Post by Eve Miller on Jan 13, 2012 9:03:43 GMT 1
Dato: 21/3
I dag klokken 5 om morgen blev vi alle vækket. Vi skulle på en såkaldt overlevelsestur, sammen med nogle af lærerene. Læreren der havde ansvaret for vores hold var Raphael Rosenberg, hvilket fik de fleste til at gyse af skræk. Spørgsmålet om vi overhovedet ville overleve overlevelsesturen spøgte i vores alles hoveder. (GISP)
Det forgik gennem bjerglandskab og til sidst en vild skov. Bjergbestigningen var nem nok, for de fleste af os, men da vi kom op på toppen, fik vi af vide, at vi selv skulle skaffe mad. Hvis en mission går galt, skal en spion selv kunne klare sig selv.
Mit hold havde dog, nogle gode overlever med, og de viste os andre, hvilken små planter vi kunne samle. Det blev til en meget tynd, krydret suppe. (Jeg gør det aldrig igen!)
Tidligt om morgenen pakkede vores team sammen. Solen var ved at stå op. Raphael ville have os alle først ned af bjerget. Han havde åbenbart væddet med de andre lærer, og det var nu blevet til en konkurrence. Vi begyndte stigningen ned. Jeg mistede min taske, og var også ved at miste livet, da et klippestykke faldt sammen under mine fødder. En fra mit team, nåede at gribe mig. Jeg måtte hænge på ryggen af ham resten af vejen ned, da Raphael ikke havde mere klatreudstyr. (Pinligt, eftersom klatring, er noget af det jeg er bedst til, og jeg havde pralet om det. Christ)
Da vi kom ned fra bjerget, var de andre på vej ned. Vi kunne høre deres lærer skælde dem ud. Vi løb igennem skoven. Der duftede skønt, og selvom vi var trætte og musklerne gjorde ondt, vidste vi at på den anden side af skoven var civilisationen. Jeg var en af dem der glædede sig mest til et bad!
Efter to timer var vi faret vild. Ikke engang Raphael kunne fortælle hvor vi var henne, da han ikke havde noget kort på sig. (Typisk). Vi slog lejre ved en bæk, og tændte et bål, samt lavede nogle primitive telte. Jeg var ikke den eneste, der var smadret den dag. Vi alle havde vabler.
Om natten vågnede vi af lyde fra et stort dyr. Raphael bad os være stille, og ikke røre os eller tænde noget lys. Først da lydene var holdt op, kunne vi sove videre. Vi havde ikke fået særlig meget at spise den dag.
Vi stod op, og pakkede sammen da solen begyndte at stå op. Der var fodspor efter dyr rundt om i lejren. Raphael forbød os at råbe efter hjælp, men fik mig til at tage beslutningerne om hvilken vej vi skulle gå. Jeg er LEADER, så det forkom mig naturligt. Vi gik uden andet end nogle rå svampe til at spise. Ryggen og skuldrene gjorde ondt, og benene var udmattet. En fra mit team var åbenbart en mygge magnet, for hun havde stik over hele kroppen. Ved middagstid vadede vi over en bæk, hvilket hurtigt gjorde mig upopulær. Alle var nu gennemblødte. Jeg fulgte bare solen, for jeg havde lagt mærke til, hvilken vej vi havde gået på vej væk fra skolen, og gik nu den modsatte.
Solen var lige ved at gå ned, da vi kom til en vej. Lettet og med fornyet mod begyndte vi at følge den. Vi begyndte at synge, for at holde humøret oppe. Det var helt sjovt, selvom kroppen skreg på mad og hvile. Mine fødder kunne næsten ikke mere. En bil holdte til siden ved os, og spurgte om vi ville have et lift ind til byen. (SELVFØLGELIG!!!)
Teamet sad omme på ladet, mens Raphael satte sig ind på passagersædet. Vi sang så højt vi kunne, mens solen gik helt ned, men vi var bare så lettet, over helvedet snart var overstået. Da vi kom til byen, fik vi endnu et lift til London. Den var over midnat, før vi kunne traske op på akademiet. Vi kom i vores nattøj, men blev kaldt ned til spisesalen. Her havde køkkenet lavet varmt kakao eller te til os. Der var også nogle sygehjælper, som kunne se på vores skader, for at være sikker på det ikke var noget alvorligt. Vi fik mad, og nogle piller til vores mave, for at slå de bakterier ihjel, som vi nok havde spist sammen med urterne og planterne.
Vi var nummer 2 hold, der var kommet ind på akademiet.
Endelig kunne vi traske op i seng. Tak for en god overlevelsestur. (I'm serious! Jeg gør det aldrig igen!)
I dag klokken 5 om morgen blev vi alle vækket. Vi skulle på en såkaldt overlevelsestur, sammen med nogle af lærerene. Læreren der havde ansvaret for vores hold var Raphael Rosenberg, hvilket fik de fleste til at gyse af skræk. Spørgsmålet om vi overhovedet ville overleve overlevelsesturen spøgte i vores alles hoveder. (GISP)
Det forgik gennem bjerglandskab og til sidst en vild skov. Bjergbestigningen var nem nok, for de fleste af os, men da vi kom op på toppen, fik vi af vide, at vi selv skulle skaffe mad. Hvis en mission går galt, skal en spion selv kunne klare sig selv.
Mit hold havde dog, nogle gode overlever med, og de viste os andre, hvilken små planter vi kunne samle. Det blev til en meget tynd, krydret suppe. (Jeg gør det aldrig igen!)
Tidligt om morgenen pakkede vores team sammen. Solen var ved at stå op. Raphael ville have os alle først ned af bjerget. Han havde åbenbart væddet med de andre lærer, og det var nu blevet til en konkurrence. Vi begyndte stigningen ned. Jeg mistede min taske, og var også ved at miste livet, da et klippestykke faldt sammen under mine fødder. En fra mit team, nåede at gribe mig. Jeg måtte hænge på ryggen af ham resten af vejen ned, da Raphael ikke havde mere klatreudstyr. (Pinligt, eftersom klatring, er noget af det jeg er bedst til, og jeg havde pralet om det. Christ)
Da vi kom ned fra bjerget, var de andre på vej ned. Vi kunne høre deres lærer skælde dem ud. Vi løb igennem skoven. Der duftede skønt, og selvom vi var trætte og musklerne gjorde ondt, vidste vi at på den anden side af skoven var civilisationen. Jeg var en af dem der glædede sig mest til et bad!
Efter to timer var vi faret vild. Ikke engang Raphael kunne fortælle hvor vi var henne, da han ikke havde noget kort på sig. (Typisk). Vi slog lejre ved en bæk, og tændte et bål, samt lavede nogle primitive telte. Jeg var ikke den eneste, der var smadret den dag. Vi alle havde vabler.
Om natten vågnede vi af lyde fra et stort dyr. Raphael bad os være stille, og ikke røre os eller tænde noget lys. Først da lydene var holdt op, kunne vi sove videre. Vi havde ikke fået særlig meget at spise den dag.
Vi stod op, og pakkede sammen da solen begyndte at stå op. Der var fodspor efter dyr rundt om i lejren. Raphael forbød os at råbe efter hjælp, men fik mig til at tage beslutningerne om hvilken vej vi skulle gå. Jeg er LEADER, så det forkom mig naturligt. Vi gik uden andet end nogle rå svampe til at spise. Ryggen og skuldrene gjorde ondt, og benene var udmattet. En fra mit team var åbenbart en mygge magnet, for hun havde stik over hele kroppen. Ved middagstid vadede vi over en bæk, hvilket hurtigt gjorde mig upopulær. Alle var nu gennemblødte. Jeg fulgte bare solen, for jeg havde lagt mærke til, hvilken vej vi havde gået på vej væk fra skolen, og gik nu den modsatte.
Solen var lige ved at gå ned, da vi kom til en vej. Lettet og med fornyet mod begyndte vi at følge den. Vi begyndte at synge, for at holde humøret oppe. Det var helt sjovt, selvom kroppen skreg på mad og hvile. Mine fødder kunne næsten ikke mere. En bil holdte til siden ved os, og spurgte om vi ville have et lift ind til byen. (SELVFØLGELIG!!!)
Teamet sad omme på ladet, mens Raphael satte sig ind på passagersædet. Vi sang så højt vi kunne, mens solen gik helt ned, men vi var bare så lettet, over helvedet snart var overstået. Da vi kom til byen, fik vi endnu et lift til London. Den var over midnat, før vi kunne traske op på akademiet. Vi kom i vores nattøj, men blev kaldt ned til spisesalen. Her havde køkkenet lavet varmt kakao eller te til os. Der var også nogle sygehjælper, som kunne se på vores skader, for at være sikker på det ikke var noget alvorligt. Vi fik mad, og nogle piller til vores mave, for at slå de bakterier ihjel, som vi nok havde spist sammen med urterne og planterne.
Vi var nummer 2 hold, der var kommet ind på akademiet.
Endelig kunne vi traske op i seng. Tak for en god overlevelsestur. (I'm serious! Jeg gør det aldrig igen!)
