# 1 Mission, del 1, The Last Supper

[Anne Hastings]

Hun nikkede let til hans kommentar om, at de hellere måtte komme hurtigt væk. Pigen ved disken stod klar med hendes pung, da Anne kom tilbage og sendte Antonio et giftigt blik, som om han havde dumpet hende midt på restauranten. Hvorfor det betød så meget anede Anne ikke, men hun brast i gråd uden så meget som et varsel, og pigen foran hende stod totalt chokeret med pungen strakt frem og et hjælpeløst udtryk i ansigtet. Hun sendte Antonio et bedende blik, som skreg langt væk af "Så gør dog noget!", skræmt af den åbenbart sønderknuste kvinde foran hende. Efter lidt tid befriede Anne endelig pigen for pungens byrde og knugede den ind til sig, før hun vendte et blik mod Antonio, der lyste af "Få mig ud herfra." Hun følte sig fuldstændig hjælpeløs. Hun havde jo ikke regnet med, at Samuel var en stjernepsykopat, da hun mødte ham. Uheldigvis havde kvinder åbenbart en svaghed for helt specifikke røvhuller, og Samuel kicked the bar out of the fucking stadium.

Hun snøftede let, stadig fuldstændig forvirret og slået ud af den. Hun havde jo aldrig haft til intention, at nogen skulle komme noget til. Hun havde aldrig ønsket at skade nogen, og da slet ikke sit eget ufødte barn. Eller sig selv. Og af ukendte grunde heller ikke fyren, der stod ved siden af hende lige nu, så hun tog en dyb indånding, tog taknemmeligt imod en serviet, som pigen foran hende holdt frem. Hun smilede svagt til hende, undskyldte for sin opførsel tidligere og tog så fat om Antonios arm og gik ud af restauranten efter at have betalt for den smadrede tallerken. "Privat sted... hos dig eller mig?" spurgte hun og rettede blikket mod ham, lidt mere down to business nu, hvor hun havde sin pung igen og bedre kunne overskue sit liv. Det der var tilbage af det...

[Antonio Aureliano Romano]

Antonio havde altid været paranoid af natur, fra helt tilbage til sine tidlige teenageår, og det var bestemt ikke blevet bedre med tiden, og slet ikke efter han var startet på Lionhart Academy. Derfor var han i øjeblikket også meget vagtsom, og havde hele tiden et vagtsomt blik ud af øjenkrogen, og scannede med jævne mellemrum kort omgivelserne. Han så dog intet mistænksomt på hele vejen til restauranten, og havde nogen fulgt efter dem, havde han nok fået øje på dem, selv hvis de havde været professionelle. Han var trods alt trænet i selv at forfølge folk uden at blive opdaget, og i at gennemskue andre spioner, og havde aldrig haft grund til at mene andet end at han klarede det ret godt.

Da de igen stod foran Vapiano kastede han et sidste blik rundt i gaderne, men da han ikke så noget, fulgte han Anne ind på restauranten. Han mærkede et par stikkende blikke i sin ryg på vejen ind, og da de nåede op til disken, hvor pigen som arbejdede der stod klar med Annes pung, blev det ikke ligefrem bedre. Han bemærkede tydeligt det blik hun sendte ham, og var slet ikke i tvivl om hvad hun tænkte lige nu. Han kunne dog ikke bekymre sig om hvad hun mente om ham, han havde et job at fuldføre, og jo mere disse mennesker afskyede og foragtede ham, des bedre, for så var de så optagede af det, at de ikke ville have tid til at være i vejen for ham. Det eneste negative ved det, var at de så nemt ville huske ham hvis nogen senere stillede spørgsmål om ham. Så hvis noget ved denne mission skulle gå galt, og nogen skulle formå at spore hans bevægelser hertil stedet, og stille spørgsmål om ham, var der en overhængende risiko for at nogen ville huske ham og kunne genfortælle dele af aftenens forløb. Det havde han dog ikke tid til at tænke over lige nu, og hans tanker flød da også snart andetsteds, da Anne ved siden af ham tilsyneladende pludselig brød sammen og brast i gråd helt uden varsel. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, og stod et øjeblik bare som forstenet og stirrede uforstående på hende. Da pigen bag disken nu sendte ham et nyt blik, vidste han dog at han måtte gøre et eller andet, da han jo ikke ønskede at tiltrække endnu mere opmærksomhed til nogen af dem, og dette her var ikke ligefrem direkte diskret.
Han lagde forsigtigt en beroligende hånd på hendes ene skulder, i et forsøg på at få hende til at samle sig lidt, og skrue lidt ned for hormonerne og den følelsesmæssige overvældelse som lod til at have fået overtaget et øjeblik. Da Anne havde fået sin pung tilbage, ville Antonio bare ud derfra, hurtigst muligt. Han lod sin ene arm finde vej om livet på Anne, og førte hende mod udgangen. På denne måde virkede de ikke helt så fremmedgjorte og mistænksomme, og han havde heller ikke tid til at vente for længe på at hun fandt vej til udgangen.
Da de endelig lidt efter stod ude på fortovet, og Anne igen henvendte sig til ham, med spørgsmålet om hvor de nu skulle hen, tænkte han sig kort om. Han anede jo ikke hvor hun boede henne. ”Hvad end der er tættest på. Mit nærmeste sted ligger i Italien. Har et værelse på et hotel et par gader væk, men ved ikke om det er privat nok. Hvor bor du?” spurgte han så, og så nu igen for første gang på hende siden de satte kursen mod døren ud af restauranten. Han ville bare væk fra gaden hurtigst muligt, og var ellers ret ligeglad med hvor de tog hen, så længe der var privat. Han havde sluppet hende igen da de var nået ud af døren, og stod nu bare og så på hende, med et afventende blik. Normalt boede han jo i Italien, men han kunne til stadighed få behov for lidt alene tid væk fra skolen, så derfor havde han lejet et værelse på et af de lokale hoteller, som han havde haft fast siden han startede på skolen. Helt billigt havde det ikke været, det var et af de større hoteller, og værelset stod i en god sjat penge for hver eneste nat, og det havde da også løbet op i den del siden hans start på skolen, og havde nok været betydeligt billigere bare at købe et sted i nærheden. Dog betød det ikke det store for ham, det var trods alt hans farfar som betalte, og familien havde rigeligt med penge, og havde en god jævn indkomst, så ingen havde stillet spørgsmålstegn ved investeringen. Og det havde da vist sig at være brugbart at have et værelse nede i byen ved op til flere lejligheder.

[Anne Hastings]

Anne nikkede let, da han konkluderede, at hans hotel var for offentligt. "22nd and North." svarede hun uden videre og begyndte at gå dermod. Hun havde en ond fornemmelse af, at det her ikke ville ende godt, og hun ville helst ikke skydes ned nu - hun var så tæt på målet. Hun var så tæt på at være i sikkerhed med barnet i hendes mave, og det måtte bare ikke gå galt nu. "Okay, hvad vil du vide? Du kan lige så godt begynde at spørge nu." erklærede hun og så sig over skulderen. Hun havde en led følelse af at blive forfulgt, og hun kunne ikke ryste den af sig uanset hvor meget hun forsøgte. Der var dog intet hun genkendte i baggrunden - ingen suspekte mennesker overhovedet. Hun vendte hovedet og så på ham. "Tusind tak for at gøre det her for mig." sagde hun taknemmeligt og smilede prøvende til ham. Hendes øjne var varme for første gang, siden han havde set hende, og selvom de stadig var våde af tårer, så var de fulde af håb.

Indtil et højt knald lød, og kroppen foran ham sank ned i knæ. Blod spredte sig lynhurtigt på låret, og snart var hendes bukser komplet gennemblødte af hende. Hendes øjne var vidtåbne i chok, mens hun stirrede skræmt op på ham uden et ord over sine læber.

'Ikke nu. Ikke nu. Jeg er så tæt på. Vær sød ikke at lade mig dø nu.' tænkte hun panisk, mens hun så direkte ind i hans øjne.