Når alkoholen skaber sine egne venner...

[Willa Allison Young]

Udenfor var det mørkt og koldt. Vinden ruskede i det forbipasserende mennesker, som forsøgte den at få dem op at flyve eller stikke af med deres hatte eller noget. Det var ikke ligefrem glæde, der var spredt blandt dem, der havde vovet sig udenfor i vejret. Men indenfor på baren Club 49 var stemningen en lidt anden. Her pumpede musikken, mens man kunne mærke bassen i gulvet. Folk dansede, folk drak, folk horede... Det var en typisk fredag aften i byen. Normalt ville man ikke finde Willa sådan et sted og slet ikke i den tilstand, hun var i nu. Det lignede langt mere hendes bror, at gå på en cool, tjekket bar og drikke lidt for meget. Men her stod hun altså. Eller stod og stod - hendes ben var ikke helt sikkert stående på den jord, hun normalt så nemt betrådte, ja faktisk væltede hun i dette sekund ind i en fremmed person, der dansede ved siden af hende. For midt på dansegulvet stod en tæskestiv Willa. Hendes hoved snurrede i det hun faldt og hun så med et sløret blik op på personen, der vidste sig at være en tilfældig, ung mand. Hun grinede fjoget til ham, hvilket hun nok ikke skulle have gjort, da han lænede sig tættere ind mod hende og lagde armene om livet på hende. Willa var ikke helt fuld nok til ikke at ænse i øjeblikket, at det ikke var helt, hvad hun havde tænkt sig, men hun ville nok alligevel ikke kunne huske noget af det i morgen...

Hvordan var den ellers så fornuftige Willa dog endt i sådan en sort situation? Alene på en bar godt snaldret i favnen på en fremmed mand, der nok ikke havde gode intentioner? Det hele havde startet på skolen, hvor hun passede sin bror, der i dag havde ligget syg med en forkølelse. Hun løb frem og tilbage fra hans værelse med kaffe og tæpper, mens han bare lå og var ynkelig. Normalt så man ellers ikke Matt være sunket så dybt, som at få sin søster til at pleje ham, men når han blev syg, blev han det værste pattebarn, især fordi han så ikke kunne løbe rundt, som han normalt gjorde. Tilsidst havde han dog taget sig lidt sammen og sendt hende i byen. Han havde dog nok regnet med, hun ville tage med nogen veninder, der kunne passe på hende, men da Willa aldrig havde været den store festabe, var hun bare taget alene. Havde forestillet sig en rolig aften med en øl og en pakke smøger på Hard Rock Café; for så at møde nogen bekendte, ældre drenge fra LSA. Dog havde disse bekendte vist sig at være noget af nogen svin, da de først havde presset hende til at drikke mere, ja, nærmest tvunget den ellers så fornuftige Willa, som ikke havde spist aftensmad, fordi hun havde passet sin bror og derfor fik så hatten passede - og dernæst skredet fra hende, da hun var på toilettet. Så der stod hun altså. Fuld og forvirret. Den unge, lettere sleske mand, der holdte om hende, stak hovedet ned til hendes øre og hviskede;

“Kom. Lad os komme ud herfra.” Han smilede et underligt smil og førte hende så hen mod døren og den naive, fulde Willa, nåede hverken at tænke fra eller til eller overveje, om denne mand var en, man burde følge efter, før hun havde ladet det ene snublende skridt tage det andet på vej hen mod døren...

[Matthew Jonas]

Efter tusind og atter tusind opkaldt til Matt havde han endelig fangede fyren. Denne havde dog med en helt død stemme, snøften fortalt at han var syg og desværre ikke kunne joine ham i turen han havde i sinde at tage i byen. Matthew var selv ingen festabe og derfor havde han ladet en stor gruppe af sine venner tage i byen hvor han selv havde tænkt at han ville tage med Matt, desværre var denne blevet syg uanmeldt og sagt at Matthew måtte tager alene derud, hvis han var heldig ville han støde på Willa. Til det havde Matthew stillede få spørgsmål, for han kendte pigen godt nok til at vide at Willa ikke var festtypen. Under alle omstændigheder havde han besluttet sig for at følge efter sine venner, om end det var blevet sent. Turen til Club 49 var ikke så lang, og inden længe havde han fået parkeret sin bil ved et hjørne i nærheden. Indenfor tog det ham et stykke tid at finde sine venner men da det var sket satte han sig til dem og tog sig en øl. Matthew var ingen svagdrikker, men at drikke meget var han ikke spor glad for så man så ham sjældent stiv. Aftenen forløb fint, ikke rolig for musikken var høj og overdøvende men det var fint som det var.

På et tidspunkt hævede han blikket for at se op på en af sine venner der havde rejst sig og så en velkendt skikkelse bag ham. Han rynkede forundret brynet og rejste sig op, kastede et blik hen mod den svajende skikkelse der stod ud på dansegulvet. Hans hoved gled en anelse på skrå mens han forsøgte at se ansigtet på pigen men det virkede helt svært. Han undskyldte sig mellem flokken af venner og skyndte sig hen mod dansegulvet. Nej det passede! Det var Willa. Men… hun var helt stiv! Sådan havde han aldrig set hende før, og det lignede hende ikke at drikke sig fuld, hun var en fornuftig ung kvinde noget må der være sket. Han bemærkede at hun stødte ind i en eller anden og faldt, manden hjalp hende op og da han ville hen til dem for at sørge for at hun ikke blev udnyttet godt og grundigt af fyren stødte en eller anden ind i ham. Da han fik undskyldt og så sig omkring var hun væk. Han bandede indædt og skyndte sig ind mellem mængden af folk og ud på den anden side hvor han så dem sætte kursen mod udgangen. Han kendte sin egen udgang, en der var tættere på og da han gik ud af døren og skyndte sig hen mod den udgang de havde været på vej til, dukkede de op netop som han standsede der. ”Hej Willa” hilste han uden at se på hende for han så på manden idet han fortsatte ”Jeg ledte netop efter min veninde her… mange tak for hjælpen” han rakte hånden frem mod Willa for at trække hende væk fra fyren.

Tag: Willa
Word: 499
Outfit: Here
Note: N/A

[Willa Allison Young]

Man kunne tydeligt se på Willa, hun ikke var den normale type på en bar som denne. Hun havde for det første ikke en fin, lårkort kjole på, som så mange andre af pigerne på stedet, men i stedet et par røde jeans og en grå mavebluse med trykket “Never to wild” på. Det kunne man så diskutere, om hun ikke var nu. Dog havde hun et par sorte kilehæle på og ikke bare flade sko. Hendes jakke måtte Guderne vide, hvad hun havde gjort af, for den var i hvert fald ikke her. Heldigvis havde hun ladet både mobil og pung blive hjemme og de penge, hun havde haft med, havde hun drukket væk. For det andet havde hun ikke hele hovedet fyldt med make up og for det tredje så hun ikke helt ud til, at være vant til at være fuld hvilket de andre piger helt sikkert efterhånden havde helt hånd på. Men det havde åbenbart ikke fået manden til at droppe hende, som han førte hende mod døren, halvt bærende, halvt støttende. Willa blev mere og mere utilpas med situationen, jo længere frem de kom og da et velkendt ansigt dukkede op foran dem med et par bestemte ord, kastede Willa sig i favnen på ham med et lille fnis. Straks havde hun glemt alt om den unge mand og jublede, mens hun klappede i sine hænder; ”Matthew!” Hun smilede stort til ham og begyndte straks at plapre derud af, uden at ænse at manden mumlede et; “Jeg ville jo bare hjælpe hende...” og gik.
”Jeg har drukket en mojito og en cosmopoltian og... nej to cosmpolitans og en long island iced tea... eller jeg ved ikke, om jeg drak hele den, men... Jeg drak en masse og jeg kan ikke huske resten,” sagde hun hurtigt og så på ham med store øjne og et lille, bestemt nik, som troede han ikke på hende ellers. Det var ikke alt, man helt kunne forstå af, hvad hun sagde. Willa var ikke typen, der kastede op, når hun drak, hendes lille krop kunne holde til mere, end den så ud til. Men hun ville helt sikkert ikke have det godt i morgen, det var der vist ingen tvivl om. Så måtte Matt passe hende i stedet. Man kunne vel egentlig også godt kalde Willa et pattebarn netop nu, da hun i hvert fald virkede som et lille barn på den måde hendes øjne flakkede nysgerrigt rundt og hendes store smil på læberne. Normalt var hun da bestemt heller ikke den stille type, men alligevel plejede hun ikke at komme med så megen ligegyldig rablen, som hun gjorde nu. Før han overhovedet kunne nå at svare på, hvad hun havde sagt før, begyndte hun at tale igen;

”Jeg blev forladt... af de der drenge.” Hun slog ud med armene, som hun sagde det sidste og var nær væltet, men nåede lige at få balancen igen. Hvis hun havde haft stilletter på, havde hun stensikkert ikke stået på benene stadigvæk. Hun nævnte desuden drengene, som var det nogen, han kendte. Som om alle burde kende “de der drenge”. ”Skal vi danse?” spurgte hun så pludseligt og tog Matthew i hånden og forsøgte at hive ham med ud på dansegulvet, men var nær væltet igen.

[Matthew Jonas]

At se Willa i denne situation huede ham slet ikke, og han vidste at Matt hellere ej ville være særlig glad for det. Det lignede hende slet ikke at være sådan, og det var tydeligt for enhver at hun havde drukket mere end hvad godt var. da hun endelig opdagede ham og kastede sig i favnen på ham lagde han kort armene om hende uden at lade blikket forlade manden der mumlede noget om at hjælpe hende. ”Jo tak, men jeg tager den herfra” svarede han endnu med en venlig tone, om end det slet ikke var det han havde lyst til at udvise inderst inde, for han følte en vrede og irritation rettet mod den mand. Hans blik forlod dog manden da denne snurrede rundt og forsvandt igen, og blev vendt mod Willa der klappede i hænderne. Han rynkede brynene idet hun begyndte at remse alt hvad hun havde drukkede. Han troede hende skam, for det var tydeligt at hun havde drukkede en del. Han nikkede blot til hende, strøg forsigtigt hendes kind og bemærkede hvordan hendes blik flakkede og hvor slørede blikket endelig var. Hun var jo helt væk! hvad lavede hun i det hele taget her, hvad havde dog bragt hende herude i det hele taget? Han nåede dog ikke at stille spørgsmålet for snart gav hun ham svaret.

Drenge? Hvilke drenge? Hun sagde det på en måde der nærmest sagde at han kendte dem, enten gjorde han eller også snakkede hun bare i stiv tilstand. Han valgte at tro på det sidste og derved berolige sig selv, for han ville da klart give disse unge mænd en reminder hvis han kendte dem, og det ville ikke blive kønt. Han var normalt ikke voldelig, men det her var langt over stregen. ”Kender jeg dem …?” spurgte han velvidende at svaret ikke ville kunne bruges lige med det samme, han måtte vente til hun var mere klar i hovedet. Da hun pludselig spurgte om de skulle danse og greb fat i hans hånd for at hale af sted med ham trak han hende i stedte hen til sig og lod sin ene hånd glide ind under hendes hage og vippe hendes ansigt op mod sig ”Festen er slut for i aften kære… vi tager hjem” sagde han blidt. Han slap hende kort, kun for at trække sin jakke af og placere den over hendes skuldre inden han trak hende med ud. I den kølige natteluft. Hvordan hun var kommet derude anede han ikke, men under alle omstændigheder skulle han nok køre hende hjem. ”Kan du gå..?” hun virkede for stiv og ufokusseret, så hvis hun ikke kunne gå hen til bilen kunne han sagtens bære hende derhen.

Tag: Willa
Word: 499
Outfit: Here
Note: N/A

[Willa Allison Young]

Matt ville blive stiktosset på Willa, når han fik af vide, hun havde tonset tæskestiv rundt på en bar. Han ville blive endnu mere vred, når han fandt ud, hun havde drukket sig fuld med nogen nærmest fremmede drenge og han ville rive hovederne af dem, hvis hun fortalte, hvad de hed. Netop derfor havde hun ikke tænkt sig at fortælle ham, præcist hvem det var, for hun havde ikke tænkt sig at smide skylden over på nogen andre. Det havde været hendes egen beslutning, mere eller mindre, og hun kunne bare have sagt nej på trods af deres gruppepres. Hun var ikke en eller anden svag tøs, der ikke kunne sige fra, hvis det var nødvendigt, så så meget kunne hun heller ikke have haft imod det. At hun havde stolet på dem nok, til at de ville passe på hende, når hun knap kunne gå, var dog nok forhastet tænkt. Men Willa stolede jo blindt på alle. En meget naiv side af hende, som ikke gjorde hende egnet som spion. Heldigvis havde hun andre mange gode egenskaber og desuden kunne det sagtens være godt at stole på andre. Det var i hvert fald rarere end at holde sig hel koldhjertet, selvom man så nok blev såret mindre. Men man havde helt sikkert også mindre sjov.
Men alt dette skænkede Willa ikke en tanke, som hun stod der med et stort grin om læberne. Hun rystede ivrigt på hovedet, da han spurgte, om han kendte drengene, mens hun sagde; “Jeg tror ikke, nogen kender dem. Eller jo, nogen gør nok, men... du gør ikke. Eller det ved jeg ikke. De hed... øhh... Jeg kan kun huske, den ene hed Jake og den anden Marc. Men de andre kendte jeg ikke, så dem kan jeg ikke huske.” Hun så på ham med et begejstret blik. Lige nu tænkte hun ikke over at holde drengens identitet hemmelig. Det var hendes hjerne alt for omtumlet til. Men så igen; der var nok mange Jake og Marc’er på skolen, så held og lykke med at finde dem kun udfra deres navn, uden at kende deres værelse, årgang eller efternavn. Hun fniste fjoget, mens Matthew bekendtgjorde, der ikke skulle festes mere i aften. Men da hun havde hørt ordenligt efter, stoppede hendes fnisen brat og hun sendte ham en sur skulen, som var hun et barn, der ikke fik lov at få en slikkepind. “Jeg er ikke færdig... Jeg vil feste mere!” udbrød hun så højt, at de nærmeste kiggede overrasket på hende. Hun slog ud i luften og ignorerede hans sidste, bekymrede spørgsmål, vred sig løs fra ham og begav sig igen svajende ind mod midten af dansegulvet. I morgen ville hun være utroligt flov over dette scenarie, men lige nu var hun ligeglad. Lige nu ville hun bare feste og drikke mere. Selvom hun vist havde fået rigeligt ind til videre.

[Matthew Jonas]

At Matt ville blive stiktosset ville ikke undre Matthew, det havde han alle mulige gode grunde til. Matthew selv forstod slet ikke hvordan Willa var endt i denne situation, hun var normalt alt for stille til sådan noget, og han brød sig absolut ikke om at se hende sådan, hun kunne jo knap styre sine egne ben! Han ville med glæde stå ved Matts side når denne gik løs på disse fyrer, og det viste blot hvor irriteret og vred Matthew selv var over dette om end han ikke viste det og faktisk skjulte det ret godt. Drengene havde måske ikke hele skylden, men de havde den største del af skylden og det var mere end nok. De skulle have en ordentlig lærerstreg, så de ikke gjorde den slags igen. Ville de bryde sig om at se deres søstre ende i samme situation? Næppe!

I det mindste sagde hun nogle navne, ikke nogen han lige umiddelbart kunne genkende og uden efternavn var det heller ikke spor let. Han håbede virkelig at hun kunne huske mere når hun blev klar i hovedet, for Matthew var ret sikker på at Matt ikke ville være let at komme uden om og han ville nok kræve information om dem, dertil ville Matthew støtte ham fulgt ud. Han gentog navnene for sig selv, Jake?… Marc? Hvor mange med de navne gik der på skolen? Ret mange ville han tro! Det her ville blive som at finde en nål i en høstak. Willa var fortsat ret… pjattede? Det var det mildeste ord han lige kunne finde til hendes opførsel, for hun var helt ustyrlig. Men siden hvornår var en stiv pige på hendes alder blevet lettere at styre? Det gik op for hende at han ønskede hende væk og trak sig derfor væk fra ham og løb inden for igen. Han sukkede og fulgte efter hende, forsøgte at gribe fat i hendes hånd ”Willa vent…” han indhentede hende uden besvær ”Jeg har noget til dig…” han måtte lokke hende på den ene eller anden måde, og desværre betød det en mindre løgn.

Tag: Willa
Word: 346
Outfit: Here
Note: N/A