Damsel in Distress 2.0

[Collin W. L'areon]

Collin var ikke ret tilfreds med den situation han var i på nuværende tidspunkt. Han havde netop nu modtaget oplysninger om at Eve Miller, en af hans graduerede elever, var forsvundet, og hvad værre var - kidnappet af Samuel. Det satte Collin i en meget beklemt situation, for hvor han meget gerne ville sende et hold ud for at finde Eve, så var Samuel en farlig modstander, som havde dræbt flere elever. Dertil skulle det også lægges, at skolens board holdt meget skarpt øje med Collins træk mod Samuel, fordi de mistænkte ham for at have sin egen agenda omkring Samuel. Det havde han selvfølgelig. Der var intet Collin hellere så end Samuel bag tremmer, men han ville aldrig risikere sine elevers sikkerhed for at få skovlen under galningen. Et andet problem var, at han via sine monitorer havde set en af fakultetets lærere diskutere med en vis Kim Getzov - også en tidligere elev, som så vidt Collin var oplyst havde et meget nært forhold til Eve. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at de ville komme brasende ind på hans kontor indenfor en meget kort tidsperiode og kræve hans hjælp - problemet var blot, hvad man svarede?

Han kunne ikke sende et hold elever efter Samuel, det vidste han. Han kunne sætte skolens udstyr til rådighed såfremt det aldrig slap ud, men det var den eneste hjælp han kunne give. Det satte ham i en ubehagelig situation, og som så ofte før, når han var i den situation, sad han ved sit skrivebord i den store læderstol med albuerne på bordet, håndfladerne mod hinanden og pege- og langefingres spidser hvilende mod sin næseryg og pande, mens han stirrede tomt ud i luften og forsøgte at komme frem til en løsning.

[Eve Miller]

Der lød først en høflig banken på døren, inden den gled op. Man kunne forestille sig Collins overraskelse, da han havde forventet de to brutale spioner, og ikke et fornemt ægtepar. Manden var iklædt et skræddersyet jakkesæt med sølvknapper og mørkeblåt slips. Skjorten var nypresset, og hvid som sne. Et lommertørklæde var i jakkens brystlomme. Små, fine rynker prægede hans ansigt, og det tynde hår, der var strøget tilbage. Han holdte døren, for sin lille kone. Hun bar smykker af en dyr kaliber, håret var sat op i en elegant frisure, og kjolen hun bar, var af et af de dyre mærker. Hun holdte nervøst tasken op foran sig.
"Rektor L'aeron, formoder jeg?" spurgte manden med en myndig stemme, og trådte frem til skrivebordet med fremstrakt hånd, der tydede på, at han havde fået præmien som bedste håndtryk-giver op til flere gange. "Jeg er Eric Miller, og dette er min kone Allyn Miller. Vi har fået informationer om at vores lille pige, er blevet kidnappet af en sindssyg psykopat! Hvad har De tænkt dem at stille op?!"

[Collin W. L'areon]

Collin løftede langsomt blikket efter at have hørt døren gå op. Han kunne mærke en hovedpine forme sig netop i det øjeblik parret kom gående ind. Han havde set tusinde af deres slags før. De havde en forventning om, at deres lille barn var det vigtigste på hele jorden, og at de andre elever på skolen skulle sætte deres liv på spil for at hente dem. Det var den slags forældre, der gjorde det surt at være rektor, og det var den slags forældre, der altid sørgede for at stille ham i klemme mellem deres ønsker og rådets - Collin ønskede at redde Eve mere end noget andet. Collin kunne lide Eve, han havde haft hende som elev, og hun havde været dygtig, men han kunne ikke sende elever ind til Samuel, som var kendt for at være mere end bare almindeligt koldblodig. Han havde dræbt elever før, og Collin havde sine ordrer - han havde fået streng besked fra skoleboardet om at lade denne sag være, fordi de vidste, at han havde følelser i klemme.

Hans øjenbryn skød i vejret, da manden ikke genkendte ham med det samme. Arrogance, roden til alt ondt. Han rakte manden hånden og smilede skævt, det var næsten til at more sig over, at et par forældre sendte deres datter på eliteskole og alligevel ikke kunne genkende hendes rektor. "Korrekt, vi har mødtes et par gange til jeres datters arrangementer her på skolen, præsentationer er unødvendige." affærdigede han høfligt og gjorde tegn til, at de skulle sætte sig ned. Han gik rundt og trak stolen ud for Mrs. Allyn Miller, hvorefter han fandt et glas cognac frem til dem begge og et par smertestillende til konen. Han lagde det foran dem uden et ord og stillede sig så bag sit skrivebord igen med hænderne flat på bordpladen. "Jeg er blevet informeret om situationen, og vær ikke i tvivl om, at min første indskydelse var at samle et hold lærere og tage direkte ind og hente Eve selv. Vi er dog i den uheldige situation, at boardet kender mine handlemuligheder ret godt og har nedlagt veto mod dette. Jeg kan ikke personligt deltage i noget, jeg kan ikke udstede ordre til at lærerne tager del i en redningsaktion, og allerede inden De foreslår det, så er det helt udelukket, at eleverne involveres i dette. Beklager, at jeg er direkte, men Samuel er farlig. Han har kostet os både elever og lærere før. Hvad kræver han af jer?" spurgte Collin og vendte et piercende blik mod Eric Millers kone, der indtil nu havde været stille. Han fiskede et lommetørklæde op af en skuffe og rakte det over til hende. "Jeg kan ikke stille skolens midler til rådighed for jer, hvor meget det end smerter mig." sagde han, og hans øjne viste klart, at det pinte ham, at han ikke kunne være til hjælp. Der var intet han hellere ville end at tage efter Samuel selv og tage Eve med tilbage.

[Raphael]

Døren fløj op uden at der blev banket op. Raphael stormede ind på kontoret, efterfulgt af hans tidligere elev Kim Getoz. Tydeligt i færd med at skændes, men lige så snart Raphael fik øje på Collin, pegede han imod ham. "Der har vi dig! Har du hørt Eve Miller, er blevet taget af din lille ynglings skurk?" spurgte han, og marcherede direkte hen til skrivebordet, hvor han satte sig på et lille hjørne af det. "Hun har været væk i 24 timer. Hvor meget tortur, tror du hun har nået at gå igennem på den tid, Collin?" Det var først nu, han fik øje på det ældre par, der sad fuldkommen lammet i deres stole. "Og hvem er de her så?" spurgte han, og satte hænderne i siden. "Collin vi har ikke tid, vi må i det mindste prøve at få tøsen ud i en ligpose!"
Ved disse ord braste Eve's mor ud i gråd. Hun hulkede utrøsteligt ned i sit tørklæde, som Collin havde rakt hende, mens hendes mand, sad helt stiv med hænderne foldet sammen i skødet. Han stirrede intenst på Collin.

[Collin W. L'areon]

"Selvfølgelig har jeg hørt det." svarede Collin, nu irriteret over Raphaels mine - og hans overlegenhed. Var han klar over, hvem han talte til? Vidste han ikke, at Collin kunne fyre ham, hvis det passede ham? "Mit forhold til Samuel er sagen fuldstændig uvedkommen, Raphael, og det ved du. Det eneste det forhold gør er, at boardet har bundet mig på hænder og fødder. Der er absolut intet, jeg kan gøre, og du kan ikke forlange, at jeg sender elever direkte ind i den visse død. Du ved, at Samuel ikke er bleg for at slå ihjel - heller ikke børn. Hvis I ønsker at starte en redningsaktion, så er I velkomne, men jeg kan ikke give tilladelse til at skolens midler eller elever bliver rodet ind i denne sag." sagde han, mens stædigheden stod klart at læse i hans øjne. Det var ikke til diskussion - hans elever ville ikke blive blandet ind i den her sag.

Hans øjne blev smallere, da Raphael understregede, at Eve højest sandsynligt havde været under tortur. "Og det mener du ikke, at jeg er klar over?! Lad være med at anklage mig for hendes forsvunden, Raphael, det har jeg intet haft med at gøre! JEG har ikke ansvar for Eve, jeg har ikke set noget til hende siden hun forlod skolen, så du må finde en anden at anklage! ... Det her er Mrs. og Mr. Miller." præsenterede han, mens han stædigt fastholdt Eves fars blik. Han kunne intet gøre, og det vidste Raphael lige så godt, som han selv gjorde - men Collin var vant til at være den onde. Der kom folk farende her næsten hver dag med et eller andet, som de mente var Collins ansvar, og hvis hans svar var, at han ikke kunne sætte elevernes liv på spil var han en kynisk, ondskabsfuld mand uden øje for uretfærdighed. Det generede ham ikke rigtigt længere, han var nået til et punkt, hvor han alligevel var ligeglad med, hvad folk mente om ham, og han traf altid de beslutninger, som han selv mente var rigtige.

[Kim Getzov]

"NEJ!" Råbte Kim vredt og hamrede næverne i Collins skrivebord. "Men jeg har et ansvar for hende!" Han kiggede indædt på Collin og knurrede så "All talk and no balls..." Kim rettede sig op igen og tændte sig en ny cigaret. "Hvorfor er du overhovedet i denne branche, Collin, hvis du er bange for at få snavsede fingre? Du en klog mand, find dig et fint lille kontorjob uden risiko, og lad os rigtige mænd klare det her." Kims blik var koldt og hårdt. Collin havde aldrig været særlig høj på Kims yndlingsliste, og deres forhold havde ikke ligefrem været mindre anstrengt tilbage i deres skoletid. At Collin nu sad i en glamourøs stilling bag et pænt skrivebord betød intet. Hvis han ikke ville hjælpe med at redde en af hans tidligere elever, så var han et nul i Kims øjne. Han blik gled over på Mr. og Mrs. Miller som begge to tydeligvis var følelsesmæssige ustabile. Forældre skulle være sådan. Eve havde ved flere lejligheder spøgt med at Kim skulle møde hendes forældre, og nu havde hun altså fået sin vilje. Bare synd det var under så dårlige omstændigheder. "Samuels filer.." Sagde han køligt. "Jeg skal bruge dem...Alt hvad du har på ham..." Der var ikke rigtig noget i hans tone som indikerede andet end at han havde mord i tankerne. "Og jeg forventer selvfølgelig du aflevere dem til mig...Rektor."

[Raphael]

Mrs. Miller var hurtigt blevet tavs ved Kims udbrud, og sad nu bare og hiksede i sit lommetørklæde. Eves far rejste sig langsomt op fra stolen. Raphael sad stadigvæk på hjørnet af skrivebordet, og så lystigt til, mens Mr. Miller trådte helt tæt på Kim, og målte ham med blikket.
"Og hvem er så denne mands person, der vover at tale til en autoritet på den måde?" spurgte han, og lagde hænderne bag ryggen. Selvom de kun var Eve's plejeforældre, var det nu tydeligt at se, at det var dem, der havde opdraget hende, og de bekymrede sig for hendes velværd. Raphael lagde armene over kors.
"Det er Kim Getzov. Eve's partner," svarede han roligt, og blinkede til Mrs. Miller, der spærrede øjnene op, og greb bøndfaldende Collins hånd.
"Der må være sket en fejl, Rektor L'areon!" udbrød hun." Den dresseret abe, kan De da umuligt have sat sammen med vores lille Eve. Sig det er en dårlig spøg. Sådan en ubehøvlet herre, skal ikke omgås Eve. Se hvor det er endt!"
Raphael hævede overrasket øjenbrynene, og så afventende fra Collin til Kim, og videre til Mr. Miller, der lagde armene over kors, og så lige så afventende ud efter en forklaring.

[Blaise Flame]

Det var ikke fordi Blaise Flame gjorde en vane ud af at stå med et glas mod vægge og lytte til private samtaler - okay, det passede ikke, hun havde valgt den her karriere af en grund og det var ikke kun på grund af de smarte biler. Den kort hårede kvinde var blevet tilkaldt af den stakkels sekræter der sad udenfor Collins kontor som var blevet fuldstændig overfuset af to civile, en stor aktiv spion og skolens mest uforudsigelige lærer, den stakkels kvinde sad lige nu og trak vejret ned i en papirpose. Hun prøvede at geile om hun skulle bryde ind eller ej og da hun hørte stemmerne blive rejst derinde satte hun glasset fra sig, rettede på hendes skjorte og trådte ind i et lokale der bare et kort sekund henlå i stilhed. "Rektor L'aeron," sagde hun og nikkede, hun havde været 16 år gammel tilbage da Samuel havde forrådt skolen og hun huskede det som var det igår selvom hun ikke havde været involveret. "Hvorfor tager vi ikke lige alle sammen og trækker vejret, hva'? Man kan høre jer helt ude på gangen." Autoriteter havde aldrig været Blaises favorit ting, heller ikke efter hun selv blev en, de gjorde hende nervøs og fuck hvor ville hun ønske hun kunne tage sin lighter ud af lommen og pille ved den, som hun plejede i pressede situationer. Kim så ud til at være parat til at flå alle der stod ham ivejen for at finde Eve, mens hendes forældre så ud til at være på randen at et nervøs sammenbrud - Raphael? Raphael så ud som om han enten ville dræbe en landsby og danse rundt om deres brændende lig. Eller lave sig en kop te. Men sådan så han altid ud.

[Collin W. L'areon]

Collins øjenbryn skød i vejret ved Kims reaktion. "Så skulle du have passet bedre på hende." bemærkede han køligt og sendte Kim et stenhårdt blik. "Mine fingre har været mere snavsede, end du nogensinde kan gøre dig tanker om, Getzov, og hvis du er kommet for at bebrejde mig, frem for at gøre noget for Eve, så synes jeg, at du skal forlade skolens område netop nu." rådede han roligt. Kontorjob? Det var de færreste, der turde sige den slags til Collin, og det var de færreste, der nogensinde ville overveje det - alle vidste, at Collin var dygtig til det han lavede. Han havde autoriteten, han havde et professionelt forhold til alle lærerne på skolen, og det var de færreste, der ikke som minimum respekterede ham - nogle gange var han lidt i tvivl om Raphael, men manden gjorde sit job fremragende, og det respekterede Collin. "Jer rigtige mænd stoppede ikke Eve fra at falde i kløerne på Samuel. Din hjælp har tydeligvis ikke gjort meget for hende." Personligt havde han aldrig haft noget anstrengt forhold til Kim før nu. Han havde knapt nok været klar over, at drengen eksisterede. Kim havde været 1. årgangs elev, da Collin var 6 årgang, og på det tidspunkt havde hans hoved ærlig talt været optaget af andre ting. "Samuels filer er ikke til rådighed for mig. Og selv hvis de var, så ville jeg ikke udlevere dem til dig, Getzov. Så dine forventninger bliver nok gjort til skamme." sagde Collin med en ophøjet ro.

Han sendte Eves mor et ganske stramt smil. "Beklageligvis ikke, jeg har intet haft at gøre med fordelingen af partnere på deres årgang - da Mr. Getzov startede her var jeg stadig blot elev." sagde han beklagende og kæmpede lige netop imod at tilføje: Og hvis jeg havde været Rektor, var Kim aldrig kommet ind på skolen. Manden var dygtig, men han havde tydeligvis ingen styr over sit temperament, og han havde ingen respekt for autoriteter og regler. Tre ting som Collin satte ekstremt stor pris på.

Han løftede blikket igen efter at have placeret en beroligende hånd på begge forældres skuldre for at få dem til at tage den lidt med ro. "Ah, Miss Flame. Lige personen jeg manglede." erklærede Collin, nu tæt på fornøjet - selvom det ikke afspejlede sig i hans ansigt. Imens Kim havde plapret løs og moderen havde ladet sin bekymrede tale fylde rummet havde Collins hjerne arbejdet på højtryk. "Et øjeblik, forhold jer helt rolige, jeg har en fornemmelse af, at strømmen går om et kort øjeblik." sagde Collin og slog mørklægningsgardinerne ned og slukkede lyset, mens han trak Blaise til side. "Blaise," hviskede han næsten uhørligt i hendes øre. "Jeg ved, at du kan slå kameraerne fra, og jeg ved, at du stjal min Whiskey sidste jul, hvis du kunne udføre første del af den manøvre netop nu, så vil jeg sørge for, at du ikke behøver at udføre den anden halvdel igen. Vi har brug for at kunne tale uden mekaniske øjne." forklarede han hurtigt og dæmpet. Hvis aflytningsudstyr var placeret i rummet, ville det ikke opfange det fjerneste - måske noget, der lød som et uregelmæssigt åndedrag.

[Kim Getzov]

Collins attitude faldt ikke ligefrem i god jord hos Kim, slet ikke bemærkningen om at han skulle forlade området. Han havde allermest lyst til at sige at han ville elske at se dem prøve. Han trængte til at afreagere, men selv han viste at der var tidspunkter hvor man skulle holde kæft, og dette var vist et af dem. Kim havde kort kigget på den unge kvinde der var kommet ind i lokalet, men han genkendte hende ikke så i stedet kiggede han irriteret på Raphael som han godt mente kunne bakke ham lidt op. Men med deres forhold var det imponerende at han ikke bare var gået endnu. Den eneste grund til at han var blevet siddende var vel fordi han kedede sig og ikke havde bedre ting at tage sig til. Han blev forvirret da Collin pludselig mørklagde rummet. "Hvad fanden?" Havde han mumlet irriteret og Eves forældre hviskede hysterisk til hinanden. De havde vist været lige lovlig meget igennem i dag, mens Kims dag kun lige var begyndt. Så filerne kunne han ikke få. Det var vel også lidt for naivt at tro at de ville overgive dem så nemt. Hvis Samual var halvt så god som de sagde, så havde han vel også allerede stjålet dem fra skolen. Han kunne høre en lavmælt hvisken, men kunne ikke høre hvad, dog afbrudte hans hårde stemme den tunge stilhed. "Fint.." Hans stemme var kold, toneløs men i kontrol. "Hans gamle logbøger, dem kan du vel ikke nægte mig?" Hvis han skulle finde den her klovn, så måtte han vide hvordan han tænkte, hans gamle logbøger kunne være et godt fingerpeg,. Hvis han ikke kunne få fat i dem, måtte han enten stjæle dem eller dykke ned i Londons underverden og begynde at brække lemmer indtil han fik et spor at gå efter, eller The Agency stoppede ham.