Dirty deeds done dirt cheap (EVE)

[Samuel Turner]

Der var aldrig rigtig nogen ved Turner associates der havde taget sig tid til at lære hans navn, de fleste kaldte ham 'Boris' som en joke, fordi han var sådan et stort muskel bundt som han var og havde haft forbindelser til den russiske mafia indtil de skar hans venstre øje ud og højre øre for at ikke at have skaffet sig af med et lig på den korrekte måde. Så var 'Boris' færdig med den russiske mafia. Turner brødrene var så meget bedre at arbejde for, officielt var han pedel så han havde en god tandforsikring med ind under sin ansættelse. Og så fik han lov til at torture folk! Det her var i sandhed et drømme job for 'Boris', i sådan en grad han slet ikke havde noget imod at blive kaldt 'Boris'. Den næsten groteskt store mand havde ikke sagt noget de første 48 timer han havde tilbragt sammen med den lille blonde vixen der lige nu sad med bare fødder placeret i en stål balje med vand, hun var lænket og tappet fast til en metal stol der var boltet fast til gulvet og havde lige fået tømt en anden balje vand over sig for at vække hende. Han ventede til det øjeblik hendes øjne havde fået nok fokus tilbage til at chokke hende igen. Via elektroder forbundet til hvad der mindede lidt om et bilbatteri sendte han elektricitet igennem hele hendes krop, nogle af elektroderne var placeret på den følsomme hud mellem hendes hænder og fødder. Hvor hendes hud berørte metal brændte den. Det her var hendes femte chok idag. Han havde prøvet diverse andre metoder, hun manglede da også en fingernegl eller to nu, og hun havde ikke længere visdoms tænder. 'Boris' havde ikke engang så meget som spurgt til om hun havde lyst til at tale, han havde ikke sagt noget som helst siden søndag aften hvor han havde talt med Samuel da han afleverede Eve. Det var fredag nu.

[Eve Miller]

Langsomt kom rummet igen i fokus for Eves blik. Hun bed tænderne sammen, og ønskede det ikke. Hvorfor kunne hun ikke få lov til bare at besvime! Kroppen var træt, og hang i de tykke reb, som hun var bundet fast med. Der var gået næsten en uge. Hun havde tal på dagene. Det var det vigtigste, hvis man ikke skulle henlægge sig selv i det dybe, håbløse mørke. Hold fokus. Hold fast i tiden og virkeligheden. Glid ikke væk. Hendes lærers stemmer genlød i hendes hoved, mens hun kæmpede sig op til bevidstheden igen. Ud over de skrig der havde brudt stilheden, var ikke et eneste ord kommet ud over hendes læber. Det var en sær stilleleg mellem hende og kolossen foran hende. Han spurgte ikke, og hun svarede ikke. Den eneste kontakt de havde, var når deres blikke mødtes i en tavs forbindelse, inden at han påførte hende en eller anden form for smerte. Træt lagde hun mærke til de salte tårer, der tavst gled ned af hendes kinder. De var ikke til at stoppe. I sit stille sind græd hun på hjælp, men sagde det ikke højt. I sit stille sind håbede hun på de ikke havde opgivet hende. Hun tænkte på sin partner, Kim. Han ville da ikke... Hun var lige ved at glide ud af bevidstheden men klamrede sig fast. Kim... han ville ikke give hende op. Selvom han måske ikke kunne fordrage hende, og til tider virkede ligeglad med hvad hun fortog sig, vidste hun han ville komme. Akademiet ville ikke lade hende rådne op.
Rummet blevet skarpt, og hun hævede igen sine grønne, blanke øjne mod giganten. Hun var klar igen. Tænderne knustes mod hinanden, så hun igen kunne smage blodet fra sine manglende tænder.

[Samuel Turner]

Boris' skulle lige til at trække det håndtag der startede batteriet igen da døren til det lille, mørke, sved lugtende rum gled lydløst op. Det lille friske luftpust der fulgte gjorde ikke meget, men selv 'Boris' syntes det var rart. Det var så fugtigt i det lille rum. Samuel virkede ikke særlig høj ved siden af 'Boris' der strakte sig op i en højde af 2 meter og 10, men den måde den store mand straks flyttede sig for ham fik ham til at virke endnu mere skræmmende. "Har hun talt endnu?" spurgte Samuel, på engelsk. Han kunne have forsøgt at holde samtalen hemmelig ved at tale russisk, men han vidste også godt at hun sandsynligvis havde taget russisk i skolen ligesom ham selv. "Nej."
Samuel nikkede med en ærgelig mine, han havde ikke forventet hun ville tale - af alle de spioner han nogensinde havde snuppet havde fem af dem været fra Lionhart akademiet og kun en af dem havde talt. Først her vendte Samuel sig mod den lys hårede kvinde. "Hvis du ikke taler inden dagen er omme er du ikke noget værd for mig længere, Eve." Han klappede hende på hovedet. "Du har ikke lyst til at være mig værdiløs. Jeg smider værdiløse ting ud til affaldet og der er nogle meget store rotter derude som efterhånden har fået smag for spioner." 'Boris' gøs en anelse ovre i hjørnet, han hadede rotter, grimme beskidte væsner.

[Eve Miller]

Med et suk faldt Eve sammen i sine lænker, da kæmpen blev afbrudt. Hun var så træt, og ville bare have det overstået snart. "Jeg er værdiløs, og det kunne jeg have fortalt dig fra... starten af," hviskede hun med en hæs stemme, der afslørede hun havde skreget halsen op. De mørke rander under øjnene var tørre efter tårerne, og håret faldt pjusket og fedtet ned på hver side af det indsunket ansigt. Med et slørret blik så hun op på svinet, der havde bortført hende. Manden som hun endnu ikke vidste hvem var, ud over han havde været spion. Nu hvor hun havde haft mulighed for at studere det hele bedre, var hun ikke i tvivl.
Lænkerne klirrede, da hun lænede sig tilbage mod stolen. Benene rystede. "Du ved udmærket godt, jeg ikke vil tale. Jeg blev ligesom dig oplært på Akademiet. Vi begge er blevet trænet til at modstå sådan en situation her. Det eneste du opnår, ved det her, er at kæmpen derover får boner på. Intet andet. Så få det overstået.... slut det." Stædigheden i hendes stemme talte lige så tydeligt som hendes øjne. Hun var for stolt til at tabe. Så hellere dø, men det vidste hun ville ske på et tidspunkt. Det var risikoen, og hun var parat til at tage den nu.

[Blaise Flame]

Hovedindgangen til Turner Associates var lavet af glas, dobbeltsikret skudsikkert glas som alle andre ruder i bygningen, den var dækket af diverse censore, det mindste brud på glasset ville sende besked til vagt panelet på 1. sal. Alle murene var lavet af beton med en murstens front, så det ville have taget tid og udstyr at komme ind gennem selve væggen, selvom det ville være mere muligt end at komme ind gennem vinduerne. Turner Associates var dog stadig ikke uindtagelig, der fandtes nemlig noget som selv ikke de bedste kunne tage højde for. Human error.
"Jeg har en kød-elsker pizza med ekstra ost og bacon," Lød en kvindelig stemme over intercom anlægget med en lavmælt smasken, som om pizza-leverings kvinden tyggede tyggegummi. Vagterne vekslede blikke, der var ingen af dem der havde bestilt pizza. En af dem skiftede deres monitors skærme til hovedindgangen, hvor der stod en kvinde i en blå uniform med en kasket der blokerede kameraets vinkel på hendes ansigt lidt, hendes uniforms bukser var blevet klippet af til et par shorts i stedet for lange bukser. "Hallooooo?" lød det utålmodigt over intercom anlægget. "Jeg har altså, like, fem pizzaer jeg skal have leveret om fem minutter, ellers får de dem gratis, og jeg si'r jer, jeg har den mest forfærdelige chef ikk'? Han kan ligesom ikke bebrejde mig for det, sidste gang - og det var kun fucking fem minutter jeg var, like, forsinket - trak han pizzaerne fra min løn, og jeg har ligsom studielån," Første regel indenfor bedrageri, distraher den person du skal lyve overfor med diverse andre ting. En af vagterne skubbede hans stol over til intercom anlægget og trykkede på samtale knappen. "Vi har ikke bestilt noget."
"Ah, lort! Virkelig? Så er den her allerede forsinket to minutter, kan jeg ikke bare sætte den af her hos jer?" Lyden af en bobbel der blev pustet og så poppede fulgte. Vagten der havde trykket på samtale knappen vendte hovedet mod de andre vagter og trak på skuldrene, han ville gerne have noget at spise. Godt nok var det imod protokol men alle vagterne i aften havde siddet på arbejde siden klokken fire i eftermiddags og klokken var noget nær midnat, de var voksne mænd! De blev sultne selv hvis de fik serveret aftensmad i kantinen.
En af vagterne rejste sig for at gå ud og tage imod pizzaen.
Udenfor trak Blaise ned i hendes kasket og rettede på den pizza æske hun havde i armene, der var ingen pizza i æsken dog, kun en lille samling C4 der ville holde vagterne - om ikke andet - optagede et stykke tid. Da vagten kom ud og åbnede døren med et kort nik, var han for distraheret af Blaise's lange, bare ben til at ligge mærke til at æsken ikke var varm, eller fedtet fra pizza. Da hun fiskede tyggummiet ud af munden, gemte det i hånden og nærmede sig døren, følte vagten sig heller ikke truet. "Hvis I skal have mere pizza, så bare ring til Ramons, hvis I venter en times tid, har jeg fri, måske kunne jeg tage nogle øl med..." Hendes ene hånd strøg kort ned over vagtens slips, mens hendes anden hånd hvilede mod der hvor døren ville låse efter den blev lukket, her klistrede hun det specielle tyggegummi fast. Så da vagten trak sig tilbage, rømmede sig og sagde tak for pizzaen, smækkede med døren og gik op til vagt lokalet igen, låste døren ikke ordentligt bag ham. Blaise flyttede sig over til hvor hun stolede på der var en blind spot for kameraene og ventede to minutter for hun detonerede C4 pizzaen. Et brag lød indefra bygningen og udenvidere spekulation smuttede Blaise ind gennem hoveddøren og løb direkte mod bag indgangen.
Men vagten var ikke nået tilbage med pizzaen, for han var stoppet for at snuppe sig et stykke og havde opdaget C4 hvorefter han havde kylet det ind i det første kontor han var i nærheden af. Heldigvis var der ingen mennesker derinde. Efter et par hurtige åndedrag, trak han brandalarmen. En øredøvende hylen gik gennem bygningen og lige som Blaise havde fået Kim ind gennem bagdøren, gled stålplader ned bag dem og lukkede alle udgangene undtagens brand udgangene. "Fuck, fuck, fuck!" hvæste Blaise, før hun slog en klo i Kim og trak ham mod trapperne ned til de underliggende etager mens sprinklerne gik af og gennemblødte alt og alle.