|
|
Post by Eyota Imala Ituha on Jan 24, 2012 23:50:05 GMT 1
 I Got Silent And Deadly I Can Be A Good Girl – If I Want To [/color] You Hear Nothing But You Might Feel Me [/color]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
[/SIZE][/center] Eyota havde kedet sig hele dagen hvilket var nogen hun meget sjælendt gjorde men af en eller anden grund havde hun bare følt hun ikke havde noget at lave selv om hun endelig havde haft rigeligt at se til. Det var ved at være aften og solen var langsomt på vej ned. De fleste var henne og spise og forhallen var derfor tom. Da Eyota gik forbi med sin taske over skulderen kunne hun dog ikke dy sig da hun så det tomme rum og hun gik derfor der ind, hun lagde sin taske på en stol inden hun så rundt og hoppede så op på et at bordene. Hun havde en kort sort kjole på og sine velkendte super slidte converse på i sort og på trods af at sættet som sådan ikke passede sammen virkede hun lettere elegant som hun let dansede rundt på bordene der ikke rykkede sig det mindste selv om de normalt ikke stod super godt fast. Lyset I rummet var endnu ikke blevet tændt da lyset udefra var nok til at man kunne se der inde. Eyota nød at danse rundt på bordene men det var sjældent noget hun fik mulighed for da hun ikke ville have at folk så det da hun troede de ville opfatte hende som skør hvilket ikke ligefrem var noget hun ønskede de andre elever skulle tro om hende. Word: 230 Outfit |
|
|
|
Post by Donald Aonghus MacCockburn on Jan 25, 2012 0:17:45 GMT 1
Det havde været en stille dag, uden de større begivenheder ud over det sædvanlige. Donald havde ikke haft meget at se til, han havde haft noget undervisning, og efter det havde han brugt en times tid på at få orden på de lektier han nu engang havde, men efter det havde han ikke haft meget at foretage sig. Det havde været en af de dage, hvor man bare gik rundt uden noget egentligt mål, og uden at have nogen ide om hvad man skal foretage sig. Lettere kedeligt, så han søgte derfor desperat efter et eller andet at lave, som kunne tage bare noget af kedsomheden, men havde efterhånden opgivet lidt. Det var nu nået hen ad aftenen, og de fleste var nede i spisesalen, for at spise, men han selv følte sig ikke så sulten, og havde derfor ikke travlt med dette. I stedet gik han nu bare og nød stilheden som for et kort øjeblik lå over skolen.
Hans lette fodtrin kunne høres på de mennesketomme gange, kun overdøvet af hans sagte stemme, som blidt blev ført igennem de lange gange, ”Enthroned on the peak of her own highland mountains, the spirit of Scotia reigns fearless and free.. Her green tartan waving over blue rock and fountain, and proudly she sings looking over the sea..” Donald var lige nu helt opslugt i sig selv, og uden at tænke over det, lød hans dæmpede stemme i mumlende sang, mens hans tanker sejlede tilbage til sit elskede hjemland, som han i dette øjeblik drømte sig tilbage til. Det var længe siden han havde været hjemme, og han savnede det egentligt. England var et forunderligt sted i sandhed, og han var da ikke ked af at være der, og han fandt da mange interessante ting ved sit naboland, men det var nu alligevel ikke det samme som derhjemme. Og han savnede Skotland. Han tænkte slet ikke over at nogen måske kunne høre ham, da han jo gik ud fra at han var helt alene, da alle burde være samlet til spisning nu, så han havde blot ladet sig fordybe i stilheden og i øjeblikket. Her til aften var han iklædt en simpel kilt, i MacCockburn klanens tartan, en almindelig lys skjorte, under en Argyll-jakke i sort cashmere uld. Af tilbehør havde han det sædvanlige, silkeslips og knæsokker matchende kiltens grundfarve, et par ghillie brogues på fødderne, en sporran i fint, blødt kalveskind, hvori han opbevarede de små personlige genstande han gik rundt med, da kilten jo naturligvis ingen lommer havde, og til sidst en sgian dubh i den højre sok. Normalt ville hans påklædning have vakt stor morskab iblandt folket omkring ham, men lige nu var han alene og mødtes kun af stilhed, og ekkoet fra hans egen sagte sang.
|
|
|
|
Post by Eyota Imala Ituha on Jan 25, 2012 0:35:29 GMT 1
I Got Silent And Deadly I Can Be A Good Girl – If I Want To [/color] You Hear Nothing But You Might Feel Me [/color]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
[/SIZE][/center] Eyota hørte nogen ude på gangen og hoppede derfor ned fra bordet. Hun lod sin taske ligge og gik med lydløse og let hoppende skridt hen til døren hvor hun stillede sig og kiggede ud. Hun fik hurtigt øje på drengen som hun kun før havde set på afstand men aldrig rigtigt snakkede til. Hun havde hørt folk snakke om drengen et par gange men var aldrig kommet længere end at finde ud af at han kom af fin slægt og var en årgang under hende. Hun så lidt på ham og ventede til han kom tættere på hende ”hey” sagde hun som en sød lille hilsen da hun ikke kunne finde noget andet at sige. Hans tøj fandt hun modsat så mange andre ikke sjovt eller underligt men mere interessant da han var den eneste hun nogen sinde havde set med sådan noget tøj og I følge hende klædte det ham nu meget godt. Hun gik lidt ud på gangen og ind foran ham for at vinde hans opmærksomhed i tilfælde af at hendes hilsnen ikke havde været nok ”Eyota Imala Ithua… men du kan kalde mig hvad du vil” sagde hun for at præsenterede sig selv som hun stod der og kiggede på ham. Word: 206 Outfit here |
|
|
|
Post by Donald Aonghus MacCockburn on Jan 25, 2012 21:24:16 GMT 1
Donald havde været helt opslugt af sine egne tanker, og bemærkede derfor slet ikke at andre end ham var til stede, da han stadig var fastlåst i troen om at alle, udover lige ham selv naturligvis, var samlet i spisesalen i øjeblikket, så han tænkte slet ikke over hvordan han kunne fremstå for eventuelle tilskuere i dette øjeblik. Havde han vidst at han ikke var alene, havde han nok beholdt sangen i sit eget hoved, og været lidt mere opmærksom på hvor han gik.
Det var ikke førend han hørte en stemme foran sig, at det gik op for ham at han ikke var alene, og med et forstummede den sagte sang, og han stoppede nu op og så bare op på den som havde forårsaget dette pludselige stop på hans vej. Han stirrede nu direkte op i ansigtet på en ung kvinde på omkring hans egen alder, måske lidt ældre, måske lidt yngre, det var ikke til at sige, men tog sig dog i det et par sekunder efter, og tog sig så sammen, og så på hende med et mindre åbenlyst og mere respektfuldt blik, som var mere passende i situationen. Han sendte hende et varmt og indbydende smil idet hun præsenterede sig selv ”Donald Aonghus MacCockburn,” sagde han derefter som svar, med en høflig og respektfuld stemme, ”Men du er velkommen til at kalde mig hvad du ønsker”
|
|
