Forfalskning er ikke en god ting

[Asmara Maria Romano]

Dagens udflugt for Asmara gik denne gang til Londons Museum for hun ville indsamle inspiration fra nogle af de mere geniale og kendte kunstner fra alle mulige tider og fra forskellige steder af verden. Timerne på skolen var allerede forbi så hun havde skyndet sig at hente hendes ting på værelset for at tage herhen så hun kunne bruge nogle timer på at male inden hun skulle tilbage til skolen for at spise aftensmad, for dertil galte hendes udgangspas heller ikke mere, et udgangspas hun så tit brugte fordi hun elskede at male og samle inspiration til nye ting og ideer, selvom denne gang var blot for at tegne efter en af de skulpturer (kopi af Tænkeren af Auguste Rodin) der fandtes på stedet, bare for at se hvor godt hun egentlig kunne efterligne først ved at tegne og måske senere lave den ud af ler, til trods for det ikke var hendes speciale.
Hun sad på en af de mange bænke med tegnebogen i skødet og et penalhus ved hendes side, så hun hele tiden havde tingene lige ved sig mens hun tegnede på livet løs og indtil videre lignede det da meget godt til trods for at den ikke var helt detaljeret så lignede det da fint, så skulle hun jo bare til at lægge nogle flere detaljer på og så ville den sikkert være færdig på ingen tid, så hun kunne komme videre i programmet og tegne endnu flere ting eller malerier.

[Michela Cecilie Shard]

Michela var et menneske med et sørgeligt mangel på talent ved kreative ting. Hun tegnede ikke bedre end et barn fra børnehaven, havde problemer med at synge og manglede den elegance de fleste danse krævede. Alligevel kunne man gang på gang finde hende på gangene i det store museum. Hun nød at se på tingene og forstå historien bag dem, hver eneste ting var blevet med hårdt slid - Nogen hårdere end andre - og de fleste genstande her havde noget at gøre med historien for England - Eller bare andre lande.

Hendes yndlings område var ved malerierne. Helst de abstrakte, da de mange farver gjorde hende glad og hun gjorde det til en leg at finde forskellige figurer i dem. Nu havde hun dog bevæget sig ind til skulpturene, ikke et sted hun var så oftest. Håndværket var flot, men de intresserede hende bare ikke helt på samme måde. Hun smilede svagt af pigen der sad på bænken og tegnede. Hun genkendte hende fra skolen, men havde aldrig talt direkte til hende.

Hun vendte de nøddebrune øjne imod skulpturen og hævede svagt et øjenbryn. 'Tænkeren'. Hun brød sig ikke om den, hvorfor var ikke til at sige. Hun mente bare at der var så mange andre måde at udtrykke den slags på, og selvom håndværket i sig selv var godt udformet så var det bare ikke lige hendes stil. Hun fandt den kedelig, uintressant at se på.

[/color]

[Asmara Maria Romano]

Asmara havde travlt med at tegne tænkeren for hun ville have så mange detaljer med så muligt inden hun ville rejse sig, selv skygger var noget hun lagde på selvom hun ikke ligefrem tegnede baggrunden for den skulle være åben så hun selv kunne vælge hvad der skulle være på den. Da det så var færdigt lukkede hun bogen sammen og puttede blyanten ned i penalhuset, før hun rejste sig for nu skulle hun altså finde noget andet at male, måske noget med lidt mere udfordring i som nogle af de der lettere kedelige abstrakte malerier, for hun foretrak nu noget der faktisk lignede noget end noget der bare var klasket tilfældigt sammen. Det kunne man da ikke kalde KUNST!?
Da hun vendte sig rundt opdagede hun den anden som var til stede, for der var ikke ligefrem mange denne dag og denne her person havde hun sikkert set på skolen før men hun tænkte ikke videre over det. Som hun bare roligt begyndte at gå videre og til tider stoppede op ved skulpturer og malerier mens hun overvejede hvad hun skulle tegne, så hun var egentlig ikke gået særlig langt væk fra pigen men hun sagde ligefrem ikke hej for hvorfor skulle hun? Hun klokkede jo sikkert bare i det alligevel.

[Michela Cecilie Shard]

Hun ventede 35 sekunder, hvor hun stod og betragtede tænkeren. Forsøgte at få den til at fremkalde en følelse i hende, bare en vag interesse. Det nyttede dog ikke noget, skulpturer talte bare ikke til hende. Hun bed sig let i læben, og gik tilbage til de abstrakte malerier, halvt for at se hvad pigen ville tegne nu, uden at være for åbenlys. Hun tog nogen smutveje imellem de forskellige opstilte vægge, tog sig tid til at beundre dem hun passerede, hele tiden med et halvt øje på pigen.

Der spillede et smil i mundvigen på Michela, som lille havde hun altid drømt om at blive kunstner. Hun ville lære at tegne og male, men det blev aldrig helt som hun forestillede sig. Med tiden havde hun bare givet op. Det var en ting hun havde arvet efter sin far, eftersom hendes mor var en ganske god hobby-maler. Hun havde arvet meget fra sin far - Intelligens, sin reservation over for andre mennesker og farver.

Hun gik på den anden side af en tynd væg, opstillet så der kunne hænges kunst op på det. Det var der dog mange der gjorde, og hun huskede ikke det præcise navn... Hvorfor skulle hun også det? Hun kunne knap nok huske dem fra sin egen årgang. Ikke dem hun ikke snakkede regelmæssigt med.

"De er pæne, syntes du ikke?" spurgte hun, var stoppet ved et af malerierne på den ene side af den tynde væg, ikke langt fra hvor Asmara befandt sig da. Det var et af de voldsommere, holdt i mest røde og sorte farver, abstrakt og for de fleste ret ukendt. Det var klart at hun talte til Asmara, eftersom hun var den eneste der var inden for hørevidde.

[Asmara Maria Romano]

Disse malerier talte ikke til hende for det lignede jo bare en gang makværk, ikke særlig kønt udover farverne da spillede godt sammen men man ville ikke tage hende i at lave noget der var så simpelt som dette for der var jo ingen udfordringer i det, ej heller ikke nogen struktur selvom det til tider satte fantasien i gang men så meget var det heller ikke for hun kunne da stadig tegne noget der var mere struktur i og som også satte fantasien i gang, hvis man altså havde en.
Så hun rynkede kort på næsen over det og skulle lige til at gå videre da nogen begyndte at tale, så hun så sig lidt rundt og gættede at der faktisk blev talt til hende for her var jo ikke rigtigt andre. ”Lad os bare sige hver sin smag” sagde hun roligt for hun kunne sige så meget omkring disse såkaldte kunstværker men hun lod være for hun kom bare i endnu flere problemer på sig når hun ligefrem gjorde det offentligt. Så det var altid noget hun faktisk havde haft en god dag for ellers ville hun havde slået over i italiensk og bandet over disse værker. ”Jeg har set dig på skolen ikke? Du er første års elev?” spurgte hun roligt som hun rystede på hovedet og valgte i stedet at se ned i gulvet i stedet for selv dette var kønnere end billederne.

[Michela Cecilie Shard]

"Ikke en stor fan af abstrakte malerier?" Konstaterede hun, halvt som et spørgsmål. Det var muligvis alle malerier pigen ikke var en fan af, men ligenu var de i den abstrakte del af galleriet. Det var naturligt for hende at konkludere at det ville være den her afdeling. Hun trak let på sine smalle skuldre og sendte hende et mildt smil, så nikkede hun næsten umærkeligt og rynkede brynene. "Du er andet års, er du ikke?" spurgte hun inden hun tilføjede et øjeblik efter, "Eller er det tredje?".

Så rystede hun let på hovedet af sig selv, hendes hukommelse var udemærket men så længe havde hun jo ikke gået på skolen. Skolen var stor, det kunne ikke forventes at man kunne kende de forskellige fra hinanden, medmindre man talte med dem på et dagligt basis. Hun noterede sig at Asmara kiggede ned i jorden, i stedet for på hende eller billederne. Det undrede hende. Hun var vokset op med at folk så på hinanden, måske ikke direkte i øjnene, men ellers... Asmara virkede en smule, hvad skulle man kalde det? Usikker?

Hun strøg en vildfaren hårlok om bag øret og så op på malerierne, blinkede et par gange med øjnene og lagde hovedet lidt på sned. Forsøgte at finde figurer i billedet, imens hun stadigvæk lyttede efter Asmaras svar. Hun præsenterede sig ikke endnu, det var ikke besværet værd hvis ikke pigen var interesseret i en længere samtale.

"Jeg lagde mærke til at du sad og tegnede statuen derovre af... Er du god til at tegne?" bemærkede hun og skævede over til hende ud af øjenkrogen.

[/blockquote]

[Asmara Maria Romano]

”ikke just” sagde hun med et skævt smil omkring det med om hun var fan af abstrakte malerier eller ikke for det var vidst ret tydeligt at hun ikke var det eftersom hun havde rynket på næsen af de malerier hun var gået forbi, for begyndte hun at tegne dem ville det bare være spild af tid fordi hun ville have udfordringer. De brune øjne så dog på hendes med en stor ro ligesom hendes smil var venligt og lettere sødt. ”Jeg er kun andet års, mens min bror er 4 års” sagde hun roligt for hun mente ikke ligefrem det var nogen hemmelighed at Antonio var hendes storebror, men hvordan han havde det med at folk vidste det var hun faktisk lidt ligeglad med.

Selvom Asmara måske havde gået på skolen i 2 år efterhånden, så huskede hun ikke selv alle de mennesker hun så, ja hun havde endda svært ved at huske nogle af folk som hun gik i klasse med netop fordi det ikke interesserede hende videre, for hun var her for hendes bror og fagenes skyld ikke fordi hun ville have venner. Selvom det nu var rart at have nogle at snakke med ind i mellem, så man ikke blev helt ensomt som hun til tider gjorde.

Hun så igen rundt, denne gang på de forskellige malerier som hun stadig ikke var vilde med men noget skulle hun jo se på når pigen stod og betragtede maleriet foran dem. ”De kreative fag er der hvor jeg har mine talenter, så ja må sige jeg er god til det, altså efter egen mening” sagde hun med et skævt sødt smil.

[Michela Cecilie Shard]

”Du har måske haft hele din familie på skolen?” Spurgte hun med et let nik, rettede sine chokolade-brune øjne imod pigen. Hun havde ingen idé om hvem Antonio var, selv hvis Asmara direkte havde nævnt både hans for- og efternavn, alder og beskrevet hans udseende i detaljer. Hun lagde bare ikke mærke til den slags. Hun fokuserede på folks indre væsen og kropssprog, mere end deres udseende – Medmindre hun var på en opgave, hvor hun skulle observere.

Hun gik et par skridt frem, imod den næste udstilling, langsomt og stoppede så efter et par skridt for at se om pigen ville følge med hende eller blive. Hun virkede som om hun ikke gad se på de abstrakte malerier. En skam egentligt, når hun nu sagde at det var de kreative fag hun gjorde sig bedst i, for abstrakte malerier var sværere at efterligne end man skulle ro.

Eller også er jeg bare værre til billedkunst end jeg først troede… tænkte hun og kunne ikke lade være med at smile lidt af tanken.

”Jeg misunder dig. Jeg er forfærdeligt angående alt der er kreativt.” konstaterede hun med en lav latter, uden at uddybe nærmere. Det var ikke engang en joke, hun havde ikke en tone i livet, og at dømme udfra hendes malerier var hun født med omvendte hænder. Hvad angik dans… Det bedste man kunne sige om hende, var at hun havde en hvis kluntet ynde.

”Hmm.. At dømme efter at du har så mange fag, er du vel Sneaker, er du ikke?” Spurgte hun og hævede let et øjenbryn, betragtede hende afventende og tog et skridt bagud, eftersom hun stod med fronten imod Asmara.

Outfit: Click!
Wordcount: 275.
Tag: Asmara.

[Asmara Maria Romano]

Hun trak let på skuldrene som hun så på malerierne og rynkede på næsen af dem. ”Kun min bror.. Han er den der fik mig ind på den” svarede hun roligt for det var jo ikke en gang løgn, selvom Asmara nu havde overtalt ham til at lade hende gå på skolen, blot så hun kunne være tæt på ham og samtidig få chancen til at gå på en skole der lå uden for Italien, så det her var jo en oplagt mulighed da det var en meget velomtalt skole og brormand kunne jo holde øje med hende og passe på hende.

Da Michela begyndte at gå fulgte Asmara roligt med så hun kunne komme væk fra denne udstilling og se noget der var mere værd at se på, selvom hun nok måtte prøve at tegne en af de her billeder en dag, så blev det dog ikke ligefrem i dag for det var hendes humør ikke ligefrem til, for hun var glad og ikke ligefrem vred eller noget andet. Hun smilte dog ved Mic konstatering for det var da en sjov ting at sige for alle kunne da tegne eller være kreative når man bare lærte det på en god måde. ”Tror måske jeg kan hjælpe dig hvis det er? Eller måske har jeg allerede tegnet dig uden at vide det” dette lød måske som lettere vrøvl men nogle tegninger var hun ikke en gang sikker på hvorfor hun havde tegnet eller hvor hun havde tegnet dem, men nogle mennesker tegnede hun bare uden at tænke over det.

”Så mange har jeg ikke i igen, men ja jeg er sneaker så ville kunne hjælpe dig i de forskellige fag hvis det er.” forslog hun for hun havde da ikke noget imod at hjælpe folk, også selvom det ikke ligefrem altid endte særlig godt så forsøgte hun da.

[Michela Cecilie Shard]

”Nice – Så vidste du måske godt at skolen var ’speciel’, inden du kom til optagelsesprøven?” Spurgte hun roligt, hentydede til at den udadtil bare var en almindelig skole, om end kun for topkandidater. Hun havde selv ikke haft den fjerneste anelse om hvad det var, og hendes forældre var stadigvæk i god tro om at skolen bare var en elite-skole. En tro hun ikke havde noget behov for at hive dem ud af.

Hun fortsatte tilfreds med at gå da Asmara fulgt med hende, og fortsatte roligt ind i de tilstødende lokaler. Udstillingen her var nogen af de ældre værker, ukendte såvel som kendte. Mest større malerier, men i modsætning til det der havde været i det forrige lokale, så forestillede disse rent faktisk noget. Michela skar en svag grimasse, der var selvfølgeligt nogen gode her og der, men de satte hende bare ikke i samme stemning.

”Mhm.. Tak for tilbudet, men er en elendig elev.” Fortalte hun med et let skuldertræk, selvom det havde været klogt bare at takke ja til tilbuddet om hjælp. En del af hende var en smule for stolt til bare at takke ja, hun foretrak at kæmpe sig frem. På den anden side var det usandsynligt at hun nogensinde blev bedre til de kreative ting.

Hendes fantasi manglede jo ikke, overhovedet. Tingene blev bare aldrig som hun gerne ville have det, når hun havde fingrene i en pensel

”I’ll keep it in mind though.. Men vil heller ikke trække for meget på det. Har selv problemer ind imellem med at følge med lektiebyrden, og tror ikke det bliver bedre i løbet af årerne.” Tilføjede hun et øjeblik efter og smilede venligt til hende, skævede rundt på udstillingen, fokuserede på enkelte elementer i billederne hun kunne lide. Såsom farverne eller penselføringen.

”Navnet er i øvrigt Michela. Michela Shard.”

Outfit: Click!
Wordcount: 274.
Tag: Asmara.