|
Post by Anne Hastings on Jan 17, 2012 0:21:15 GMT 1
Anne Hastings var nu kategoriseret som det, man kunne kalde en stikker. Derudover var hun i dyb fare, hvis Samuel fandt ud af, at hun havde stukket ham. Han ville højest sandsynligt komme og slå hende (og deres ufødte barn) ihjel på stedet. Ikke en super opmuntrende tanke, men Anne var ikke typen, der bekymrede sig ret meget, så indtil videre tog hun den helt med ro og nød sin Spaghetti Capriolo, en ny ret, som Vapiano havde introduceret for et par måneder siden, og som hun var blevet ekstremt glad for.
Den var stadig dampende varm, og tomatsovsen smagte vidunderligt. Den kønne pige tiltrak sig flere blikke, som hun sad der alene og spiste og nød sin mad med et saligt udtryk. Hun satte sin albue på bordet og stirrede tomt ud i luften, mens hun langsomt arbejdede sig igennem sin mad. Hun havde bestilt sin flybillet, pakket sit liv ned i en kuffert og sørget for at hendes bedste ansatte fik ansvaret for biksen, mens hun var væk. Hun anede ikke, om hun nogensinde kom tilbage - hvis Samuel fandt ud af, at hun havde stukket ham ville han jo nok få hende slået ihjel uanset hvad. Hvorfor hun var så rolig omkring det, vidste hun ikke, men det generede hende ikke stort at tænke på, at hendes eks-elsker kunne finde på at få hende slået ihjel.
Det generede hende egentlig heller ikke, at selv samme mand skulle være far til hendes barn - han havde jo gode gener. Barnet ville blive kønt og klogt, og så kunne hun altid tage eventuelt psykotiske tendenser i opløbet.
|
|
|
Post by Antonio Aureliano Romano on Jan 18, 2012 1:05:03 GMT 1
Antonio havde som opgave at mødes med en såkaldt ’fortrolig kilde’, og få oplysninger ud af hende om Samuel Turner og hans operationer, og finde ud af mere om kildens relationer til denne. Umiddelbart lød det som en af de lettere opgaver, da han da selv mente han havde været ude for lidt af hvert, og næppe ville smide denne slags opgaver ind under hans top ti, for mest risikable eller udfordrende opgaver. De lignende missioner han havde været på, havde i hvert fald ikke været helt så begivenhedsrige som så mange andre ting han havde oplevet. Desuden, hvor svært kunne det egentlig være? Det var jo ikke Pentagon eller Buckingham Palace han skulle infiltrere, kun hovedet på en enkel kvinde. Selvom det i sig selv kunne være et rigeligt intimiderende og forvirrende sted.
Men down to business. Han var blevet informeret om at hun ville befinde sig på Vapiano, og han havde besluttet at det ville være det mest optimale sted at tage kontakt, så han havde ventet lidt tid efter hun var ankommet til stedet, inden han selv trådte ind og lod døren glide i bag sig med et let klik, da lukkemekanismen satte sig på plads. Han lod kort blikket glide søgende rundt i lokalet, indtil det låste sig fast på sit mål. Han gik med lette elegante skridt igennem restauranten, indtil han nåede bordet hvor hun sad, og lod sig ubekymret dumpe ned på en stol på den modsatte side af bordet. Hans blik hvilede på hende et øjeblik, inden han brød stilheden, med sin sædvanlige bløde, charmerende stemme, som par et tydeligt præg af hans italienske accent, og sendte hende et blik som ville få de andre gæster til at tro at de kendte hinanden ret godt, for at undgå nysgerrige blikke, ”Anne Hastings?” Det var ikke så meget et spørgsmål, som en konstatering. Han genkendte hende tydeligt fra billedet han havde set af hende tilbage på skolen, inden missionens start, så der herskede ingen tvivl hos ham, om at det var den rigtige person han havde fået fat i.
|
|
|
Post by Anne Hastings on Jan 18, 2012 1:21:33 GMT 1
Anne havde skam lagt mærke til, at hun blev skygget, men hun kendte Samuels metoder - havde han sendt nogen for at slå hende ihjel, så havde hun været død indenfor de første tre minutter, efter hun havde forladt sin lejlighed. Nej, det var ikke ham, der var efter hende, så hun lod bare fyren følge sig og bed mærke i, at han stoppede op lidt fra Vapiano og ventede på, at hun gik ind. Da han trådte ind i restauranten, vidste hun næsten øjeblikkeligt rent instinktivt, at han ville tage kontakt til hende. Hun løftede begge øjenbryn, da han satte sig overfor hende, lagde armene over kors og antog en meget afvisende mine. "Det kommer an på, hvem der spørger." svarede hun køligt og målte ham med øjnene. Ung fyr, yngre end hende. Bestemt ikke typen man sendte afsted for at kidnappe nogen, og hvis han ville kidnappe hende, så havde han vel gjort det, mens de havde været afsides i stedet for midt på en af de mest fyldte restauranter i London.
Hun havde allerede nu en dårlig fornemmelse af, at LSA-agenterne havde brudt deres løfte. Han kunne snildt være en af skolens elever, og at de sendte en snothvalp for at tale med hende fik hende til at klemme øjnene en anelse sammen. "Jeg vil gerne være fortrolig, han slår mig ihjel, hvis han finder ud af, at jeg har stukket ham." oversattes åbenbart på spionsprog til "Fortæl samtlige 500 elever på jeres skole, hvem jeg er, hvordan jeg ser ud, og hvor jeg spiser frokost." Læberne var strammet i en smal linje, og øjnene var hårdere end stål. "Jeg har intet, du søger eller kan få. Lad mig være i fred. Hvad er det egentlig for en gang amatørarbejde I render rundt og laver? Hvad er så svært for jeres rektor at forstå ved 'fortrolig'? Hvorfor sender de en eller anden snothvalp for at tale med mig?" lød de kølige spørgsmål. Det var ret tydeligt, at pigen her ikke var indstillet på at hyggesnakke, uanset hvor køn en fyr han var, og uanset hvor nuttet den italienske accent var. Hun var hormonel og irritabel og ventede faktisk bare på at komme ud af landet og i sikkerhed, og de sendte hende en eller anden rolling?
|
|
|
Post by Antonio Aureliano Romano on Jan 18, 2012 21:35:11 GMT 1
Antonio fornemmede straks den kølige fjendtlighed som nærmest skinnede ud af hende, men det lod han sig nu ikke slå ud af. Han havde knækket større nødder, og han skulle også nok klare hende her. Desuden, nu havde hun jo sladret om Samuel, så hvis han fandt ud af det ville det næppe gøre nogen forskel for ham om hun fortalte Antonio hvad han ville vide eller ej, så hun ville intet på ud af at tilbageholde oplysninger. Og det var han slet ikke i tvivl om at hun godt var klar over, hun slog ham ikke som værende uintelligent. Han uddelte normalt ikke oplysninger om sig selv, det var trods alt et hundrede procent professionelt det her, og hvis nogle oplysninger slap ud om ham, kunne det have fatale konsekvenser. Både for ham selv og han familie. Alligevel svarede han på hendes spørgsmål, dog uden at give nogle oplysninger af betydning, og det han sagde, kunne jo sagtens bare være dæknavne, så det betød intet, ”Jeg foretrækker ikke at tale om mig selv… Men du kan kalde mig Antonio.” Det var ikke svært at høre på hans stemme hvor han kom fra, da den italienske accent skinnede tydeligt igennem, og på trods af hendes tydelige fjendtlighed, prydedes hans ansigt stadig af det ubekymrede, skæve og lettere charmerende smil, og hendes afvisende attitude påvirkede ham tilsyneladende ikke.
”Kun jeg ved at du har haft kontakt til akademiet. Og jeg kan forsikre dig om at jeg ikke er amatør, og ikke har til sinde at fortælle nogen noget. Men hvis du er så ivrig, så glimrende, lad os bare skippe direkte til forretningerne. Du har nogle informationer jeg mangler, og jeg kan forsikre dig om at jeg ikke har nogen planer om at returnere til skolen før du har givet mig dem. Så hvad siger du? Skal vi gøre det nemt, eller besværligt – Og mere risikabelt for dig?” Han foretrak naturligvis hvis de bare kunne gøre det hurtigt og simpelt, frem for absolut at skulle gøre alting så meget mere besværlige end de behøvede være. Men normalvis havde han da heller ikke de store problemer med at få de informationer han ønskede. For det meste kunne de overtales, charmeres eller bestikkes. Hans tunge åbnede mange veje. Det gjorde sjældent den helt store forskel hvem de var, eller hvor gamle de var. For ham var det bare arbejde, så den eneste forskel det gjorde for ham, hvem der sad på den anden side, var hans metoder til at få oplysningerne ud.
|
|
|
Post by Anne Hastings on Jan 18, 2012 22:26:12 GMT 1
At Antonio fornemmede hendes kølighed imponerede hende på ingen måde. Faktisk var der intet ved denne lille hvalp, der imponerede hende. Han kunne være nok så afslappet og charmerende - hun kunne ikke bruge det til det mindste. Hendes tillid var blevet forrådt, og jo flere der vidste noget om, at hun havde sladret, jo større chance var der for, at en af Samuels snipere plaffede hende ned fra en tagtop på vejen hjem. Eller endnu værre... stenklodser på fødderne og smidt i Themsen. Eller siddende i en bil med en slange til udstødningen... Anne havde en ret overaktiv fantasi lige på det punkt, og det hjalp ikke hendes situation. Hun fnøs og klemte øjnene fjendtligt sammen, da han sagde, at han foretrak ikke at tale for sig selv. "Sjovt, så er vi to. Smut pomfrit, du kan gå tilbage til din lille skole, jeg har ingen interesse iat hjælpe en organisation, der tydeligvis ikke respekterer mit ønske om at forblive anonym." hvæsede hun mellem sammenklemte tænder. Hendes negle borede sig ind i hendes håndflade, og hendes øjne var iskolde. Hun var komplet ligeglad med, hvem der kunne se hende - nu var det hele lige meget. Tydeligvis havde akademiet ikke tænkt sig at respektere hendes ønske, og det gjorde hende ikke ligefrem samarbejdsvillig. "Kan jeg kalde dig idiot?" spurgte hun med et kattevenligt smil, der lyste af sarkasme og afsky.
"Kun du? Kun du? Hvor naiv er du lige?" spurgte hun vantro og rynkede på næsen af ham. Hvor dum kunne man være? "Tror du seriøst på, at din rektor kun har fortalt dig om mig? En elev? Som den eneste?" spurgte hun og prikkede sin gaffel ned i et nyt stykke tomat for hvert ord. "Godt, for det er mit liv I gambler med. Jeg blev lovet, at jeg ville være anonym, og jeg ser ikke meget anonymitet over at sende et barn for at tale med mig!" hvæsede hun lavmælt. Hendes øjenbryn skød op i panden, da han lukkede noget ud, der i mistænkelig grad lød som en trussel. "Står det i din håndbog, at du skal true fortrolige kilder, hvis liv bliver sat på spil af dine inkompetente overordnede?" spurgte hun vredt og rejste sig op. Hun samlede sin tallerken op og kylede den direkte mod hans ansigt for så at slå med håret, tage sit betalingskort og gå ud. Hun lagde kontanter på bordet og forlod restauranten med sin håndtaske slynget over skulderen og den sorte trenchcoat svøbt om sig.
|
|
|
Post by Antonio Aureliano Romano on Jan 18, 2012 23:54:13 GMT 1
Antonio brød sig ikke om at blive kaldt naiv, eller klassificeret som ”et barn”. Måske var han yngre end hende, men så meget yngre var han heller ikke, og et simpelt barn var han på ingen måder. Han lod sig dog ikke mærke med disse betegnelser udadtil, og opholdte blot den samme facade, uden at vise nogle ændringer i sit ansigt. Han fik ikke mange ord indført, før hun rejste sig op, samlede sin tallerken op og kastede den efter ham. Han nåede lige netop at flytte sig til siden, inden tallerkenen ramte ham, med det resultat at stolen væltede bagover, og tallerkenen som stadig var fyldt med madrester, fløj videre bagud indtil den ramte væggen bag ham, og smadrede med et klirrende brag som sendte porcelænstumper og tomatsovs ud til alle sider. På mirakuløs vis, formåede han ikke at få nogle madrester på skjorten eller bukserne, hvilket han var meget taknemmelig for, da han ikke var meget for at vise sig offentligt og se sådan ud, selvom få kendte ham her i landet. Han fulgte hende ud af døren, så snart han havde sikret sig at hans tøj var helt frit for tomatsovs, og forsøgte i processen at virke så naturlig som muligt, og bare smutte ud så hurtigt kan kunne, for ikke at vække for meget opsigt. Dette var dog lidt svært, når hun lige havde besluttet sig for at smide med servicen, hvilket havde tiltrukket de flestes opmærksomhed. Han lod døren glide i af sig selv bag sig, da han ikke havde tid eller tålmodighed lige nu til at stoppe op for at lukke den. Heldigvis var hun ikke kommet så langt endnu, så hun var stadig indenfor synsfeltet, så han begyndte igen at gå efter hende. Han løb ikke, da dette bare ville tiltrække endnu mere uønsket opmærksomhed, hvilket han bestemt ikke havde brug for lige nu, så han nøjedes med at gå i et lidt højere tempo end normalt, og indhentede hende forholdsvist hurtigt. Han holdt sig denne gang lidt på afstand, i tilfælde af at hun skulle beslutte sig for at kaste mere efter ham, men holdt sig indenfor en afstand så hun kunne høre ham, og omvendt. Han gav det et par sekunder, inden han prøvende brød tavsheden. ”Jeg forstår din frustration over den misbrug af din tillid rektor har udvist. Men jeg kan næppe holdes ansvarlig for det. Det eneste jeg ved, er at du har informationer om Samuel Turner, og at jeg ikke kan vende tilbage uden dem.” Antonio forventede ingenting fra hende, andet end måske lige endnu et vredt udbrud, et par yderligere fornærmelser, med sandsynlighed for et par flyvende genstande. Dog valgte han fortsat at tage den roligt, og se om ikke han kunne få hende vendt med ord, så han ikke ville være nødt til at benytte sig af aggression, da han virkelig ikke nød det. ”Du kan mene om mig og kalde mig hvad du ønsker, jeg har intet behov for at du skal acceptere eller kunne lide mig. Men udvist mig i det mindste den smule respekt det kræver, ikek at forvrænge mine ord. Jeg har aldeles ikke truet dig, og har ingen intentioner om det. For min skyld kunne jeg gå på knæ lige her og tigge dig, hvis jeg forventede at det ville give udbytte. Han trak vejret en enkelt gang, mens han luftede sine tanker, inden han fortsatte igen ”Men fint nok, nævn din pris. Hvad kræver du til gengæld for disse informationer? Foregiv ikke at der ikke er noget jeg kan gøre for dig.”
|
|
|
Post by Anne Hastings on Jan 23, 2012 20:33:49 GMT 1
Anne kunne ikke være mere ligeglad med, om han havde dodget tallerkenen eller ej. Hun var vred, hormonel, hun var truet på livet - endnu mere, end hun havde været før, og de sendte en fucking ELEV for at udspørge hende. EFTER at have lovet hende, at hun ville være anonym. Hun var ikke i tvivl om, at han fulgte efter hende, men hun var dybt irriteret og havde ikke tænkt sig at gøre det nemmere for hende, så hun prajede en taxa og bad chaufføren om at køre hende hjem. Hun kiggede i sin taske efter sin pung og holdt så en hånd op, inden chaufføren skulle til at køre. Hun åbnede døren og stirrede vredt på Anthony... Antonio... whatever. "Har du stjålet min pung?" spurgte hun anklagende. Hun var klar over, at den lige så vel kunne ligge inde på restauranten, men lige nu var hun vred, og hun var ikke bleg for at lade det gå ud over ham. Hun vinkede chaufføren af og steg ud igen. Hun krydsede armene over sit bryst, da han begyndte at tale. "Hør her, lille ven. Andy, Asmus, hvad du nu end hedder - Jeg er gravid, jeg er hormonel, jeg er irritabel, og at opsøge mig i fuld offentlighed - særligt efter jeg blev lovet anonymitet, er dråben, der får bægeret til at flyde over. Har du nogen som helst forståelse for, hvilken fare jeres organisation sætter mig i?" hvæsede hun med rasende, skarpe øjne. Hvis øjne kunne dræbe, så ville Antonio have været død, genoplivet, dræbt igen og begravet, for derefter at blive slået op og tævet lidt på - bare for en sikkerheds skyld.
"Min pris? Min pris?" hvæsede hun igen. "Prisen for mit liv? Mit barns sikkerhed?" spurgte hun og klemte øjnene sammen. "Tro mig, der er intet, du kan gøre for mig. Jeg rejser fra landet i morgen, og jeg har ingen interesse i at arbejde yderligere sammen med jer." fnøs hun. "Så medmindre du kan sørge for at jeg - diskret denne gang - bliver fløjet direkte til en destination af mit eget valg og får refunderet de penge, jeg nu har brugt på en ubrugelig billet - for han FINDER MIG, hvis jeg først tager afsted i morgen - han skal nok finde ud af, hvilke penge jeg har brugt - så er der intet, du kan give mig, for jeg skal alligevel dø indenfor de næste 48 timer."
|
|
|
Post by Antonio Aureliano Romano on Jan 23, 2012 20:55:26 GMT 1
Hun havde virkelig ikke tænkt sig at gøre det nemt for ham, det var helt tydeligt, og selvom han da nød en udfordring en gang imellem, så kunne det nu også blive for meget af det gode. Og da hun efterfølgende nu anklagede ham for at have stjålet hendes pung, hvilket han naturligvis ikke havde, gjorde det hende næppe mere samarbejdsvillig. Antonio var dog opsat på at finde en måde at få oplysningerne ud af hende på, og kun meget nødig ville han ty til vold, om end det så var af fysisk eller psykisk natur, så var der en anden måde at få dem ud af hende, så havde han i sinde at finde den. Og det var der som oftest, så hun var nok heller ingen undtagelse. Selvom at hendes hormoner lige nu gik amok, og hun i forvejen var sur og irritabel næppe hjalp på noget. Hun var nok den mest belastende kilde han nogensinde havde haft den udsøgte misfornøjelse at arbejde med, i hvert fald i den sidste tid. Han arbejdede lige nu for at forholde sig rolig, og holde den kølige, rolige facade, selvom det blev sværere og sværere med tiden, og det at hun var så forbandet usamarbejdsvillig gjorde kun det hele meget værre, og gjorde det sværere for ham at styre sig. Men han nægtede at lade hendes irritable fremtoning og irriterende modarbejde gå ham på og få ham til at miste tålmodigheden, han nægtede simpelthen. Men hun var virkelig ikke nem at have med at gøre, og den skarpeste kniv i skuffen var hun næppe heller, det var jo ikke fordi at HAN bragte hende i fare, han havde jo ikke besluttet at hun skulle sladre om Samuel Turner, og han havde jo ikke sendt sig selv ud for at snakke med hende. Og om hun talte med dem eller ej, gjorde næppe nogen som helst forskel for Samuel, han ville sandsynligvis få hende dræbt uanset hvad, eller hvad han nu ellers plejede at gøre. Ærligt talt havde han aldrig haft meget direkte at gøre med ham, så han kendte ikke til hans metoder, men det var ikke svært at gætte sig til. ”Hvor vil du hen?” spurgte han, som det mest naturlige i verden, og så på hende med et roligt, beregnende blik. Hvis dette kunne købe ham nogle informationer, så sendte han hende gerne hvorhen hun ville på sin regning. Hans familie var ualmindeligt velhavende, de fleste ville nok bare sige at de havde røven fuld af penge, hvilket heller ikke var helt forkert, og en flybillet eller to til hende var næppe det som skulle knuse hans budget. Manglede han noget bad han jo bare sin familie i Italien sende pengene til det. Og lige nu var han bare opsat på at få denne mission færdig, og få de oplysninger ud af hende han skulle, og hvis det ville hjælpe ham med det, så betalte han gerne hendes billet og hvad end hun ellers skulle ønske, af egen lomme. Den smule penge havde jo alligevel ikke den store betudning for ham
|
|
|
Post by Anne Hastings on Jan 23, 2012 21:45:01 GMT 1
Anne stod blot et kort øjeblik og stirrede lidt tomt på ham, da han sagde, at han ville sende hende præcis hvorhen, hun ville. Hun åbnede og lukkede munden et par gange, sendte ham et skeptisk blik og krydsede armene over brystet. "Vil du gå med mig hen til restauranten for at se efter min pung? Der er mit pas, og jeg får brug for det. Bagefter vil jeg gerne et sted hen, som vi kan være sikre på ikke bliver aflyttet, og hvor ingen kan holde øje med os." bad hun og sendte ham et spørgende blik - make it or break it deal. Alt hendes vrede var forsvundet som dug for solen ved muligheden for at blive sendt et sted hen, hvor Samuel ikke kunne spore hende. Hun mærkede til gengæld sine øjne blive fugtige og bed sig hårdt i læben for at stoppe det fandens tuderi. Tanken om at være i sikkerhed betød langt mere, end hun nogensinde havde forestillet sig. Hun var blevet så god til at spille tough, at hun nogle gange selv troede på, at hun var pisse ligeglad. Han forstod tydeligvis ikke, hvorfor det her gjorde hendes liv så meget desto farligere - at en elev på Lionhart Academy opsøgte hende i fuld offentlighed. Samuel havde flere medarbejdere, som kunne have stukket ham, men hvis hun blev opsøgt af en elev fra akademiet og Samuel opdagede det, så ville han være lynhurtig til at lægge to og to sammen, og hvis han tjekkede op på hendes kreditkortoplysninger... tjah, så ville han lynhurtigt regne ud, at hun var på vej ud af landet. Hun tvivlede på, at han var bleg for at skyde hende ned midt i lufthavnen. Eller hyre en eller anden galning til at gøre det, så det ikke reflekterede tilbage på ham. Hun forventede ikke, at en eller anden overprivilegeret skoledreng forstod det - han havde tydeligvis penge nok, og det generede hende en smule, at han kastede om sig med dem, men samtidig så var det hendes mulighed for at redde livet - og det lille nye indeni hende. Det regnede hun ikke med, at han ville forstå alligevel.
|
|
|
Post by Antonio Aureliano Romano on Jan 23, 2012 23:14:24 GMT 1
Det lod til at han endelig havde fundet en måde at få hende til at samarbejde på. Han havde ikke tvivlet et øjeblik på at han nok skulle finde på noget før eller senere, alle havde en svaghed, det gjaldt bare om at finde den. Og hendes var åbenbart hendes ufødte barn. Det lod til at være en af hendes ømme punkter i hvert fald. Og hvis han kunne garantere hendes og barnets sikkerhed, lod det til at hun ville være langt mere villig til at hjælpe ham til gengæld. Dette var en stor sejr for ham, og nu lod det til at tingene endelig begyndte at tage fart. Måske dette alligevel ikke ville blive helt så besværligt som han oprindeligt havde frygtet, og måske det ikke behøvede tage så lang tid som oprindeligt formodet. Det var godt. Han nikkede blot som svar da hun responderede til hans forslag, og gjorde en gestus i retningen af restauranten, som tegn på at hun bare kunne gå først, så ville han følge hende. ”Hvad end du ønsker.. Men vi må hellere skynde os lidt.. Jeg foretrækker ikke at være i det åbne for længe af gangen lige nu.. For nemt at overvåge os herfra.” Han afventede at hun ville begynde at gå, og ville derefter følge hende, så de kunne komme videre så hurtigt som muligt. Han ville foretrække at finde et mere privat sted så hurtigt det var muligt, da man jo aldrig kunne vide sig selv helt sikker på ikke at blive overvåget. Og han ville ikke risikere at hun nåede at skifte mening igen, inden de kunne nå at hjælpe hinanden, selvom han ikke regnede med at dette ville ske. Hendes syn på ham havde næppe ændret sig, det eneste som havde ændret sig var at det nu var gået op for hende at han kunne få hende i sikkerhed fra Samuel, men det havde ingen betydning for ham. Hun kunne mere eller mindre mene om ham hvad hun nu ville, han havde bare en opgave som skulle udføres. Dette her var jo kun arbejde, og efter i aften ville de aldrig se hinanden igen. Og det var hun næppe ked af. Han forstod dog godt hendes ønske om at holde barnet sikkert, og han ville da sikkert også have det på samme måde hvis det havde været hans eget barn, men som han så det, så var hendes bedste mulighed lige nu, hvis hun ønskede at hende eller barnet skulle overleve denne aften, at samarbejde med ham.
|
|