God made woman beautiful and foolish;

[Chloe Annabelle Miller]

Chloe Annabelle Miller, en almindelig pige i mangen en forstand - men ikke alle. For det første, så var hun under uddannelse som spion, hemmelig agent og skarpskytte på Lionhart Akademiet, som udadtil var en helt almindelig eliteskole. For det andet var hun datter af en af Italiens rigeste mænd, som på nuværende tidspunkt var bosat i London. Hun plejede at påstå, at han var opfinder, selvom det næppe var den label de fleste ville sætte på ham i dag - Chloes mor kaldte ham innovatør, hendes far sagde, at han var præcis, hvad hans datter ønskede at kalde ham. For det tredje, så var hun unaturligt smuk og fuldstændig clueless omkring fyre - ikke ligefrem normalt for en syttenårig pige.

Lige nu stod hun og stirrede drømmende op på London Eye, mens hun drømte om den dag, hvor en eller anden ville invitere hende ud på en date, der sluttede der med et sjælefuldt kys. Problemet med Chloe var, at hun havde svagt urimelige forventninger til mænd - hun var fuldstændig ude af stand til at fatte nogle som helst hentydninger, så medmindre man spurgte hende direkte: "Vil du gå ud med mig?" Så fangede hun absolut intet. Det betød også, at mange fyre på hendes alder troede, at hun ganske simpelt var uinteresseret, hvilket ikke var tilfældet. Chloe var altid klar til at give alle en chance. Hvis ikke to eller tre. Det resulterede nogle gange i skuffelser, men sjældent af den romantiske slags. De brune øjne glimtede i månelyset, og de mørkebrune lokker så næsten sorte ud i månens skær.

[Nukpana L. Von Acheron]

I Will Kill You If You Make Me Angry
Make Me Trust You And You Have A Guardian Fore Life

[/color]
So Don’t ~ Unless You’re Ready To Die [/color]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
[/SIZE][/center]

Nukpana havde besluttede sig for at gå en månetur og havde bare traskede rundt i sine egne tanker da han opdagede at han pludselig stod foran The London Eye ja hvis han ikke havde stoppede ville der ikke gå lang tid før han var gået ind i det. Han så op på det store hjul og tænkte på at han ikke havde været oppe i det siden han var helt lille og det huskede han ikke som noget godt men dog var han ikke bange for hjulet. Han så lidt rundt og fik øje på Chloe som han ikke rigtigt genkendte men hvorfor skulle han også det. Han gik roligt hen til hende med en let gang efter at have besluttet sig for at tale til hende. ”vær hilset frøken… hvad bringer dem her ud på sådan en aften? Er de ude på at gøre månen til skamme med din skønhed?” sagde og spurgte han med en formæld men dog stadig yderest venlig stemme. Normalt talte han slet ikke sådan men han havde den overbevisning at alle holdte på en hemmelighed eller to og hvis han kunne få noget ud af hende ville det være hans tid værd selv om det ville være noget så småt som hvad hendes største ønske i livet var. Han var iførtet par mørke cowboy bukser og en blå T-shirt som sad perfekt på ham som altid. Hvilket han så ud til at vide. Han havde sin hund med der på trods af at den var over et år stadig opførte sig som en på et halvt og løb rundt og snusede til alt inden den kom hen og begyndte at hoppe op af hende med logrende hale i håb om at få opmærksomhed ”ned” sagde han bestemt til hunden der med det samme lagde sig på jorden og sendte Chloe de mest bedende hvalpe øjne den kunne finde i håb om at hun ville overbevise ham om at han ikke skulle være sur på den. ”det må de undskylde frøken han mener det ikke ondt” sagde han undskyldende og smilede roligt. ”det er en smuk nat ikke sandt ?” spurgte han roligt inden han igen så på hjulet og op på himmelen og månen inden han igen lod blikket falde tilbage på hende. ”jeg håber ikke jeg forstyrre dem ?” sagde han spørgende og så rundt for at se om hun ventede på nogen selv om han ikke ligefrem mente det men blot sagde det for at virke mere venlig.

Word: 416
Outfit: Press here

[Chloe Annabelle Miller]

Chloe stod med siden til ham og gav et lille hop, da han kom helt tæt på hende. Hun var ikke en dårlig spion, hun var bare lidt tøset, og når hun ikke var i "spymode" som hun og Lucy kaldte det, så var hun nem nok at liste sig ind på. Hun snurrede 45 grader og sendte ham et strålende smil. "Undskyld, du forskrækkede mig. Jeg var lidt fortabt i mine egne tanker." indrømmede hun og strøg en lok mørkt hår om bag sit øre. Hun var klædt i en knælang hvid kjole og havde en mørkegrå, knælang cardigan på ud over. Det var forår, men at gå uden cardigan ville være fuldstændig åndssvagt. Nok havde de et meget mildt forår, men Chloe ville ikke risikere at blive syg og komme bagud med sine lektier. Hun rødmede en anelse og kunne ikke lade være med at le en smule, da han hilste på hende på den høfligste måde, Chloe længe havde hørt. Hun åd det råt. "Godaften," smilede hun glad med øjne der glimtede af en barnlig naivitet, der måske ikke helt passede til hendes alder. Når en høj, mørk fremmed kom hen til en ung pige, så var det meningen, at hun skulle tænke 'stranger danger' og stikke af på stedet, men ikke Chloe. "Jeg ønsker ikke at konkurrere med månen, jeg gik ud for at se på den." sagde hun med et lidt genert smil. Hun vendte blikket ned mod sine hvide lærredssko med et genert smil, før hans hund pludselig sprang på hende.

Hvor de fleste piger nok ville blive overraskede eller skræmte reagerede Chloe stik modsat. Hun samlede lynhurtigt sit hår i den ene side med et elastik for ikke at komme i klammeri med den store hund foran hende, og knælede ned på jorden og kløede den bag øret. "Siger den onde mand, at du ikke må snakke med mig? Selvfølgelig må du det! Du er en god hund, er du ikke? Bliver folk bange for dig? Bare fordi du er sådan en stor og fin dreng." lo hun, mens hunden hoppede op af hende og ville slikke hende i ansigtet som hilsen. "Nej nej nej," lo hun og tumlede lidt med hunden, før han kaldte den til sig. Hun smilede stort og fiskede nogle godbider op af den mørkegrå taske. "Hvad hedder han?" spurgte hun og holdt en flad hånd ud, så hunden kunne få lov til at spise dem. "Ondt? Nej selvfølgelig ikke." smilede hun og kløede hunden bag øret igen.

Hun rettede sig op igen og børstede sine knæ af lige så forsigtigt. Hun nikkede med et lidt forlegent smil og rystede på hovedet, da han spurgte, om han forstyrrede hende. "Ikke det mindste. Jeg tog bare ud for at nyde natten - den er smuk." medgav hun.