ligefrem noget hun var kendt for på skolen for de var jo trods alt spioner og mange af dem havde sådan en reaktion at det gik udover hende med slag fordi hun var for langsom. ”Hvad tegner eller skriver du?” spurgte hun stille og roligt, lidt for at skræmme ham og lidt fordi hun faktisk var nysgerrig over hvad han lavede siden han pludselig havde sat sig og taget noget papir på som han skrev på. Dog ville hun ikke gå alt for tæt på for at se hvad han lavede, i tilfælde af at han ikke ville vise hende det for hun skulle da nødig have bank på grund af et spørgsmål.

[Valdemar Salomon Enok Ahlström]

Valdemar var for et kort øjeblik helt fanget i sin egen lille verden, og hans tanker kredsede i dette sekund kun om det lille stykke papir foran sig, hvor kuglepennen ført af hans hånd, lystigt gled rundt, og efterlod en lang stribe af, for de fleste, tilsyneladende tilfældige tal og formler. For ham gav det dog perfekt mening, og han var næsten sikker på at dette ville virke. Det ville nok kræve lidt småjusteringer, og han måtte lige afprøve det i praksis også, og skrive de nye formler ind i sine programmer, for at se hvordan det reelt fungerede, men han var slet ikke i tvivl om at han var på vej mod noget af det rigtige nu. Nu havde han også arbejdet på dette program i snart 3 år, så det var også ved at være på tide.
Han havde faktisk helt glemt den ukendte pige for en tid, og tænkte slet ikke på hende, eller muligheden for at nogen andre befandt sig der, lige nu, men sad bare opslugt af sin egen lillebitte verden, og arbejdede løs på det stakkels lille stykke papir, som nu var næsten dækket af tal, og matematiske formularer og forkortelser, skrevet så tæt at selv ikke de mindste tal ville kunne klemmes ned imellem. Endelig blev han færdig, for nu, og så op. Han så nu pigen stående næsten lige foran sig, og der gik lige et par sekunder før det rent faktisk gik op for ham at hun var der, og det ikke bare var noget han så. At hun reelt set stod meget tæt på ham, og kiggede på ham. Da hun spurgte ham hvad han tegnede eller skrev, blinkede han en enkelt gang, og stirrede bare på hende i et par sekunder, uden rigtigt at svare eller vide hvad han skulle gøre, eller hvordan han burde reagere. Efter nogle sekunder uden reaktion fra ham, tog han dog den lille papirblok, og rakte den frem imod hende så hun kunne se. Hvorfor han viste hende dette, vidste han ikke. Hun kunne sikkert ikke tyde det alligevel, og kunne hun, så burde hun nok ikke se det. Men det var faren nok ikke så stor for. Selv en tekniknørd ville tvivlsomt kunne aflæse koderne, da det ikke var nogle alment kendte formularer, men derimod nogle han selv havde fundet på netop nu, og de var beregnet til et program han selv havde udviklet, og aldrig offentliggjort, eller delt med eller vist til nogen. Så hvordan skulle nogen kunne udgøre nogen mening af noget af dette?
Selvfølgelig kunne han jo ikke engang sige hvad det var, selv hvis han ville, men han glemte helt for en stund, at hun jo ikke kunne vide dette. Han sad bare der, og stirrede på hende.

[Asmara Maria Romano]

Af hvad hun kunne se at han lavede virkede det alt sammen som matematik ting, noget hun ikke ligefrem var særlig god til men hun fik da en fair nok karakter når man ikke tænkte på at det hele ikke interesserede hende særlig meget, for hun var til de kreative fag.. Så måske kunne overtale denne dreng til at lave hendes lektier så hun fik nogle ordentlige karakter? Bare så hun havde noget rigtigt flot at vise frem når hun kom hjem udover hendes kreative ting..
Det undrede hende dog at han bare sad og så på hende da han endelig så op, hvilket man kunne se på hende for hun vidste heller ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre efter hendes spørgsmål for hun var normalt vant til at folk startede samtalen eller bare gjorde et eller andet, så hun var faktisk tæt på at ville ruske i ham fordi der ikke skete noget, men lod være for han rakte noget frem til hende som hun tog imod efter hun havde sat tæppet ned på jorden igen da hun ikke regnede med at han ville angribe men det stod i nærheden i tilfælde af at hun skulle bruge noget at slå med. Hun lod de brune øjne glide væk fra ham og ned på den lille papirblok i hendes hånd, selvom hun ikke fattede noget af alt det der stod på den så hun stod lidt og vendte og drejede den for at se om noget af det gav mening, men intet hjalp for hun var jo ikke ligefrem nørd inden på det punkt. ”Det ligner jo et helt kunstværk” mumlede hun lidt for sig selv med et stille smil mens hun begyndte at forstille sig alle mulige figurer hun kunne danne ud fra alle hans tal og formler. Igen så hun op fra papiret og over på ham med et lidt bredere og sødere smil ”beklager men jeg aner ikke hvad du laver her. Jeg forstår mig ikke i tal” sagde hun roligt og rakte ham papiret igen, efter hun havde fortalt sandheden for hun forstod sig ikke helt på tal, men igen der var jo ikke ligefrem nogen der havde lært hende det på en måde hun kunne lide, folk brugte jo altid et eller andet som æbler, flasker eller noget for at demonstrere noget men ikke ligefrem noget der hjalp hende, for hun forstod sig på kunst, dans og musik så kunne man kombinere de ting ville det nok hjælpe en del på hendes matematiske evner, men igen ikke noget hun tænkte over for hvordan skulle hun lærer en formel når hun ikke rigtigt forstod den helt rigtigt?

[Valdemar Salomon Enok Ahlström]

Valdemar tænkte sig om et øjeblik, omkring hvordan han skulle forklare for hende hvad det var han lavede. Da han ikke formodede at hun talte tegnsprog, tog han igen kuglepennen op, og skrev igen noget på papirblokken hun lige havde givet ham tilbage efter hun havde kigget på det, på den næste side. Da han var færdig rev han det stykke papir af han havde skrevet på, og rakte det til hende. ”Matematiske formler og en algoritme. Jeg er ved at designe et computerprogram, som kan arbejde sig forbi computernetværks firewalls og sikkerhedsprotokoller, og injicere spyware og vira i et system, og tillade mit program adgang.” De skrevne ord var overraskende lette at læse, sandsynligvis forbundet til det faktum at han har været afhængig af skrevne ord i forbindelse med kommunikation hele sit liv, udover det fåtal som mestrede tegnsprogets kunst. Hvorfor han sagde at dette til hende, vidste han ikke. Det var ikke noget han normalt gik og afslørede for folk, faktisk havde han aldrig omtalt sit spyware program for nogen, selv ikke andre hackere, selvom han havde haft lidt kontakt til et fåtal, og udvekslet et par erfaringer og ideer. Men dette program var hans, det var hans livsværk, og hans lille mesterværk. Det var noget han havde for sig selv, og ikke delte med andre. Specielt ikke hvis det blev en succes, og viste sig at fungere. I teorien ville det kunne gennembryde selv nogle af de mest komplekse sikkerhedssystemer, og det ville han ikke dele med verden. Det havde han i sinde at beholde for sig selv, da det sammen med hans færdigheder gjorde ham til en fortrinlig hacker, og han havde ikke tænkt sig at lade nogen drage profit af det. Udover naturligvis dem der hyrede ham til at udføre opgaver for sig, men de fik heller intet af vide om ham eller hans metoder. Det meste af det spyware han benyttede sig af i hackingen, var noget han selv havde programmeret eller manipuleret med på en eller anden vis, for at optimere det og personliggøre det, så det bar hans eget præg, men dette skulle være anderledes. Dette skulle være bedre end alle de andre. Det skulle være perfekt.
Han gjorde ikke rigtigt mere, men afventede bare situationen, og ville vente og se hvad hun ville gøre nu. Hun ville højst sandsynligt finde ham uinteressant og kedelig, og så vende tilbage til sine egne gøremål og lade ham i fred. Det var hvad der sædvanligvis skete, eller også ville hun genere og håne ham med hans manglende evne til at tale. Det var der også nogle som fandt underholdende.

[Asmara Maria Romano]

Hun gættede lidt at han ikke kunne tale siden han ikke svarede hende og han skrev noget ned på papiret inden han rakte det til hende, som hun roligt stod lidt og læste fordi det virkede jo som om han gav hende svaret. ”Så må du jo være utrolig klog, når du kan sådan noget, det får du sikkert stor succes med på et tidspunkt når du er helt færdig med det.. Om det så er noget du vil beholde for dig selv eller dele med verden” sagde hun med et sødt smil efter hun havde læst hvad han havde skrevet for hun havde ikke selv meget forstand på computere for hvorfor skulle hun have det? Det var jo ikke ligefrem noget hun ville bruge i hendes liv da hun ville være kunstner og ikke hacker eller hvad den skole nu tilbød. Men det var vel lidt ligesom et kunstværk i sig selv bare uden alle de matematiske formler, men på det punkt var mange sikkert forskellige for hun så det meste som unikke værker og han så sikkert mange af tingene i en matematikers synsvinkel, men derfor betød det jo ikke at der ikke ville komme et eller andet smukt ud af det som kunne glæde folk på den ene eller anden måde.

”Så burde du vel kunne hjælpe mig med nogle computer problemer? Eller måske anbefalede et godt program der gør jeg kan ligge nogle billeder ind og lave tingene i 3D?” spurgte hun roligt med et sødt smil for hun kunne godt tænke sig at prøve dette 3D men hun anede ikke hvordan hun skulle lave eller bare ligge det program ind, for det krævede vidst noget med en scanner og noget som kunne lave materialet så det virkede alt for teknisk til hende så hun skulle bruge en der var lidt mere nørd end hende så hun ikke gjorde et eller andet fuldstændigt galt og måske fik computeren til at eksplodere eller hun måske kom til at smide den ud af vinduet i ren og skær arrigskab. Så måske kunne ham her bruges til at hjælpe hende med sådan noget? Hvis han kunne designe et program kunne han vel installere et for hende der i forvejen fandtes?