Sweet little bumblebee...

[Michela Cecilie Shard]

Sweet little bumble bee, more than just a friend for me...Michela gik og smånynnede for sig selv. Hun stod i den nyere del af biblioteket, ledede de mange forskellige ordbøger igennem for at finde den hun havde brug for. Michela var og blev et rodehoved, men somregel havde hun da tjek på hvor hun havde lagt tingene. Nu var der dog sket det som bare ikke måtte ske, nemlig at hendes japansk-ordbog var blevet væk.

Ganske upraktisk når man havde lektier for til næste dag, og ikke ligefrem var den bedste i klassen. Hun kunne godt lide sproget, og somregel kom det let til hende men... Med alle de forskellige tegn var det svært at huske det hele. Michela var desuden perfektionistisk, og det var ikke nok at kunne skrive tegnene og huske hvad alting betød.. Det skulle skrives med det rigtige antal strøg, og kalligrafi-penne, hvilket en imellem faldt hende svært.

Hvorfor havde hun også valgt japansk? Hun skar en mental grimasse i det hun lod fingrene glide henover et par kyrilliske-ordbøger. Well, hun kunne lide tegneserier og anime, men det var ikke kun derfor. Hun havde en uvilje imod tysk, et uskønt, direkte grimt sprog i hendes hoved, fra et folk som havde gjort mange onde ting. Hun havde altid haft en vis uvilje imod Tyskland, bare på grund af at de havde startet begge verdenskrige. Selvfølgeligt kunne den nuværende befolkning ikke gøre for det men.. Alligevel.

Outfit: Click!
Wordcount: 240.
Tag: Valdemar.

[Valdemar Salomon Enok Ahlström]

Valdemar havde tilbragt et godt stykke tid i biblioteket efterhånden, og alligevel var han langt fra færdig med det han oprindeligt var kommet der for. Oprindeligt var han bare kommet for at have et sted at studere i fred, da han syntes der var alt for overrendt af mennesker på resten af skolen. Så var der selvfølgelig hans værelse, og han var da egentlig også begyndt der, men så manglede han noget fra biblioteket, og besluttede med sig selv at han ligeså godt bare kunne tage sine ting med og ordne de sidste småting han manglede derovre. Han havde fundet et bord i et lidt afsides hjørne af biblioteket, uden at være for langt fra alting, som han havde fundet til at være et passende sted. Han havde siddet her i nok to timer, ikke så meget fordi hans lektier havde taget lang tid, dem kunne han faktisk have været færdig med for længe siden. Til gengæld havde han hevet en af sine mapper op fra den overfyldte taske, og syntes ikke det var godt nok organiseret, så i sin ukontrollable besættelse af orden, var han begyndt at sortere og organisere i det, og ommøblere det hele. Det havde bundet ud i at han havde siddet med over hundrede ark papirer, i omegnen af 6 mapper, og en håndfuld bøger, spredt udover hele bordet. Han var dog begyndt at få orden på det meste, og havde de fleste af dokumenterne tilbage i sine respektive mapper, og resten af papirerne lå i ordnede bunker, og kun få lå nu løst tilbage, som han nu sad og tog noter på, mens han en gang imellem skævede ned i den store gamle læderindbundne bog som lå udfoldet foran ham. Han havde stadig et par enkelte bengali-lektier han manglede at få orden på, inden han var helt færdig med dagens opgaver. Og når han var det, ville han sandsynligvis finde noget ekstra arbejde han kunne beskæftige sig med, eller arbejde på sine hacker-evner. Generelt var det små dele af hans tid som ikke blev brugt på studier eller på arbejde på en eller anden måde. Et lettere trist eller tomt liv ville mange måske mene, men ham generede det nu ikke, han var jo godt tilfreds med det. Han nød at fordybe sig i sine studier.

[Michela Cecilie Shard]

Hun lod pegefingeren glide henover bogryggene, og stoppede da hun endeligt fandt det hun skulle bruge. Hun trak den ud fra bogreolen og åbnede den, bladrede igennem de første par sider og skar en grimasse for sig selv. Så tog hun den under armen og samlede sin taske - Der stod på gulvet ved hendes fødder - op, og begav sig hen imod de afsides liggende borde, et sted hvor man altid kunne være for sig selv og ingen kunne se hvad man lavede.

Michela var en meget privat person, og en ting hun bare ikke kunne snuppe var når folk kunne se ned i nakken på hende, uanset hvor uskyldigt det så end var, det hun lavede. Derfor huede det hende heller ikke at have roomies, men det var en ting hun overlevede. Hun havde endnu ikke oplevet at de havde rodet i hendes ting, og hvis de havde, ville hun have opdaget det.

Hun stoppede ved et af dem og skævede ned til de andre, lod et lille smil komme frem i mundvigen da hun fik øje på Valdemar. Gad vide hvad han lavede… Han var en sky dreng, måske, men behageligt selskab. Han havde aldrig gjort hende noget, tværtimod. Hun kunne godt lide hans stille væremåde, selvom hans manglende stemme havde gjort hende lidt forvirret i starten.

Hun gik roligt ned til ham og stillede sig ved stolen overfor ham, smilede let over til ham med et afventende hævet øjenbryn.

“Godeftermiddag Valdemar, noget imod lidt selvskab? Eller forstyrrer jeg?” Spurgte hun roligt og lavt, det var trodsalt et bibliotek. Ikke et sted for larm.

Outfit: Click!
Wordcount: 26.
Tag: Valdemar.

[Valdemar Salomon Enok Ahlström]

En lettere trækning af irritation viste sig et kort øjeblik på Valdemars ansigt, selvom det kun varede i få sekunder, inden det igen var væk, og efterlod hans ansigt i de sædvanlige, rolige og diskrete folder. Denne uorden som han selv havde forårsaget, gik ham virkelig på. Han foretrak at alting var ordentligt og ryddeligt, og at de var system i det hele. Og det syntes han bare overhoved ikke at der var lige nu, selvom han lige havde siddet og gennemgået og omkatalogiseret det hele flere gange, og at alting var hvor de skulle være, og som de skulle være. Alligevel var det et eller andet sted bare ikke helt godt nok. Men generelt var der intet der var godt nok. Det var en af medaljens bagsider, når det kom til en sådan grad af perfektionisme som Valdemar led under. Intet var godt nok, hvor fantastisk, korrekt og tilsyneladende uforbederligt det så ellers kunne virke udadtil. Altid kunne han finde rettelser, fejl, mangler og steder at forbedre tingene. Han måtte erkende at det kunne blive en anelse trættende til tider. Nu havde han dog fået nok for øjeblikket, og han fik hurtigt de sidste ting på plads, og pakkede det derefter lidt sammen, og skubbede det hele til siden, så det ikke ville være i vejen for ham. Han skævede kort ned til computertasken som stod på hans højre side, da han pludselig hørte en stemme fra den anden side af.
Han vendte sig imod stemmens kilde, og et smil bredte sig et øjeblik på Valdemars læber, idet han straks genkendte stemmens ejermand. Han havde godt nok allerede genkendt hende på stemmen, men at se hende med hans øjne gjorde nu også lidt til det, og han rystede straks på hovedet, for at forklare hende at hun bestemt ikke forstyrrede, og gjorde derefter en gestus mod bordet, som tegn på at hun endelig bare kunne sætte sig. Han rodede derefter nogle af alle de mange papirer og bøger til sig, og lagde dem alle lidt til siden, så der ville være bedre plads til hende, hvis hun skulle bruge det.