Unwritten

[Sophia Amanda Brooks]

Sophia var ikke tilfreds. Sophia var langt fra tilfreds. Sophia havde fået at vide af sin engelsklærer, at hun tænkte for meget i boksen til at skrive kreative lektier. Så nu havde hun fået en fristil til opgave - en kreativ fristil. Bestemt ikke noget, hun var stor fan af, så hun var gået ud i gården for at trække noget frisk luft og klare sin hjerne. En fristil... en fristil... Noget kreativt. Så en historie af en slags? Med hvilket tema? Med hvilke hovedpersoner? Problemet var, at stilene her på skolen skulle være så absurd lange, og når det var fristile, så var det svært. Sophia kunne skrive side op og side ned af afhandlinger om diverse emner, men hun kunne godt lide skemaer og kontrol, så at skrive en fristil uden emne? Den var straks værre. Det var også derfor hun befandt sig her. Normalt kom hun slet ikke i nærheden af rygerområdet, men hun havde konkluderet, at skulle hun skrive noget kreativt, så skulle hun også ud af sin komfortzone, og det kom hun bestemt her.

Hun skævede til Nathaniel Barton. Badboy og heartthrob for enhver pige på skolen, der kunne lide den mystiske type, og det kunne alle selvfølgelig, eftersom de var spioner. I læderjakke og med en smøg hængende ud af mundvigen var han nok til at få Sophia til at overveje at smutte med det samme. Ikke fordi hun var bange for ham - når man var spion kunne man ikke fare sammen ved det mindste, og da slet ikke som Sneak, hvor man kom i nærkontakt med nogle ret sketchy typer nu og da. Ikke desto mindre, så gjorde han hende en smule nervøs, fordi han var noget uvant midt i det vante, og det var forvirrende for hende. Han passede ikke ind i andre af hendes kognitive skemaer end "fare", og hun vidste jo, at han ikke var farlig for hende. Ikke fysisk i hvert fald. Hun satte sig ned på ryglænet af en bank og benene på sædet. Efter at have betragtet ham lidt ud af øjenkrogen satte hun sin albue på knæet og støttede sin hage på en knyttet næve. Hvordan skulle hun gribe den her situation an? Noget fortalte hende, at hun burde tale med Nathaniel, men... hvordan sagde man lige det? "Hey, jeg skal bruge inspiration til min opgave, du er ikke typen jeg normalt snakker med, kan vi snakke sammen og se, om jeg bliver ramt af en bølge af kreativitet?" - nej. Det ville hun meget gerne være fri for at måtte fyre af. I stedet betragtede hun det tiltrækkende ansigt med den markerede kæbe og de majestætiske øjne, der lyste langt væk af løfter og mystik.

[Nathaniel Barton]

Det tog Nathaniel tre forsøg med den slidte lighter, før han fik tændt cigaretten. Han tog et langt sug og satte sig på bænken i rygerområdet, før han pustede røgen ud igen. Endelig kunne han slappe af efter dagens prøve i italiensk. Prøven i sig selv havde ikke været noget, han gad læse op på og han forventede intet mindre end topkarakter, men selve tidspresset under prøven havde gjort ham lettere udmattet - og så trængte han virkelig bare til en smøg, efter den lange skoledag. Nate var for en gangs skyld en af de eneste i rygeområdet - de andre måtte stadig være til time. Det gjorde ham nu ikke noget at være alene, så havde han tid til at slappe af og bare lade blikket vandre - så det gjorde han. De mørke øjne gled langsomt hen over landskabet uden rigtig at kigge - dog, hvis der var noget, der ikke passede ind i skolegårdsmiljøet ville han bemærke det straks. Som organisatoren var hans overblik påkrævet, så ubevidst trænede han sit blik for detaljer og helhed. Nates blik holdt et sekunds pause, da han bemærkede en, der kiggede på ham. Derefter fortsatte blikket sin vandren. Igen en spionfærdighed, der faldt ham naturligt - hvis han opdagede en person, der ikke måtte bemærke ham, skulle vedkommende ikke vide at han havde opdaget dem. Blondinen så afslappet ud, hun havde vidst siddet der længe - hvor længe havde hun mon kigget på ham? Nate rettede sig lidt op og lod cigaretten sidde mellem læberne, mens han rettede på sin siddeposition. Hun gik vidst på årgangen under ham - ikke nogen han stiftede bekendtskab med ofte, men en attitude overfor folk han ikke kendte, lå ikke i Nates natur - medmindre, de selvfølgelig havde en attitude overfor ham.
Nate tog et sug af cigaretten og fjernede den fra munden, hvorefter han lod røgen sive ud gennem sine halvåbne læber. Blondie var i hans synsfelt, men han så ikke direkte på hende, han holdt bare øje med hende i det skjulte.

[Sophia Amanda Brooks]

Sophia brugte lang tid på at studere ham ud af øjenkrogen, indtil noget ved hans måde at scanne diskret hen over hende nu og da fortalte hende, at han godt var klar over, at hun sad og skottede lidt til ham. Han troede uden tvivl nu, at hun var dybt forelsket i ham. Hun mærkede sine kinder tage lidt farve og startede en indre dialog med sig selv:

'Du kan da ikke bare gå hen og snakke med ham.'
'Jo jo, bare sig hej. Det er okay at hilse på sine medelever, intet underligt i det.'
'Jo, når de går i læderjakke og er flotte og har fanget dig i at stirre, så skal du nok holde dig væk, så han ikke tror, at du er sindssyg eller underlig eller sådannoget.'
'Hold nu op, Sophia, bare spørg ham, om han har nogle ideer til din stil!'
'Så tror han jo, at jeg er en venneløs taber, der ikke har andre til at komme med forslag!'
'Men det er du ikke, så er det ikke lige meget, hvad han tror?!'
'Sandheden er næsten værre: Hej, jeg kom for at stirre på dig, fordi jeg normalt aldrig ville tale til dig og jeg åbenbart er ude af stand til at tænke udenfor boksen.'

Hun pustede en lok lyst hår væk fra sit ansigt, sukkede og fandt en blok og en kuglepen frem fra sin messengerbag og gav sig til at tegne nogle små krudseduller. 'Kom nu inspiratiiiiooooon.' tænkte hun for sig selv, mens hun stirrede fortabt på blokken. Efter at havde småtegnet i fem minutter mistede hun dog tålmodigheden og så op igen. Hun sukkede opgivende, smed sin blok i tasken og tog mod til sig.

"Hej," hilste hun henne fra bænken og åbnede munden for at sige noget mere, men lukkede den igen, da det gik op for hende, at hun ikke anede, hvad hun skulle sige.

[Nathaniel Barton]

Med cigaretten mellem pege -og langefinger, slog Nate med tommelfingeren aske af ned i askebægeret. Skolen havde brokket sig over den mængde af cigaretskodder, der langsomt, men sikkert havde invaderet rygerområdet, siden Nate var startet på skolen og hans svar var et enkelt; Askebægere. Hvor svært kunne det være? Han forstod ærlig talt ikke, at de ikke selv var kommet på den idé. Nate så op - blondinen var dybt fokuseret på sin blok, så han var ikke nervøs over om hun så ham kigge på hende. Jep, helt sikkert en årgang under ham. Og var det en smule rødmen i kinderne, han så der? Hans observante blik tog ikke fejl og han kunne ikke undgå at trække lidt på smilebåndene. Nate mærkede varmen på fingrene og vidste at cigaretten snart ville brænde ham, hvis han ikke skoddede den. Han fiskede en ny smøg op ad lommen og tændte den med den snart-udbrændte. Med den nye cigaret i munden skoddede han den anden i askebægeret. Da han tog det første sug, flakkede hans blik hurtigt over på blondinen igen. Frustration - han var selv ganske bekendt med følelsen. Nate forsøgte, at skjule overraskelsen han fik, da hun talte til ham. Det havde han ligegodt ikke regnet med. Han pustede røgen ud og svarede efter et par sekunder.

”Hey ..” svarede han hende og så afventende på hende. Det lod ikke til at hun havde tænkt sig at sige andet, så han indled samtalen: ”Problemer med en stil?”. For ham, var det sværeste at starte, men det var også det eneste. Så snart de første par sætninger var skrevet ned, lavede stilen nærmest sig selv. Han holdt først pause til slut, hvor han læste det igennem og skrev sin konklusion. Den samme procedure, hver gang og hver gang betalte det sig.

[Sophia Amanda Brooks]

Sophia var ikke bare en smule frustreret. Hun stirrede intenst på blokken og forsøgte at komme på et eller andet kreativt at starte med. Hun kunne godt tænke kreativt. Det kunne hun altså. Bare ikke... bare ikke på kommando. Eller for ofte. Hvis nu kreativt godt måtte være indenfor ordnede rammer, så kunne hun altså godt! Hun kunne også godt lide at male og sådan noget (hun var bare ikke god til det), og det irriterede hende, at hendes lærere troede, at hun var en eller anden OCD-case, som kun kunne skrive kreativt, hvis hun klikkede syv gange med tungen og slog sine magiske rubinsko ned i jorden... Hun knipsede let for sig selv ved åbenbaringen og skrev det ned... vent... rubinsko... Fuck. Det var gjort. Damn you L. Frank Baum. Hun sukkede og stregede det ud igen, før hun opgivende støttede sin pande mod sine knæ med et tungt støn. Hvorfor skulle det være så svært?!

Hun så op, da han svarede på hendes hilsen. Hun havde ikke regnet med, at han ville svare. "Det må du nok sige." svarede hun mørkt og pegede på blokken med et tvært udtryk. "Jeg har fået at vide, at jeg ikke er god nok til at tænke udenfor boksen, så derfor skal jeg skrive noget fiktivt. En fristil. Jeg har ingen retningslinjer fået, ingenting. Jeg skal bare skrive noget kreativt." muggede hun og vendte blokken om, så han kunne se de mange gennemstregede sætninger og frustrerede kruseduller hun havde lavet i sin irritation. "Jeg kan jo ikke bare starten den med noget lamt som... This is the story of how I died." beklagede hun sig og sendte ham et bedende blik.

"Please sig, at du er et kreativt geni og har en god idé, som du har lyst til at sælge? Jeg vil gøre hvad som helst." stønnede hun opgivende og stirrede træt på blokken. Opgaven var blevet stillet for tre dage siden, den var til om to dage, og hun var ikke kommet i gang - det lignede hende frygtelig dårligt.

[Nathaniel Barton]

Nathaniel løftede brynene i overraskelse over hendes noget overtegnede blok - ja det lignede sørme frustration uden lige. Gad vide hvor længe hun havde til at skrive den opgave. Han skiftede stilling på bænken og rettede sig lidt fremad, så hans underarme støttede på det forreste af lårene. Han havde aldrig fået at vide, at han ikke kunne tænke udenfor boksen, men havde aldrig tænkt over hvordan man gjorde - det kom bare til ham. Det kunne også være fordi han havde set livet fra en del af dets mest forfærdelige og brutale sider og han derfor havde været gennem hele sit følelsesregister flere gange over kort tid. Nate faldt lidt i staver, men da Sophia igen henvendte sig direkte til ham, kom han tilbage og så på hende.

”Altså jeg vil nok ikke kalde mig selv et kreativt geni” sagde Nate beskedent med en tøvende mine. Han var ikke typen, der pralede, men han vidste udmærket at han var dygtig fagligt, han holdt det bare for sig selv - som så meget andet, der omhandlede ham selv. Han begyndte at tænke over, hvordan han selv ville håndtere situationen ’at skrive noget kreativt, udenfor boksen’. ”Hvis det var mig, der skulle skrive om noget ’udenfor boksen’” begyndte Nate, før han tog et sug af sin smøg og pustede røgen ud igen, ”så ville jeg nok foretage mig noget, der overhoved ikke ellers ville falde mig ind som person. Så hvis du har oplevet noget, der ikke normalt sker ’i din boks’, kan det være du dermed udvider din horisont”. Så filosofisk havde Nate ligegodt ikke udtrykt sig længe - den slags tanker var bare nogen der susede rundt indeni ham, som så efter nogen tid blev til en stil. ”Det kan være, hvis du er en kontrolfreak at du sætter dig selv i en situation, hvor du absolut ingen kontrol har. Eller hvis du er bange for højder, så tag en tur i London Eye. Skub dig selv ud på glatis. Forstår du hvad jeg mener?” spurgte han og så på hende.

[Sophia Amanda Brooks]

Sophia nikkede og smilede skævt ved hans løftede bryn. "Yeah, my point exactly." medgav hun og rystede opgivende på hovedet af blokken, før hun hev siden af og kylede den i den nærmeste skraldespand i et perfekt kast. Hun betragtede fyren, mens han tænkte. Han var en pæn fyr. Hans kindben var stærke og bestemte og hans øjne intelligente. Hun syntes allerede om ham, selvom hun egentlig før nu havde været en smule intimideret af ham. Spændende type. Hun sad og faldt en smule i staver, mens hendes øjne gled over det lysebrune hår og de klare øjne. Hun blinkede engang, da hun opdagede, at hun stirrede, og skyndte sig at kigge på sin blok igen. Hun skrev sit navn og "engelsk" i toppen af papiret med svungne bogstaver, samt en dato for, hvornår opgaven skulle afleveres. Sophia havde ikke oplevet nogle ret hårde ting igennem sit liv. Hun havde haft det ret let faktisk. Hun havde levet beskyttet hos sine forældre, der altid havde sørget for at tage sig af hende og forsyne hende med alt hun havde brug for. Det hårdeste hun havde oplevet, var en utro kæreste, og det havde været ekstremt hårdt for hende, fordi hun ikke havde prøvet værre. Det fik hende måske til at lyde utrolig pivet, men Sophia kunne jo ikke gøre for, at hun var privelegeret.

Hun smilede skævt, da Nathaniel beskedent afviste at være et kreativt geni. "Men du har tydeligvis flere ideer end jeg." påpegede hun med et drillende blink, da hun kunne se, at han tænkte så det knagede. Hun spidsede læberne tankefuldt, da han foreslog, at hun gjorde noget helt anderledes, som hun aldrig havde gjort før. Noget hun ikke ville være komfortabel med, så hun kom ud af sin komfortzone. Hun stirrede tænkende på hans ansigt i nogen tid, før det gik op for hende, at det højest sandsynligt var ret ubehageligt for ham, at hun stirrede på den måde. Hun knipsede let og hendes øjne skinnede, da hun fik en idé. "Har du planer i aften?" spurgte hun med glimtende øjne. "Bare rolig, ikke til en date!" forsikrede hun hurtigt og holdt sine hænder op som for at understrege, at det ikke var det hun ville. "Vil du med ned til Themsen eller søen og skinny dippe i nat?" spurgte hun med øjne der glimtede af stolthed over hendes geniale idé. Hun havde aldrig været nøgen foran en fyr før, og hun havde bestemt ikke badet i iskoldt vand, så det ville være to store grænser at overskride.

[Nathaniel Barton]

Nate nåede ikke at sige noget, før blondinen snakkede videre og hurtigt forsikrede ham med fagter og det hele om, at det ikke var en date. Han vidste faktisk ikke hvad han ville have svaret, hvis hun rent faktisk havde inviteret ham på en date. Det ville være første gang en pige havde spurgt ham - det var ham selv der plejede at tage det første skridt, da piger ofte fandt ham svær at læse og ikke helt kunne finde ud af hvilke følelser han gik og døjede med. Det havde kostet ham en pige eller to, der røg i svinget, fordi de havde brug for mere bekræftelse fra hans side. Nate havde nu ikke taget det så tungt, da han ikke var typen der faldt pladask for en pige - efter skuffelse og sorg, lod han sig ikke rive med af ingenting. På den måde var han enormt fattet, når det gjaldt en pige han syntes om. Nate kunne skam godt bare flirte med en pige på en bar, hvis han følte for det, men på det seneste havde han haft mere fokus på skolen end på noget andet.

Det næste hun sagde kom endnu mere bag på Nate, end hvis hun havde inviteret ham ud. Skinny-dipping. Midt om vinteren. Det havde han aldrig overvejet at gøre. På trods af Nates værelseskammerats skøre påfund og spontane barture, lå det på ingen måde i Nates natur at gøre noget spontant. Han fulgte skam med, når værelseskammeraten virkelig pressede ham og efter 4 år sammen, kendte han Nate ud og ind, samt hans undskyldninger til de skøre påfund. Skinny-dipping var det ligegodt aldrig blevet til.

”Midt om vinteren?” spurgte han lidt skeptisk og forsøgte at skjule sit smil, ”Med en du lige har mødt?”. Nate prøvede med lynets hast at forestille sig scenariet i sit hoved. Ham med en fremmed pige, ædru, nøgne, midt om vinteren, i koldt vand. Logikken gik ikke helt op for ham. Ganske vidst virkede blondinen flink nok, men det lå bare så fjernt fra Nate. Og dog - der var noget lokkende over at gøre noget helt uventet, som ingen bestemt mening gav. Nate var splittet.
”Ja det er virkelig at prøve sine grænser af, det må jeg nok sige” sagde han med et anerkendende nik, hvorefter han røg videre.

[Sophia Amanda Brooks]

Sophia ville bestemt ikke have, at Nate troede, at hun stod og inviterede ham ud. Hun var alt for... well, ikke genert, han var bare ikke hendes type normalt. Hun var mere til good guys, som charmede hende med søde smil og diskrete komplimenter. Sådan havde Braxton været. Han havde været den søde charmetrold, som hun var faldet pladask for, og som havde inviteret hende ud lidt tøvende, fordi han havde været en del ældre end hende. Han havde altid været sød og respektfuld, og selvom Nate virkede flink nok, så kunne Sophia ikke helt ryste fornemmelsen af, at han var farlig af sig. Derudover havde hun virkelig svært ved at interessere sig for fyre på den måde - hun var ikke ovre Braxton, og hun var ikke sikker på, at hun nogensinde ville komme det, så dates var det sidste i hendes tanker!

Hans chokerede ansigtsudtryk fik hende til at fortryde en smule, at hun havde foreslået det. Hun tænkte tilbage på, hvad hun egentlig havde sagt, og fik lyst til at sparke sig selv. Det var da også en sindssyg ting at foreslå for en fyr hun ikke kendte? Men hey, nu havde hun rodet sig ud i det, så nu kunne hun lige så godt følge den til ende. "Ja. Vinterbadning skal helst foregå nøgen." sagde hun med et uskyldigt smil og sendte ham et par store hundeøjne. "Jeg kommer jo ikke ud af min komfortzone, medmindre jeg sprænger nogle grænser, og hvis jeg bare gør det med mine veninder er der jo ikke noget nyt i det. Jeg har set dem nøgne mange gange." sagde hun og skød underlæben en anelse frem med et bedende blik. "Vi kan drikke os lidt mod til? Jägerte i termokande og store tæpper?" foreslog hun lokkende og sendte ham et blændende (og overhovedet ikke beroligende) smil.

"Please?" bad hun og smuttede ned af sin bænk og over til ham, hvor hun tog fat om hans arm med begge sine, sendte ham et bedende blik og plirrede med øjnene, så hendes øjenvipper viftede mod ham. "Please, please, please, please, please, please, pleeeaaaseeee?" bad hun.

[Nathaniel Barton]

Nate var bestemt ude af sin komfortzone … eller mere præcist, hun var inde i hans komfortzone, som hun hurtigt var over ved siden af ham. Han ville nok have gået med til det allerede, da hun foreslog at de drak sig mod til det. Nate havde vel også godt af at blive udfordret lidt med noget andet end skolerelaterede ting som faglig dygtighed og fysiske udfordringer. Ja .. det ville være godt for ham. Det betød jo ikke noget udover at de dermed begge ville få skubbet deres grænser og prøvet noget nyt. Der ville nok være en snert af en fysisk udfordring i det, da vandet nok ville være usandsynligt koldt. Søen var nok det bedste sted at gøre det - mere afsides og uden risiko for at politiet ville blande sig. Den ville også være en del renere end Themsen. Og der ville ikke være så langt hjem til Akademiet. Ja Nate tænkte praktisk og logisk.

Da hun tog fat i Nates arm, var hans første instinkt at trække den til sig, men han lod være. Det ville være mærkeligt og afvisende og det ville han ikke være. Han var jo ikke en asocial taber - blot lidt tilbageholdende. Nate kunne ikke lade være med at smile let, da hun næsten var på knæ for at få ham overtalt. ”Okay, okay, så gør vi det” sagde han, hvorefter han tog et sug af sin cigaret, ”Men jeg tror ikke, det der te er noget for mig. Jeg tager noget whisky med i stedet for og jeg vil foreslå søen frem for Themsen”. Whisky var godt nok ikke varmt, men det ville varme ham efter dukkerten og få ham beruset hurtigere end øl. Nate slog blidt på cigaretten med pegefingeren, så overflødig aske faldt af og landede på jorden ved siden af hans sko. Hans mørke øjne fulgte askens fald, hvorefter han blinkede og så frem for sig.