Post by Friedrich van Beethoven on Jan 24, 2012 23:56:08 GMT 1
Navn: Friedrich Amadeus Ludwig Van Beethoven
Alder: 29
Årgang: Han graduerede som en af de bedste på sin årgang
Fire karaktertræk eller flere:
Ambitiøs:
Friedrich er en mand af ambitioner. Han har aldrig stillet sig tilfreds med hvad han har, og aspirerer altid mere. Og han vil gøre hvad som helst for at opnå sine mål, uanset hvad det vil koste.
Kynisk:
Friedrich er utrolig kynisk, og er af den opfattelse at egennytte er den primære intention bag alle menneskelige handlinger, og er derfor utilbøjelig til at acceptere oprigtighed, dyder eller altruisme som motivation, og han besidder selv heller ikke nogle af disse kvaliteter.
Sadist:
Friedrich er helt igennem sadist. Han nærer en ualmindelig fascination for smerte – andres smerte naturligvis – og ynder at eksperimentere med det, eller blot bruge det som lidt tidsfordriv. Om det så er han selv, eller en af hans betroede håndlangere, som fører kniven, eller hvilke fantasifulde stykker legetøj de ellers kan finde på at bruge, så nyder han at se den menneskelige krop i smerte.
Dominerende:
Han ynder at være i en position af magt, og kontrollere sine omgivelser, og at have andre mennesker i sin magt. Han nyder at uddele ordrer, og se dem udført, og han foretrækker til enhver tid at uddelegere arbejdet, snarere end at udføre det selv. Han har meget svært ved at acceptere nogen som ser sig selv som værende hævet over ham, og følger normalt ikke ordrer, hvilket var en af de få ting han rent faktisk havde svært ved på Lionhart Academy, da det forventedes at han lystrede lærerne og rektor. Hvilket han da også gjorde, udadtil.
Arbejdssky:
Friedrich hader direkte fysisk arbejde. Han kan ikke fordrage det, og føler sig personligt højt hævet over den slags trivialiteter, og derfor har han aldrig brudt sig om Lionhart Academy, da de forventede at han deltog i alle de ligegyldige fysiske aktiviteter, og udførte arbejdsopgaver for dem.
Virtuos:
En af de meget specielle ting ved Friedrich, er hans musikalske side. Denne er meget fremtrædende hos ham, og han ynder både at høre og frembringe musik. Hans absolutte favorit, er klassisk musik, og i særdeleshed Mozart og Beethoven, to kunstnere han ser specielt op til, og stadig mener, er tidens største kunstnere. Mange formoder at denne side af ham, samt det enorme talent han har for det, er forbundet til hans slægtskab med sidstnævnte. Han spiller fortrinligt klaver, og udviser også glimrende kundskaber med en violin, og har komponeret flere musikstykker, tydeligt inspireret af klassisk musik. En af de mere kendte heraf, er ”Dødens Symfoni”, som har fået navnet af at den altid spilles under en persons bortgang, som Friedrich har haft noget at gøre med. Som oftest spiller han den selv på sit klaver, mens det sker, medmindre særlige omstændigheder umuliggør det, fx at han selv udfører handlingen, i hvilket tilfælde han enten har nogle af sine mere musikalske håndlangere til at gøre det live, eller også vælger han den mere simple metode som et musikanlæg er, selvom han ikke foretrækker dette alternativ.
Sofistikeret:
På trods af sine noget uortodokse tendenser, og sin forkærlighed for blod og smerte, så er Friedrich i langt de fleste henseender en gentleman. Han er intelligent, sofistikeret, i ligeså høj grad som han er kold og beregnende. Han nyder ofte et stykke klassisk musik, og et glas dyr vin, til lyden af smerteskrig og synet af sine fjenders blod. Han har intet problem med at få hænderne beskidte, det værende i blod eller lignende, men vasker dem altid efterfølgende.
Stolt:
Hans stolthed er endnu et af de karaktertræk som skinner tydeligt igennem. Han forventer respekt, lydighed og total underkastelse fra sine håndlangere (Og alle andre), og tolererer ikke respektløshed, og dette straffes efter højeste strafferamme (I hans eget personlige retssystem)
Baggrunds historie:
Van Beethoven familien kan spore sine aner langt tilbage, og de er de direkte efterfølgere af Ludwig Van Beethoven. I sine ungdomsår gav han liv til et illegitimt barn, som han aldrig fortalte offentligheden om, med den unge ukendte Anne Adlersflügel. I de første mange årtier efter Beethovens død, selv efter dette barns fødsel kom ud i dagens lys, blev familiens arveret og slægtskab ikke anset som værende legitimt, og det tog adskillige generationer før deres ret og slægtskab blev officielt anerkendt, trods adskillige beviser som var fremlagt som validerede slægtskabet. Faktisk var det ikke før hans farfar, at slægtskabet virkelig blev anset som værende legitimt, og blev officielt valideret, men nu anses de for værende fuldt ud berettigede arvinger til hans navn og blod.
Friedrich’s fader, Franz Gotthilf Van Beethoven, var en succesfuld forretningsmand, og havde i sine ungdoms år grundlagt selskabet Beethoven Enterprises. I starten var det en meget lille forretning, uden den større succes, selvom navnet hjalp en smule, men ikke overvældende. Dog fik hans fortræffelige evner indenfor forretning dette vendt, og efter kun få år voksede selskabet sig større og større, og endte med at have et par mindre underselskaber, som så specialiserede sig i forskellige ting. heriblandt var Beethoven Records, et pladeselskab som producerede og udgav musik, som en hyldest til familiens storslåede forfader. Selskabet styredes af en bestyrelse, med ham selv som formand, og dets værdi voksede langsomt men stødt i de efterfølgende år.
Franz havde været 18 år, da han mødte Sonia I’anson, efter at være flyttet til London, for at starte en ny forretning op der, da han endelig havde tjent nok fra sine forretninger i Tyskland, hvor han var født, og derfor ville udvide til de britiske øer, i et forsøg på at få et brohoved der. Der gik dog et par år inden forretningerne rigtigt tog fart her, da han først skulle establisere sig rigtigt. På dette tidspunkt var han 21, og blevet gift med Sonia året før. Nu begyndte forretningerne endelig at tage fart, og for første gang i sit liv, kunne han virkelig mærke at han var selvstændig butiksejer, med en vis succes, da han for første gang begyndte at have et overskud som var til at mærke. Dette var hvad han altid havde ønsket og arbejdet for, så dette var naturligvis en enorm opnåelse fra hans side. Derfor ramte det ham også hårdt, da Sonia pludselig blev gravid, noget han ikke havde regnet med. Sonia havde altid ønsket sig et barn, selvom hun ikke åbent snakkede om det med Franz, men dette var ikke indebåret i hans planer, og det var meget i vejen for ham og hans ambitioner, så for ham var det en knap så gladelig nyhed.
Dette resulterede i et større skænderi imellem dem, og da Sonia nægtede at få en abort, efter Franz havde krævet det, begyndte det hurtigt at gå nedad bakke i deres forhold. De var meget tæt på en skilsmisse, men formåede lige knap at holde sammen på forholdet, selvom det aldrig blev det samme igen. Udadtil levede de stadig det perfekte liv, og ingen udenfor den lille familie mistænkte nogensinde at noget var galt. Franz kunne ikke have nogen til at vide hvor dysfunktionelt hans hjem var, da det ikke ville se godt ud, han var jo først netop begyndt rigtigt at skabe sig et ry, hvilket også var årsagen til at han ikke ønskede at få en skilsmisse, da det ville risikere at sætte ham i et dårligt lys. For hvordan skulle han kunne holde sammen på sine forretninger, hvis han ikke engang kunne holde sammen på sit ægteskab?
Der var dog ikke meget familie over dem, og kærligheden, gnisten og alt det som havde ført dem sammen i begyndelsen var væk, og var nu erstattet af det som holdt dem adskilt og splittede dem mere og mere for hver eneste dag, deres nyfødte søn. Sonia elskede ham dog betingelsesløst, og ville ikke bytte ham væk for noget som helst, mens faderen var mindre følelsesladet. For ham var omdømmet, velstanden og facaden som konstant måtte holdes oppe udadtil, det vigtigste, og det eneste som virkelig betød noget. Det var heller ingen hemmelighed at han igennem længere perioder havde diverse affærer, med alskens kvinder, men der var intet nogen kunne gøre. Sonia turde ikke gøre noget, og turde ikke så meget som tænke på en skilsmisse, da hun frygtede hvad Franz ville gøre, og Friedrich var endnu for ung til at forstå hvad der foregik i hjemmet.
Livet i den lille atypiske familie fortsatte sådan her i adskillige år. Faktisk skete der ikke noget særligt, før Friedrich blev 7 år. Da ændrede livet sig markant for den lille dreng, idet han en aften så sin far slå sin mor, og af ren refleks løb han hen og stillede sig imellem, for at stoppe Franz, da hans beskytterinstinkt straks blev vakt til live. Friedrich elskede sin mor, hun havde været den vigtigste person i hans liv, og hun havde altid været der for ham, ulig faderen, som altid havde været så kold og fraværende. Frem for at træde tilbage ved denne afbrydelse, valgte Franz dog alligevel at lange ud, dog denne gang efter sin kun 7-årige søn, og han gav Friedrich en lussing på den venstre kind, så hård at den lille dreng faldt sidelæns ned på gulvet. Dette knuste Sonias hjerte, og Friedrich var bare for chokeret og lamslået til overhoved at kunne reagere.
Dette ændrede totalt på livet bag de lukkede døre. Franz nøjedes nu ikke blot med at verbalt ydmyge, voldtage og tæve sin hustru når han fik lyst, men nu begyndte det også at gå ud over deres fælles søn. Franz havde trods alt altid bebrejdet Friedrich for alt dårligt der var sket ham siden hans fødsel, og endog nogle ting fra tiden før. Det skete oftest når Franz i de sene aftentimer drak sig fuld inde på sit kontor, hvilket hændte oftere og oftere, hvor han så verbalt og fysisk ydmygede og mishandlede den unge dreng. Når han blev træt af at slå på sin hustru, gik han gladelig videre til sin søn, og det begyndte at ske oftere og oftere, og til sidst blev det nærmest hver eneste aften. Dog var han påpasselig med kun at slå på steder hvor det ikke kunne ses, og undlod så vidt muligt at efterlade mærker, i hvert fald på synlige steder. Det gik jo ikke an at folk udefra skulle få mistanke til noget, og det gjorde de heller aldrig. Ingen mistænkte nogensinde hvad der foregik, og hverken Friedrich eller Sonia turde sige noget til nogen.
Misbruget stod på i mange år, og først næsten et helt årti senere blev der ændret på det. Friedrich var nu blevet 16, og hans fysiske udvikling havde taget fart i de foregående år, mens trods denne nye massive udvikling, havde han stadig ikke turdet gå imod sin fader, og sige noget til ham. Han frygtede ham stadig, næsten ligeså meget som han afskyede og hadede ham. Han foragtede ham med hver eneste celle i sin krop, og der gik ikke en dag, en time, et minut eller så meget som et sekund hvor han ikke ønskede at han skulle betale for hvad han havde gjort mod ham og hans moder.
Hans sind havde også fulgt med, og han var blevet en intelligent dreng, Han var ikke den absolut mest boglige stærke i sin klasse, selvom han uden tvivl var blandt top-3’en. Dog havde han andre styrker, heriblandt sine sproglige færdigheder, idet han allerede på daværende tidspunkt talte, læste og skrev flere sprog næsten flydende, heriblandt både græsk, latin, oldengelsk, kinesisk, italiensk, spansk, fransk og naturligvis sin faders families modersmål, tysk. Selvfølgelig var alle sprogene ikke perfektioneret, men han kunne uden nogle større problemer kommunikere gnidningsfrit med folk fra alle disse geografiske områder, og han fik altid topkarakterer i de af dem han havde som fag i skolen. Flere af dem var dog selvlærte, og derfor ikke noget han havde fået fra skolen, da han brugte meget af sin tid på at studere, når han kunne slippe væk fra sin vanrøgtende fader, og derfor lærte han sig selv mange af disse ting. Det hele virkede nogle gange nemmere når man bare kunne begrave sig i en bog, eller på anden vis indleve sig i sine studier, og lukke verden ude. Flere aftener sad han oppe, og forsøgte at afskære sig fra omverdenen, med en bog i hånden og øjnene knebet tæt sammen, til lyden af sin mors skrig af smerte, frygt og ydmygelse, når hun lige nedenunder, inde ved siden af, og endog flere gange i samme lokale, dog mest da han var mindre, blev nådesløst misbrugt og voldtaget af hans fader, inden han tæskede hende så hun ofte ikke engang havde kræfter tilbage til at stå op efterfølgende. Heldigvis for Franz, lå det store palæ han år forinden havde købt for indtægterne fra sine forretninger, meget afsides og de nærmeste naboer var kilometer væk, så han ikke engang behøvede skjule moderens skrig, da ingen alligevel kunne høre dem.
Men nu var han blevet 16, og det skulle vise sig at ændre på alting. Eller nogle ting i hvert fald. Det hele begyndte en almindelig forårsdag, da Friedrichs rektor blev opsøgt af en repræsentant for en skole, som kaldte sig Lionhart Academy, beliggende ved London. Tilsyneladende havde de hørt om en af deres elever, nemlig Friedrich, som havde udvist spektakulære gaver, samt forunderlige kvaliteter indenfor visse områder, og de var meget interesserede i at have ham til at studere hos dem. Allerede få dage efter kom Friedrich til samtale hos dem, og efter kun 2 sessioner blev han bedt om at underskrive en bunke hemmelighedsdokumenter, og selvom han syntes det hele virkede meget suspekt og underligt, skrev han under. Der gik ikke længe efter dette møde, inden han blev kaldt ind til den endelige samtale inden sin opstart, men udover de almindelige indmeldingspapirer, ventede ham også en meget overraskende og uventet bid information.
Hvordan reagerer man når rektor for den skole du netop er ved at indskrives på, sidder ligeså roligt på sin komfortable stol, lige på den anden side af skrivebordet, og med alverdens alvor i ansigtet, og uden den mindste trækning som kunne indikere at han jokede, fortæller dig at den skole du er ved at tilslutte dig, bag facaden har dedikeret sig selv til at optræne generation efter generation af toptrænede professionelle spioner?
Først havde Friedrich svært ved at tro på det, men da det endelig gik op for ham at han rent faktisk talte sandt, valgte han bare at tage det for hvad det var, og så tage den derfra. Betød det at han kunne komme væk fra sin far, så var han villig til at indgå til nærmest hvad som helst. I starten havde han dog ikke været glad for at efterlade sin mor alene med ham, men det hjalp hende jo heller ikke meget at han var der, og desuden havde Sonia indtrængende tigget Friedrich om at tage imod det skoletilbud, da hun ikke kunne bære at se hvad der skete med ham, så det endte i at han startede på skolen.
Trods at han i starten var meget afvisende, og overbevist om at han aldrig ville blive en god spion, blev han hurtigt en af de bedre i sit fag, og overhalede overraskende hurtigt selv mange af dem på højere årgange. Han holdt sig dog meget for sig selv, specielt i starten, og havde nogle problemer efter de diverse fysiske aktiviteter, i omklædningsrummene, da alle de blå mærker, rifter og dybe sår derfor var blottede, og dette vækkede naturligvis mange spørgsmål. Han kom dog med en masse bortforklaringer, og holdt kortene tæt til kroppen, selvom de fleste nok hurtigt regnede ud af noget var galt. Rygterne svirrede da også under hele hans skolegang, men ingen sagde noget direkte til ham. Han turde heller ikke sige noget til nogen, da faderen allerede før han var taget af sted, havde gjort klart for ham, hvad der ville ske med hans mor, hvis nogen hørte noget, så han ville ikke tage nogen chancer.
Men hvor lidt han end ville anerkende det, overfor sig selv eller andre, og hvor meget han forsøgte ikke at tænke på det, og fortrænge det som et dårligt minde, og hvor meget han end forsøgte at være ligesom alle andre, så var han det ikke. Noget var ødelagt, inde i denne lille dreng, som nu fysisk var langt mere, snart en voksen mand, men et eller andet sted derinde, gemte sig den lille 7-årige dreng, som bare lå der, helt forstenet og mundlam, efter sin faders første slag nogensinde havde ramt ham. Hårdere end en lastbil. Og tungere end noget han nogensinde kunne forestille sig. Noget var knust dybt inde, noget som aldrig kunne repareres. Og langsomt begyndte han at lukke sig inde i sig selv, og hadet, vreden og tomheden blev mere og mere indædt og voksede sig større, ligesom det store hul indeni ham. Og til sidst bredte det sig udover blot hans fader, og han begyndte at afskære sig mere og mere fra resten af verden, og menneskene i den. Ingen af dem kunne de forstå ham, ingen af dem ville forstå hvad han havde været igennem, og hvad han havde måttet udholde hver eneste dag. Og han ville aldrig kunne fortælle dem det. Og intet ville blive som det var før, intet kunne ændres nu. Det hele var for sent allerede.
Da han endelig nåede sit femte år på skolen, havde han lært meget, og han havde på dette tidspunkt utallige missioner på skolens vegne bag sig, og han havde opnået en del erfaringer, teoretiske så vel som praktiske, og han var bestemt i den positive ende når det kom til elevernes færdigheder. Da tiden for deres endelige eksaminer oprandt, følte han intet til den typiske eksamensangst som mange oplevede, han var sikker i sine evner og i sig selv, og han tvivlede ikke et øjeblik på sig selv, eller på at alting ville gå i hans favør. Og han var ikke meget galt på den. Han gav hvad han havde, og man kunne kun sige at de sidste 6 års intense studier havde båret frugt, for efter hans endelige eksamen graduerede han som en af de bedste på sin årgang, og folk spåede ham en lys fremtid med megen storhed. Og på sin vis kunne man også sige at de ville få ret, selvom det næppe blev i den stil de havde forudset.
Friedrich havde i de senere år studeret på skolen, han havde boet på skolen blandt dens elever og lærere, og han havde taget ud på utallige livstruende missioner på deres vegne, men han havde aldrig følt nogen decideret loyalitet overfor dem. Han havde aldrig følt nogen loyalitet overfor nogen, og skolen havde ikke været nogen undtagelse. Han kunne ikke være meget mere ligeglad med dem, eller hvad der skete med dem, og dette var hvad der ledte til de planer han igennem de sidste par år af sin tid på skolen havde begyndt at arbejde på.
Kort før de sidste eksaminer havde han erhvervet sig nogle hemmelighedsstemplede dokumenter vedrørende skolen, ved hjælp af flere metoder han havde samlet op under sit ophold på skolen. Han havde sneget sig ind på den afspærrede afdeling på biblioteket, og stjålet nogle af de gamle bøger derinde, i tilfælde at nogle af dem kunne vise sig at blive brugbare senere, og havde derudover fået en yngre elev til at hacke sig ind på skolens system, og anskaffe nogle oplysninger fra deres databaser, ligesom han havde fundet frem til nogle vigtigt udseende dokumenter på rektors kontor, som han havde kopieret. Han havde gjort sit til at skjule alle spor, og sørge for at ingen ville opdage noget. Eleven som han havde fået til at hacke sig ind på skolens systemer for sig, kidnappede han og tog ham langt væk fra skolens område, hvor han dræbte ham og skilte sig af med liget inde i London, så ingen skulle få mistanke til ham endnu.
Efter sine eksaminer forsvandt han sporløst, ingen havde nogen ide om hvorhen, og ingen så ham i et stykke tid. De efterfølgende måneder tilbragte han med at opsøge alle Lionhart Academy’s kendte fjender, og tilbød dem klassificerede oplysninger om skolen, som han derefter solgte til højest bydende. Disse oplysninger inkluderede informationer om skolens infrastruktur, tidligere og planlagte missioner, personoplysninger om elever og ansatte på skolen, og hvad end han ellers havde kunnet få adgang til.
Friedrich var nu blevet toogtyve, og havde i løbet af de foregående måneder tjent en god portion penge på at sælge hemmeligheder fra sin tidligere skole. Samfundets fjender kunne åbenbart være meget gavmilde når de øjnede en mulighed for at få en fordel mod sine modstandere for de alsidige, og for Friedrich selv komplet nyttesløse og ubrugelige, informationer han havde skaffet sig adgang til, havde indbragt ham lige over en million pund, og han vidste lige hvad han skulle bruge disse til. Han havde været gået under jorden i et stykke tid, og ingen havde set eller hørt noget til ham, men med et dukkede han op igen, idet han opsøgte bestyrelsen for sin faders selskab, og opkøbte aktiemajoriteten i hele selskabet og alle dets underselskaber. Det kom til at koste ham de fleste af sine nyerhvervede pund, men var helt bestemt det værd. Nu havde han størstedelen af magten i firmaet, og han kunne gøre nærmest hvad han ønskede med det, og mere vigtigt, ingen kunne nu underminere hans autoritet. Før nogen vidste af det, eller før Franz nåede at opdage hvad der skete, havde Friedrich fået overtaget over firmaet, og selskabet og dets fremtid lå nu helt i hans hænder. Det tog ham ikke længe før han helt fik skubbet sin fader ud, og nu selv havde den fulde kontrol.
Han havde mange gange overvejet hvordan han bedst fik hævn på sin fader, og havde flere gange overvejet at ende hans liv, men var til sidst kommet frem til at døden ville være for nem en udvej. I stedet ville han fjerne hans magt ved roden, og sparke ham ud af det selskab han selv havde grundlagt, og overtage det selv, da dette ville ramme ham hårdere end noget andet ville kunne. Det eneste som betød noget for Franz, udover ham selv, var hans penge, og kunne Friedrich fjerne kilden til disse, så ville han endelig kunne lade ham smage en smule af dem smerte som han selv i så mange år havde båret rundt på.
Da det endelig gik op for Franz hvad der foregik, og hvem det var som var i færd med at smide ham ud af hans eget selskab, var det for sent, og snart kunne han blot se til fra sidelinjen, sammen med den almene civile befolkning, mens Friedrich overtog Beethoven Enterprises, og snart fik sat sit eget præg på selskabet. Det første han gjorde når magten endelig var hans, var at sørge for at han havde den fulde kontrol over selskabet og alle dets aspekter og aktiver, og at han aldrig ville miste denne magt og kontrol. Det ændredes derfor snart igen tilbage fra et aktieselskab, så ingen bare kunne komme og ende med at købe ham ud, som han selv havde gjort det mod sin fader, og han var derfor snart den enevældige leder af firmaet. Bestyrelsen bestod, men den egentlige magt lå fortsat hos ham, og han havde stadig det sidste ord.
Friedrich havde brugt sine sidste penge på at overtage firmaet, men nu hvor han havde den fulde kontrol, og det fulde overskud røg direkte i hans lomme, og eftersom faderen i de sidste par år havde sørget for at firmaet havde vokset sig stort og udbytterigt, havde Friedrich snart tjent alle de penge ind han havde smidt i selskabet, plus en god portion ekstra. Der gik ikke længe inden han havde etableret sig selv og skabt et navn for sig selv, i toppen af det engelske samfund, som en rig, vidt velset og respektabel forretningsmand. Dette var dog kun en stor facade, og under overfladen var det hele mindre respektabelt og præsentabelt. Folk forsvandt, blev tævet halvt til døde, kidnappet, tortureret og dræbt, alt sammen på Friedrichs ordrer. Var der noget som var kriminelt og havde penge i sig, så var Friedrich involveret. Han begyndte snart at omgås med nogle meget lyssky typer, og han kom hurtigt i de lovhåndhævende faktorers søgelys, og kom snart under efterforskning af både MI6, SOCA, og flere andre specielle afdelinger, og selv FBI i Amerika har lavet noget efterretning på ham, da han har været involveret med nogle kriminelle organisationer i udlandet, blandt andet U.S.A.
Dog er der ikke meget de direkte kan gøre ved ham, da de ikke officielt kan røre ham, på grund af hans penge og betydning i samfundet, og da han altid er meget påpasselig med at sørge for at intet kan spores direkte tilbage til ham, kan de ikke bygge en officiel sag mod ham, så det hele er meget diskret når det vedrører ham. Dog er der ingen tvivl om hvad han foretager sig, da han altid sørger for at gøre opmærksom på sig selv, og sørge for at efterlade sig nogle visitkort rundt omkring, dog uden direkte at implicere sig selv, hvilket længe har frustreret politiet.
Forhenværende team-roller:
1. [LEAD]
2. [DEF]
Faceclaim: N/A
C-box navn: JDO
Var der ikke mere, du skulle huske?: Hvis der er fire måder hvorpå en procedure kan gå galt og man forudser dette, så vil en femte og uforudset måde øjeblikkeligt forekomme
Alder: 29
Årgang: Han graduerede som en af de bedste på sin årgang
Fire karaktertræk eller flere:
Ambitiøs:
Friedrich er en mand af ambitioner. Han har aldrig stillet sig tilfreds med hvad han har, og aspirerer altid mere. Og han vil gøre hvad som helst for at opnå sine mål, uanset hvad det vil koste.
Kynisk:
Friedrich er utrolig kynisk, og er af den opfattelse at egennytte er den primære intention bag alle menneskelige handlinger, og er derfor utilbøjelig til at acceptere oprigtighed, dyder eller altruisme som motivation, og han besidder selv heller ikke nogle af disse kvaliteter.
Sadist:
Friedrich er helt igennem sadist. Han nærer en ualmindelig fascination for smerte – andres smerte naturligvis – og ynder at eksperimentere med det, eller blot bruge det som lidt tidsfordriv. Om det så er han selv, eller en af hans betroede håndlangere, som fører kniven, eller hvilke fantasifulde stykker legetøj de ellers kan finde på at bruge, så nyder han at se den menneskelige krop i smerte.
Dominerende:
Han ynder at være i en position af magt, og kontrollere sine omgivelser, og at have andre mennesker i sin magt. Han nyder at uddele ordrer, og se dem udført, og han foretrækker til enhver tid at uddelegere arbejdet, snarere end at udføre det selv. Han har meget svært ved at acceptere nogen som ser sig selv som værende hævet over ham, og følger normalt ikke ordrer, hvilket var en af de få ting han rent faktisk havde svært ved på Lionhart Academy, da det forventedes at han lystrede lærerne og rektor. Hvilket han da også gjorde, udadtil.
Arbejdssky:
Friedrich hader direkte fysisk arbejde. Han kan ikke fordrage det, og føler sig personligt højt hævet over den slags trivialiteter, og derfor har han aldrig brudt sig om Lionhart Academy, da de forventede at han deltog i alle de ligegyldige fysiske aktiviteter, og udførte arbejdsopgaver for dem.
Virtuos:
En af de meget specielle ting ved Friedrich, er hans musikalske side. Denne er meget fremtrædende hos ham, og han ynder både at høre og frembringe musik. Hans absolutte favorit, er klassisk musik, og i særdeleshed Mozart og Beethoven, to kunstnere han ser specielt op til, og stadig mener, er tidens største kunstnere. Mange formoder at denne side af ham, samt det enorme talent han har for det, er forbundet til hans slægtskab med sidstnævnte. Han spiller fortrinligt klaver, og udviser også glimrende kundskaber med en violin, og har komponeret flere musikstykker, tydeligt inspireret af klassisk musik. En af de mere kendte heraf, er ”Dødens Symfoni”, som har fået navnet af at den altid spilles under en persons bortgang, som Friedrich har haft noget at gøre med. Som oftest spiller han den selv på sit klaver, mens det sker, medmindre særlige omstændigheder umuliggør det, fx at han selv udfører handlingen, i hvilket tilfælde han enten har nogle af sine mere musikalske håndlangere til at gøre det live, eller også vælger han den mere simple metode som et musikanlæg er, selvom han ikke foretrækker dette alternativ.
Sofistikeret:
På trods af sine noget uortodokse tendenser, og sin forkærlighed for blod og smerte, så er Friedrich i langt de fleste henseender en gentleman. Han er intelligent, sofistikeret, i ligeså høj grad som han er kold og beregnende. Han nyder ofte et stykke klassisk musik, og et glas dyr vin, til lyden af smerteskrig og synet af sine fjenders blod. Han har intet problem med at få hænderne beskidte, det værende i blod eller lignende, men vasker dem altid efterfølgende.
Stolt:
Hans stolthed er endnu et af de karaktertræk som skinner tydeligt igennem. Han forventer respekt, lydighed og total underkastelse fra sine håndlangere (Og alle andre), og tolererer ikke respektløshed, og dette straffes efter højeste strafferamme (I hans eget personlige retssystem)
Baggrunds historie:
Van Beethoven familien kan spore sine aner langt tilbage, og de er de direkte efterfølgere af Ludwig Van Beethoven. I sine ungdomsår gav han liv til et illegitimt barn, som han aldrig fortalte offentligheden om, med den unge ukendte Anne Adlersflügel. I de første mange årtier efter Beethovens død, selv efter dette barns fødsel kom ud i dagens lys, blev familiens arveret og slægtskab ikke anset som værende legitimt, og det tog adskillige generationer før deres ret og slægtskab blev officielt anerkendt, trods adskillige beviser som var fremlagt som validerede slægtskabet. Faktisk var det ikke før hans farfar, at slægtskabet virkelig blev anset som værende legitimt, og blev officielt valideret, men nu anses de for værende fuldt ud berettigede arvinger til hans navn og blod.
Friedrich’s fader, Franz Gotthilf Van Beethoven, var en succesfuld forretningsmand, og havde i sine ungdoms år grundlagt selskabet Beethoven Enterprises. I starten var det en meget lille forretning, uden den større succes, selvom navnet hjalp en smule, men ikke overvældende. Dog fik hans fortræffelige evner indenfor forretning dette vendt, og efter kun få år voksede selskabet sig større og større, og endte med at have et par mindre underselskaber, som så specialiserede sig i forskellige ting. heriblandt var Beethoven Records, et pladeselskab som producerede og udgav musik, som en hyldest til familiens storslåede forfader. Selskabet styredes af en bestyrelse, med ham selv som formand, og dets værdi voksede langsomt men stødt i de efterfølgende år.
Franz havde været 18 år, da han mødte Sonia I’anson, efter at være flyttet til London, for at starte en ny forretning op der, da han endelig havde tjent nok fra sine forretninger i Tyskland, hvor han var født, og derfor ville udvide til de britiske øer, i et forsøg på at få et brohoved der. Der gik dog et par år inden forretningerne rigtigt tog fart her, da han først skulle establisere sig rigtigt. På dette tidspunkt var han 21, og blevet gift med Sonia året før. Nu begyndte forretningerne endelig at tage fart, og for første gang i sit liv, kunne han virkelig mærke at han var selvstændig butiksejer, med en vis succes, da han for første gang begyndte at have et overskud som var til at mærke. Dette var hvad han altid havde ønsket og arbejdet for, så dette var naturligvis en enorm opnåelse fra hans side. Derfor ramte det ham også hårdt, da Sonia pludselig blev gravid, noget han ikke havde regnet med. Sonia havde altid ønsket sig et barn, selvom hun ikke åbent snakkede om det med Franz, men dette var ikke indebåret i hans planer, og det var meget i vejen for ham og hans ambitioner, så for ham var det en knap så gladelig nyhed.
Dette resulterede i et større skænderi imellem dem, og da Sonia nægtede at få en abort, efter Franz havde krævet det, begyndte det hurtigt at gå nedad bakke i deres forhold. De var meget tæt på en skilsmisse, men formåede lige knap at holde sammen på forholdet, selvom det aldrig blev det samme igen. Udadtil levede de stadig det perfekte liv, og ingen udenfor den lille familie mistænkte nogensinde at noget var galt. Franz kunne ikke have nogen til at vide hvor dysfunktionelt hans hjem var, da det ikke ville se godt ud, han var jo først netop begyndt rigtigt at skabe sig et ry, hvilket også var årsagen til at han ikke ønskede at få en skilsmisse, da det ville risikere at sætte ham i et dårligt lys. For hvordan skulle han kunne holde sammen på sine forretninger, hvis han ikke engang kunne holde sammen på sit ægteskab?
Der var dog ikke meget familie over dem, og kærligheden, gnisten og alt det som havde ført dem sammen i begyndelsen var væk, og var nu erstattet af det som holdt dem adskilt og splittede dem mere og mere for hver eneste dag, deres nyfødte søn. Sonia elskede ham dog betingelsesløst, og ville ikke bytte ham væk for noget som helst, mens faderen var mindre følelsesladet. For ham var omdømmet, velstanden og facaden som konstant måtte holdes oppe udadtil, det vigtigste, og det eneste som virkelig betød noget. Det var heller ingen hemmelighed at han igennem længere perioder havde diverse affærer, med alskens kvinder, men der var intet nogen kunne gøre. Sonia turde ikke gøre noget, og turde ikke så meget som tænke på en skilsmisse, da hun frygtede hvad Franz ville gøre, og Friedrich var endnu for ung til at forstå hvad der foregik i hjemmet.
Livet i den lille atypiske familie fortsatte sådan her i adskillige år. Faktisk skete der ikke noget særligt, før Friedrich blev 7 år. Da ændrede livet sig markant for den lille dreng, idet han en aften så sin far slå sin mor, og af ren refleks løb han hen og stillede sig imellem, for at stoppe Franz, da hans beskytterinstinkt straks blev vakt til live. Friedrich elskede sin mor, hun havde været den vigtigste person i hans liv, og hun havde altid været der for ham, ulig faderen, som altid havde været så kold og fraværende. Frem for at træde tilbage ved denne afbrydelse, valgte Franz dog alligevel at lange ud, dog denne gang efter sin kun 7-årige søn, og han gav Friedrich en lussing på den venstre kind, så hård at den lille dreng faldt sidelæns ned på gulvet. Dette knuste Sonias hjerte, og Friedrich var bare for chokeret og lamslået til overhoved at kunne reagere.
Dette ændrede totalt på livet bag de lukkede døre. Franz nøjedes nu ikke blot med at verbalt ydmyge, voldtage og tæve sin hustru når han fik lyst, men nu begyndte det også at gå ud over deres fælles søn. Franz havde trods alt altid bebrejdet Friedrich for alt dårligt der var sket ham siden hans fødsel, og endog nogle ting fra tiden før. Det skete oftest når Franz i de sene aftentimer drak sig fuld inde på sit kontor, hvilket hændte oftere og oftere, hvor han så verbalt og fysisk ydmygede og mishandlede den unge dreng. Når han blev træt af at slå på sin hustru, gik han gladelig videre til sin søn, og det begyndte at ske oftere og oftere, og til sidst blev det nærmest hver eneste aften. Dog var han påpasselig med kun at slå på steder hvor det ikke kunne ses, og undlod så vidt muligt at efterlade mærker, i hvert fald på synlige steder. Det gik jo ikke an at folk udefra skulle få mistanke til noget, og det gjorde de heller aldrig. Ingen mistænkte nogensinde hvad der foregik, og hverken Friedrich eller Sonia turde sige noget til nogen.
Misbruget stod på i mange år, og først næsten et helt årti senere blev der ændret på det. Friedrich var nu blevet 16, og hans fysiske udvikling havde taget fart i de foregående år, mens trods denne nye massive udvikling, havde han stadig ikke turdet gå imod sin fader, og sige noget til ham. Han frygtede ham stadig, næsten ligeså meget som han afskyede og hadede ham. Han foragtede ham med hver eneste celle i sin krop, og der gik ikke en dag, en time, et minut eller så meget som et sekund hvor han ikke ønskede at han skulle betale for hvad han havde gjort mod ham og hans moder.
Hans sind havde også fulgt med, og han var blevet en intelligent dreng, Han var ikke den absolut mest boglige stærke i sin klasse, selvom han uden tvivl var blandt top-3’en. Dog havde han andre styrker, heriblandt sine sproglige færdigheder, idet han allerede på daværende tidspunkt talte, læste og skrev flere sprog næsten flydende, heriblandt både græsk, latin, oldengelsk, kinesisk, italiensk, spansk, fransk og naturligvis sin faders families modersmål, tysk. Selvfølgelig var alle sprogene ikke perfektioneret, men han kunne uden nogle større problemer kommunikere gnidningsfrit med folk fra alle disse geografiske områder, og han fik altid topkarakterer i de af dem han havde som fag i skolen. Flere af dem var dog selvlærte, og derfor ikke noget han havde fået fra skolen, da han brugte meget af sin tid på at studere, når han kunne slippe væk fra sin vanrøgtende fader, og derfor lærte han sig selv mange af disse ting. Det hele virkede nogle gange nemmere når man bare kunne begrave sig i en bog, eller på anden vis indleve sig i sine studier, og lukke verden ude. Flere aftener sad han oppe, og forsøgte at afskære sig fra omverdenen, med en bog i hånden og øjnene knebet tæt sammen, til lyden af sin mors skrig af smerte, frygt og ydmygelse, når hun lige nedenunder, inde ved siden af, og endog flere gange i samme lokale, dog mest da han var mindre, blev nådesløst misbrugt og voldtaget af hans fader, inden han tæskede hende så hun ofte ikke engang havde kræfter tilbage til at stå op efterfølgende. Heldigvis for Franz, lå det store palæ han år forinden havde købt for indtægterne fra sine forretninger, meget afsides og de nærmeste naboer var kilometer væk, så han ikke engang behøvede skjule moderens skrig, da ingen alligevel kunne høre dem.
Men nu var han blevet 16, og det skulle vise sig at ændre på alting. Eller nogle ting i hvert fald. Det hele begyndte en almindelig forårsdag, da Friedrichs rektor blev opsøgt af en repræsentant for en skole, som kaldte sig Lionhart Academy, beliggende ved London. Tilsyneladende havde de hørt om en af deres elever, nemlig Friedrich, som havde udvist spektakulære gaver, samt forunderlige kvaliteter indenfor visse områder, og de var meget interesserede i at have ham til at studere hos dem. Allerede få dage efter kom Friedrich til samtale hos dem, og efter kun 2 sessioner blev han bedt om at underskrive en bunke hemmelighedsdokumenter, og selvom han syntes det hele virkede meget suspekt og underligt, skrev han under. Der gik ikke længe efter dette møde, inden han blev kaldt ind til den endelige samtale inden sin opstart, men udover de almindelige indmeldingspapirer, ventede ham også en meget overraskende og uventet bid information.
Hvordan reagerer man når rektor for den skole du netop er ved at indskrives på, sidder ligeså roligt på sin komfortable stol, lige på den anden side af skrivebordet, og med alverdens alvor i ansigtet, og uden den mindste trækning som kunne indikere at han jokede, fortæller dig at den skole du er ved at tilslutte dig, bag facaden har dedikeret sig selv til at optræne generation efter generation af toptrænede professionelle spioner?
Først havde Friedrich svært ved at tro på det, men da det endelig gik op for ham at han rent faktisk talte sandt, valgte han bare at tage det for hvad det var, og så tage den derfra. Betød det at han kunne komme væk fra sin far, så var han villig til at indgå til nærmest hvad som helst. I starten havde han dog ikke været glad for at efterlade sin mor alene med ham, men det hjalp hende jo heller ikke meget at han var der, og desuden havde Sonia indtrængende tigget Friedrich om at tage imod det skoletilbud, da hun ikke kunne bære at se hvad der skete med ham, så det endte i at han startede på skolen.
Trods at han i starten var meget afvisende, og overbevist om at han aldrig ville blive en god spion, blev han hurtigt en af de bedre i sit fag, og overhalede overraskende hurtigt selv mange af dem på højere årgange. Han holdt sig dog meget for sig selv, specielt i starten, og havde nogle problemer efter de diverse fysiske aktiviteter, i omklædningsrummene, da alle de blå mærker, rifter og dybe sår derfor var blottede, og dette vækkede naturligvis mange spørgsmål. Han kom dog med en masse bortforklaringer, og holdt kortene tæt til kroppen, selvom de fleste nok hurtigt regnede ud af noget var galt. Rygterne svirrede da også under hele hans skolegang, men ingen sagde noget direkte til ham. Han turde heller ikke sige noget til nogen, da faderen allerede før han var taget af sted, havde gjort klart for ham, hvad der ville ske med hans mor, hvis nogen hørte noget, så han ville ikke tage nogen chancer.
Men hvor lidt han end ville anerkende det, overfor sig selv eller andre, og hvor meget han forsøgte ikke at tænke på det, og fortrænge det som et dårligt minde, og hvor meget han end forsøgte at være ligesom alle andre, så var han det ikke. Noget var ødelagt, inde i denne lille dreng, som nu fysisk var langt mere, snart en voksen mand, men et eller andet sted derinde, gemte sig den lille 7-årige dreng, som bare lå der, helt forstenet og mundlam, efter sin faders første slag nogensinde havde ramt ham. Hårdere end en lastbil. Og tungere end noget han nogensinde kunne forestille sig. Noget var knust dybt inde, noget som aldrig kunne repareres. Og langsomt begyndte han at lukke sig inde i sig selv, og hadet, vreden og tomheden blev mere og mere indædt og voksede sig større, ligesom det store hul indeni ham. Og til sidst bredte det sig udover blot hans fader, og han begyndte at afskære sig mere og mere fra resten af verden, og menneskene i den. Ingen af dem kunne de forstå ham, ingen af dem ville forstå hvad han havde været igennem, og hvad han havde måttet udholde hver eneste dag. Og han ville aldrig kunne fortælle dem det. Og intet ville blive som det var før, intet kunne ændres nu. Det hele var for sent allerede.
Da han endelig nåede sit femte år på skolen, havde han lært meget, og han havde på dette tidspunkt utallige missioner på skolens vegne bag sig, og han havde opnået en del erfaringer, teoretiske så vel som praktiske, og han var bestemt i den positive ende når det kom til elevernes færdigheder. Da tiden for deres endelige eksaminer oprandt, følte han intet til den typiske eksamensangst som mange oplevede, han var sikker i sine evner og i sig selv, og han tvivlede ikke et øjeblik på sig selv, eller på at alting ville gå i hans favør. Og han var ikke meget galt på den. Han gav hvad han havde, og man kunne kun sige at de sidste 6 års intense studier havde båret frugt, for efter hans endelige eksamen graduerede han som en af de bedste på sin årgang, og folk spåede ham en lys fremtid med megen storhed. Og på sin vis kunne man også sige at de ville få ret, selvom det næppe blev i den stil de havde forudset.
Friedrich havde i de senere år studeret på skolen, han havde boet på skolen blandt dens elever og lærere, og han havde taget ud på utallige livstruende missioner på deres vegne, men han havde aldrig følt nogen decideret loyalitet overfor dem. Han havde aldrig følt nogen loyalitet overfor nogen, og skolen havde ikke været nogen undtagelse. Han kunne ikke være meget mere ligeglad med dem, eller hvad der skete med dem, og dette var hvad der ledte til de planer han igennem de sidste par år af sin tid på skolen havde begyndt at arbejde på.
Kort før de sidste eksaminer havde han erhvervet sig nogle hemmelighedsstemplede dokumenter vedrørende skolen, ved hjælp af flere metoder han havde samlet op under sit ophold på skolen. Han havde sneget sig ind på den afspærrede afdeling på biblioteket, og stjålet nogle af de gamle bøger derinde, i tilfælde at nogle af dem kunne vise sig at blive brugbare senere, og havde derudover fået en yngre elev til at hacke sig ind på skolens system, og anskaffe nogle oplysninger fra deres databaser, ligesom han havde fundet frem til nogle vigtigt udseende dokumenter på rektors kontor, som han havde kopieret. Han havde gjort sit til at skjule alle spor, og sørge for at ingen ville opdage noget. Eleven som han havde fået til at hacke sig ind på skolens systemer for sig, kidnappede han og tog ham langt væk fra skolens område, hvor han dræbte ham og skilte sig af med liget inde i London, så ingen skulle få mistanke til ham endnu.
Efter sine eksaminer forsvandt han sporløst, ingen havde nogen ide om hvorhen, og ingen så ham i et stykke tid. De efterfølgende måneder tilbragte han med at opsøge alle Lionhart Academy’s kendte fjender, og tilbød dem klassificerede oplysninger om skolen, som han derefter solgte til højest bydende. Disse oplysninger inkluderede informationer om skolens infrastruktur, tidligere og planlagte missioner, personoplysninger om elever og ansatte på skolen, og hvad end han ellers havde kunnet få adgang til.
Friedrich var nu blevet toogtyve, og havde i løbet af de foregående måneder tjent en god portion penge på at sælge hemmeligheder fra sin tidligere skole. Samfundets fjender kunne åbenbart være meget gavmilde når de øjnede en mulighed for at få en fordel mod sine modstandere for de alsidige, og for Friedrich selv komplet nyttesløse og ubrugelige, informationer han havde skaffet sig adgang til, havde indbragt ham lige over en million pund, og han vidste lige hvad han skulle bruge disse til. Han havde været gået under jorden i et stykke tid, og ingen havde set eller hørt noget til ham, men med et dukkede han op igen, idet han opsøgte bestyrelsen for sin faders selskab, og opkøbte aktiemajoriteten i hele selskabet og alle dets underselskaber. Det kom til at koste ham de fleste af sine nyerhvervede pund, men var helt bestemt det værd. Nu havde han størstedelen af magten i firmaet, og han kunne gøre nærmest hvad han ønskede med det, og mere vigtigt, ingen kunne nu underminere hans autoritet. Før nogen vidste af det, eller før Franz nåede at opdage hvad der skete, havde Friedrich fået overtaget over firmaet, og selskabet og dets fremtid lå nu helt i hans hænder. Det tog ham ikke længe før han helt fik skubbet sin fader ud, og nu selv havde den fulde kontrol.
Han havde mange gange overvejet hvordan han bedst fik hævn på sin fader, og havde flere gange overvejet at ende hans liv, men var til sidst kommet frem til at døden ville være for nem en udvej. I stedet ville han fjerne hans magt ved roden, og sparke ham ud af det selskab han selv havde grundlagt, og overtage det selv, da dette ville ramme ham hårdere end noget andet ville kunne. Det eneste som betød noget for Franz, udover ham selv, var hans penge, og kunne Friedrich fjerne kilden til disse, så ville han endelig kunne lade ham smage en smule af dem smerte som han selv i så mange år havde båret rundt på.
Da det endelig gik op for Franz hvad der foregik, og hvem det var som var i færd med at smide ham ud af hans eget selskab, var det for sent, og snart kunne han blot se til fra sidelinjen, sammen med den almene civile befolkning, mens Friedrich overtog Beethoven Enterprises, og snart fik sat sit eget præg på selskabet. Det første han gjorde når magten endelig var hans, var at sørge for at han havde den fulde kontrol over selskabet og alle dets aspekter og aktiver, og at han aldrig ville miste denne magt og kontrol. Det ændredes derfor snart igen tilbage fra et aktieselskab, så ingen bare kunne komme og ende med at købe ham ud, som han selv havde gjort det mod sin fader, og han var derfor snart den enevældige leder af firmaet. Bestyrelsen bestod, men den egentlige magt lå fortsat hos ham, og han havde stadig det sidste ord.
Friedrich havde brugt sine sidste penge på at overtage firmaet, men nu hvor han havde den fulde kontrol, og det fulde overskud røg direkte i hans lomme, og eftersom faderen i de sidste par år havde sørget for at firmaet havde vokset sig stort og udbytterigt, havde Friedrich snart tjent alle de penge ind han havde smidt i selskabet, plus en god portion ekstra. Der gik ikke længe inden han havde etableret sig selv og skabt et navn for sig selv, i toppen af det engelske samfund, som en rig, vidt velset og respektabel forretningsmand. Dette var dog kun en stor facade, og under overfladen var det hele mindre respektabelt og præsentabelt. Folk forsvandt, blev tævet halvt til døde, kidnappet, tortureret og dræbt, alt sammen på Friedrichs ordrer. Var der noget som var kriminelt og havde penge i sig, så var Friedrich involveret. Han begyndte snart at omgås med nogle meget lyssky typer, og han kom hurtigt i de lovhåndhævende faktorers søgelys, og kom snart under efterforskning af både MI6, SOCA, og flere andre specielle afdelinger, og selv FBI i Amerika har lavet noget efterretning på ham, da han har været involveret med nogle kriminelle organisationer i udlandet, blandt andet U.S.A.
Dog er der ikke meget de direkte kan gøre ved ham, da de ikke officielt kan røre ham, på grund af hans penge og betydning i samfundet, og da han altid er meget påpasselig med at sørge for at intet kan spores direkte tilbage til ham, kan de ikke bygge en officiel sag mod ham, så det hele er meget diskret når det vedrører ham. Dog er der ingen tvivl om hvad han foretager sig, da han altid sørger for at gøre opmærksom på sig selv, og sørge for at efterlade sig nogle visitkort rundt omkring, dog uden direkte at implicere sig selv, hvilket længe har frustreret politiet.
Forhenværende team-roller:
1. [LEAD]
2. [DEF]
Faceclaim: N/A
C-box navn: JDO
Var der ikke mere, du skulle huske?: Hvis der er fire måder hvorpå en procedure kan gå galt og man forudser dette, så vil en femte og uforudset måde øjeblikkeligt forekomme
Vi glæder os til at se ham i spil.