Free at last

[Nathaniel Barton]

Med tunge, trætte skridt slæbte Nathaniel sig selv op ad de sidste trapper, hen ad gangen og ind på sit værelse. Det var sent på eftermiddagen og han havde været i skole siden morgenens første timer. Street-fight i sidste time. Nate elskede teknikkerne de lærte og den passion, der fulgte med. Tilgengæld kunne han godt være foruden den udmattelse, det medførte. Nate lukkede døren efter sig og smed skoletasken på gulvet ved siden af hans seng, hvorefter han skiftede til en mørkegrå t-shirt og et par sweatpants. Han rodede kort i lommen, på jakken han netop havde smidt på sengen og fandt sin pakke med smøger frem. Den var halvtom, så der var lige plads til en ligther. Nate stak en cigaret i munden, utændt og rejste sig for at åbne vinduet. Han ville ikke genere nogle roommates med lugten af røg, desuden måtte man ikke ryge indendørs, men det rørte ham ikke. Værelset var vendt væk fra gården og resten af skolebygningen, så ingen lærere kunne se ham - en af grundene, han havde ønsket netop dette værelse, da han skulle op til 4. årsfløjen. Da vinduet var åbnet, satte Nate sig i vindueskarmen med et ben hængende ud af vinduet. Han tændte sin cigaret og tog et sug, hvorefter han pustede det ud i luften udenfor. Det eneste han manglede nu var en kop sort kaffe, men han orkede virkelig ikke at hente en. Måske skulle han købe en kaffemaskine til at have på værelset, det ville være fedt. Nate lænede sig op ad siden på vinduet og tog endnu et sug af cigaretten. Somme tider irriterede det ham faktisk at han ikke kunne se skolegården. Lidt underholdning i form af et par forvirrede 1. årselever, der ikke kunne finde deres klasselokale eller eget værelse, ville have været helt i orden - men så ville han ikke have haft den luksus, at kunne ryge på værelset. Nate røg ikke på værelset ofte, kun af dovenskab eller hvis vejret var alt for dårligt, såsom silende regn eller snestorm. I dag var det bare træthed.

[Matt Dylan Young]

Et højt grin hørtes ude på gangen, før en stemme sagde; “Vi ses, drenge.” og døren ind til værelset, hvor Nate sad og røg blev smækket op. Væltende ind, nærmest snublede over sine egne ben af bar iver, kom Matt ind. Han fik hurtigt øje på Nate i vinduet, efter at have smækket døren bag sig og hans ansigt flækkede ud i et stort smil.
“Hey bro,” hilste han og løftede hånden som hilsen, før han vendte en stol, der stod på værelset mod Nate, så han kunne se på ham og sidde ned samtidig. Han satte sig omvendt på stolen, så hans ben hang ned ved hver side af ryglænet og og hans mave var lænet mod det. Derpå begyndte han at vippe lidt på den, mens han fortsat smilede til hans roomate Nate.
“Har du set hende Freja? Jeg tror, hun er fra vores årgang... men jeg siger dig... det ville ikke gøre noget,” begyndte han og blinkede muntert til Nate, før han igen grinede lidt. Der var altid gang i Matt og han var flere gange blevet mistænkt for at have ADHD, da han altid skulle have fart over feltet, dog nogen gange mere end andre. Han var særligt meget oppe at køre netop nu, da han lige havde været til træning. Han havde en grå tanktop på og et par sorte jogginbukser, så det var tydeligt, han lige kom fra et af hans kampsportsfag, mere specifikt i dag; boksning. Når det skete, var der ikke noget kedeligt ved Matt, men man kunne i længden blive lidt træt af det. Især en fyr som Nate måtte sikkert til tide sige fra, da han var mere en stille og rolig fyr end Matt, der altid ville have gang i den.

”Har du egentlig nogen damer i søgefeltet?” spurgte Matt så og så ud af vinduet, før han igen lod opmærksomheden falde på Nate. Han følte, at Nate og ham var kommet tæt nok på hinanden de sidste par år som roomates, at han godt kunne tillade sig at spørge om det, men man vidste aldrig med en fyr som Nate. Han var altid lidt mystisks omkring sig selv og ville ikke altid dele alt, som Matt jo ingen problemer havde med; ja han dele nærmere lidt for meget ind i mellem. Hans stakkels scoringer på barer skulle bare vide, hvordan han pralede dagen efter med dem, så var de nok ikke helt så tændte på ham mere. Det var ikke fordi, han gjorde det ondsindet, han havde bare et forskruet billede af kvinder og så dem mest som noget, man bare kunne gøre... men han havde dog et par enkelte hunkønsvenner, så det var ikke fordi, han slet ikke vidste det. Han glemte bare af og til, hans pigevenner faktisk var... ja... piger.

[Nathaniel Barton]

Nate så hen mod døren, da den blev åbnet - det var bare Matt, højlydt og glad som altid. Selv var Nate oftest i godt humør, han viste det bare ikke på samme måde som Matt formåede. Det var kun blandt de få nære venner han havde, at han rigtig slappede af - årene på gaden, med folk, der ikke stolede på hinanden havde sat sine spor på sig og han havde lært at holde følelserne på indersiden. Hvis man viste frygt eller kiggede forkert på den forkerte person ... ja det kunne gå grueligt galt.
"Hva' så?" svarede Nate til Matts hilsen og tilføjede et nik. Han tog cigaretten i munden og så afventende på Matt, ventede på hans seneste historie om en eller anden dulle, han netop havde fået tryllebundet eller weekendens vilde drukture. Der gik ikke længe, før det gik præcis som Nate forventede - en eller anden pige blev bragt på banen. Nate vidste godt hvem det var af navn og rygte, men han havde aldrig snakket med Freja eller en stor del af de andre piger, som Matt fik trukket ind med sit charme-net. Nate snakkede skam med piger, det var ikke det - han valgte dem bare med stor omhu. Eller ... det var han begyndt på. Før i tiden lignede han Matt, bare ikke på en venlig og charmerende måde - mere en, der lokkede pigerne ud i noget rod, de endte med at fortryde. En af de ting, Nate valgte at holde for sig selv - som han gjorde med de fleste ting, der omhandlede hans tid før LSA.
Nate nikkede til hvad Matt sagde, for at signalere, at han rent faktisk hørte efter uden at give et direkte svar til Matts betagen af Freja. Han rakte ud efter morgenens kaffekrus og stillede det i vindueskarmen, hvorefter han skoddede sin cigaret i kaffe-bundsjatten. Mens han straks tændte en ny cigaret, stillede Matt ham et spørgsmål om piger. Han tog et sug af cigaretten og pustede ud igen før han svarede.
"Årh du ved ..." startede han ud, mens blikket flakkede ud ad vinduet før han så på Matt, "nogle af 3. årgangspigerne er da okay. Men jeg kan jo ikke nå at bestemme mig, før du har været der og så er det jo ikke sjovt mere". Han sendte sin kammerat et drillende smil, før han igen rettede opmærksomheden mod sin smøg.

[Matt Dylan Young]

Første gang Matt havde mødt Nate, havde han svært ved at forestille sig, hvordan de skulle blive rigtigt gode venner. Ikke fordi han ikke havde regnet med, de ville kunne snakke sammen, for Matt kunne snakke med stort set alle, men fordi Nate og Matt var så forskellige på alle måder. Alligevel havde de efter de seneste år, hvor de havde boet sammen, kommet ret tæt ind på livet af hinanden. Matt vidste godt, at Nate var glad for ham, men hvis ikke Matt havde presset lidt på i starten, var de ikke blevet, som de var nu. For Nate var ikke helt så social som Matt. Men hvem var også det? Matt elskede mennesker og snakkede med alle. På den måde mindede hans søster Willa og ham meget om hinanden; de var udadvendte og holdte sig ikke tilbage, bare fordi den anden var lidt tilbageholdene. Der gemte sig godt i alle. Det troede Willa i hvert fald på. Matt var lidt mindre naiv og vidste godt, nogen ikke havde helt gode intentioner. Han havde lært at passe på sig selv samtidig med at prøve at flest mulige venner.

Da Nate sendte ham et drillende smil efter hans lille kommentar, grinte Matt højt og muntert igen. Han var i farligt godt humør, hvilket han næsten altid blev efter træning. I modsætning til Nate fik Matt energi af at bevæge sig, det var som en selvforstærkende cirkel. Der skulle meget til at gøre ham rigtigt træt, men om natten sov han til gengæld også som en sten. En snorkende sten man ikke kunne vække, om man så stod med to grydelåg og slog dem mod hinanden over hans hoved.

“Du skal bare ind i kampen. Ved du hvad? Vi tager på bar,” sagde Matt ivrigt og skyndte sig at tilføje; “Og det er ikke til diskussion. Ingen undskyldninger. Næste fredag?” Matts smil blegnede en smule, da hans blik faldt på smøgen i Nates hånd. Han vidste godt, Nate ikke havde tænkt sig at stoppe og det var også hans eget valg, Matt var ikke hans mor; men han havde det alligevel med at komme med et par kommentarer til det ind i mellem. Bare for at Nate ikke glemte, hvordan han havde det med det. Nate var trods alt Matts ven og han ville ikke risikere at miste ham til noget så dumt som rygning. Matt havde aldrig forstået rygning. Hans søster røg også som en skorsten og han kunne ikke tælle på 60 hænder, hvor mange gange han havde forsøgt at få hende til at stoppe. Hun bare nægtede - det stædige væsen.
“Dude,” begyndte han og forsøgte at lægge ansigtet i seriøse folder, idet han puffede til Nates ben, som var det eneste, han kunne nå derfra hvor han sad. “Det er ikke godt for dig.” Et øjeblik sad han og så på ham med et alvorligt ansigtsudtryk, før han stoppede og blinkede muntert til ham. “Jeg er satme en god roomate, sådan at lade dig ryge på værelset uden at buste dig, hva?” Han så på ham med et lille, drillende smil, som kunne han faktisk godt finde på at løbe ned og sladre til en lærer. Men det kunne han selvfølgelig ikke. Det var Nates eget liv og Matt døde ikke af, værelset lugtede af røg. Han var vant til det fra så mange andre steder af.

[Nathaniel Barton]

Da Matt foreslog .. nej bestemte at de to skulle på bar, skulle Nate lige til at protestere. Han kunne skam godt lide at gå på bar - bare med gutterne, for at drikke nogle øl og slå lidt huller i luften. At score en pige på en bar, det var fortid for ham. Hvis han skulle gå hen og få en kæreste krævede han kvalitet, en, han ikke behøvede at gemme sig for. Desuden var det problematisk for ham at holde kontakten med folk, der ikke kendte til LSA - derfor ville det være langt nemmere, hvis han fandt en pige indenfor LSAs mure, hvor han ikke behøvede lægge skjul på spionlivet, som var blevet en stor del af hans personlighed. At være organisator var noget han var god til og oplevelser han havde med LSA, ville han have lyst til at dele, hvis den rigtige pige kom forbi. At kunne stole på folk og ærlighed, var noget Nate satte utrolig højt. Livet i et gademiljø og i ghettoen havde lært ham, at man kun kunne være venner med nogen, hvis de to ting var involveret. Og Nate stolede på Matt, der lod ikke til at være noget ondt i den dreng og deres venskab havde virkelig udviklet sig i en positiv retning.

Det lod til at Matt kendte Nate en anelse for godt, da Matt afbrød Nate før han overhoved nåede at protestere. Nate kunne ikke sige Matt imod, når han først begyndte at insistere. Nate nikkede - så skulle de vel på bar næste fredag. Han smilede lidt for sig selv - en aften ude, det kunne være han skulle gøre det oftere. Selvom Matt nok skulle finde en eller anden dulle, behøvede han jo ikke selv at gøre det. Han kunne bare tage med, drikke nogle øl og få en fed buzz på. Nate rettede sin opmærksomhed mod Matt, da mærkede puffet.

”I know, I know” skyndte Nate sig at sige, mens han kiggede på smøgen. Ja, han kendte udmærket Matts syn på rygning - den snak havde de haft flere gange, men Nate havde ikke i sinde at stoppe. Det var en slags kontrol over sit eget liv, som han endelig havde fået og derfor ville han ikke stoppe, før han selv besluttede det. ”Åhja, du er så god ved mig” svarede Nate igen med et grin, ”hvad skulle jeg dog gøre uden dig?”. Nate tog det sidste sug af sin smøg og skoddede den præcis som den anden - i kruset. Det var faktisk meget rart, at Matt ikke fortalte lærerne om rygningen på værelset - det ville have kostet Nate en del eftersidninger. Nate skubbede kruset ned i den anden ende af vindueskarmen og satte vinduet på krog, hvorefter han vendte sig mod Matt og strakte sig.

[Matt Dylan Young]

Det kom ikke bag på Matt, at Nate havde et lettere protesterende udtryk i ansigtet, men han lod ham ikke sige noget overhovedet. Han vidste godt, at hvis først Nate fik lov at komme med undskyldninger, ville det ingen ende have. Derfor havde han sagt det hele så hurtigt efter hinanden. Han skulle ikke have lov at forspilde endnu en chance for en bar tur og så skulle Nate bare se; han kunne sagtens være one night stand-fyren. Hvem var ikke det? One night stand var genialt, ingen forpligtelser, ingen skænderier med kæresten, ingen problemer. Matt så alt det med kærester som ét, stort problem. Han var den klassiske single-fyr.
”Ja, hvad skulle du egentlig gøre uden mig?” spurgte Matt og så på Nate med rynket pande, som om han virkelig overvejede det. ”Dit liv ville jo pludselig være... tomt. Ligegyldigt. Uden nogen mening.” Matt blinkede igen til Nate, da han havde fået for vane at gøre det. Lidt drenget charme havde man vel. Matts fod begyndte at tippe lidt op og ned, da han efterhånden havde siddet stille så længe, at hans krop ikke gad mere. Normalt ville han godt kunne sidde ned og snakke med en ven, men nu havde han jo været ude og træne, så det var lidt problematisk for ham nu. Timerne var også et helvede for ham i længden, særligt hvis han fandt det kedeligt.

Han så ud af vinduet forbi Nate, før Nate strakte sig, hvilket førte til et undrende blik fra Matt. ”Hård dag?” spurgte han. Man kunne ikke påstå, Matt var træt. Han havde alt for meget energi lige nu og vidste ikke helt, hvor han skulle gøre af den. Han havde mest af alt lyst til at løbe rundt i cirkler på værelset; eller måske noget lidt mere konstruktivt som at træne. Men han ville samtidig også godt snakke med Nate, da de ikke havde haft en man-to-man-talk længe og han faktisk savnede ham lidt. På trods af man så sine roomates hver aften, var det ikke altid, man nåede at snakke så meget. Især ikke fordi Matt gerne var ude helt ind til sengetid og bare kom op for at sove eller når han lige skulle have et bad - som egentlig var grunden til, han var kommet derop nu. Men det ville han vente lidt med, da han jo gerne ville snakke lidt med Nate.

[Nathaniel Barton]

Nate løftede det ene øjenbryn skeptisk, da Matt rent faktisk besvarede hans spørgsmål. Han grinede kort af Matts selvsikkerhed på sådan en ’den-er-god-med-dig’-måde. Det var ikke en fornærmelse eller kritik af Nate som person, det vidste han skam godt og han havde ingen problemer med at Matt udfordrede ham som person. I Nates øjne var det endnu en mulighed for at udvikle sig og blive bedre. Ja sådan så han faktisk enhver udfordring, der blev givet ham og han fejlede sjældent. Hvis det endelig skete, at Nate fejlede, blev han ved med at øve sig og prøve til han kunne finde ud af det. Om som det var et led i forhindringsbanen, en hackning eller at kunne balancere en blyant på en enkelt finger, så gik han ind til det med samme ildhu. Dog var han ikke en dårlig taber, kun i udfordringer som gjaldt ham selv, men de fleste så det bare som en, der ønskede at nå til tops og ikke som en dårlig kvalitet. Nate ville nok altid være målrettet og god til at distribuere sin energi, så den ikke gik til spilde.

”Årh du ved … den sædvanlige træning, italiensk prøve, prøve i hackning” remsede han op og svingede lidt med benene, ”Ikke noget særligt, bare skoleting”. Han gabte kort og rullede med skuldrene. På trods af at han elskede street-fighting, så lagde det altid en træthed over ham. Nate havde skam en mistanke om hvad trætheden bundede i - hans konstante kamp for at holde styr på alle sine tanker i løbet af street-fight timen. Lige meget hvilken ny teknik de skulle lære, mindede det ham konstant om hans egen tid på gaden og slåskampene, der fulgte med samt dem han sloges med for pengenes skyld. Det fag fremkaldte derfor en lidt ambivalent følelse hos Nate; på den ene side elskede han den brutale måde at kæmpe på, som på samme tid krævede teknik og finesse, og på den anden side fyldte minderne om gadetiden hans sind, hvis han ikke koncentrerede sig enormt meget om at holde dem væk. Denne mangel på koncentration overfor sin modstander, havde kostet Nate et par sejre - men at undgå at se rødt og muligvis forårsage permanent skade eller det, der var værre, var de få nederlag værd.

”Hvad med dig? Har du fået reddet din søsters liv fra de store stygge smøger endnu?” drillede Nate og så på Matt, for hans reaktion. Godt nok havde Matt ikke den store indflydelse på Nates valgt af livsstil, men han forsøgte skam at ændre lillesøsterens.

[Matt Dylan Young]

Selvfølgelig havde Matt bare drillet, han var udemærket klar over, Nate ville klare sig fint uden ham. Men de klarede sig nu også fint sammen; hvilket Matt var glad for. Lige fra han var trådt ind på skolen, havde han frygtet, hvordan han roomate ville være. Han kunne jo have endt op med hvad som helst, der gik en del anerledes folk fra ham på skolen. Ja, en spionskole indeholdt lidt af hvert. Han kunne jo have endt op med en af de løgnagtige sneaks. Det var ikke fordi, Matt ikke kunne lide alle. Han mente, alle havde en god side, da lige indtil de havde vist noget andet. Men sneaksene havde dog ry for at være særligt slemme, så han kastede sig ikke direkte i armene på dem. Han var mere påpasselige over for dem. Så han havde været godt heldige med Nate. En fyr han kunne snakke med om stort set alt, bortset fra Nates baggrund. Han havde aldrig rigtigt hørt om, hvor han egentlig kom fra. En undren begyndte at boble frem i ham. Hvorfor havde de ikke det, når nu de snakkede om alt andet? Og det var da en meget normal ting at snakke om med sin roomate. Især i starten. Men Matt havde sikkert haft travlt med alt muligt andet, så der ikke var blevet plads til Nates fortælling. Han måtte huske at spørge ham indtil det, men før han nåede at tænke mere over det, afbrød Nate hans tankerække.

“Kan du ikke klare mosten?” spurgte Matt og vippede frem på stolen, så han blødt kunne slå til Nates skulder. Han grinede igen og vippede tilbage, så stolen nu stod helt på gulvet igen, før han begyndte at tromme på toppen af ryglænet. De var helt klart bros, men når det kom til dril, var det bare en standard på værelset. Flabede ping-pong var ikke unaturligt og de hyggede sig meget godt med det; eller det gjorde Matt i hvert fald. Han elskede, at han kunne drille Nate, uden at det betød noget. Den næste kommentar viste da også, at Nate heller ikke var helt blød i kanten endnu. De var vel ikke soon to be spioner for ingenting. Matt skar en grimasse af Nate, før han sagde;
“Nej, den stædige møgunge nægter at kvitte røgen. I to dør en tidlig død og når I gør, så kom ikke og sig, jeg ikke advarede jer!” mumlede han med et lille smil på læberne. Vennens og søsterens død var en lettere ubehagelig tanke, så han skyndte sig at skubbe den væk igen og sagde i stedet: “En dag skal sandheden nok gå op for jer.” Han sprang op fra stolen og lavede voldsomme armbevægelser til det, han sagde. “Så vil I se lyset og ligge smøgerne på hylden og hvem har I det at takke for - ingen ringere end Matt Dylan Young!” Han grinede og satte sig ned igen, efter at have lavet sit lille, dramatiske show. Selvom han gjorde grin med det, mente han det virkelig. Han var sikker på, han nok en dag skulle vinde over smøgernes indflydelse på dem. Det var næsten som en kamp mellem Matt og cigaretterne. Og Matt tabte aldrig.