To Play it Safe is Not to Play at All

[Althea Campbell]

"Jeg har fundet helvede på jord... det flyder over med chokolade crossainter og kringlede bøjningsformer, og der står bonjour på døren," klagede Thea bittert, mens hun demonstrativt smed stiftblyanten fra sig og begravede sit hoved i sine foldede arme på bordet. "Ngggh," lød det døende kald fra under manken af blondt hår, før hun løftede hovedet en anelse og kiggede over på sin værelseskammerat og midlertidige tutor. "Om jeg forstår hvordan det hele bare giver mening for dig, Summers. Mit kongerige for din hemmelighed." Et suk og et klagende støn senere, og Thea rettede sig endeligt op i sin stol igen, frustrationen tydelig i hendes ansigtstræk mens hun redte håret tilbage med sine fingre. "Jeg giver op. Det er en solskinsdag udenfor, og vi er unge og smukke! At banke franske verber ind i hovedet på mig er en krig tabt på forhånd, og der må da være et eller andet vi kan finde på, som er mere spændende end det her..."


Der var engang... sådan ca. en halv time senere...


"Jeg sagde jo de øverste vinduer kunne åbnes. Du er altid så mistroisk, Charlie," grinede Thea til sin sorthårede veninde. Vejen fra vinduerne i de øverste klasselokaler og op til taget, var noget hun havde opdaget under en eftersidning på sit andet år, hvor læreren havde været så naiv at efterlade hende uden opsyn i ti minutter. Selvfølgelig kunne de også bare bruge trappen og døren der ledte op til taget, men hey... først og fremmest så var døre vildt overvurderede, og for det andet så vidste hun fra erfaring at de fleste af 6. års eleverne holdt øje med trappen ud af øjenkrogen. Der var ikke noget de vidste bedre end at sende en yngre elev løbene tilbage ned af trapperne, fulgt hele vejen af buh'en og bøh'en og kreative skælsord. "Her, giv mig en hestesko, gider du?"

[Charlotte Summers]

Charlotte havde lænet sig tilbage i sengen, mens hun gentagende gange prøvede at forklare Althea reglerne for bøjningen af franske verber. Men uden held. At tale fransk var nu ikke så kompliceret. Det var reglerne der ikke var til at finde hoved og hale i. Lidt ligesom tysk, som overhovedet heller ikke havde hendes interesse. Hvad skulle hun dog også bruge tysk til? Hun smilede overbærende over Althea og satte sig op. "Lad os tage en pause. For meget information på én gang kan gøre dig ør i hovedet, har jeg efterhånden lært", den drillende tone var ikke til at tage fejl til. På mange områder var Charlotte bedre fagligt end Althea, men til gengæld var Althea bedre i praksis. En fordel som Charlotte ønskede at hun besad. "Mere spændende? Som hvad? Vi kan gå ned og hamre til en boksebold hvis du er til det i stedet? Jeg kan ikke se hvad vi ellers skulle give os til", foreslog hun, trods at hun egentlig havde mest lyst til at sidde på værelset og dovne resten af dagen.

Men at drive den af, var i hvert fald ikke noget Charlotte fik lov til. Hun havde protesteret en del, da Althea viljefast havde hevet hende med ud fra værelset og igennem gange og op ad trapper, med ideen om, at 6. årseleverne skulle have en oplevelse de sent ville glemme. Ikke at Charlotte brød sig specielt om autoriteter, men hun nærede alligevel en form for respekt for de større elever. Rettere sagt de store brød der kunne slå hende i jorden med ét slag. "Jeg sagde ikke at de ikke kunne åbnes. Jeg sagde at de havde bedst ved at forblive lukket i" peb hun. Hun var allerede blevet fanget to gange i at lave ballade i denne uge, og en tredje ville næppe hjælpe hendes karakterer på vej. "Jamen..." hun sukkede tungt. Så hul i det da! Hvis det skulle gøres, så skulle det sgu gøres ordentligt. Hun tog rygsækken af Altheas skulder, foldede hænderne og placerede dem under hendes fod, mens hun med en anstrengt mine, fik hende så højt op som hun kunne. "Skynd dig lidt!", prustede hun, og skævede mod rygsækken, der var fyldt med konfettipistoler og silly strings. De ville blive slagtet. Ja, Althea og Charlotte.

[Althea Campbell]

Thea skar en grimasse og kaprede en pude fra sin egen seng for straks at smide den efter det formastelige pigebarn. "Hey! Det er ikke min skyld min hjerne har andre ting at beskæftige sig med end hvad enten det er accompagnons eller j’accompagne." Ordene blev vrænget ud med en overdreven fransk accent og nogle dramatiske håndbevægelser, der truede med at sende bordlampen ud over kanten i et dramatisk selvmordsforsøg. "De siger jo at kærligheden ikke behøves ord, så hvis Frankrig er kærlighedens land hvad brug har jeg så for at kunne snakke deres sprog?" tilføjede hun med et flødegrin der talte sit eget sprog om hendes egne høje meninger om sit argument. Da de aldrig havde interesseret hende, havde sprog heller aldrig været Theas stærke side, og det var kun med nød og næppe at hun slæbte sig igennem diverse obligatoriske sprogfag de blev udsat for her på LSA. Her havde Charlotte været en kæmpe hjælp, med sit overbærende smil og tålmodige latter. Generelt tilbagebetalte Thea sin værelseskammerat i chokolade samt øvelsestimer i street fight og boxing. Ved Charlottes ord fik den blonde spion et djævelsk udtryk i øjnene, og med fornyet energi sprang hun op fra stolen som en kåd lille kanin, for at fiske en kasse frem fra under sin seng. "Jeg tror jeg har en idé eller to... hvad siger du til at lave lidt rod i hierarkiet, Charlie?"

Thea var egentlig ikke den største af de største ballademagere. Hun kom ofte for sent til timerne, men udfordrede sjældent lærerne, og egentlig havde hun det fint med autoriteter. Men hakkeordenen blandt elever eksisterede for at blive rusket op i engang imellem, og Thea var af den overbevisning at på et eller andet tidspunkt blev nogen nød til at smide et par sten ind i hønsegården for at få lidt gang i fjerene. "Jeg troede ikke du var typen der fik kolde fødder?" kaldte hun muntert ned til Charlotte mens hun strakte sig opefter og greb fat i karmene der indrammede alle de store vinduer. Adræt som en odder hev hun sig selv op så hun stod med tåspidserne på én karm og holdt fast i den næste ovenover, og begyndte at kante sig over imod den sektion af vinduet der kunne åbnes. Et halvt minut senere og en kold vind fejede ind gennem det nu åbnede vindue, hvor Thea sad overskærvs med et ben udenfor og et indenfor. "Her, kast rygsækken op," sagde hun og lænede sig så meget nedefter hun kunne, for at tage imod rygsækken. "Hvis du trækker en stol over burde du kunne nå," fortsatte hun mens hun skævede udenfor og opefter. Det havde sneet i nat, så fodfæste ville være forræderisk. I det mindste havde det generelt været en mild vinter, så der var ikke noget underliggende is de skulle tage højde for. Thea var dumdristig, men selvmordstanker var nu ikke noget hun rente rundt med.

- - Sorry at det hele blev en
anelse... langt og ramble-agtigt -dør-

[Charlotte Summers]

Charlotte rystede nervøsiteten af sig og skar en grimasse. ”Mine fødder har aldrig været varme”, grinede hun og kløede sig i nakken, mens hun stadigvæk stod og spekulerede over hvor god en idé dette var. Ikke at Charlotte var et dydsmønster, tværtimod, hun var mange gange blevet fanget af en lærer, steder hvor hun slet ikke burde være. Men hun vidste bare hvad en fyr på 90 kg, kunne gøre ved hende. ”Det er bare… hvis de får fat i os… så” hun hævede hænderne, knyttede næverne og gjorde en bevægelse, som knækkede hun en pind midt over. ”Det er dig i kløerne på en fyr fra 6. årgang”, grinede hun og sukkede teatralsk, da Althea alligevel synes at have fortsat gåpåmod. Hvor man i starten havde troet, at et spion akademi ville være en del mere professionelt, så mindede det på mange områder stadigvæk om folkeskolen. Hvem var mest populær, hvem blev man set med, hierarkiet osv? Charlotte smilede for sig selv, men blev afbrudt i sine tanker, af Althea der bad om rygsækken. Hun løftede den op, så hun netop lige kunne nå den, og så sig derefter om efter en stol. Hun trak en høj skammel over, trådte op på den og greb fat om karmene. I et anstrengt støn, grundet at hun skulle bruge samtlige muskler i hendes arme, hev hun sig op og kæmpede sig op. ”For helvede hvor skal jeg da træne” grinede hun. Trods at Althea havde hjulpet hende, var det alligevel lidt hårdt. Da hun var oppe, rynkede hun på næsen og så sig om. ”Sikker på at jeg ikke skulle have skrevet mit testamente allerede nu?” grinede hun dæmpet, bukkede sig efter rygsækken og hev den over skulderen.