Den hjemvendte... kusine?

[Chloe Annabelle Miller]

Chloes familie og Jaylas familie var aldrig kommet ret godt ud af det med hinanden, og derfor var det også med nogen tøven, at Chloe havde besluttet at tage kontakt til sin kusine, som så vidt Chloe havde snuset sig frem til gik på 1. årgang og var Sneak. Chloe selv var Def, og hun var ærlig talt kendt for at være noget af en humørbombe. Hun var næsten altid glad, hun var altid hyperaktiv og hun var altid åben for alle andre mennesker. Det var sjældent at finde et gladere menneske end Chloe, så derfor var det underligt for hende ikke at være på hjemmebane. Hun var nervøs og rastløs, og det hjalp nok ikke, at hun havde ventet i en halv time nu. Tre toffee nut latte efter hun var kommet var hun mere end anspændt og sad og hoppede utålmodigt med det ene ben. "Kom-nu-kom-nu-kom-nu." messede hun for sig selv, indtil hun endelig gav op. 'Bloody hell, jeg skal pisse, hun må vente, hvis hun kommer her!' tænkte hun og sendte en hurtig besked til Jaylas telefon, før hun smuttede ud på toilet. Alt den kaffe havde gjort hende tissetrængende, og hun havde ikke noget behov for at sidde og hoppe på stolen, når hendes tabte kusine endelig vendte tilbage.

Hun vidste godt, at hun kunne have mødtes med hende på skolen, men hun ville helst ikke, at alle vidste det, hvis de nu ikke kom godt ud af det med hinanden. Chloe kunne bedst lide at vide, at hun havde det godt med alt og alle, og havde hun ikke det, så behøvede folk ikke få det at vide. Hun kom tilbage og satte sig ned ved bordet, kiggede på sit ur med et lille suk. Hun begyndte så småt at overveje, om hun var blevet brændt af. Jayla var et kvarter forsinket nu, og Chloe kunne seriøst ikke drikke mere kaffe. Hun bestilte en Green Tea Latte og fik den sat på bordet foran sig sammen med en chicken wrap, mens hun sukkede og kiggede opgivende ud af vinduet. Hendes tøj var det sædvanlige Chloe. En tyk jakke kylet over ryggen på den bløde lænestol sammen med et par cremefarvede luffer og en hue i samme farve. Hun var iklædt et par varme, sorte leggins og en lårlang trøje i en klar gul farve, som der var lange ærmer og hætte på. Hele hendes udseende strålede af glæde og vitalitet, lige præcis som det plejede. Chloe var kendt for at være "hende den glade".

[Jayla Miller]

Slentrende hen ad gaden kom Jayla gående, tydeligvis ligeglad ved tanken om, at hun var igang med at komme ret for sent til hendes aftale med hendes kusine. Kusine... det var underligt at tænke den tanke, da hun aldrig havde hørt om hende før tidligere den dag, da pigebarnet havde kontaktet hende. Men det betød ikke meget for hende, at der dukkede en ny slægtning op. Alle hendes nuværende var et værre rod og selvom de havde lært hende, at man altid skulle være høflig og ordentlig, brød hun sig ikke om familie. Så derfor kunne hun sagtens være bekendt at komme for sent, mente hun. Denne pige, Chloe, var sikkert ligeså bedragerisk og ussel som resten af Jaylas familie. Egentlig kunne man vel også sige, Jayla selv var sådan, men den tanke tænkte hun slet ikke. Hun passede jo bare på sig selv.

Da hun nåede til Starbucksen, skubbede hun døren op med begge hænder og gik ind. Hun så sig hurtigt rundt og fik øje på en pige, der sad alene. Hun var den eneste tøs derinde, der ikke var omgivet af enten andre pigebørn eller et par blandede venner, så det måtte næsten være hende. Jayla gav hende diskret elevatorblikket og indså hurtigt, hun ikke var ligesom Jayla selv. Pigen var farverig i tøjet og så helt munter ud. Jayla var meget stilrigtig og klædt i næsten helt sort. Med et par sorte jeans, en sort top og så en mørkeblå, lang jakke om sig, der dog ikke var lukket på trods af kulden. Med et kort overvejende blik, endte hun med at gå hen til pigen.
"Chloe?" spurgte hun roligt og så på hende med et påtaget venligt udtryk. Egentlig glædede hun sig bare allerede, til hun kunne komme væk, men hun var bedre opdraget end at brænde nogen af. "Chloe Miller?"

[Chloe Annabelle Miller]

Chloe var så småt ved at være smågnaven over at måtte vente. Eller... Chloe var aldrig gnaven, men hun var mindre hyperaktiv og livlig, end hun plejede at være. Når man skulle møde en ny person - uanset om det var familie eller ej - kunne man vel som minimum komme til tiden? Eller bare et par minutter for sent? Hun sukkede og rørte rundt i sin green tea latte med en opgivende attitude. Hvis det her var den kusine, som hun havde set frem til at møde, så begyndte hun så småt at fortryde det. Hun havde godt hørt fra sin familie, at Jaylas var ret speciel, og at der var tydeligvis en god grund til, at de havde holdt dem fra hinanden. Hendes kusine var tydeligvis ret uhøflig og fuldstændig ligeglad med, hvad Chloe ville mene om hende. Det virkede til, at Jayla ville passe ret godt ind i den stereotyp, som hendes familie allerede havde malet af Jaylas.

Hun løftede hovedet og smilede, da en rødhåret pige kom ind - hun var ret sikker på, at det var Jayla, så hun vinkede lettere tøvende til hende og lagde godt mærke til den måde pigen kiggede på hende. Hun havde det som om, at hun blev vendt og vurderet, og hun kunne næsten allerede se, at Jayla og hun bestemt ikke mindede om hinanden - men det betød vel ikke, at de ikke kunne være venner, vel?

Hun smilede stort og rakte sin kusine hånden, da hun spurgte til hendes navn. "Ja, jeg er Chloe, og du må være Jayla." sagde hun glad og nikkede mod pladsen overfor hende. "Hvad vil du have at drikke? Jeg vil gerne give." tilbød hun smilende og lagde hovedet let på skrå, mens hun ventede på svar fra den tabte kusine.

[Jayla Miller]

Det var tydeligt, at Chloe og Jayla var så forskellige som nat og dag allerede fra første øjekast - og der var vist ingen tvivl om, at Chloe var den solrige sommerdag og Jayla den mørke nat. Men familie var vel familie og høflig måtte hun være. Også selvom hun ikke følte, hun havde noget at bevise overfor hende. Der var en grund til, hendes familie havde taget afstand fra Chloes. De var bare ikke gode nok til Jaylas familie, så hvorfor skulle hun i virkeligheden vise sig overfor Chloe? Det vidste hun vel også godt, siden hendes familie også havde taget afstand fra Jaylas. De måtte da have regnet ud, at Jaylas familie var lige den tand bedre. Sådan så de i hvert fald sig selv. Personligt mente Jayla, at hun var den bedste og hendes familie den værste. Det hele var lidt rodet i Jaylas liv, for hun havde aldrig sagt dem imod, men alligevel foragtede hun dem. Og dog mente hun, at fordi hun kom fra den familie, hun kom fra, var hun bedre end andre. Så det hele gav ikke rigtigt nogen mening.

Da Chloe nikkede mod pladsen foran hende, bevægede Jayla sig hurtigt hen mod den og lod sig dumpe ned på stolen uden så meget som et kvæk. Hun sad lidt og så rundt på alle folkene her. Det havde altid interesseret hende at se på andre mennesker. Forestille sig hvad der foregik inde i dem, hvad de lavede her og hvordan de var. For på afstand var mennesker faktisk ganske interessante. Men på tættere hold var de små mider... sådan havde alle de mennesker, Jayla havde mødt i hvert fald været. Chloe fik hende ud af hendes tanker, da hun begyndte at tale til hende igen. Noget at drikke ville vel ikke være helt dumt, tænkte hun for sig selv og sendte hende en grimasse, der vist skulle forestille et smil. Et meget påtaget smil, men et smil var det dog.
“Bare en latte... tak,” svarede hun og nikkede kort, mens hun så på hende for et øjeblik, før hun igen dovent lod blikket glide rundt i caféen. Hun havde aldrig rigtigt holdt sig til på Starbucks eller andre former for spise/drikkesteder. Normalt var hun bare hjemme eller på sin skole. Ikke rigtigt ude at socialisere. Hun var stadig for ung til rigtigt at gå på barer, men dog havde hun ind i mellem besøgt de forskellige muligheder i London, hvor hun altid havde boet. Det sagde hende midlertidigt ikke rigtigt noget, men man kunne godt forestille sig, hun ville blive stamkunde, når hun blev ældre. At drukne verden i alkohol, var ikke en utænkelig mulighed for hende. Så behøvede man da i det mindste ikke, at tænke så meget på alting, som hun gjorde, selvom hun forsøgte at give verden et andet billede af hende, end den tænksomme pige. Hun forsøgte at virke så ligeglad som muligt.

[Chloe Annabelle Miller]

Chloe havde godt spottet allerede fra skolen af, at Jayla var anderledes. Hun kendte Lucy Phillips, Jaylas roomie, og havde spurgt hende, hvordan kusinen var. Lucy havde været lidt tøvende omkring det, fordi hun og Chloe mindede meget om hinanden - de ville jo begge to gerne tro det absolut bedste om folk, og Lucy havde et klart håb om at blive venner med Jayla - præcis som Chloe. Men Lucy havde anet samme afvisende air omkring Jayla, som Chloe nu fornemmede, og det var en smule hårdt for hende at kapere. Normalt elskede de fleste Chloe ved første øjekast, blot fordi hun var så glad. Fra Chloes synsvinkel var der egentlig ikke noget galt med Jaylas familie, hun undrede sig bare sådan over, at man kunne finde på at være så ondskabsfulde ved hinanden, og som hun havde forstået det på sin mor og far, så var de frygteligt uhøflige og følte sig utrolig vigtige. Hun kunne ikke helt forstå det, eftersom hendes familie var ekstremt velhavende og hendes far var meget anerkendt for flere forskellige videreudviklinger af eksisterende, populære produkter. Ikke desto mindre ville Chloe gerne give Jayla en chance, for hun var jo ikke nødvendigvis arrogante som resten af familien?

Chloe troede klart på at give alle en ny chance, så derfor var hun en smule skuffet over, at Jayla virkede fuldstændig ligeglad og ikke engang taknemmelig over at hun tilbød at give kaffe. Hun så et kort øjeblik på sin kusine. "... Du ved godt, at man selv går op og bestiller kaffen, ikke?" spurgte hun og rynkede panden med et lidt forvirret udtryk. Det virkede ikke som om at Jayla kom på Starbucks ret ofte. Eller som om hun var vant til at behøve at vise andre opmærksomhed. Chloe havde en lille smule ondt af sin kølige kusine. Hun måtte være frygtelig ensom, og Chloe kunne ikke forstå, hvorfor hun var så afvisende - var hun bange for at blive såret? Troede hun, at alle mennesker var lige så ligeglade som Chloe havde fået at vide, at hendes familie var? Hun bed sig let i læben og løftede blikket, da en af hendes kammerater, som var ansat her, kom hen og hentede de tomme kopper der stod på bordet - Chloe havde fået meget kaffe, og vennen lo over, at hun var så speedet. Han var et par år ældre end hende og en af de mange, der var faldet for Chloes charme på stedet. Han så hende som en lillesøster, som han skulle passe på, men Chloe var en smule forelsket i ham, hvis det skulle være helt rigtigt. "Aaron!" sagde hun glad og gjorde en håndbevægelse mod sin kusine. "Det her er min kusine Jayla. Vil du være sød at tage en latte med ned til hende næste gang du kommer forbi og sætte det på min regning? Og en cookie og en til af de her." sagde hun og viftede lidt med sin kop green tea latte. Aaron lo dæmpet og rystede let på hovedet, konkluderede, at hun ikke burde få mere sukker, og Chloe så fornærmet på ham. "Den er til deling." erklærede hun og rakte tunge af ham, hvilket fik ham til at ryste let på hovedet af hende og smile til hende med en varm hånd på hendes skulder, før han gik op til kasseapperatet.