Homework

[Aishe Mirela]

Aishe sad ved et af de mange tomme borde der var i forhallen, ikke mange af eleverne gad bruge deres aftenener på at lave lektier, de var sociale i stedet. Men Aishe kunne godt lide den stilhed der var her, og hun nød at betragte de få elever der var her, der sad diskret og talte. Hun havde netop afsluttet sin spanske aflevering, og skulle nu i gang med den engelske, selvom hun talte sproget udemærket - dog med tydelig dialekt - var det svært for hende at formulere sig skrifteligt, omkring ting man ikke normalt talte om. Men hun vidste ikke hvem hun skal spørge om hjælp. Hun ville gerne være social, men hun havde stadigvæk svært ved at falde ind i mellem de andre elever da hun var så anderledes, hun var ikke intelligent som dem - blot speciel og lærenem.. Og heldig.

[Donald Aonghus MacCockburn]

Donald havde nu været her i lang tid efterhånden, han var nu i gang med sit femte år, og alligevel kunne folk more sig så forunderligt på hans bekostning. Han klagede skam ikke, og det generede ham heller ikke, faktisk var han ret ligeglad. Og et eller andet sted, så var det jo også noget han ikke var vant til derhjemmefra, da langt de fleste der ikke ville turde så meget som at modsige ham åbent, fordi de var så pisse bange for ham og hans familie. Så det var da en forrygende afveksling fra dagligdagen, og meget interessant at prøve. Han forstod bare ikke at de aldrig blev trætte af det. Men det var jo deres sag. Selvom Donald måske nok selv var ude om det til en vis grad, i hvert fald afhjalp han ikke meget på det, ved at være så fuldstændig ligeglad med hvordan andre så ham, og derfor gøre nogle af de ting han gjorde, og til tider kunne han da også fange sig selv i at presse den lidt længere end det måske var nødvendigt, bare for at fremprovokere en reaktion, og se hvor langt han kunne drive dem. Han fandt det utroligt fascinerende, af en eller anden utænkelig grund.
Der var ikke mange elever lige nu i skolens forhal, men flere af de få som sad der, vendte i et kort øjeblik hovederne, idet Donald kom gående igennem. Det var utroligt så mange der stadig ikke havde vænnet sig til hans påklædning, selvom den var næsten det samme hver eneste dag, men flere af dem var jo også de yngre elever. I dag var han iklædt en simpel kilt, i MacCockburn klanens tartan, en almindelig lys skjorte, under en Argyll-jakke i sort cashmere uld. Af tilbehør havde han det sædvanlige, silkeslips og knæsokker matchende kiltens grundfarve, et par ghillie brogues på fødderne, en sporran i fint, blødt kavleskind, hvori han opbevarede de mindre personlige genstande han gik rundt med, da kilten jo naturligvis ingen lommer havde, og til sidst en sgian dubh i den højre sok. På trods at det ikke var meget anderledes fra hans sædvanlige beklædning, var det rigeligt til at more et par førsteårselever, som vist ikke var løbet ind i ham mange gange hidtil, men Donald tog tydeligvis ikke notits af de slet skjulte blikke, og de hviskende stemmer der som altid var liige høje nok til at de kunne høres i den anden ende af lokalet.