|
|
Post by Kim Getzov on Jan 8, 2012 20:31:14 GMT 1
Et par grinene børn stormede forbi Kim på vej ud af parken, de blev efterfulgt af deres forældre, begge fordybet i en alvorlig snak omkring penge. Kim registrerede blot et par løse ord i forbifarten, men det vedkom jo heller ikke ham, desuden havde han nok at lave. Han var iklædt en tung vinterfrakke som nemt skjulte den tynde kevlarvest han havde på indenunder, og selvfølgelig det faktum at han var bevæbnet. Han traskede ned af en af parkens mange stier, og mange nedfaldsblade sjoskede under hans tunge skridt. Han var vagtsom, og det påvirkede alle hans sanser. Hans kolde øjne gled fra person til person, ind imellem træerne, endda fjerne bygninger. Der var for mange mennesker omkring ham, og det irriterede ham. Han hadede at have folk tæt på sig, og hver gang en person stod i vejen for ham på stien havde han par lyst til at pande personen ned. Kunne de da for helvede ikke bare flytte sig? Han sukkede irriteret og satte ned på en bænk, let foroverbøjet og med blikket låst fast på et fjern springvand. Han var anspændt og vred, og han trængte til en ny mission.
|
|
|
|
Post by Eve Miller on Jan 8, 2012 20:36:41 GMT 1
"Du behøver ikke engang at have en bombe på dig, min ven, du ligner allerede en," lød en mild, klar stemme. Eve kendte snart hendes partner godt nok, til ikke at være inde for rækkevidde, når hun kom gående bag ham. Hvis det var sket, ville hun have set ind i løbet på en pistol. Så hun kom roligt gående rundt om bænken med en halvanden meters afstand til ham. "Halløj, darling," hilste hun, og smilede til ham. Hun var iklædt en lang, elegant, beigefarvet frakke, der sad tæt til hendes velformet krop. Et par skindhandsker beklædte hendes hænder, og håret var som altid sat i en fin frisure. Hun satte sig ved siden af ham, og lænede sig afslappet tilbage.
|
|
|
|
Post by Kim Getzov on Jan 8, 2012 20:45:36 GMT 1
Kim kiggede på hende ud af øjenkrogen før han med et suk lænede sig tilbage imod bænken. Eve havde været hans partner i et par måneder, og han var stadig ikke sikker på om han kunne lide hende eller ej, hvilket nok også var bedst så længe de stadig arbejdede sammen. "Eve.." Sagde han kort for hoved som hilsen. Hans accent skar igennem, selv på dette ene ord, men en accent var ikke lige sådan at smide af sig. Dette var nok også var grunden til at han var så dårlig til undercover missioner, og selvfølgelig også hans dårlige temperament. Folk fortsatte med at gå forbi dem på stien, uden at værdige dem et blik, hvilket passede Kim fint. Lyset var ved at blive svagere, og med et lavmælt klik begyndte gadelamperne rundt omkring i parken at blive tændt. Han hev et pakke cigaretter frem fra sin brystlomme, og fik tændt sig en smøg, og så snart han mærkede den giftige røg glide ned i lungerne fik han det meget bedre. "Ahh.." Sagde han lavmælt og hans kropssprog var allerede meget mere afslappet. "Hvad så?" Spurgte han stille og vendte blikket imod Eve.
|
|
|
|
Post by Eve Miller on Jan 8, 2012 20:52:52 GMT 1
Irriteret viftede Eve røgen væk fra sit ansigt. "Ikke så meget?" svarede hun, og bed tænderne omkring tungen for ikke at rette på hans spørgsmål, der sådan set ikke var et spørgsmål, da det manglede starten af sætningen. "Jeg var henne ved din lejlighed, men du var ikke hjemme, så jeg tænkte, du nok var ude og lave ballade som altid," fortalte hun, og lagde det ene ben over det andet, mens hun betragtede folk foran sig. Man kunne se på himlen, at det ville blive en fantastisk nat med frost. Hun kunne se sin ånde foran de farvede læber. "Har du det godt? Sidst vi sås virkede du meget...." Hun prøvede at finde et passende ord. "... anspændt."
|
|
|
|
Post by Kim Getzov on Jan 8, 2012 21:00:25 GMT 1
Kim trak på skulderne og betragtede en jogger iført refleksvest som kom luntende forbi. Hvor paranoid skulle man dog være for at have en refleksvest på i en park? Det var dog sandt hvad Eve sagde, han havde været temmelig irritabel på det sidste, endda til sådan en grænse at han ikke kunne holde ud at sidde i hans lejlighed ret længe af gangen. "Civilisations abstinenser?" Sagde han henkastet. Han savnede det lidt mere frie liv væk fra London og alle dets mennesker. Havde havde boet her så længe, men stadig kunne han ikke affinde sig i vesten og dets folk. Uanset hvem han kiggede på i parken var der altid noget ved dem som pissede ham af, og uanset hvad han hørte gjorde det ham vred. Så sent som i går havde han råbt af en Starbuck ansat fordi idioten ikke bare kunne give ham almindelig kop sort kaffe, og derefter havde han nær kastet kaffen tilbage i ansigtet på ekspedienten da han forlangte 4 pund for den. "Tror bare jeg trænger til et job." Sagde han så og kiggede på Eve med sin smøg hængende i mundvigen.
|
|
|
|
Post by Eve Miller on Jan 8, 2012 21:08:22 GMT 1
Eve lo sin klingende latter, og lagde en let hånd på hans skulder. "Det siger du ikke, love. Jeg har snakket med bureauet, og de ville kontakte os, så snart der er en mission klar. Selv en lille en," fortalte hun, og klappede skulderen, inden hun tog sin hånd tilbage. Kim morede hende, selvom andre ville påstå, han ikke havde humor. Hele hans aggresive adfærd var direkte morsom, og badass attituden, kunne ingen pæn pige jo holde sig fra. Ikke fordi hun var særlig pæn. Når man først havde lært hende at kende, ville man opdage, alle de små finesser ved hende. At få Kim som partner, var nok noget af det bedste, hun kunne opleve, og det bedste var, at han ikke lige var sådan en type, der døde. Det passede hende godt, eftersom hun snart ville få øgenavnet "Den Sorte Enke" med den fortid med holdkammerater, der døde til højre og venstre. En enkelt på hendes egen hånd.
|
|
|
|
Post by Kim Getzov on Jan 8, 2012 21:15:47 GMT 1
De sad lidt i stilhed og kiggede på personerne der kom forbi. Menneskemængden blev dog efterhånden tyndet mere og mere ud i takt med at der blev mørkere. Parken blev vist låst om natten, men det tænkte Kim nu ikke videre overe. Hvis han kunne undslippe en FIA fangelejr midt ude i Columbias jungle, så var denne her park nok ikke nogen hindring. Bureauet ville dog nok snart have en opgave til dem, de syntes altid at have problemer med nogen eller ville snage i et eller andet som ikke vedkom dem. Han var dog ikke kræsen når det kom til opgaver, så længe de var udfordrende og selvfølgelig godt betalt. Han lukkede sin cigaret imod bænken og smed så skoddet over skulderen før han roligt sagde. "Hvad gør du for at slå tid ihjel imellem missioner?" Kim havde aldrig været særlig glad for fritid, det var ikke et koncept han var bekendt med fra sin ungdom.
|
|
|
|
Post by Eve Miller on Jan 8, 2012 21:21:03 GMT 1
Tanken om Kim med en hobby, som at samle på legetøjsbiler eller reparere hånddukker, var ikke lige noget Eve kunne forestille sig. Hun sad et øjeblik i sine egne tanker inden hun svarede. "Well... jeg spiser frokost med venner, renser mine våben, spiller skak, går i byen og shopper," remsede hun op, mens hun talte på fingrene. "Nogle gange kan jeg også godt lide, bare at være hjemme og læse en bog eller se film hele dagen under dynen. Du ved... med morgenhår, pyjamas og brunch." Hun smilede til ham, og kunne sagtens forestille sig, hvordan en fyr som Kim, blev anspændt når han ikke var på mission. Det lå i hans personlighed, at have noget at lave. Helst noget spændende, og ikke noget hvor han skulle slappe af. "Vi kan spise frokost sammen i morgen? Jeg kender et rigtig godt sted, der lige er åbnet i centrum. Ejeren er en af mine gamle klassekammerater fra Oxford."
|
|
|
|
Post by Kim Getzov on Jan 8, 2012 21:30:40 GMT 1
Kim lyttede til Eve og hendes forslag, men ingen af dem lød som noget han kunne finde på. Det tætteste han kom på en hobby var intensiv fysisk-og våbentræning, og det fik ham ikke ligefrem at slappe af. Hvis han ville slappe af drak han sig selv sanseløs i vodka, ligesom hans far altid havde gjort. Endnu en ting som den sociale arv havde ført videre til ham. Dog måtte han vende sit blik imod Eve og hæve et øjenbryn da hun spurgte om han ville med ud og spise frokost dagen efter. "Spise frokost...Sammen?" Spurgte han lidt vagtsomt, og det var tydeligt ud fra hans tonefald hvad han syntes om ideen. Dog viste han også allerede nu hvor hun havde sagt det højt, så havde han ikke noget at skulle have sagt i sagen. Nægtede han ville hun komme med en lang liste argumenter over hvorfor hendes ide om frokost var en god ide, og hvis det ikke virkede så ville hun bare møde op i hans lejlighed og mase sig på indtil han endelig måtte give efter. Hun viste præcis hvad knapper hun skulle trykke på for at komme ind på ham, og han hadede det, så han plejede bare at føje hende for at slippe. Han trak på skulderne og vendte igen blikket imod det nu oplyste springvand som stod ikke så langt fra dem. Springvandet forestillede en flok delfiner i lystig leg, som alle sprøjtede vand fra deres munde og åndehuller. Kim prøvede stadig at forstå hvem dog havde syntes det motiv var offentlige midler værd.
|
|
|
|
Post by Eve Miller on Jan 8, 2012 21:40:02 GMT 1
"Netop! Du har reddet mit liv, jeg har reddet dit liv, hvorfor skulle vi ikke spise frokost sammen?" sagde Eve friskt, og rejste sig op. Hun glattede sin frakke, inden hun stak hænderne i dens lommer, og så sig omkring i det forfaldne mørke. Selvom hun ikke ville sige det højt, håbede hun næsten på at blive overfaldet på vejen. Bare for at kunne slå nogen ud. Hun blev stående, og vippede frem og tilbage mens hun så ud til at tænke sig grundigt om, inden at hun fugtede sine læber, og igen rettede blikket på Kim. "Så... vi ses i morgen klokken 4 pm. i Soho," sagde hun, inden hun drejede om, og begyndte at gå ned af en sti igennem parken. Hvad hun ikke havde sagt højt, var at hun faktisk havde ledt direkte efter ham, for at invitere ham til frokost. Selvom hun udadtil så ud til at være porpulær med mange venner, brød hun sig ikke om deres overfladiske venskaber. Derfor var Kim, den eneste hun havde inviteret i morgen. Bare for at have en eller anden til sin fødselsdag.
|
|
