Min baby og jeg...

[Edward Peterson]

Der var meget få ting, som Edward var så glad for, som han var for sin gamle, halvrustne, absolut ækle blå pickup truck. Det var en Chevrolet, men vidst mest udenpå, for den var bygget af Edwards brødre og far som en 21-års fødselsdagsgave til ham. Et af de få øjeblikke, hvor der var fred og harmoni i Petersonfamilien. Altså da Edward havde fået bilen, ikke mens den var blevet bygget. Der havde været mangen en slåskamp mellem de ældre brødre, mens bilen havde været under produktion.

De fleste af reservedelene, som var brugt til bilen, var skaffet på forskellig vis - ikke alle lige lovligt. Det var ikke for sjov, at de ældste Peterson-brødre havde været suspenderet fra deres skoler op til flere gange. Lige på det punkt, var Edward mønsterbarnet. Han var mere bare en efterfølger, som måske gjorde lidt af det samme, som de andre gjorde nogle gange, men som for det meste opførte sig rimelig pænt i forhold til de andre drenge. Godt nok forsøgte han tit at leve op til sine brødre på nogle lidt sære måder, men generelt var Edward en god nok fyr. Hans øjne scannede garagen efter hans bil og han gik hen til den og stoppede først op, da han så et par ben stikke ud under den. Et par særdeles pæne ben, som helt bestemt ikke tilhørte den fyr, som han havde overladt bilen til.

"Jeg antager, at hun ikke er helt klar endnu, når du ligger der og roder." sagde han med et skævt smil og betragtede bilen, som ikke blot var nypoleret, men også -lakeret. Edward havde ikke mange penge generelt, men han havde netop fået udgivet et par noveller i en novellesamling, og for pengene havde han besluttet sig for at forkæle sin baby en smule.

[Tegan Chevrolet]

[/b] udbrød hun, da en stemme afbrød hendes tanker, og hun hamrede hånden op i olietanken, og derefter hovedet op i hånden. Hun kom dog hurtigt til sig selv og rullede ud fra bilens undervogn. Der var en stor, udtværet plet olie på hendes venstre kind. Stadig liggende på rullebrættet, pegede hun med tommelfingeren mod bilen. "Jeg kiggede bare lidt," undskyldte hun med et uskyldigt smil på læberne. Endelig kom hun på benene, og tørrede hænderne af i sine jeans. Det var ikke første gang at der var blevet tørret et sæt beskidte hænder af i dem, kunne man se. "Hun er lidt af en snyder - overhovedet ikke så meget Chevrolet, som man kunne forvente," kommenterede hun. Han lignede ikke ligefrem den type, hun havde forestillet sig ejede bilen. Men det kunne jo være at han overraskede hende.
[/ul]

[Edward Peterson]

Edward selv tilbragte nogen tid i garagen, men ikke halvt så meget, som han gjorde på sit værelse, på tribunerne og på skydebanerne. Han kunne godt lide at skyde, han elskede at tømme hovedet fuldstændig og kun fokusere på sit mål. Han var en dygtig skarpskytte og med det træningsniveau han opretholdt, så kunne man godt forstå det. Edward var seriøs omkring sin træning, og han var en af de absolut bedste Defensiver på 5. årgang, hvis ikke hele skolen. Hvor han egentlig også kunne have været Front på grund af hans opbygning, så var Def helt sikkert mere ham. Han kunne godt lide at holde sig lidt i baggrunden, men han var også en af de, der blev sendt først ind i en kampsituation på grund af hans fysik. Hvis teamets front var i fare, så blev Edward lynhurtigt afløst af en anden skarpskytte og sendt ind. Ikke desto mindre, så var det stadig skarpskydningen, som var mest ham. Det var ikke, fordi han var voldeligt anlagt og nød at skyde på folk, det var bare fordi hans skydevåben aldrig kunne misforstå ham. De krævede ikke samme tålmodighed som mennesker, og han behøvede ikke være nogen, som han ikke var med dem. Når han skød, så var det ham og geværet som en forlængelse af hinanden, som én enhed, ikke som to, men som en samlet mekanisme, der fungerede i forlængelse af hinanden og uafhængigt af noget udenfor.

Det ændrede dog ikke på, at en særlig hård træning et par dage forinden kombineret med et nyt stykke legetøj nede fra forskningsafdelingen, som havde slået betydeligt hårdere tilbage, end han havde regnet med, havde resulteret i en yderst øm skulder, som han af skolelægen pænt havde fået besked på at holde i ro og det lige nu og med det samme. Han havde fået besked på at vente mindst fire dage, før han gik på skydebanen igen, og at han skulle holde en uges pause. Det betød, at han var henvist til enten at øve på den modsatte side - hvilket nok var en god idé - eller bare holde pause. Det betød, at hans træningssæssioner var betydeligt kortere end normalt, og at han ikke var tilfreds. Han havde været oppe og få et bad efter sin skydetræning og nu havde han så besluttet, at det var tid til at kigge efter sin bil.

Han løftede et øjenbryn og så et øjeblik en anelse forskrækket ud, da der kom et højlydt "Fuck!" fra under bilen og der blev banket på den. "Forsigtig med min bil," bad han hurtigt. "Hun er min baby, og jeg ved ikke, hvor hård en behandling, hun kan klare." grinede han. Han var ikke sikker på, hvor solid bilen var nu - han vidste, at den havde VÆRET solid, inden familien var begyndt at pille ved den, men efter skruen og pillen...? Nu var han knapt så sikker. Hans øjenbryn skød yderligere i vejret, og han mærkede, hvordan hans mund faldt en smule åben, da han så hende. Edward sank en klump, og hans blik flakkede ned over hendes krop og tilbage til hendes øjne. "Du må kigge så meget, du har lyst til." svarede han ukoncentreret, optaget af at stirre på hende. "Æh... Ja." indrømmede han med et skævt smil og kløede sig lidt kejtet i nakken. "Min familie gav mig hende i 21-års fødselsdagsgave. De tog skelettet fra min storebrors gamle bil og satte den i stand med forskellige reservedele og interiør." forklarede han, af ukendte grunde nervøs. Han tørrede håndflader, der pludseligt var blevet småsvedige, af i sine bukser og smilede lidt usikkert. Hvorfor gjorde hun ham nervøs?! Han skyndte sig at tage et par skridt hen på siden af bilen, som han blidt strøg, som var det et kæledyr eller en kær ven. Hun var ganske rigtigt en flot bil udadtil og ved interiøret. Det var også nogle fine reservedele, så Edward var ærlig talt en smule forvirret over, hvad der kunne være galt med hende.

[Tegan Chevrolet]

[/b] spurgte hun med en flabet undertone. Hun måtte dog indrømme at hun havde sæt bedre sammensatte biler. Men denne her var da heller ikke helt skidt. Hun sendte ham et lettere uforstående blik idet hun rejste sig, og derefter et mildt smil. Afslappet lagde hun armene over kors, og lod trøjen stå åben. Hun kunne ikke helt tyde hans ansigtsudtryk - menneskekender var hun ikke ligefrem, og da overhovedet ikke særlig god til det med ansigter. Situationsfornemmelsen fejlede dog ingenting. Hun nikkede langsomt mens hun lyttede og drejede rundt, så hun stod med siden til bilen i stedet. "Ja.. Den er i hvert fald spændende!" sagde hun med et skævt smil, og så igen tilbage på ham. Diskret gav hun ham et elevator blik. Så han var altså ikke typen der selv fiksede bilen. Hun tog også få skridt hen til bilen. "Hvad laver du her på skolen.. ?" spurgte hun med blikket rettet mod køretøjet. Hun lod sætningen afslutte med en tøven, som tegn på at hun fiskede efter hans navn. Og selvfølgelig med henblik på hvilken årgang og team-rolle han var. Dette hjalp ofte på forståelsen. Hun klappede med en bestemt bevægelse motorhjelmen i igen, og kastede et kort blik på det interiør, han havde nævnt.
Med hånden på kølerhjelmen lænede hun sig op af bilen og lod derefter sit blik følge fyren. "Jeg er Tegan," sagde hun og stak den ene hånd i lommen på sine jeans. "Chevrolet," tilføjede hun eftertænksomt: "Tegan Chevrolet." De fleste troede at efternavnet var en dårlig joke, hvis de i forvejen kendte til mærket på hendes bil. Selv syntes hun det var sjovt, og eftersom Chevrolet var et udmærket mærke, havde hun ikke kunne lade være. Sagen havde dog været en helt anden, hvis hendes efternavn havde lydt Skoda. Hun rystede den åndssvage tanke af sig og lod en hånd følge bilens karosseri.
[/ul]

[Edward Peterson]

"Hey, jeg passer bare på min baby." grinede han og trak let på skuldrene. "Jeps. Jeg regner med at overtage de røde bussers business inden længe. Der kan sidde en del på ladet og på sådan en dejlig sommerdag..." grinede han og blinkede let til hende. Han var kommet sig over sit første anfald af mundlamhed og var nu klar på at føre en egentlig samtale. Edward formåede stadig at blive paf over smukke piger, selvom der var mange af dem i London - og på LSA i det hele taget. Han var jo godt klar over, at Shannie - bilen - ikke var den bedst sammensatte på jorden, men den fungerede, den var ikke farlig at køre i, og det var en familiegave, så det var godt nok til ham. Den betød noget for ham. Den var som et symbol på, at hans familie rent faktisk ville have ham, selvom han nogle gange blev ret meget i tvivl.

"Hun står oftest i garagen eller på parkeringspladsen, så du tager bare et kig lige når det passer dig." smilede han. Jeps, hun var helt velkommen til at kigge på hans bil når som helst. Han kunne egentlig godt selv reparere på den, men han valgte at overlade det til mere professionelle mennesker, da de trods alt vidste mere om, hvordan sådan noget skulle sidde sammen. Han var dygtig med sine hænder og kunne skille en riffel ad på få sekunder, og det smittede skam også af på hans mekaniske evner, men han var ikke Tech, han bildte sig ikke ind, at han var lige så dygtig som de var. Der var jo en grund til, at han havde sit speciale, og de havde deres. Han var ikke bange for at få beskidte fingre, og han havde da også assisteret Sophia nu og da, når hun lå og rodede under sin bil. Nogle gange skulle der bæres tunge ting, og det havde han bestemt fysikken til.

"Jeg er skytte. Defensiv." svarede han, selvom han godt var klar over, at de fleste skød ham til at være Front, hvis de ikke kendte ham. "Edward. Edward Peterson. 5. årgang." præsenterede han sig mere præcist. Der var ikke sååå meget hierarki på skolen igen, men det var almindelig kutyme på skolen at præsentere sin årgang, så folk var klar over, hvor mange år man havde gået på skolen. Det var en god måde at vide, hvor meget erfaring personen der stod overfor én havde. "Og du?" spurgte han. "Altså jeg går ud fra, at du er Tech." tilføjede han med et skævt smil.

"Chevrolet?" spurgte han og hævede et øjenbryn. Hans blik gled fra hans egen bil til hende og videre til den ved siden af. "Må jeg gætte på, at det der er din bil?" spurgte han med et smil og pegede på den særdeles velholdte Camaro. "Må jeg?" spurgte han og strøg fingerspidserne langs siden på hendes bil indtil han nåede kølerhjelmen, klar til at kigge ind. Edward var interesseret i biler - at påstå andet ville være den ledeste løgn. Han var bare ikke selv Tech, fordi det ikke gav ham samme ro, som skydningen gjorde.