Jeremiah Kain Adams

[Jeremiah Kain Adams]

Navn: Jeremiah Kain Adams (Reagerer for det meste kun på ”Kain”)

Alder: 22

Job/Beskæftigelse: Arbejdsløs – Flygtet fange fra Ascot Asylum

Fire karaktertræk eller mere:

Temperamentsfuld:
Han har meget svært ved at styre sit temperament, og han bliver nemt ophidset hvis noget ikke går efter hans vilje, og uden de mange bedøvende piller han plejede at få på hospitalet, er det kun blevet værre. Den eneste der kunne køle ham ned når han først var tændt af (Jonathan Adams) er død.

Utilregnelig:
Jeremiah er meget uforudsigelig, og man ved aldrig hvor man har ham, eller hvad han vil gøre næste gang. Han er meget impulsstyret, og tænker ikke meget over tingene, men handler. Dette gør det meget svært at sætte sig ind i hans tankegang, og forudse hans næste træk.

Følelsesmæssigt handicappet:
Han føler ikke almene ting, på samme måde som andre, så som kærlighed, venskab, empati, sympati, medfølelse, savn, sorg, glæde eller barmhjertighed. Han er simpelthen følelsesmæssigt afstumpet, og ude af stand til at have og forstå disse følelser, og han kan derfor heller ikke sætte sig i andres sted, da han ikke kan forstå eller aflæse deres følelser. Dette har, sammen med andre symptomer, givet ham blandt andet diagnosen dyssocial personlighedsforstyrrelse, eller antisocial personlighedsforstyrrelse.

Defensiv:
Jeremiah er ikke glad for når folk spørger ind til bestemte ting, og bliver han spurgt om noget som han ikke vil svare på, eller ikke kan lide at tænke på, bliver han aggressiv, som et naturligt forsvarssystem. På samme måde, hvis han føler sig truet, svarer han som oftest med vold.
Sadistisk:
Jeremiah er en sadist, i den forstand han med tiden har udviklet en forkærlighed for at påføre og se andre i smerte, og dette bringer ham en sans for nydelse. Han dræber nu ikke kun af nød, eller impuls, men fordi han nyder det, og han ynder at lege med sine ofre inden, eller på anden måde torturere dem fysisk og mentalt.
Eksperimenterende:
Han kan være meget nysgerrig og eksperimenterende på visse områder, blandt andet fascineres han meget af konceptet smerte, og nyder fx at lege med sine ofre og eksperimentere på dem, og undersøge hvor meget smerte de kan holde til, før det tager livet af dem eller fratager dem deres forstand.

Baggrunds historie:
Jeremiah er født i Dartford, en lille landsby i England, lidt udenfor London. Han er født ind i en ganske almindelig middelklassefamilie, og en del af en søskendeflok på tre, selvom han dog kun har kendt den ene af dem. Faderen ejede en lille gård, som netop var nok til at forsørge den lille familie, og moderen gik hjemme og passede huset mens faderen var i marken og arbejde, eller passede sit ekstra arbejde som pedel på landsbyens lille underbudgetterede folkeskole, som han var nødt til at tage for at tjene nok penge til at familien fortsat kunne få mad på bordet.
Det var en idyllisk lille familie, som ikke kom meget i byen, og i det hele taget bare passede sig selv. De var en typisk stereotype fra den landsby de levede i, da folk der generelt bare passede sig selv, og alting næsten blev håndteret indbyrdes i landsbyen, og det var derfor sjældent at udefrakommende blandede sig i deres sager. Det lokale politi, som bestod af kun et par enkelte betjente med en enkelt patruljevogn, tog sig af de fleste lovbrydere, og kun i sjældne tilfælde kaldte de efter assistance fra sine kolleger inde i storbyen.
Familien var på ingen måder rig, og klarede sig kun lige igennem hverdagen, men de havde hvad de behøvede, og selvom at faderen var nødt til at tage nogle bijobs ved siden af gårddriften, og moderen til tider måtte babysitte for naboerne, så havde de mad på bordet hver dag, og de manglede ikke noget. De havde alt hvad de havde behov for, og i det lille lukkede samfund hjalp man hinanden, så hvis det blev nødvendigt, havde man altid dem at støtte sig op ad.
David Jacob Adams var en Ganske almindelig ung mand og søn af en smed fra Dartford. Da han var nitten mødte han den yndige unge kvinde Leah, som kom fra en af nabobyerne. De faldt for hinanden, og kun to år efter blev de gift og flyttede sammen. David havde i mellemtiden sparet nogle penge op, og for dem købte han en lille gård til parret lige i udkanten af Dartford. Deres liv blev omvæltet allerede tre år efter de blev gift, da Leah blev gravid. Hun gav fødsel til en sund og rask ung dreng, på hospitalet i London. Han blev døbt Jeremiah Kain Adams, og dagen for hans fødsel var en af glæde for begge forældrene. Leah havde altid gerne villet have børn, og David var så utrolig stolt da han første gang så den lille spæde Jeremiah. De gav ham alt hvad de havde, og gjorde alt i deres magt for at han skulle have det godt, og selvom pengene var små, gav de ham en god og kærlig opdragelse. Der gik dog ikke længe, før bekymring og frygt blandedes i glæden og lykken, idet det snart blev tydeligt at Jeremiah ikke var helt så sund og rask som lægerne først havde antaget.
Noget var galt, dette var tydeligt, men hvad havde de ingen ide om. Alt hvad de vidste, var at han ikke var ligesom alle de andre børn, og snakken begyndte at gå i den lille landsby. Han opførte sig fraværende og uinteresseret i alle de ting de andre børn elskede, og han holdt sig for sig selv og gad ikke lege med de andre børn. Og hvad måske mest foruroligende var, var at han ikke græd, uanset hvad hændte ham. Da han var blot tre år, blev han bidt af en stor hankat fra et hus længere nede ad gaden. Tænderne skar så dybt i den lille drengs hånd, at de næsten gik igennem, og efterlod ham med et permanent ar, som stadig kan ses tydeligt den dag i dag. Men af uforklarlige årsager hørtes ingen gråd fra den lille dreng, det sås tydeligt at det smertede i hånden, men ulig hvad det ville forventes af et sådant barn af ren natur, udeblev gråden.
Som toårig havde Jeremiah fået en lillebror, Jonathan Abell Adams, som forældrene hurtigt kom til at elske ligeså højt som deres første søn, og snart også mere. Og til deres store glæde og lykke, var denne dreng helt normal, og fuldstændig som alle de andre, og som man ville forvente og håbe for et sådant barn. Der gik ikke mere end et år, før den næste fødsel i familien hændte, og denne gang blev det til et smukt lille pigebarn. Selvom det smertede forældrene, kunne de dog ikke beholde det, da de simpelthen ikke kunne samle pengene til det, og da de ikke mente at de ville kunne forsøge og give det lille barn den opvækst hun fortjente, valgte de at bortadoptere hende. Derefter har hverken de eller deres sønner set hende igen. Jeremiah så sin søster en enkelt gang, men var for ung til at forstå det, og han har derfor aldrig kendt til hende, ligesom hans yngre bror ikke har, da forældrene aldrig talte om hende, og de aldrig spurgte.
De to brødre havde et fantastisk forhold udadtil, og de legede ofte sammen. Dog var det ikke helt så perfekt og idyllisk under overfladen, da Jeremiah bar nogle meget blandede følelser mod sin yngre bror. Han elskede sin bror, og beskyttede ham da også mod enhver udefrakommende trussel, men bag det hele skjulte sig en dybsindig følelse af misundelse, som langsomt tærede på ham indefra.
Da Jeremiah nåede sit femte år, kom det rigtigt for dagen for forældrene og alle de andre i landsbyen, hvor anderledes og, i deres øjne, farlig han var. Der havde været en forsamling af byens indbyggere, som så ofte før, men festlighederne blev brat afbrudt, da Jeremiah var kommet i klammeri med et andet barn. Ingen vidste dog hvorfor, og han selv husker det ikke selv længere. Det gik dog lynhurtigt fra det typiske skænderi mellem to jævnaldrene børn, til noget langt mere alvorligt, idet Jeremiah pludselig sprang på den ældre dreng, og bed fast i hans øre, med en kraft ikke før set hos ham eller noget andet jævnaldrene barn i landsbyen. Da han bed halvdelen af øret af den lille dreng, blev der hurtigt rodet op i gløderne, og snakken gik nu lystigt, og Jeremiah var hele byens samtaleemne. Folk var ikke bare mistroiske og afvisende overfor ham, de frygtede ham. Nu var det ikke kun ham der ikke gad lege med de andre børn, forældrene nægtede pure børnene at nærme sig ham, og hurtigt begyndte der at sås splid imellem byens indbyggere. Hvis ikke engang de kunne stole på og regne med hinanden, hvad skulle der så blive af dem?
Der skete ikke mere i de efterfølgende år, intet bemærkelsesværdigt i hvert fald, og efterhånden faldt tingene til ro. Jeremiah havde virkelig skabt uro i det lille samfund, og gamle fejder var livet op, og det havde nær forårsaget et rent kaos i den lille by. Tingene blev dog snart dæmmet ned og faldt tilbage i de sædvanlige rutiner. Og frem for den hysteriske snak om ham i ethvert gadehjørne, og den tærende frygt og afsky for denne rædsomme lille dreng, begyndte man simpelthen blot at undlade at snakke om ham, og lade som om han ikke var der. De begyndte simpelthen bare at lade som om at han aldrig havde eksisteret. Og det fungerede glimrende, og holdt ro i byen i de næsten mange år, indtil Jeremiah havde nået alderen af ni år. Han havde holdt sig mest for sig selv i de foregående år, og selv forældrene var begyndt at ignorere ham og udadtil lade som om at han slet ikke var til. Han blev helt glemt ved siden af sin fantastiske, bredt elskede lille vidunder-bror. Jonathan kunne alt, han var sød, høflig og velopdragen, og vigtigst af alt, så passede han ind. Derfor kunne alle altid meget bedre lide den yngre Adams bror, og det blev snart som om at Jonathan aldrig havde haft en bror. Den eneste i byen som snart snakkede med Jeremiah og erkendte hans tilstedeværelse, var Jonathan. De legede lejlighedsvist stadig sammen, selvom Jeremiah stadig foretrak sig eget selskab, og Jonathan sjældent fik et fredeligt øjeblik fra alle de imponerede og beundrende blikke.
Alles liv skulle snart vise sig at ændres fuldstændig, på et øjeblik. Det var en ganske almindelig juli morgen, og Jeremiah og Jonathan var ude på marken og lege. Jeremiah havde under overfladen en stadig voksende følelse af jalousi rettet mod sin yngre og mere elskede broder, som brændte i ham, og spredte sig som en steppebrand. Dette havde i de senere år vokset sig til et begyndende had og foragt for Jonathan, og han begyndte nu at trække sig selv endnu mere ind i sig selv. Jeremiah havde altid været virkelighedsfjern, og Jonathan var den eneste som havde kunnet komme ind til ham, og som han havde næret nogle særlige følelser eller tilhørsforhold til. Han var også den eneste som kunne køle ham ned, hvis han først blev vred, hvilket skete ret nemt, og han var den eneste som kunne være ham nær, uden at gøre ondt værre.
Men ting havde forandret sig, og på denne dag var ikke alt som det plejede. De legede fint, og på trods af Jeremiah’s delte følelser om sin bror, var der intet mærkbart anderledes ved øjeblikket. Men hvad der startede som uskyldig barneleg, udviklede sig hurtigt til noget meget mere voldsomt, og før Jeremiah overhoved vidste hvad der var sket, havde alle hans indestængte og undertrykte følelser drevet ham til at samle en stor sten op fra jorden, og få sekunder efter hamrede han den mod sin, på dette tidspunkt kun 7årige, lillebrors hoved. Allerede efter det første slag faldt han til jorden, og da det gik op for Jeremiah hvad der var sket, blev han brat og brutalt revet tilbage til virkeligheden. Han så sin lillebror ligge livløs på jorden foran sig, med blodet fossende fra et hul i kraniet. Den eneste person der havde brudt sig om ham eller udvist interesse for ham i flere år, og han havde lige slået ham ihjel. Jeremiah prøvede i øjeblikkets desperation at få liv i den lille Jonathan, men forgæves. Han var død.
Han vidste ikke hvad han skulle gøre, og den kun niårige lille dreng gik et kort øjeblik helt i sort. Hvordan han var kommet frem vidste han ikke, men få minutter efter fandt han sig selv hjemme i køkkenet, hvor forældrene sad ved bordet, og så på ham med et spørgende udtryk i ansigtet, som dog hurtigt blev udskiftet med mistro, frygt og foragt. De så blodet han var smurt ind i, og faderen spurgte nu med en fast stemme hvor hans bror var. Jeremiah stod bare der og stirrede på dem, uden rigtigt at se noget, og slap nu stenen som han stadig holdt i sin højre hånd. Den faldt til jorden, og landede hårdt på gulvet med et tydeligt bump.
Begge forældre begyndte nu at råbe og skrige sanseløst af den lille dreng, og ikke et af ordene trængte ind, for ham var det blot udefinerbart baggrundsstøj. Han tænkte slet ikke lige nu, reagerede på ren impuls, og næsten som i en trance, åbnede han en køkkenskuffe ved siden af sig, og tog en stor tung køkkenkniv op af den, og begyndte at gå hen imod forældrene. Det føltes i øjeblikket som om han blot var passager i sin egen krop, og observerede hele situationen udefra, og det hele skete nærmest bare af sig selv. Eller sådan føltes det. Før forældrene overhoved nåede at registrere det, var han helt oppe ved dem, og stak nu kniven dybt ind i maven på sin far, som straks efter bukkede under og faldt til gulvet i kramper og smerteskrig. Moderen var i chok, og da det endelig gik op for hende, omtrent ti sekunder senere, hvad der lige var sket, satte hun i et gruopvækkende skrig, og slog hysterisk ud efter drengen, og forsøgte at tage kniven fra ham. Midt i al forvirringen, missede hun den dog, og han stak den nu hårdt ind i mellemgulvet på hende, og trak den med det samme ud og stak hende herefter hurtigt 3 gange igen, og få sekunder efter var hun død, og lå foran ham på gulvet.
Jeremiah sagde intet og gjorde ingenting, men stod blot og så ned på sine to livløse forældre, som lå på gulvet foran ham, i forskruede, groteske stillinger, og faderens ansigt i smertelige folder, med sit sidste skrig stadig printet på ansigtet. Jeremiah følte intet i dette øjeblik. Han stod der bare, og stirrede ned på dem, næsten lamslået over hvad der var sket. Dette var helt uventet, og han vidste ikke hvordan han skulle reagere eller hvad han skulle gøre nu.
Der gik en tid, om det var sekunder, minutter eller timer var ikke til at sige, kunne man høre døren blive smækket op i den anden ende af huset, og få sekunder efter stod fire uniformerede mænd i køkkenet, på den anden side af Jeremiah’s forældre, og stirrede chokerede ned på den lille dreng, indsmurt i sine forældres og sin broders blod, og med den endnu bloddyppende kniv i hånden, som hang slapt ned af siden. De vidste tydeligvis ikke hvordan de skulle reagere, men da de endelig fik samlet sig, gik en af dem ud for at tilkalde hjælp fra politiet i London, mens en af de andre tog kniven ud af Jeremiah’s hånd, og førte ham ud af huset, og ud i deres patruljevogn, alt imens de andre begyndte at spærre området af.
Dette var en stor tragedie i den lille by, og det blev ikke glemt i de mange år følgende. Jeremiah blev sigtet og dømt for mordene på sin broder, samt sine forældre, men da han var så ung som han var, kunne han ikke sættes i fængsel, og i flere måneder diskuteredes det bredt hvad man skulle gøre ved ham, og der herskede stor uenighed. Det endte dog med at en dommer idømte ham en behandlingsdom, som skulle afsones på Ascot Asylum for the Insane, i daglig tale kaldt Ascot Asylum. Det var en stor opbevarings- og behandlingsinstitution for psykisk syge, beliggende lige udenfor den lille by Ascot vest for London, heraf navnet.
Han var idømt en dom på ubestemt længde, og i teorien ville han kunne frigives efter bedømmelse fra psykologerne og personalet på institutionen, men reelt set skulle han blive der for bestandig. På grund af alvorligheden af hans forbrydelser, uden hensyn til hans unge alder, kombineret med psykiaternes bedømmelse af hans mentalitet, blev han dømt ude af stand til at fungere i samfundet, og derfor ville det aldrig være forsvarlig at frigive ham. Da han blev tolv år, havde han allerede flere psykiatriske diagnoser. Han var blandt andet diagnotiseret med dyssocial personlighedsforstyrrelse, autismespektrummet i ”altoverskyggende og betydelig grad” (Citat fra hans læge) og alvorlige vredesudbrud. Derudover lider han under en række forbier: Ailurofobi (Katte), antropofobi (Andre mennesker og store forsamlinger), ataxofobi (Uorden), aulofobi (Fløjter), coulrofobi (Klovne), klaustrofobi (Lukkede rum) og mnemofobi (Minder – Han har meget kraftige reaktioner til minder fra fortiden, selvom dette måske mere bunder i at han ikke ønsker at genopleve den, og komplikationer med de enkelte minder, snarere end en decideret fobi).
Grundet denne omfattende og betydelige diagnoserække, er han opskrevet til en lang række medikamenter, og det meste af tiden er han derfor mere eller mindre bedøvet af medicin, og dette er også nødvendigt for at holde hans mange symptomer tilstrækkeligt nede, for at han er til at styre, og ikke pludselig klikker og går amok. En af hans tilstande gør at han nogle gange får pludselige og ukontrollerede raserianfald. Det kan forårsages af hvad som helst, eller komme helt uprovokeret, og det gør at han blændes i en rus af hvidglødende raseri og vrede, og bare går helt amok, fuldstændig ukontrollabelt. Det er sket flere gange, og enkelte gange har det resulteret i at nogen enten er kommet slemt til skade, og måtte på intensivafdelingen på hospitalet, eller endog at nogle har måttet lade livet. Han får specielle piller mod dette, og han er nødt til at tage dem dagligt, for ikke at få disse anfald, og han tvinges til at tage dem foran institutionens personale, for at sikre sig at han tager sin medicin som han skal, af sikkerhedsmæssige årsager, da han kan være meget farlig og utilregnelig uden sin medicin.
Han levede i ro på institutionen, om end der var nogle hændelser fra tid til anden, inklusive et masseflugtforsøg da han var fjorten, hvilket resulterede i at han dræbte fire af stedets vagter. Jeremiah lever i en særlig lukket og specielt sikret afdeling hvor kun de farligste, og mest utilregnelige langtidsfanger kommer hen, fordi at de ikke må være sammen med de andre, af sikkerhedshensyn, og de skal have specielt personale til at overvåge og kontrollere disse.
Der var ikke yderligere problemer med ham i mange år, ikke før han blev enogtyve, hvor han pludselig så sin chance, og flygtede fra stedet. Under sin flugt dræbte han fire sikkerhedsvagter, sendte en på hospitalet med alvorlige indre blødninger, og dræbte en af institutionens personale, og sårede tre af dem let, inden han endelig fandt vej ud af institutionens område. Straks blev alt sat ind for at finde ham, da han var en yderst farlig og højrisiko fange, og derfor sværmedes området snart med politi og sikkerhedsvagter i søgen efter ham. Han undslap dog stedet, ved at dræbe en politibetjent, stjæle hans uniform og patruljebil, og forlade området forklædt som ham. Før de nåede at opdage hvad der var sket, var han langt væk. Han har levet på flugt lige siden, og har siden holdt sig på pladsen som en af de mest efterlyste mennesker i Storbritannien.

Familierelationer:
Mor: Leah Rebecca Adams (Død)
Far: David Jacob Adams (Død)
Lillesøster: Sarah Adams (Bortadopteret)
Lillebror: Jonathan Abell Adams (Død)


Faceclaim: Eric Millegan

C-box navn: JDO

Var der ikke mere, du skulle huske?: Hvis der er fire måder hvorpå en procedure kan gå galt og man forudser dette, så vil en femte og uforudset måde øjeblikkeligt forekomme.

[Adminstrator]

Godkendt! Velkommen til LSA! Vi glæder os til at se denne psycho i spil xD Husk lige at give besked når du begynder at syntes at Jeremiah er en stor nok trussel til at komme på hitlisten Så begynder vi at sende agenter efter ham ^^ Godt spil og gode tråde fremover!