Times tid

[Asmara Maria Romano]

Det var tidligt på formiddagen og mange holdt enten frokost pause eller ventede på at komme til den næste time, så der sad nogle i mindre grupper og snakkede med hinanden mens andre var på vej ud for at lave et eller andet, måske nappe en tidlig frokost så man slap for den store kø?. Hvad folk ville lave interesserede egentlig ikke Asmara som hun gik imellem bordene, for at komme til et sted hvor der ikke var nogle, men hun skulle lige forbi en masse personer først.
Hun gik med hendes sorte tegnebog i favnen sammen med et rødt penalhus, for hun kunne jo lige så godt bruge tiden bare en smule konstruktivt mens hun ventede på at hun skulle til den næste time, for hun havde lavet lektierne så dem behøvede hun for en gang skyld ikke tænke på, hvilket var lidt af en stor ting eftersom hun normalt lavede de letteste i sidste øjeblik. Hun drejede ved et af bordene men der sad en ved bordet som hun ikke ligefrem var de bedste venner, så den drengen spændte for hende, hvilket gjorde hun endte så langt hun var og penalhuset røg længere væk. Først sukkede hun bare opgivende for det burde hun havde forventet det her når hun ikke havde været særlig opmærksom, derefter slog hun bare hårdt i gulvet og rejste sig hurtigt for nu var hun egentlig bare vred over han havde spændt ben for ham, så hun gav ham et møgfald på italiensk med store armbevægelser, der var måske en del der forstod det så det var altså ikke nemt at tale sit modersmål når de nu forstod det for der var jo nogle ting hun godt ville holde hemmeligt, specielt når hun gav folk møgfald som denne for så var hendes sprog altså ikke helt pænt eftersom hun kendte mange flere bandeord end de ville lærer her på skolen.
Efter hun havde givet drengen et møgfald og denne var på en måde stukket af, fordi hun lignede en der var parat til at gå amok, vendte hun sig rundt for at samle hendes bog op igen og begyndte at se efter hendes penalhus.

[Alan Wadeford]

[/b] spurgte han alvorligt, men da hun så brutalt fik rejst sig og givet ham en tæver, der med sikkerhed kunne mærkes dagen efter lod han sine hænder hvile på hendes skuldre. "Slap heeeelt af" sagde han, før han sendte hende en bedrøvet grimasse. Hvad skulle dette også forestille? Han sukkede kortvarigt og sagde for sig selv. "Uopdragne unger".[/ul]

[Asmara Maria Romano]

Det var ikke ligefrem fordi hun havde tænkt over at nogen ville have hjulpet hende op for hun var vred over denne fyr bare ikke ville lade hende være, for hun gjorde ham jo intet udover det hun allerede havde gjort selvfølgelig. Så hun fik et mindre chok da nogen pludselig lagde sine hænder på hendes skuldre hvilket gav et ryg i hende, så hun vendte sig hurtigt rundt klar til at slå men da hun ikke ligefrem havde gjort Alan noget før hen, slappede hun mere af og sænkede hendes hænder og først her tænkte hun over følelsen i hendes hånd som om hun havde slået en, så hun lidt mere overrasket på ham. ”Undskyld, hvis jeg slog det var ikke meningen” sagde hun lidt hurtigt og så undskyldende på ham for det havde bestemt ikke været meningen at hun ville slå ham hvis hun altså havde ramt, men hun havde vred og oven i det var hun italiener så hun havde det til tider med at fare op uden at tænke på hendes omgivelser. Ikke ligefrem den bedste egenskab hos en der ellers skulle gå hen og blive til en lidt fin kvinde, men sådan var det nu en gang.
”Kom du noget til?” spurgte hun mere stille efter for hun ville helst have slået gerningsmanden og ikke ligefrem en uskyldig, nok var hun en der kunne svigte og såre andre uden at føle noget videre ved det, men så skulle de altså også have fortjent det! ”Og jeg er altså ikke uopdragen, det var ham der begyndte” hun pegede i retningen af drengen der var forsvundet for det her ville hun ikke have skylden for, eftersom drengen bare kunne lade være med at spænde ben for hende.