1# Mission, Del 1 WALTER

[Walter Forrester]

Klokken tikkede stille nærmere midnat, vinden hvislede mellem Londons gader - som en million slanger - det sneede ikke, men frosten lå tyk over brostenene og lå der som en evig trussel om at hvis man ikke var forsigtig ville man glide og falde. Hver en raslende gren, hvert et forelsket par på vej hjem fra restauranter havde Walter Forresters hjerte siddende i hans hals, en blodåre dunkede i hans næsten skaldede pande og han trak vejret i ujævne små puffs. Hvor ville han ønske han havde taget hans astma inhalator med ham! Skyggerne krøb omkring ham, men ikke som om de forsøgte at skjule sig, uden skam som en flok hyæner - rolig nu Walter, det er bare skygger. "Du-du opføre dig jo latterligt, Walter." sagde han lavmælt til sig selv. Hans stemme rystede på grund af kulden, ikke på grund af frygt! Han var en fuldvoksen mand! Han var ikke bange for at stå på en gade alene om natten. Det var her ved Shakespeare teateret han havde fået besked på at vente.

[Alan Wadeford]

[/b] sagde han kortvarigt for, at få hans opmærksomhed, da han kom gående hen imod ham. Han betragtede hans ansigtsudtryk, før han lod blikket glide ned af den arme mand, der udadtil virkede til, at være rædselsslagen. "Alan Wadeford" præsenterede han sig og rakte en hånd frem imod ham, før han lod blikket glide hen mod bygningen. "Lad os flytte indenfor, synes du ikke?" Han sendte ham et venligt smil, før han åbnede dørene ind til museummet. Han lod blikket glide rundt, da der var utrolig mørkt - Han så tilbage på Walter Forrester, før han lukkede døren bag dem og låste distræt døren. Han trak hurtigt en lommelygte frem fra hans jakke og lyste op, hvor de gik. "Det er nu noget af et flot museum - Jeg plejede altid, at besøge dette sted, som barn" sagde Alan, før han slog blikket hen på Walter, der stadig virkede ganske rædselsslagen, selvom han lige nu var i sikkerhed.

// OOG: Jeg undskylder det sene svar - Jeg har været inaktiv her på det sidste, men jeg er med nu //[/ul]

[Walter Forrester]

Walter lod sig lede ind i museumet af den unge mand, som næsten var på alder med hans egen søn, indimellem tjekkede han sin mobil telefon for opkald fra hans kone eller sms'er fra hans børn. Jason, hans ældste, var næsten 19 år gammel nu og ville snart flytte ud og gå på college for at læse biokemi - præcis ligesom hans farmand - Janice, hans yngste, en pige på 15, hun havde ikke hendes storebrors videnbegærlighed men hun ville så gerne være frisør. Walter's mormor havde været frisør. Han huskede hende godt, en sød, lille buttet dame der duftede af teposer, søde pastiler og mentol cigaretter. Folk sagde ofte til ham han lignede hans mormor, hvortil han altid lo og svarede 'fordi jeg er lille og tyk?' og så ville personen le med ham, for Walter havde et stort hjerte under den massive mave og nervøse natur. "Jeg kan altså ikke fortælle dig hvor det er henne - jeg ved jo ikke, jeg mener, jeg ved jo ikke hvem du holder med - og hvis det her, ooh, nej, det må aldrig - aldrig falde i de forkerte hænder." Han havde sagt det før han kunne stoppe sig selv, nogengange røg ting bare ud af munden på ham. Uden at have fået lov. "Du virker ellers som en god knægt - selvom du sikkert er halvt så gammel som mig - og jeg, jeg skal nok følge med men-men jeg kan ikke sige noget."

[Alan Wadeford]

[/b] beroligede han Walter, før han sendte ham et blidt smil, der måske kunne berolige hans nerver, som så ud til, at være utrolig meget anstrengt. Han gik kort frem i salen, før han slog blikket omkring - Han havde kendskab til et kontrolrum, som var lidt længere oppe, men hvor det var, var for ham en gåde i dette øjeblik. Han lyttede til Walters ord og tog sig selv i, at fremmane et utvunget smil på sine læber. Det var ikke tit, at han fik komplimenter, så han slog blikket hen på Walter og nikkede. "Følg med" sagde han, da han fik øje på en dør, som skulle åbne op til et rum med en trappe, der skulle gå op til kontrolrummet, hvor de kunne være godt beskyttede. Han åbnede døren og så efter Walter, før han lod sit blik glide mistænksomt rundt i lokalet for, at se om der var andre.[/ul]

[Walter Forrester]

Walter fulgte nervøst med den unge mand op i kontrol lokalet. Hans hjerte tundrede i hans bryst og han måtte tage en klud op af lommen til at tørre hans sved våde pande med, våbnet var sikret og politiet holdt øje med hans kone og børn, men han kunne ikke lade være med at tænke på dem alligevel. Savnede de ham? Var de lige så bange som ham selv? Vidste de hvad deres far havde skabt? Hvis det våben havnede i de forkerte hænder og det kom ud til oftenligheden at det var ham der var ansvarlig, så ville hans børn aldrig tale til ham igen! Og selv hvis de ville var verden et ondt sted og børn kunne være ondskabsfulde - hvordan ville Janice's klassekammerater reagere på at hendes far havde skabt et så ødelæggende våben? Nej, nej. Walter. Det nytter ikke at tænke sådan. Alt skulle nok gå fint.
Der lød en skrattende lyd fra døren de var passeret igennem for ikke fem minutter siden og en genstand blev smidt ind af døren, et skarpt lysglimt forstyrrede de følsomme celler i hans øjne og gjorde det fuldstændigt umuligt for ham at se i fem sekunder, samtidigt forstyrrede det høje skrald der fulgte lyset den naturlige væske i hans øre - i fem sekunder var han både blind og døv, bortset fra en lang hyltone. En flash grenade. Der var en hård, tung smerte i hans bryst mens hans hjerte bogstaveligt talt faldt ud af takt, smerte skød op og ned af hans venstre arm og det føltes som om han var ved at kvæles i hans egen tunge. Mens alt dette foregik med Walter var ham der havde smidt grenaden, Samuel Turner kommet ind i lokalet med en håndpistol peget på den fremmede spion der var sat til at vogte over Forrester.