Post by Kim Getzov on Jan 13, 2012 19:16:52 GMT 1
Kim kom traskende ind af døren til restauranten , lidt hektisk, da han allerede var lidt sent på den. Trafikken havde været elendig, og Kim var ret sikker på at hans taxi havde taget en lang omvej for at tjene flere penge. Kim skulle havde slået hans tænder ud, men han ville helst undgå at skulle forklare blodpletter på sit tøj. Han var klædt som altid med en mørkegrå uldfrakke og et par mørke jeans. Han børstede lidt sne af hans frakke mens han kastede et blik rundt i restauranten. Han kunne umildbart ikke se Eve nogen steder. Han undrede sig lidt om han virkelig var kommet før hende, skete ellers sjældent. Måske sad hun bare et sted han ikke kunne se fra døren. En tjener ung kvindelig tjener med en stor stak menuer under armen talte til ham.
"Et bord til én?" Spurgte hun med et smil. "Ehm.." Sagde Kim og kastede endnu et blik rundt i restauranten og forventede fuldt og fast at Eve ville vinke til ham fra en af bordene. Ingen. "Eh, nej.." Sagde Kim og vendte hans kølige blik tilbage imod tjeneren. "Eve Miller burde have bestilt bord.." Tjeneren syntes at skjule et gys over Kims tonefald med et smil, før hun hen og kiggede i en reservationsbogen. "Ah ja, Frøken Miller har bestilt bord til to, men hun er vist ikke dukket op endnu, lad mig følge dig til jeres bord." Kim fulgte med hende og tænkte kort over hvorfor Eve måske var forsinket, mon også hun havde haft problemer med trafikken. Den her by, tænkte Kim for sig selv, og satte sig ved det anviste bord. Den er by, at nogen gider at bo her, tænkte han før tjeneren igen talte. "Kunne du tænke dig noget at drikke? Vi har et godt vin-kort, dagens speciel vin er fra Holland, brygget af munke i et kloster på.." Kim afbrudte hende ved at hæve hans hånd som en gestus. Han hævede så en enkel finger. "Et glas vand." Sagde han stille før han dovent trak en ældre udseende mobiltelefon frem fra sin inderlomme. Tjeneren kiggede lidt paf på ham før hun så skyndte sig væk. Kim var ligeglad.
Der var ingen beskeder i indbakken, ingen ubesvarede opkald. "Sært.." Sagde Kim stille for sig selv før han vendte blikket imod indgangen han selv var kommet ud af. Hun ville nok snart træde ind, godt sur over et eller andet. Hun havde sikkert brækket et negl eller noget. Han lod telefonen dumpe tilbage i inderlommen og sad lidt og lyttede til den stille musik der spillede i restauranten. Det mindede ham om nattelivet på Cuba, bare med mindre prostituerede. Han holdt blikket imod døren et stykke tid, indtil tjeneren kom med hans vand. Han takkede ikke, nikkede blot og hun skyndte sig hurtigt væk igen, som var hun bange for ham. Han drak lidt af vandet og tvang sig selv til ikke at kigge på indgangen, hun ville nok snart være der. Og selv hvis hun ikke gjorde, så ragede det da ikke ham. Han var alligevel sulten og trængte til at komme lidt ud, kunne man da sagtens gøre alene.
Længe sad Kim ved bordet og kiggede på sit halvtomme glas med vand, og ville med jævne mellemrum tage sin telefon op og kigge på det ridsede display. Ingen beskeder, ingen opkald. Han fortsatte denne rutine i en rum tid, hans stolthed tillod ham ikke at ringe til hende. Samtidig kunne han ikke få sig selv til at gå, han havde jo lovet at være her. Havde han ikke? Han tænkte tilbage dagen før, om hvordan hun nærmest havde beordret ham til at være her idag, på denne restauranten på dette tidspunkt.
Hans fingre trommede imod bordpladen i et minuts tid før de endelig gled ind i hans inderlomme og fandt telefonen frem igen. Han trykkede Eves nummer ind, og fik straks en fejlmelding. Var hendes telefon slukket? Lignede hende ellers ikke. Havde det her bare været en joke på ham? Han måtte virkelig se dum ud nu. Han lod telefonen glide tilbage i hans inderlomme før han rejste sig op fra sin stol. Han kastede et sidste blik rundt i restauranten og forventede næsten at se en kollega stå og fnise af ham. Se den dumme russer, han ved ikke hvordan tingene fungere i vesten. Han ved ikke hvordan man går på fin restaurant. Han fnøs koldt og forlod restauranten. På bordet, ved siden af det halvtomme vandglas, stod en lille fødselsdagsgave med fint rødt gavepapir med et tyndt guldbånd omkring. På dets kort stod der med sjuskede bogstaver fra en kuglepen. "Til Eve fra Kim."
"Et bord til én?" Spurgte hun med et smil. "Ehm.." Sagde Kim og kastede endnu et blik rundt i restauranten og forventede fuldt og fast at Eve ville vinke til ham fra en af bordene. Ingen. "Eh, nej.." Sagde Kim og vendte hans kølige blik tilbage imod tjeneren. "Eve Miller burde have bestilt bord.." Tjeneren syntes at skjule et gys over Kims tonefald med et smil, før hun hen og kiggede i en reservationsbogen. "Ah ja, Frøken Miller har bestilt bord til to, men hun er vist ikke dukket op endnu, lad mig følge dig til jeres bord." Kim fulgte med hende og tænkte kort over hvorfor Eve måske var forsinket, mon også hun havde haft problemer med trafikken. Den her by, tænkte Kim for sig selv, og satte sig ved det anviste bord. Den er by, at nogen gider at bo her, tænkte han før tjeneren igen talte. "Kunne du tænke dig noget at drikke? Vi har et godt vin-kort, dagens speciel vin er fra Holland, brygget af munke i et kloster på.." Kim afbrudte hende ved at hæve hans hånd som en gestus. Han hævede så en enkel finger. "Et glas vand." Sagde han stille før han dovent trak en ældre udseende mobiltelefon frem fra sin inderlomme. Tjeneren kiggede lidt paf på ham før hun så skyndte sig væk. Kim var ligeglad.
Der var ingen beskeder i indbakken, ingen ubesvarede opkald. "Sært.." Sagde Kim stille for sig selv før han vendte blikket imod indgangen han selv var kommet ud af. Hun ville nok snart træde ind, godt sur over et eller andet. Hun havde sikkert brækket et negl eller noget. Han lod telefonen dumpe tilbage i inderlommen og sad lidt og lyttede til den stille musik der spillede i restauranten. Det mindede ham om nattelivet på Cuba, bare med mindre prostituerede. Han holdt blikket imod døren et stykke tid, indtil tjeneren kom med hans vand. Han takkede ikke, nikkede blot og hun skyndte sig hurtigt væk igen, som var hun bange for ham. Han drak lidt af vandet og tvang sig selv til ikke at kigge på indgangen, hun ville nok snart være der. Og selv hvis hun ikke gjorde, så ragede det da ikke ham. Han var alligevel sulten og trængte til at komme lidt ud, kunne man da sagtens gøre alene.
Længe sad Kim ved bordet og kiggede på sit halvtomme glas med vand, og ville med jævne mellemrum tage sin telefon op og kigge på det ridsede display. Ingen beskeder, ingen opkald. Han fortsatte denne rutine i en rum tid, hans stolthed tillod ham ikke at ringe til hende. Samtidig kunne han ikke få sig selv til at gå, han havde jo lovet at være her. Havde han ikke? Han tænkte tilbage dagen før, om hvordan hun nærmest havde beordret ham til at være her idag, på denne restauranten på dette tidspunkt.
Hans fingre trommede imod bordpladen i et minuts tid før de endelig gled ind i hans inderlomme og fandt telefonen frem igen. Han trykkede Eves nummer ind, og fik straks en fejlmelding. Var hendes telefon slukket? Lignede hende ellers ikke. Havde det her bare været en joke på ham? Han måtte virkelig se dum ud nu. Han lod telefonen glide tilbage i hans inderlomme før han rejste sig op fra sin stol. Han kastede et sidste blik rundt i restauranten og forventede næsten at se en kollega stå og fnise af ham. Se den dumme russer, han ved ikke hvordan tingene fungere i vesten. Han ved ikke hvordan man går på fin restaurant. Han fnøs koldt og forlod restauranten. På bordet, ved siden af det halvtomme vandglas, stod en lille fødselsdagsgave med fint rødt gavepapir med et tyndt guldbånd omkring. På dets kort stod der med sjuskede bogstaver fra en kuglepen. "Til Eve fra Kim."
