You've got to be kidding me!

[Charlotte Summers]

Det havde været en lang, ulidelig og helt igennem kedelig dag. Ingen praktiske fag, kun faglige, og selvom det var hvad Charlotte var bedst til, så nød hun det nu ikke i fulde drag. Dobbelttimer hele vejen igennem. Psykologi og filosofi var ikke ligefrem dybt spændende fag, der fangede opmærksomheden, og i dag havde Charlotte været fuldstændig fraværende. Ikke nok med at hun fra anden gang var blevet nuppet af en lærer i færd med ting, hun slet ikke skulle være i færd med, og nu stod til en ordentlig skideballe, så havde daten med Ashton dagen forinden, været spild af tid. Den var startet perfekt. Næsten da. Og med ét havde pressen blandet sig, og ja – så kunne det kun gå én vej. Hun havde ikke snakket med ham siden. Og så den åndssvage sladder der var blevet smidt ind på ISpy. Ashton gik ikke engang på skolen, og alligevel formåede kællingen og luske sig frem til sådanne detaljer. Når hun fik fat i hende, så ville der rulle hoveder. Helt bestemt.
Da læreren endelig erklærede at de havde fået fri, åndede Charlotte lettet op, smed bøgerne i sin taske, og var en af de første til at forlade lokalet. Med et smil over de smalle læber, spankulerede hun, fornøjet over den nyfundne frihed, ned ad trapperne, igennem hall’en og ud mod parkeringspladsen. Efter sådan en dag, så ville der ikke være noget bedre end at forkæle sig selv. Igen, vel at mærke. Trøsteshopping havde altid været hendes speciale. Og når man havde farmands guldkort, så var sagen hurtigt klaret. Forkælet? Det kunne man uden tvivl godt sige, og at det steg hende til hovedet, det var heller ikke en hemmelighed.
Hun spankulerede videre ned ad de udendørs trapper og ned mod parkeringspladsen med tasken hængende ned over skulderen. Hun åbnede døren indtil den splinternye Mercedes og kastede ufortrødent tasken ind, satte sig ind på forsædet og tændte for bilen. ”Oxford Street, here I come”, mumlede hun fornøjet og satte bilen i gear. Men netop som hun slap koblingen og trådte på speederen, gav bilen en kort men hårdt ryk. Hun rynkede let på næsen. Hun havde da sat den ordentligt i gear. Hun prøvede endnu en gang, men denne gang ville bilen end ikke starte. ”Nej, nej, nej, nej!” vrissede hun og gav rattet et hårdt slag. Hun mumlede bittert for sig selv, idet hun steg ud igen, hamrede bildøren i og satte hænderne i siden. ”Hvad fanden skal det nu til for, din dyre bunke lort!” klagede hun og lossede til bildækket, som om at det ville få bilen i gang.

[Donald Aonghus MacCockburn]

Dagen var startet hårdt ud med en dobbeltlektion i latin, noget som dog ikke generede Donald synderligt, han var faktisk ret glad for det latinske sprog, og havde ingen problemer med at følge med i undervisningen, så det kunne have været langt værre. Derefter havde fulgt et par, som han så dem, mindre bemærkelsesværdige fag, som end ikke var værd at tænke tilbage på, men dagens undervisning var dog afsluttet meget tilfredsstillende med en times skarpskydning, et fag Donald ikke kun fandt meget tilfredsstillende, men også var blevet ret talentfuld i igennem årene. Dog kunne han ikke påstå at han ikke var glad for at få lidt fritid, da skolen ikke efterlod dem meget. Deres skemaer var så pakkede med fag, og lektierne hobede sig op, hvis ikke man tog sig af dem med det samme, og oveni var der jo også de lejlighedsvise missioner skolen sendte dem ud på, hvilket jo naturligvis heller ikke var lovlig undskyldning for ikke at have styr på lektierne. Donald havde dog aldrig haft nogen særlige problemer med at følge med i undervisningen, og denne skole havde ikke været nogen undtagelse. Dog havde skolens store krav og den belastning den kunne lægge på eleverne, sat sine spor på ham, og han tog sig da også ofte i at give sig selv alt for lidt tid til sig selv, fordi han fokuserede så meget på at gøre sit bedste i skolen, og hele tiden at skulle være foran. Det var selvfølgelig en god ting, men kunne også blive for meget i længden. Han kunne bare ikke lade være, der var alt det pres hjemmefra, og alle forventningerne, hvilket lagde et enormt pres på ham, fordi han følte sig forpligtet til at leve op til det, og frygtede hvordan hans fader ville reagere hvis han ikke kunne, og så var der det yderligere pres fra skolen, som ikke hjalp på det. Normalt gjorde det ikke så meget, og han klarede sig da udmærket alligevel, men til tider kunne det blive lidt for meget, og i dag havde han derfor besluttet sig for at give sig selv en smule rum, og tage fri bare for et øjeblik. Fri fra skolen, fra lektierne, fra sit liv i det hele taget.
Og hvilken bedre måde at gøre dette på, end tage sig selv ud på en køretur? Donald havde aldrig været den helt store bilentusiast, og vidste med hånden på hjertet praktisk talt intet om motorer, eller om hvordan man reparerede dem. Han vidste knap nok hvordan de fungerede, og var også ligeglad, så længe de bare fungerede. Han var godt tilfreds så længe den kørte, så havde han intet behov for at vide hverken hvordan den kørte, eller hvorfor den kørte. Dog måtte han erkende, at han virkelig elskede denne bil. Langt de fleste ville nok se den som prætentiøs, overdreven og som en stærkt unødig luksus, og nok også et spild af penge, men dette kunne Donald virkelig ikke tage sig af. For hver eneste gang han satte sig ind i denne lækre Lamborghini Gallardo LP 570-4 Superleggera SE, og lod døren smække i med en blød dump lyd, lagde sig en overvældende følelse af fred og frihed over ham. De var blevet hans fristed, hans lille aflukke, hvor han kunne gemme sig fra verden, og bare være sig selv. Og det havde han virkelig behov for til tider.
Han lod nøglen glide ind i tændingen, drejede den, og hørte øjeblikke senere motoren sætte i gang med en blød lyd. Donald havde nok selv aldrig valgt at købe en sådan bil, på trods af at han virkelig var glad for den, men hans fader havde insisteret på at købe ham en god bil til hans 18 års fødselsdag, og havde derfor spurgt en af sine rådgivere til råds, og da han hørte at denne specifikke model skulle være god, bad han sine folk finde en forhandler, og købte den kort efter uden de større betænkninger. Langt de fleste almindelige mennesker havde nok ment at dette var en ualmindeligt og unødigt dyr og prætentiøs gave, men selvom den kostede over to millioner, og nok næppe var den mest benyttede gaveide, så var det ikke noget som ville have den store betydning for faderens, eller familiens finanser, da deres forretninger nemt producerede det beløb og ekstra, på relativt kort tid.
Donald satte bilen i gear og bakkede få sekunder ud af den bås den havde holdt i, og begyndte nu langsomt at køre mod udkørslen fra parkeringspladsen. Hvor han ville køre hen havde han ingen ide om, det tog han som det kom. Dog blev han midlertidigt stoppet i sine tankerækker, da han kørte forbi en bil ved siden af hvilken, en ung pige stod, med et ualmindeligt utilfredst ansigtsudtryk og kropssprog, og brutalt sparkede til det ene dæk. Hun var med al sandsynlighed bilens ejer, og alt tydede på at hun havde nogle problemer med den, selvom han ingen ide havde om hvilke dette skulle være.
Han burde nok bare være kørt forbi, da det nok ikke var det mest normale at gå og blande sig i andre folks sager, og han overvejede det dog kort, men hans opdragelse bød ham at stoppe, og tilbyde sin hjælp. Donald var opdraget som en gentleman, og som sådan måtte han altid være høflig, åben og behjælpsom, og i særlig grad nor det gjaldt kvinder, som hende her. Han stoppede derfor op da han var ud for hvor hun stod, og rullede det automatisk styrede vindue ned. Bilens højre side vendte mod hvor hun stod, så han sad derfor og så ud af sideruden i passagersiden, ud på hende, med et indbydende, venligt smil ”Har du problemer med bilen?`” Dette var nok mere en konstatering end et egentligt spørgsmål, da det nok ligesom var underforstået, at dømme ud fra situationen.

[Charlotte Summers]

Det var nu heller ikke fordi at Charlotte havde det mindste kendskab til biler. Hun vidste hvor alt det basale sad, og så vidste hun hvordan hun startede bilen. Mere mente hun egentlig heller ikke at hun burde vide. Hendes far tankede altid hendes bil og sørgede for eftersyn, og Charlotte fik lov til at fræse rundt i den som hun lystede, uden at betale en pind. Hun havde altid været en forkælet unge hvad materielle ting angik. Hun fik alt hvad hun pegede på. Forældrene mente nok at det kompenserede for deres manglende tilstedeværelse. Hun var et typisk eksempel. En rig pige, der aldrig rigtig havde haft noget tæt forhold til sine forældre, var møg forkælet og levede derefter. Det forklarede også hendes svære forhold til mange mennesker på skolen. Enten kunne hun ikke fordrage dem, ellers kunne de ikke fordrage hende. Kun få gad tolerere hendes opførsel, og de fleste som kunne, kendte hende ikke ordentligt, ellers kunne de bare lide frynsegoderne ved at have en rig veninde. Charlotte var egentlig også ligeglad. Hun havde ikke brug for tætte venner. Hun havde få, som var mindst lige så indbildske som hende, og det var nok for hende.
Hun skar en grimasse og strøg fingrene igennem det mørke hår med en træt bevægelse. Så meget for frihed. Nu kunne hun ikke engang forlade skolen. I hvert fald ikke uden at skulle tage metroen, og så ville hun hellere blive på skolen. Næsten. Hun skulle lige til at åbne døren, for at fange sin taske, da en fed, og uden tvivl dyr, bil rullede op på siden af hende. Hun rettede sig op og hævede langsomt det ene øjenbryn og lænede sig op ad den sølvgrå Mercedes. Da fyren kørte vinduet ned, spredte der sig et lille smil over hendes læber. Ham kunne hun godt huske. Godt nok ikke lige ved navnet, men ved udseendet. 5. årgang, super intelligent og, ja... – lækker. Hun smilede og skubbede sig ud fra bilen igen med en lille rynken på næsen. ”Jep. Jeg er bange for, at dytten strejker i dag, netop som man har brug for at komme lidt væk”, svarede hun med et lille grin og trak lidt på skulderen. Måske kunne hun tigge og be’ Ashton om at hente hende, trods at deres forhold var på prøve lige nu. Ellers var der vel andre veninder som kunne give hende et lift. ”Du har tilfældigvis ikke super meget styr på biler, vel?”, spurgte hun med et lille håb i stemmen.

[Donald Aonghus MacCockburn]

Donald havde lige set frem til at komme lidt væk, og tage en pause fra skolen og det hele, og det skulle han da også nok, men han kunne ikke bare ignorere en ung kvinde som hende, som tydeligvis havde behov for hjælp, og køre videre uden at tilbyde sin assistance. Den slags var bare slet ikke en mulighed i hans bog, han var jo vokset op i den mening at den slags var ikke blot uforskammet, og forbeholdt pøblen, som var langt under hans værdighed, men det var direkte uacceptabelt, og bestemt et godt stykke oppe på den liste af ting som efter hans faders mening var fuldstændig umuligt at acceptere, og derfor noget man så vidt muligt burde undgå, da man ellers ikke ville stå så højt hos ham ret længe. Og han ville jo ikke skuffe sin fader, da han elskede sin familie, og uden dem ville han jo heller ikke kunne leve det liv han havde levet og elsket så højt i så mange år nu. Hvad skulle han gøre uden dem? Var var han overhoved uden dem? Intet. Eller det var i hvert fald i den tro han var vokset op. Hele hans liv havde han jo blot været associeret med navnet MacCockburn, og med penge, hvilket jo var hvad familien var kendt for. Og det eneste han var kendt for. Han havde ikke gjort noget bemærkelsesværdigt i sit liv, intet som helst som folk ville huske i fremtiden. Det eneste folk ville tænke når hans navn blev nævnt, var ualmindelig rigdom, elitisme, og arrogance. For det var jo hvad hans familie var kendt for, og han havde ikke selv gjort noget som skilte ham fra dem, eller fra de fordomme som kunne ligge omkring dem. Ikke endnu i hvert fald. Det eneste han havde, var hans udseende og hans penge. Uden det var han blot endnu et ansigt i mængden. Og det var i grunden også den eneste grund til at folk accepterede hans noget excentriske opførsel og påklædning i en sådan grad som de gjorde. Nu turde de fleste da i det mindste ikke sige for meget til ham direkte, og havde folk ikke vidst hvem hans familie var, så var han slet ikke i tvivl om at ting havde været anderledes. Ikke at det havde nogen betydning for ham.
Han så ud på pigen med et smil. Han kunne ikke sige at han genkendte hende, han syntes at huske at have set hende før et sted på skolen, men erindrede ikke umiddelbart hendes navn. Han kunne dog regne ud at hun ikke var på hans årgang, da han så ville huske hende, men hun virkede ikke meget yngre end ham, så hun måtte være fra 4. årgang eller deromkring, så vidt han kunne bedømme. ”Desværre.. Ved ikke engang hvor det nærmeste værksted ligger” sagde han med et lettere undskyldende smil, da hun spurgte om han havde noget kendskab til biler, hvilket han jo ikke kunne påstå at han havde. Han havde aldrig repareret en bil, eller så meget som overværet det. Sidst han havde haft en bil der var gået i stykker, havde han blot købt en ny, og givet den gamle til en af sin fars sekretærer. ”Men hvis du skal et sted hen, så har jeg en ledig plads herinde?” foreslog han, da det nok var noget nær det eneste han kunne gøre for hende.

[Charlotte Summers]

Charlotte stirrede i et kort stykke tid på bilen. Det var da alligevel fandens, at så dyr en bil ikke bare kunne fungere som den skulle. Hun havde set frem til at koble lidt af, og så skete dette. Oh well. Det var jo ikke fordi at hun kunne gøre så meget ved det lige nu. Hun måtte ringe til hendes far og bede ham om at få den tjekket. Godt nok havde skolens mekaniker’freaks et værksted lige i nærheden, men hun ville hellere undvære en tur til byen, hvis det betød at hun kunne slippe for at bede dem om hjælp. Desuden var der ingen uprofessionelle hænder der skulle røre hendes ejendele. Også selvom det var under lærerens kyndige syn. Var det ikke Casper selv der ordnede den, så var der ingen andre på skolen der skulle. Egentlig anede hun ikke om drengene derovre kunne ordne den lige så godt som så mange andre, men det var mere en principsag. Hendes dyre, fine baby skulle ikke ses på så sjusket et sted. Hun skar en kort grimasse over hans svar, og smilede så. ”Orha. Nå – men vi kan jo ikke alle være mekanik-genier” grinede hun, åbnede bildøren og greb fat i tasken, før hun svang den over skulderen. Hun fugtede sine læber, og så sig kort omkring, som prøvede hun at regne ud, hvad hun nu skulle stille op. Hun behøvede dog ikke at tænke længe, før fyren foreslog at hun kunne køre med ham. Hun lagde hovedet på skrå og smilede mildt. ”Et fristende tilbud”, startede hun og låste bilen, før hun trådte et skridt over mod hans. Hun betragtede kort den nylakerede lak, og forestillede sig i et kort øjeblik hvordan hun ville se ud i den. Ja – sådan var hun nu engang. Hun førte kort fingrene over lakken, før hun trådte et skridt tilbage igen og fangede hans blik. ”Tak for tilbuddet, men… Jeg ender formentlig med at skulle have en helvedes masse med hjem, og så er jeg lidt stuck” grinede hun og satte hænderne i siderne. ”Men… Jeg tager dig på ordet, og så må du give en tur en anden gang”. Hvad han lagde i den kommentar var egentlig op til ham selv. Charlotte var flirtende af natur. Selv når det ikke var meningen, så flirtede hun hvis hun fandt fyren interessant.

[Donald Aonghus MacCockburn]

Donald havde ikke rigtigt mere at sige lige nu, og ventede nu bare på at hun ville reagere på hvad han havde sagt, så han kunne se hvad hun ville svare. Han havde jo heller ikke tid til at holde her hele dagen, desuden kunne der jo altid komme nogen bagfra, som han så ville spærre for sådan som han holdt her. Det var dog ikke lige det yderste i hans tanker, da han havde, i hans øjne, vigtigere, eller i det mindste mere interessante ting, at tænke på lige nu. Det ubekymrede, høflige og ubevidst lettere charmerende, smil hvilede endnu på hans læber, og prydede det skotske ansigt, som han sad og så på hende ud gennem det åbne sidevindue i bilen. ”Nej, det kan vi ikke” medgav han, med et afslappet grin og smilede fortsat ud til hende, mens han afventede hvad hun ville gøre nu, og om hun ville tage imod hans tilbud om at køre hende eller ej.
Han trak let på skuldrende da hun tilkendegav at hun ville melde pas på hans tilbud, men til gengæld muligvis tage ham på det, og lade ham køre hende en anden gang. ”Er du sikker?” begyndte han, da det eneste høflige og rigtige at gøre, i hans øjne, ville være i det mindste at give hende tilbuddet en sidste gang, i tilfælde af at hun skulle skifte mening eller noget, og skulle hun tage imod tilbuddet, så kørte han hende da gerne hvorhen hun ville, og hvad han nu ellers kunne gøre for at lette og berige hendes eftermiddag en smule. ”Sandt nok, her er ikke meget plads,” fortsatte han med et indbydende og charmerende smil, for her var jo lidt trængt, da pladsen og rummeligheden tydeligvis ikke have været det der havde været mest fokus på da bilen blev designet og bygget, ”Men jeg kan være en meget kreativ person.. jeg tror nu nok vi ville kunne finde på noget.. Har jeg råd til at køre rundt i denne her, så burde jeg også have råd til at få transporteret hvad end det er du skal have med tilbage, her til skolen.” Man kunne jo ikke sige noget til hans logik, for denne bil have jo tydeligvis ikke ligefrem været billig, og bare det at have den kunne også være bekosteligt, og selvom han ikke havde så meget plads i bilen selv, så var der jo utallige måder at transportere ting på. Selv havde han aldrig selv kørt nogen af de ting han havde købt rundt omkring, men enten haft en følgebil med, som så transporterede hans ting, eller også hyrede han et firma eller lignende til at transportere det for ham. Og det kunne han jo ligeså vel gøre for hende. Det var jo ikke fordi det gjorde nogen forskel for ham, han ville knap kunne mærke forskellen i pengepungen.

[Charlotte Summers]

Charlotte så op på ham igen, med et lille smil. Det var egentlig sjældent at hun mødte en Rich Kid, som faktisk ønskede at hjælpe. De fleste rige 5. års elever havde formentlig grinet over hendes bils uduelighed og var kørt videre med egne interesser i sinde. Hvad der lige gjorde ham her så speciel, vidste hun ikke. Havde han ikke været flot, var hun nok også en af dem, som blot var kørt videre uden at tænke meget over at hjælpe. Så skulle hendes dag da i hvert fald have været fantastisk god. Hun kløede sig let i nakken og stod endnu engang og overvejede lidt. Om ikke andet, så kunne hun da droppe shoppingen og bare gå en tur. Så kunne hun altid finde ud af at komme hjem senere. Et problem blev det nok ikke i længden. Om ikke andet, så kunne hun også altid tage en taxa. Og så igen. En kort visit hjem ville vel ikke skade. Hendes forældre var formentlig ikke hjemme, og der kunne hun få fred og ro. Hun skar en grimasse og satte hænderne i siderne, da hun ikke helt kunne bestemme sig. Af en eller anden grund, virkede det også bare lidt akavet at få et lift af en fremmed fyr. Okay fremmed og fremmed. Hun havde da en anelse om hvem han var, men hun kunne ikke engang hans navn. ”You know… Kan jeg betale udgifterne til sådan en bunke lort, som denne her..” startede hun klappede den sølvgrå Mercedes Benz på bagsmækken. ”Så kan jeg vidst også godt klare udgifterne af at få mine egne varer hjem. Aldrig i livet om du skal til at lægge ud for det”, grinede hun og strakte sig kort. Nej – det rækkede hendes stolthed alligevel ikke til. Hun nægtede at lade andre betale for hende, medmindre hun direkte var blevet inviteret ud eller noget i den stil. Men at lade en fremmed fyr betale for at hendes varer kunne komme hjem? – Aldrig i livet. ”Men…” fortsatte hun, idet hun igen satte kursen mod ham. ”Jeg vil gerne tage imod et lift alligevel. Hyde Park? Hvis det ikke er til for meget besvær. Jeg har ingen anelse om hvor du skal hen jo”, hun gav sig. Hun orkede simpelthen ikke at blive på skolen, og hun ville da være for dum at sige nej til at få et lift fra en af skolens flotte fyre i hans, sikkert absurd, dyre bil.