Who's that across the street?

[Antonio Aureliano Romano]

Det havde været en ret stille og rolig dag for Antonio, eller måske kedelig ville være en mere passende beskrivelse. Naturligvis, der skulle da ikke nødvendigvis ske noget hele tiden, men en gang imellem kunne der godt ske bare noget, ellers kom Antonio let til at kede sig. Og af en eller anden grund var der absolut ingenting sket i dag, og derfor havde han også bare gået rundt uden at lave noget som helst i hele den time der var gået nu siden hans sidste lektion for i dag. Han var gået udenfor, for at få noget luft efter et par timers intens træning indendørs, og at det var lidt halvkøligt udenfor generede ham ikke. Det hørte jo bare med til årstiden, og desuden så var det ikke så slemt. Eller det mente han i hvert fald ikke, selvom han kom fra Italien, hvor de jo ikke ligefrem havde det køligste vejr. Men nu havde han jo også gået på denne skole i noget tid, så måske han bare havde vænnet sig lidt til vejret herovre i England.
Han var netop trådt ud af den store skolebygning, og spejdede kort ud over de elever som befandt sig ude, inden han trådte ned af den store trappe lige udenfor indgangen. Han lod en gang imellem blikket løbe rundt omkring sig, som han bevægede sig gennem skolegården, med rolige, lette skridt uden noget særligt mål.
Han mærkede enkelte blikke på sig, men ignorerede dem. Han var heldigvis ikke noget nær så kendt her som han var derhjemme, så her kunne han da i det mindste få noget privatliv, selvom flere efterhånden var begyndt at lægge mærke til ham, måske mest fordi han ikke ligefrem var diskret, og derfor kunne det jo selvfølgelig heller ikke helt undgås at nogle mennesker fik en ide om hvem han var, eller i hvert fald begyndte at blive lidt mistænksomme, når man befandt sig på en skole hvor de uddanner spioner. Heldigvis var det kun rektor og få af skolens personale der havde adgang til hans informationer, så det var begrænset hvad folk vidste, da han ikke selv snakkede meget om sit liv, selvom det sagtens kunne være nok til at være irriterende til tider.

[Jayla Miller]

Et sidste hvæs og den smøg Jayla stod med i hånden, var færdig. Hun slap den og lod den falde mod jorden, før hun med spidsen af foden trådte den ned, så den med det samme slukkede og blev helt krøllet. Det var koldt udenfor, så hun lagde armene om sig selv og lod hænderne glide op og ned af armene, for ligesom at varme sig, mens hun lod vægten falde fra det ene ben til det andet igen og igen. Det smarteste ville nok være at gå ind på værelset, hun havde fået tildelt af skolen, men hun valgte alligevel at blive stående; bare for at tage endnu en smøg. Lidt kæderyger var man vel. Hun fiskede pakken op af lommen og tog hurtigt og vant en smøg op af den halvtomme pakke Camel, før hun med to fingrer placerede den mellem læberne. Det var virkelig på tide at stoppe... især nu hvor hun skulle til at være i rigtig god i form, eftersom hun var soon-to-be spion. Da hun havde fået tændt den og lagt pakken væk, tog hun et dybt hvæs af cigaretten og holdte den så mellem to fingre igen, idet hun pustede ud. Det var skønt at mærke den velkendte følelse af røg i lungerne og roen, der langsomt sivede ud i hele hendes krop og fik hende til at slappe af. Hun ville nok ikke stoppe lige foreløbig.
Det havde ikke været nemt at starte på en ny skole. I hendes gamle havde hun mest holdt sig for sig selv, da hun aldrig havde stolet meget på mennesker grundet en masse dårlige oplevelser med familien som lille, men hun havde i det mindste en typisk klike af andre, der mindede lidt om hende. Ligeglade, arrogante og i den tro, at de var bedre end alle andre. Man kunne ikke påstå, kliken havde spillet godt sammen, da de alle ikke stolede på hinanden eller rigtigt var interesseret i at være venner, men nogen skulle man vel holde sig til. Dog havde hun ikke tænkt sig at holde fast i dem, nu hvor hun var væk. For hvad var venner virkeligt udover folk, der altid rendte dig i røven? Jayla kunne ikke svare på det, da hun aldrig havde oplevet rigtigt venskab. Måske det skulle ændre sig på LSA, selvom hun stærkt tvivlede.

Først lagde hun ikke mærke til drengen, der bevægede sig rundt i skolegården, men så pludselig opdagede hun ham. Hun tog endnu et hvæs på cigaretten, mens hun holdte diskret øje med ham. Høflighed var dog noget hun kendte til og det var ikke ligefrem gode manerer at stirre og pege. Hun kendte absolut ingen på LSA og hun kunne da ikke lade være at være en smule nysgerrig efter, hvilke typer der gik der... Det var ikke fordi, han var meget anerledes end alle de andre folk, men alligevel holdte hun øje med ham, mens han gik rundt. Man kunne ikke komme udenom, at indeni ønskede Jayla bare, at nogen skulle kunne lide hende og tage sig af hende, men det ville hun selvfølgelig aldrig tænke og slet ikke sige højt. Det ville være decideret ydmygende!

[Antonio Aureliano Romano]

Antonio var nu nået næsten halvvejs igennem skolegården, da det gik irriterende klart op for ham at han absolut ingen ide havde om hvor han var på vej hen, eller hvad han skulle foretage sig. Han lod blikket løbe en enkelt gang rundt over omgivelserne og de forskellige folk som befandt sig omkring ham, men fandt ikke umiddelbart nogle videre imponerende eller interessante mennesker, så han mistede hurtigt interessen for omgivelserne. I stedet begynde han igen at gå videre, denne gang i en ny retning. Han bevægede sig lidt ud mod udkanten af skolegården, hvor ikke mange mennesker befandt sig lige i øjeblikket. Han lagde kortvarigt mærke til en enlig ung pige som stod lidt fra de andre, ikke ret langt fra hvor han var på vej hen. Hans blik landede dog kun på hende et øjeblik i forbifarten, og han fik derfor ikke et rigtigt godt kig på hende.
Han kunne jo heller ikke bare rende og stirre på tilfældige tøser i skolegården, det var jo uforskammet og skamfuldt. Og Antonio var altid høflig og respektfuld, i hvert fald udadtil. Det var en af de ting han var blevet opdraget med igennem hele sin opvækst, da det var naturlige ting i hans familie, og han elskede og respekterede jo sin familie, og ville derfor gerne gøre dem stolt for enhver pris. Og så følte han et sted også at han var nødt til at leve op til sin faders respekt og forventninger for ham og gøre ham stolt, selvom han havde været død siden han var fjorten, på samme måde som han gjorde det med sin farfar, som jo på det nærmeste havde opdraget ham siden han var i starten af teenagerårerne. I hvert fald havde han forsørget ham og hans moder og søster det meste af hans ungdomsår, lige indtil nu, hvor han havde sørget for at få ham ind på denne skole. Eller folk betalt af ham havde sørget for det, men eftersom han havde givet Antonio alt og gjort så meget for ham, så skyldte han ham alt. Og han skulle nok leve op til den tiltro han altid havde lagt i ham, på den ene eller den anden måde.
Endelig stoppede Antonio op, og stod nu let lænet op mod en mur bag sig, lige godt ti meter fra hende pigen fra før, og han udnyttede at han alligevel stod med fronten i hendes retning, til lige et lade blikket glide endnu en gang ned over hende, og han fik nu set lidt nærmere på hende. Han syntes ikke umiddelbart hun virkede bekendt, så enten havde hun ikke gået på skolen ret længe, eller også havde han i hvert fald bare ikke haft noget med hende at gøre. Den sidste var ligeså sandsynlig som den første, selvom hun ikke umiddelbart, fra hvad han kunne se af hende, lod til at være meget ældre end en første-anden årgang, så det kunne sagtens være fordi hun var så ny at han bare ikke havde stødt ind i hende endnu. Ikke at det havde nogen særlig betydning uanset hvorfor det var, men han havde jo ikke ligefrem meget andet at tænke på lige nu, og det var ikke fordi han havde overvældende travlt i netop dette øjeblik, så enhver ting han kunne bruge et par sekunder til at tænke over var mere end godt nok for ham lige nu.

[Jayla Miller]

Drengen hun før havde spottet gennem skolegården, gik nu hen mod hende. Eller det var hvad hun troede, indtil hun kunne se, han blot var på vej hen mod muren, der også var ved siden af hende. Jayla tog endnu et hvæs på cigaretten, mens hun så på ham. Et kortvarigt sekund overvejede hun at gå hen til ham, men noget holdte hende alligevel tilbage. Det var ikke fordi, Jayla var genert. Overhovedet. Men hun var stadig meget usikker på mennesker, som sagt fordi hun ikke stolede på dem. Denne dreng var sikkert ingen undtagelse, et lille løgnagtigt kryb. Hun fnøs ved tanken og lod hånden, hun ikke holdt om smøgen i, glide gennem det røde hår. Selvom hun sagtens kunne beskrives som alt det, hun troede om alle andre, var det ikke noget, hun lagde vægt på. Det var forståeligt i hendes hoved, at hun var, som hun var, for hun var jo den bedste og havde grund til at være så arrogant, mens resten af verdens befolkning bare skulle spille op. Hendes udseende matchede ikke rigtigt hendes indre. Fint og uskyldigt. Fregnerne prydede hendes ansigt og det røde hår fik hende til at se næsten sød ud. Men indeni var det noget helt andet. Der gemte sig en lille djævel, der ikke var bange for at sætte sig selv foran andre. Hvis det stod mellem hende og hendes bedsteven, der skulle reddes ud af en brændende bygning, ville hun redde sig selv. Helt sikkert.
Dog lod hun et suk slippe ud gennem de fyldige læber og så ned på sine fødder. Man burde måske alligevel gå over og snakke med ham. Bare for ikke at virke totalt ensom på skolen. Ikke at hun bekymrede sig om, hvad andre tænkte om hende, men hun behøvede vel ikke gå som skolens største loner. Folk havde aldrig snakket om hende og det så hun helst, de blev ved at lade være med. Men hun vidste godt, at outsidere altid blev hvisket om i krogene. Derfor tog hun et stort hvæs af smøgen, før hun gik hen mod ham. Som hun nærmede sig, blev hun mere og mere i tvivl om, hvad hun skulle sige. Hvad havde hun at sige til ham? Hvad havde hun at sige til nogen? Hun var trods alt fra en fin familie, mens han sikkert bare var en del af pøblen. Jo nærmere hun kom ham, jo mere summede tankerne om, hvor meget bedre hun sikkert var end ham. Så da hun kom over til ham, havde hun gejlet sig selv fuldstændig op.
“Er jeg meget interessant?” spurgte hun spydigt og hentydede til de få blikke, han havde sneget sig til. Jayla bemærkede det meste og hendes falkeblik opfangede stort set alt. Hun stillede sig for et øjeblik rimelig tæt op ad ham med en krusning af et kælent smil på de fyldige læber og smøgen holdt lidt væk fra ham. Det var dog ikke hendes intention at sætte ild til ham, ikke bogstavelig talt i hvert fald. At pisse ham af ville hun gerne, men der var ingen tvivl om, at det hun lavede nu, var flirtning. “Er jeg bare så sød med mine fregner og det røde, pjuskede hår?” Hun trak sig tilbage igen og smilet faldt straks af hendes læber, mens hun så på ham med et hævet øjenbryn. Nu følte hun, hun havde spillet sine kort godt, men der var ingen tvivl om, hun ville blive overrasket, når der sikkert kom en flabet bemærkning tilbage i hovedet på hende. Der var normalt ingen, der rigtigt turde sige hende imod.

[Antonio Aureliano Romano]

Antonio blev stående der i et stykke tid, inden han endnu engang lod et par lidet interesserede øjne løbe en enkelt kort runde over omgivelserne, men da hans øjne endnu engang ikke fandt noget interessant, opgav han, og automatisk søgte blikket igen hen mod stedet hvor pigen fra før stod, og han så derfor nu at hun var på vej i hans retning. Hvad hun ville kunne han ikke forestille sig, det var ikke specielt ofte folk bare impulsivt gik hen til ham og indledte en samtale, hvorfor vidste han dog ikke. Det var ikke fordi han var upopulær eller noget, eller folk ikke ønskede kontakt til ham, og de andre på skolen vidste ikke ret meget om hans liv eller baggrund, ikke ret mange af dem i hvert fald, så det kunne næppe have noget med det at gøre. Generelt var det nok bare nemmere ikke at tænke videre over det, han var jo alligevel rimelig ligeglad, og desuden var det ikke vigtigt for ham at vide hvorfor folk gjorde hvad de nu engang gjorde, det styrede de helt selv. Så længe de ikke kom i vejen for ham, kunne de gøre mere eller mindre hvad som helst de ønskede.
Da hun nåede helt over til hvor han stod, og stoppede op foran ham og begyndte at snakke sagde han ikke noget lige med det samme, men stod der bare og så på hende med et roligt, afslappet blik, og ventede på at hun blev færdig med hvad hun ville sige. Han var ikke helt sikker på hvordan han skulle tolke hendes ord, for nogle af dem kunne forstås på flere måder, og han var ikke sikker på at han helt brød sig om det blik hun sendte ham, da det kunne give det indtryk at hun følte hun var bedre end ham, eller at hun skulle befinde sig over ham i hierarkiet, noget han meget kraftigt betvivlede. Ikke at han kendte hende, selvfølgelig, han anede ikke hvem hun var, men han var trods alt ikke bare endnu en ligegyldig typisk middelklasse fyr. Hans farfar kontrollerede på nærmeste vis underverdenen i det meste af Italien, og andre dele af Europa, og hans familie var kendt som ejerne af et af de største selskaber i Italien, og en af landets, og Europas, rigeste. Så han hørte i høj grad til overklassen, og selvom han intet kendte til denne tøs, så skulle der en del til for at være ligeværdig med ham, eller måske endda så vidt som over ham, i det samfundets hierarki. Og umiddelbart tvivlede han lidt på at hun hørte til i disse grupperinger, da hun umiddelbart ikke virkede ekstremt imponerende fra hvad han havde set af hende indtil videre. Selvfølgelig kunne han jo tage fejl, og han foretrak da som regel også ikke at dømme folk alt for meget på forhånd, da han hjemmefra havde lært ikke at undervurdere sine fjender, eller potentielle fjender. Hvilket jo i og for sig kunne være mere eller mindre hvem som helst.
Han lod kort blikket stryge ned over hende, inden han igen rettede det mod hendes ansigt. ”Beklager, begyndte han med en kølig og lettere uinteresseret stemme, der dog bar nogle diskrete undertoner af noget andet, selvom hvad var svært at bedømme, ”Men jeg er ikke til mindreårige.. Jeg har rigeligt af advokatudgifter i forvejen.” Et afsluttende, afslappet og lidt udefinerbart smil sneg sig langsomt ind på hans ansigt. Lette udfordrende undertoner gemte sig i smilet, og han afventede nu hendes reaktion og hvad hun videre ville gøre. Han var forberedt på lidt af hvert, som han så ofte var.

[Jayla Miller]

Et øjeblik stod Jayla paf og tavst foran ham, før hun dog hurtigt glippede et par gange med øjnene for at finde sig selv igen. Hvad bildte han sig ind?! Troede han virkelig, han kunne hamle op med hende?! Så var det da ellers ligegyldigt, om han var ældre end hende eller ej, han kunne rende og hoppe, for hele verden var hendes territorium. Jayla havde meget høje tanker om sig selv og i længden var de fleste blevet træt af det, også lidt derfor hun ingen rigtige venner havde. Der var ingen, der havde kunnet få hende ned på jorden eller trænge igennem hendes overfladiske facade. På en måde havde hun også mistet håbet for, at nogen nogensinde skulle kunne se hende for mere end den lille, flabede rigmandsunge. Det var ikke som sådan fordi, hun gik og drømte om en bedsteven, hun kunne gå rundt arm i arm med og løbe gadedrengehop med. Men noget inderst inde i hende pev lidt efter en ven. En der kunne hjælpe hende, når livet var svært og det hele var dumt. En der kunne dæmpe det hele lidt i hendes hoved og sådan. Men det var der umiddelbart ingen, der kunne og så kunne det da også være ligemeget; hun havde alligevel ikke brug for andre end sig selv. Overhovedet. Sådan havde hun da i hvert fald klaret sig fint indtil videre.
Da hun hurtigt havde genvundet fatningen, så hun op og ned af ham, mens hun tog et hvæs af smøgen, der efterhånden var ved at brænde helt ned. Hun pustede røgen med vilje direkte i hans retning, før hun sagde: “Uh, er det en rigtig tough-guy, jeg har med at gøre her?” Ironien drev af hendes stemme som vand. Det var tydeligt ikke en venlig joke, men nærmere en sarkastisk, fjendsk kommentar. Det var bestemt ikke sådan, hun var blevet opdraget eller plejede at opføre sig. Hun var blevet opdraget til at være høflig over for fremmede, ikke venlig, men høflig. Lige nu kunne det hun gjorde vel umuligt kaldes høflighed. Det var faktisk direkte uhøfligt, hvilket ikke lignede hende på nogen måde. Måske hun alligevel var lidt usikker på sig selv på en ny skole med ingen bekendte. Han var også den første, hun snakkede rigtigt med på skolen, så det var så nyt for hende, som det kunne være. Hun smed skoddet på jorden foran ham og trådte det ned, før hun smilede underligt tvetydigt til ham.

“Hvem er du overhovedet?” spurgte hun så og havde stadig det mystiske smil på læberne. Hun fugtede langsomt læberne, mens hun fortsat så direkte på ham. Han skulle med det samme sætte sig i respekt for hende, hvis de skulle have en chance for at blive venner og lige nu fandt hun ham blot ynkelig, på trods af han vist havde en større rang i verden end hendes familie. Hun følte sig stadig som den bedste. Det var muligvis nok et skjold hun satte op foran sig, for ikke at blive svigtet eller skuffet over mennesker, som hun var blevet med sine forældre, men det gjorde hende ikke mindre selvsikker. Hun selv troede, hun var sådan bevidst, mens en psykolog nok ville mene, hun nærmere havde en mindre identitetskrise. Usikker indeni og lidt for meget selvtillid udadtil.

[Antonio Aureliano Romano]

Om det var stolthed, mod, et stænk af karakter, eller bare ren dumdristighed, kunne han ikke helt afgøre, men denne, for ham, totalt ukendte pige udviste ham en tydelig grad af manglende respekt, noget han ikke havde oplevet længe. Selvfølgelig hjalp det nok lidt på det at hun sandsynligvis ikke havde nogen ide om hvem han var, da hun så nok tvivlsomt ville være ligeså kæphøj og overlegen. Eller måske ville hun. Han vidste jo ikke om dette bare var et tegn på forståelig uvidenhed, eller om hun virkelig blot var så ignorant og dumdristig. I hvert fald var der ikke nogen han lige umiddelbart kunne komme i tanker om, som med vilje ville opsøge ham og fornærme ham eller spille overlegen overfor ham, hvis de vidste hvem han var. Det var så sjældent forekommende, og de som havde vovet det indtil nu, havde ikke været noget nær imponerende eller bemærkelsesværdige nok til at han kunne huske dem den dag i det. Det havde de ikke været værd.
Det var da ikke fordi han gerne ville skubbe folk væk fra sig, og tage afstand til omverdenen og afskære sig fuldstændig fra den mindste rest af menneskelig kontakt, udover til den af sin familie eller dennes forretningsforbindelser eller ansatte. Men nogle gange var man jo nødt til at ofre nogle ting til fordel for det liv man levede, og særligt med det liv han var vokset op i. Han kunne da stadig omgås andre mennesker, og socialisere, men det satte nu alligevel nogle begrænsninger på ham. Der var selvfølgelig det naturlige, at han ikke bare kunne fortælle folk hvilke som helst ting om sig selv og sin familie, og hvis han kunne, hvem ville så ønske at være en del af hans liv, når de vidste hvad hans familie foretog sig? Og i bund og grund var han jo ikke så meget anderledes fra dem. Men udover det indlysende, så kunne det også være svært at lade folk komme alt for tæt på, man vidste jo aldrig hvad der kunne ske i det liv. Han havde jo trods alt ikke været mere end 14 år, før han mistede en af de mest vigtige personer i sit liv, og selv før da havde flere af hans familiemedlemmer og venner af familien måttet lade livet. Men det tog han ikke så tungt, det var prisen for det liv de levede, de kendte risiciene og de vidste hvad de gik ind til. Men kunne han tillade sig at trække nogen ind i hele dette spil, blot for den selviske grund at kurere sin egen ensomhed, som til tider kunne snige sig ind på ham? De fleste ville nok sige ’nej’. Om ikke andet, havde han aldrig været vant til meget mere end de mere overfladiske forhold, ikke så meget fordi det var dem han foretrak, men mere fordi han til tider fandt det svært at holde fast i det andet. Og de fleste lod sig skræmme af hans familie. Selv før de kendte til alle deres hemmeligheder kunne de fremstå intimiderende, blot det at de var en velkendt velhavende forretningsfamilie, bredt kendt for deres kynisme og umådelige velstand, da det kunne skabe tvivl i deres sind om deres eget værd, eller hvad der nu ellers kunne være af årsager. Men en dag måtte han jo finde nogen at indlede nogle mere permanente og dybdegående forhold med, det var trods alt forventet af ham at han ville skænke familien en arving eller flere en dag, så de kunne holde familielinjen i gang, og sikre dens fortsatte eksistens. Men det måtte han bekymre sig om på et senere tidspunkt, det kunne han slet ikke overskue lige nu, først og fremmest ville han være færdig med skolen, før havde han ikke overskuddet til at rumme alt dette. Desuden hastede det jo ikke, han var stadig ung, og havde potentielt mange år foran sig, så han skulle nok nå det. Naturligvis kunne man aldrig vide sig sikker i den verden de levede, hans fader fx, eller nogle af de andre utallige mænd i familien som ikke var nået ret meget længere end de tredive. Men han valgte ikke at tænke så meget over det, desuden havde han mere eller mindre intet at gøre med familieforretningerne endnu alligevel, så det havde ikke den større betydning for ham endnu.
Hans blik faldt på hende, og han så på hende og studerede hende lidt et øjeblik, inden han svarede på hendes spørgsmål om hvem han var "Antonio Romano" svarede han blot, og mente ikke det krævede en uddybelse. Om hun anede hvem han var, det vidste han ikke. Men selvom hun ikke var fra Italien var der en ret stor chance for at hun ihvertfald havde hørt om Romano-familien, de var trods alt ikke kun ledende organ i et syndikat af storforbrydere, de var også velkendte forretningsmænd, og var kendte i store dele af verden. Blandt andet var de de senere år begyndt at blive et mere kendt navn i Storbritannien end de før var, da deres firma den senere tid havde opkøbt flere forskellige forretninger, og trængt sig længere og længere ind på finansmarkedet i denne del af verden.