Man kan altid stoppe i morgen.

[Willa Allison Young]

Ved et vindue i hjørnet af baren sad en 18-årig pige og så ud på sneen, der for et øjeblik siden var begyndt at dale i bløde bevægelser mod jorden. Det var koldt udenfor og Willa priste sig lykkelig for, at man måtte ryge indenfor, for ellers kunne hun ikke som nu sidde med en smøg i hånden og måtte i stedet stå ude i kulden og klapre tænder. Et stort krus med øl stod foran hende, som hun havde bestilt tidligere på aftenen, men stadig ikke var kommet igennem. Willa havde aldrig været meget for alkohol. Det var egentlig ikke fordi, Willa havde behøvet købe sin drink selv, for en lettere slesk, ung herre havde tilbudt at betale til gengæld for, hun blev siddende ved baren og snakkede med hende, men hun takkede pænt nej. Ligegyldige one night stands havde aldrig været noget for hende, så hvis man skulle have lykken med det, skulle man virkelig kæmpe for det og være super charmerende; ikke som fyren i baren.
Hun tog et hvæs af cigaretten og lukkede kort øjnene, mens hun pustede ud. Efterhånden havde hun røget i noget tid og det var da egentlig også noget værre noget, som hendes bror så pænt mindede hende om hver evig eneste dag. Men hun kunne bare ikke stoppe. Det var blevet som en forlængelse af hendes arm, at have en smøg siddende mellem de to fingre. Som om den var en del af hende, hun bare havde manglet alt den tid, hun ikke havde røget. Det var for åndsvagt, tænkte hun og så ned på den.
“Nu slukker du den, Willa!” mumlede hun stille for sig selv og kneb øjnene sammen, mens hun nedstirrede den glødende smøg. Men noget indeni hende sagde “nej tak” og hun førte den igen op til læberne med et lille, skævt smil. Nej. Man kunne altid stoppe i morgen; ikke i dag... Hun så rundt på folkene derinde og lagde mærke til, hun ikke rigtigt passede ind. Men hun havde altid haft en svaghed for rock og når man ovenikøbet måtte ryge indenfor, var det klart et sted for hende. Uanset hvilke andre folk det så tiltrak.

Musikerne der spillede her til aften, spillede noget roligt David Bowie, hvilket stod godt til Willas smag. Det var ikke alt for hårdt og det blev spillet lavt nok til, at man kunne høre sig selv tænke. Ikke de der barer med neonlys blinkende over det hele og alt for høj pop musik. Nej, her var meget rarere for en down to earth person som Willa. Hun smilede forsigtigt for sig selv, før hun igen lod hovedet dreje sig mod vinduet, hvor sneen stadig faldt til jorden. Et svagt suk sneg sig ud gennem hendes bløde læber. Måske det snart var på tide at vende snuden hjemad. Der var alligevel ikke meget ved at sidde helt alene...

[Jeremiah Kain Adams]

Jeremiah havde nu været ude i det fri i flere måneder, men han var stadig på ingen måder faldet til i verden, og følte sig slet ikke tilpas uanset hvor han kom. Der var tider hvor han kort overvejede om det måske havde været en fejl at flygte fra hospitalet, eller fængslet som han som oftest følte det var, selvom de ikke selv brugte ordet, men nu var han jo oprindeligt også placeret der som led i en straffesag. Det var dog kun ved lejligheder, og det varede sjældent længe før han kom på bedre tanker. Det havde været det rigtige at gøre at tage af sted. Han var nødt til at finde sin plads i verden, og da han efter mange års ophold var overbevist om at det ikke var der, så havde han været nødt til at forlade dem. Og nu var han nødt til at holde sig fri fra deres greb. Men for at gøre det, måtte han undgå at blive fanget, så han måtte forsøge at tilpasse sig. Dette var dog svært, efter så mange år bag låste døre, og han vidste til stadighed ikke hvad han skulle gøre, eller hvordan han skulle håndtere denne situation. Han havde aldrig været alene ude i verden. Han havde end ikke set solen andet end gennem en forstærket vinduesrude og tremmer, og han havde ikke følt vinden mod sin hud, siden den dag på forældrenes mark. Og dengang havde alting været meget anderledes. Tiderne havde forandret sig, og nu var han alene i en verden som føltes større end nogensinde før. Hvilket nok var en naturlig følelse, da han aldrig havde været udenfor den lille by hvor han var vokset op, og siden sit niende år, havde han ikke været udenfor den mental institution han havde været tvangsindlagt på.
Men politiet og de resterende ordensmagter var ikke så problematiske, han havde gjort et ret godt stykke arbejde med at holde dem på afstand, og holde sig fri fra deres kløer, hans største umiddelbare modstander lige for tiden, var vejret. Det havde ikke været så stort et problem i starten, men nu var det vinter, og den stadigt tiltagende kulde udgjorde snart en større trussel end hele politistyrken. De havde trods alt andre ting at beskæftige sig med, og London var et stort område, så der var masser af skjulesteder, og det var snart så længe siden, så deres søgen efter ham var ikke længere så intens som den havde været i starten. Normalt holdt han sig fra offentlige steder, da man stadig til tider kunne komme ud for plakater og andre ting med hans billede på, da de stadig søgte efter ham, han var trods alt vidt efterlyst efter de adskillige mennesker som havde mistet livet for hans hånd. Særligt politibetjenten under hans flugt fra hospitalet, havde gjort dem ret vrede, da politiet aldrig havde været kendt for at være glad for politimordere. Så nærtagende de var. Vejret blev dog stadig værre og værre, og han følte sig derfor nødsaget til at komme indenfor for en tid, og han tog derfor den første mulighed der bød sig. Med lidt held ville sneen og kulden snart aftage tilstrækkeligt til at han kunne overkomme at være ude, så han ikke ville være nødt til at være derinde så længe. Jo længere tid han spenderede på steder med andre mennesker, des større var risikoen jo for at han ville blive genkendt. Han gik ned igennem en stor gade med flere forskellige barer og værtshuse, og så dette som en glimrende mulighed for at få noget ly fra vejret, uden så stor risiko for at blive afsløret. På sådanne steder kunne man finde alverdens typer, og når folk fik noget at drikke blev de mere uopmærksomme, og kerede ikke så meget om forskellige ting, så der ville der nok ikke være så stor risiko for at nogen genkendte ham, som på andre steder. Han smuttede derfor ind på det første sted som umiddelbart så ud til at have tilstrækkelig mennesker til at han ikke ville tiltrække sig for meget opmærksomhed, uden at være for befolket til at han ville kunne overkomme det. Han havde aldrig været så god til andre mennesker, specielt ikke når det kom til store grupperinger. Havde lægerne været her, ville de nok have sagt at det blandt andet skyldtes hans antropofobi, muligvis kombineret med hans aspergers, da det også kunne spille lidt ind og give nogle komplikationer, selvom det ikke altid var tilfældet. Det var mest hvis det var kombineret med andre tilstande som gav lignende symptomer at dette forekom. Det var sådan han endte inde på Hard Rock Caféen. Allerede da han satte fod indenfor døren begyndte han at overveje hvor god en ide det her nu var. Og for hvert sekund der gik, blev det kun værre og værre. Og han var måske også lidt mere indiskret end han umiddelbart kunne have foretrukket. Man kunne nærmest smage usikkerheden i luften idet han trådte ind i lokalet og lod døren gå i bag sig. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv, eller hvor han skulle sætte sine fødder. Uden rigtigt at bemærke hvor han gik hen, hvor han bare bevægede sig lidt rundt for ikke at vække for meget opmærksomhed, endte han oppe ved baren, hvor han stoppede op et øjeblik, mens han overvejede sine næste træk, og hvad han fortsat skulle gøre. En gang imellem kastede han enkelte nervøse blikke rundt om sig, og selvom han forsøgte at være diskret og undgå at gøre sig bemærket, så gik det knap så godt som han kunne have ønsket. Han havde jo boet på hospitalet altid, så han var ikke vant til at være ude i samfundet, og havde ingen ide om hvordan tingene foregik der. Og derfor havde han ingen ide om hvordan han bedst undgik at vække opmærksomhed, da han stadig ikke helt havde lært dette endnu.

[Willa Allison Young]

Da døren åbnede sig påny, så Willa hen mod den og fik straks øje på en mand, der så ud til at være lidt ældre end hende selv. Der var noget ved ham, noget over ham, der fik hende til at få kuldegysninger ned af armene. Hun følte, hun havde set ham et sted før, man hun kunne ikke helt bedømme hvorfra... det var bare en underlig fornemmelse, hun havde. Hvad hun ikke vidste var, at hun nok havde set ham rundt omkring i London på nogen af de mange efterlysningsplakater, men det kunne hun simpelthen ikke komme i tanke om lige nu. Uden at gøre det rigtigt diskret, satte hun sig til at følge ham med øjnene rundt i baren. Han så sig usikkert omkring, som om han flygtede fra nogen. Willa, der var utroligt naiv og troede på det bedste i alle, tænkte straks, han nok var en af de gode, der var på flugt fra de onde. Måske han havde gået på LSA og det var der, hun havde set ham før? Det ville give mening, for det ville også forklare, hvorfor han måske var på flugt eller i hvert fald var paranoid. Men som det jo var med LSA, kunne hun ikke så godt gå hen og spørge, om han havde gået der, for hvis han ikke kendte spionskolen, ville hun have afsløret det hele og det ville de nok ikke blive helt glade for. Ja, hun ville nok blive sagsøgt og det havde hendes familie i hvert fald ikke råd til. Ja eller familie og familie, efterhånden havde hun vel kun sin bror og sin far. Efter hendes mors død, havde de stort set mistet kontakten til hele hendes mors side af familien, minderne gjorde bare for ondt. Og hendes fars familie var stort set allesammen døde, bortset fra nogen fætre, som de aldrig rigtigt havde haft kontakt med. Det var en skam, men Willa klarede sig fint. For hun mente, hun var den heldigste pige i verden, når det gjaldt hendes bror og hendes far.
Der var noget ved manden, Jeremiah, der fik Willas alarmklokker til at ringe, men det var som om, hun var helt ligeglad. Som om hun allerede var fanget af hendes spændene udstråling, uden overhovedet at vide, hvad der foregik inde i ham. Da han placerede sig ved baren, rejste hun sig hurtigt op fra stolen, stadig med smøgen i hånden, som hun lige askede i askebægeret, før hun med den i hånden forlod sit bord og sin øl og gik op mod ham. Hun stillede sig hurtigt ved siden af ham uden at sige noget, før hun tog et hvæs af sin cigaret og pustede røgen lige ud i luften foran sig. Bartenderen dukkede op foran dem og så på dem begge med et kæmpe tandsmil, der tydeligt viste hvor serviceminded, han var.
”Kan jeg byde disse to smukke, unge mennesker noget at drikke?” spurgte han, der tydeligt var en damernes charmør, hvilket fik Willa til at tænke på hendes kære bror. Han ville egne sig perfekt som bartender. Disse tanker viftede hun dog væk på samme tid med, at hun med et lille smil rystede på hovedet til bartenderen. Derpå så både Willa og manden bag disken på Jeremiah, manden der stod ved siden af Willa. Der var bare noget ved ham, der fascinerede Willa og hun ventede spændt på at høre hans stemme, idet han nok ville bestille noget. De færreste kom herind bare for at stå ved disken og glo.

[Jeremiah Kain Adams]

Jeremiah forsøgte at lade sig selv gå et øjeblik, og bare slappe af for et sekund, men dog uden nogen succes. Han havde ikke haft et roligt øjeblik siden han forlod institutionen. Hans paranoia var kun vokset for hvert eneste øjeblik, og hans manglende medicin havde gjort ham utilregnelig, så ikke engang han selv kunne forudse hvad han ville gøre. Og det gjorde det meget svært at falde ind i omgivelserne og gøre sig usynlig. Han forsøgte dog at lære sig selv at forsvinde, men det var svært efter så mange års fangenskab, han vidste jo intet om hvordan man interagerede med mennesker. Han følte pludselig en anden skikkelse nær sig, og ud af øjenkrogen bemærkede han en ung pige som havde stillet sig ved siden af ham, og paranoiaen begyndte igen at stige op i ham, men han holdt det under kontrol. Det var ikke så slemt igen, hun stod der bare, hun sagde ikke noget til ham, hun gjorde ham ikke noget, hun kiggede ikke på ham. Sandsynligheden var lille for at hun vidste hvem han var, eller var ude efter ham. Alligevel dvælede tanken der et sted i baghovedet, og han kunne ikke helt ryste følelsen af sig. Han fik dog slet ikke tid til at tænke længere på dette, idet omgivelserne igen skiftede omkring ham, og snart efter stod bartenderen som var ansat på stedet, bag bardisken foran ham og kiggede i hans retning, inden han adresserede ham og den ukendte pige som stod ubehageligt tæt på. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, og før han kunne nå at reagere følte han et pludseligt stik i brystet, og følte sekunder efter den velkendte, og noget så ubehagelige følelse af kvalme stige op i sig. Angsten som langsomt sneg sig ind på ham, inden den med et pludseligt jag slog til, og satte ind før han overhoved kunne nå at reagere på det. Hans antropofobi havde altid været en hindring for ham, selv de mindste sociale aktiviteter kunne være nok til at slå ham fuldstændig ud. Og andre gange kunne han holde til langt mere end han nogensinde ville have troet. Det var underligt så meget forskel der kunne være. Han formodede at det nok også havde noget at gøre med stressniveauet, som jo i forvejen var rigeligt højt, og det var nok derfor at der ikke skulle så meget til for at sætte hans forsvarsværker i gang som normalt.
Han var nødt til at gøre noget, han var nødt til at reagere på en eller anden måde hvis ikke han skulle vække for megen opsigt, men hvordan? Han vidste ikke hvad der ville være den korrekte måde at reagere i denne situation, og han bandede kortvarigt indvendigt over sin manglende evne til bare at assimilere hvad alle andre gjorde uden videre. Men det var ikke alle aspekter af det menneskelige opførsels- og reaktionsmønster han havde fået afdækket endnu, trods sine intensive studier de seneste par måneder.
Trods hans ekstensive og mangfoldige tankerække, og hans mange komplekse planer om hvordan han skulle reagere og hvordan han ville undgå at vække denne fremmede trussels, som han jo så ham som værende, opmærksomhed, blev det dog ikke til mere end en lettere akavet rysten på hovedet, som nok endte ud i at være noget mindre naturlig end det havde været meningen. Han håbede at dette ikke ville alarmere nogen unødigt, og han overvejede bare at tage af sted igen med det samme, og finde et andet sted, eller om han skulle blive lidt endnu, og se om det fortsat ville gå bedre herfra.

[Willa Allison Young]

Bartenderen så overrasket på det anspændte nik og skævede derefter mod Willa, som om hun kunne forklare det. Da hun dog ikke havde fjernet sit blik fra Jeremiah endnu, sukkede han bare og gik hen til nogen nye kunder i den anden ende af baren. Willa kunne godt mærke, hvordan hun blev lidt skuffet. Han havde ikke bestilt noget, hvilket havde betydet, hun ikke fik lov at høre hans stemme. Det var ikke fordi, hun var typen, der ledte efter one nights stands hele tiden ligesom sin bror, hun var bare fascineret af mennesker og glædede sig ved at lærer nye at kende og desuden hjælpe folk på vej. Ham her virkede særligt som om, han kunne bruge noget af det sidste, da han var helt anspændt og virkede nervøs. Hun fik lyst til at give ham et kram eller noget. Willa havde altid været utroligt naiv, når det gjaldt mennesker og hun troede vitterligt på det bedste i alle, så ikke i sine vildeste fantasier, havde hun forestillet sig, det var en morder, der stod der ved siden af hende. Hun forestillede sig bare, han var genert og havde brug for en ven. En som hende der kunne guide ham. Hvorfor virkede han dog så bekendt? Hun kunne fortsat ikke placere ham og derfor valgte hun roligt at sige;
“Har jeg ikke mødt dig før?” Der var et lille stykke tid, fra bartenderen var gået fra dem og på trods af larmen fra de andre gæster og musikken, blev hun helt overrasket over at høre sin stemme. Som havde hun ikke helt koordineret sin hjerne med sin mund og det bare var fløjet ud af hende. Hun mærkede pludselig noget varmt ved sine fingre og opdagede, hendes smøg næsten var brændt ned. Overrasket skyndte hun sig at slukke den i det nærmeste askebæger og så undskyldende på ham med et lille smil. Han virkede godt nok usikker, men mon ikke hun hurtigt skulle få brudt den is, der var mellem dem. Willa var en menneskeven og for det meste kom hun godt ud af det med alle, fordi hun var så tryg at være sammen med. Man kunne stole på hende no matter what og der ville ikke ske noget frygteligt for en, hvis man var sammen med hende. Det var for det meste kun hende, der kom til skade. Hvilket hun ofte gjorde, når hendes bror ikke var i nærheden for at beskytte hende. Det var han dog for det meste, men han kunne jo ikke følge hende i røven som en hundehvalp følger sin mor hele tiden, så ind i mellem, som nu, var hun på egen hånd. Det var selvfølgelig godt, hun stolede på mennesker, noglegange måtte hun måske bare godt stole lidt mindre på dem.

[Jeremiah Kain Adams]

Jeremiah bandede højlydt indeni over sig selv. Hvordan kunne han være så dum og uforsigtig? Bigfoot kunne komme valsende ind iført et lyserødt balletskørt og spille sækkepibe, mens han akkompagnerede et orgie centreret omkring de syv små dværge og Bubber, mens Mozarts fulde onkel sang spanske folkeviser, og stadig vække mindre opsigt end Jeremiah gjorde lige nu. Han var virkelig nødt til at lære at begå sig i det almindelige samfund, hvis han havde tænkt sig at holde sig i live og i længere tid, og ikke komme til at spendere resten af sine dage i en fire kvadratmeters gummicelle. Men hvad ville et helt almindeligt menneske gøre lige nu, på sådan en, i hans øjne, ganske almindelig og uinteressant vinteraften? Og hvad ville de bestille på et sted som dette? Det var som om at det var tydeligt for selv ham at der var et eller andet helt vildt indlysende over hele situationen, og at det ikke burde være så kompliceret, eller svært at regne ud, men hvor meget han end forsøgte, så kunne han simpelthen bare ikke komme frem til nogen resultater. Og det gik nu pludselig op for ham, hvor hel t igennem tåbelig han måtte fremstå lige nu, og for ikke at gøre det endnu værre for sig selv, og forsøge at redde situationen lidt, vendte han tilbage til nutiden, og så sig kort om. Han vendte sig imod pigen som stadig, af for ham ukendte årsager, stod ved hans side, og nu talte til ham. På trods af støjen som var på stedet, og de mange mennesker, så vidste han godt et eller andet sted at det var ham hun henvendte sig til, og derfor kom han hurtigt frem til at han hellere måtte svare. Det var vel det korrekte at gøre i denne situation, ikke? Han tænkte i et par sekunder over spørgsmålet, men svarede så instinktivt, med en noget usikker stemme, og lettere flakkende øjne, idet han endelig lod blikket falde på hende ”Nej, det eh.. Tror jeg ikke..” I et kort sekund var han ved at gå i panik igen. Havde hun set ham på nogle af plakaterne rundt om i byen? Havde hun set ham på tv? Ville hun genkende ham nu? Han var sikker på at hvis han først blev opdaget på et sådant sted, så centralt i den store by, så ville det ende i problemer. Så vidt han havde observeret befandt politiet sig ofte i områder som dette, nok på grund af de mange barer og værtshuse, og den store mængde af alkoholpåvirkede mennesker, og de kriminaliteter som det ofte hændte at de blev en del af. Han fik dog styr på sig selv, og håbede ikke at hun havde bemærket den kortvarige forandring i hans blik, som dog kun havde varet i omegnen af et sekund.

[Willa Allison Young]

Manden ved siden af hende virkede utroligt nervøs. Willa kunne ikke lade være at få lyst til at fortælle ham, det hele nok skulle gå. At alt ville ordne sig. At hvis bare han lod hende komme ind, kunne hun hjælpe. Men det var svært at fortælle en fuldstændigt fremmed, da han så nok ville se hende som en freak eller det, der var værre. Normale mennesker begyndte ikke at starte en psykologisk samtale midt på en bar. Nej, normalt var de der for at ses med venner, høre god musik eller samle fremmede med op og vågne op til krøllede lagner næste morgen. Ved første øjekast skulle man nok tro, det var det, Willa forsøgte nu, men det var det virkelig ikke. For hende var det bare for at møde et nyt menneske, måske få en ny ven, eller i det mindste bare blive underholdt denne aften. Dog virkede det ikke til, manden havde lyst til nogen af disse ting. Han virkede mest af alt som en, der havde lyst til at stikke af. Men så nemt lod hun ham ikke slippe. Han havde gjort hende nysgerrig og vækket hendes hjælpsomme side til live. Hun skulle bestemt høre, hvad der var med ham, før hun lod ham gå. Det var dog ikke helt fryd og gammen i hendes indre, for hendes spionssans ringede stille i baggrunden og fortalte, at noget var galt. For hun havde bestemt set ham før - og det var ligesom om, det ikke var postive tanker, der dukkede op i hendes hoved, når hun så på ham. I hvert fald ikke et sted i hendes baghoved. Der fortalte noget hende, at der var fare på færde. Men hun valgte at ignorere det og bare sige;

“Det var underligt, for jeg er sikker på, jeg kan kende dig et eller andet sted fra!” Hun smilede betryggende til manden for ligesom at gøre ham mere sikker. Prøve at vække hans tillid, så han ikke længere var så bange omkring hende. Willa gjorde bestemt ingen fortræd, tværtimod. Så kunne hun måske også få lov at høre, hvad han var så bange for. Normalt plejede Willa at kunne trænge igennem til selv den mest indelukkede person, men hun kunne ikke vide, hvor stor en hemmelighed denne mand bar på og hvor lille chance der var, for at han faktisk lukkede op. For det ville betyde, at hun var nødt til at anmelde ham og som spion - sikkert også fange ham. Selvom han selvfølgelig ikke kunne vide, hun var spion, måtte han kunne tænke sig til, det ikke var det smarteste at fortælle en tilfældig pige på en bar, at han var morder og var stukket af fra en psykiatrisk afdeling. “Mit navn er Willa. Willa Young,” præsenterede hun sig og rakte hånden ud mod ham som hilsen. Det ville blive et lettere akavet håndtryk, da de trods alt stod ved siden af hinanden og ikke overfor, som man plejede, når man gav hånd. Men alt kunne lade sig gøre.

[Jeremiah Kain Adams]

Jeremiah var langt fra tryg ved situationen. Han var ved at begynde at slappe lidt af nu, men dog ikke meget, da han bare ikke rigtigt kunne tillade sig selv det. Dog var han ikke nær så tæt på et sammenbrud længere, som han havde været for et øjeblik siden, og overraskende nok, syntes han at føle pulsen falde igen, selv uden sin medicin. Normalt var han blevet proppet fuld af piller og sprøjter i sådan en situation, hvis lægerne havde opdaget det, for at undgå at han mistede besindelsen, selvom det dog ingen garanti var, men var han for tæt på kanten og de kunne se det ,blev han som regel isoleret fra de andre. Han havde aldrig fundet det nødvendigt. Han gjorde jo ingen noget, medmindre de fortjente det, eller han havde en grund til det. Eller i selvforsvar. Bortset fra Jonathan. Han havde intet gjort for det, og selvom Jeremiah ikke følte nogen anger for hvad han havde gjort, så er han sikker på at han ville have gjort det hvis han havde været som alle andre. Og talte det så egentlig ikke også lidt? Han vidste det ikke. Han havde aldrig været i stand til at føle empati eller anger. Men han havde været tæt på, dengang med Jonathan, eller det troede han i hvert fald. Lægerne sagde at det skyldtes hans diagnoser, at han ikke følte alle de ting han hørte de andre snakke om. Han vidste ikke om det var rigtigt, men lægerne var kloge, ifølge alle de andre, så de havde nok ret. Selvom det ikke var altid den medicin de gav ham virkede helt. Han havde aldrig fortalt lægerne hvad han havde følt, dengang Jonathan døde. De vidste hvad der var sket, men de vidste ikke noget om hans tanker, som var det kun et øjeblik, men længe nok til at han stadig kunne huske det. Tomheden i ham, følelsen af at være alene, og ikke have nogen plads i verden. Han følte det stadig nogle gange i dag, og det var ikke en rar følelse.
Pigen her virkede rar nok, indtil videre havde hun ikke gjort ham noget, hun havde kun kigget på ham, selvom han ikke viste at han vidste det, men han havde godt lagt mærke til det. Men han vidste jo ikke hvad hun tænkte, eller hvad hun kunne eller måske ville gøre ved ham, så han kunne ikke stole på hende. Ligesom lægerne hjemme på hospitalet. De havde forsøgt at få ham overbevist om at han kunne stole på dem, at de ville hjælpe ham, men selvom han havde fortalt dem ting, havde han aldrig stolet på dem. Ikke rigtigt. Der havde været nogle der, som havde virket gode nok, men mange af dem viste sig at være nogle helt andre end de udgav sig for. Det kunne han ikke lide. Derfor kunne han ikke stole på dem. Og hvordan skulle han nogensinde kunne stole rigtigt på nogen så? Han forstod ikke hvordan nogen gjorde det. Man kunne aldrig vide hvordan folk var indeni, uanset hvor søde og flinke de lod til at være udenpå.
Jeremiah så på pigen ved siden af sig, og forsøgte at regne ud om han burde blive her, og svare hende, eller løbe ud og væk fra stedet så hurtigt han kunne. Han valgte det første. ”Jeg har nok bare et af de ansigter..” sagde han, og smilede til hende, en smule usikkert, men ikke så meget så det gjorde noget. Han havde ingen ide om hvad det betød, men han havde hørt nogle sige det hjemme på hospitalet, og så vidt han havde observeret, passede det ret godt i den her sammenhæng. Selvom det for ham ikke gav nogen mening, men det var nok en af de der underforståede talemåder, med skjult betydning som folk havde så mange af. Alle andre virkede til at det gav helt fantastisk mening, så noget måtte der være om det. ”Jeg hedder Jonathan..” præsenterede han sig selv, med en overraskende sikker og overbevisende stemme, langt mere end da han havde snakket almindeligt før. Af en eller anden grund virkede det helt naturligt at sige det, selvom han aldrig havde brugt sin afdøde lillebrors navn, siden han mistede ham. Ikke engang overfor lægerne, han havde omtalt ham flere gange, men aldrig ved navn. Men han vidste at han ikke kunne stå her og sige til hende sit rigtige navn, dum var han jo ikke. Og Jonathan’s navn var bare det første som kom til ham, så han havde reageret instinktivt. Da hun rakte hånden frem imod ham, rakte han sin egen frem og greb kort hendes, i et blidt, forsigtigt greb, inden han lidt for hurtigt efter slap den. Han var ikke så god til berøring. Han var ikke vant til det.