.. And proudly he sings, looking over the sea

[Donald Aonghus MacCockburn]

På trods af årstiden var det ikke så koldt som den foregående tid, og Donald var allerede begyndt at begå sig jævnligt udenfor. Kulden generede ham ikke, på trods af det miljø han var opvokset i, hvor størstedelen af menneskene som levede der var vant til en meget elitær livsstil, og han havde ikke været nogen undtagelse. Alligevel foretrak han ofte den noget mere simple livsstil, og der skulle mere end en smule kulde til at slå ham ud. Generelt kunne han godt lide det derude, også stilheden nød han til tider, da han godt kunne føle behovet for at være lidt alene. Han var ikke asocial, og fungerede ganske glimrende omkring andre. Selvom hans fortidige popularitet som oftest nok mest havde bundet i hans families rigdom og indflydelse, snarere end at hans jævnaldrende nød hans selskab, eller at han nød deres.
Mange ville nok have valgt en anderledes påklædning end den han havde på, da den måske heller ikke var det mest passende i forhold til årstiden; en simpel kilt i MacCockburn klanens tartan, en almindelig lys skjorte, under en Argyll-jakke i sort cashmere uld. Af tilbehør havde han det sædvanlige, silkeslips og knæsokker matchende kiltens grundfarve, et par ghillie brogues på fødderne, en sporran i fint, blødt kalveskind, hvori han opbevarede de små personlige genstande han gik rundt med, da kilten jo naturligvis ingen lommer havde, og til sidst en sgian dubh i den højre sok.

Havde det været en hvilken som helst anden årstid kunne han sagtens have fundet på at smide tøjet og springe i vandet, på trods at de befandt sig midt på skolens område, og at sandsynligheden for at nogen ville komme forbi i det øjeblik, men det generede ham ikke. Generelt var han nok bare ikke særlig blufærdig, trods at hvis der dukkede nogle kompromiserende billeder eller videoer op af ham nogle steder i offentligheden, ville det have nogle uønskede følger for hans og familiens renomme.

Han tænkte ikke så meget over hvor han var lige i øjeblikket, eller hvad der rigtigt foregik omkring ham eller på resten af skolen, men stod bare et par meter fra vandkanten og kiggede ud over søen, mens han stille nynnede en sang fra sit hjemland.

[Raina Clark]

Skolens indendørs træningsrum var propfyldt om vinteren, så det var umuligt at strække armene uden at ramme en af de andre hårdt trænende elever. Der var for varmt og indelukket efter Rainas mening. Alt for mange mennesker, for lidt plads, for varmt, trangt - bare generelt ikke særlig rart. Med høj hestehale og træningstøj, havde hun så, trods værelseskammeraternes råd om at lade være, besluttet sig for at træne udenfor. Arealet omkring akademiet var stort nok, til at hun kunne få løbet i de kilometer, hun ellers ville have taget på løbebåndet i træningsrummet. Selvom det var vinter, var Raina i shorts - når hun nåede sit hurtigste interval, fik hun det oftest så varmt at lange bukser blev ulideligt. Den kølige vind ramte hendes ansigt og hun trak vejret dybt, for rigtig at få en følelse med vejret. Perfekt efter hendes mening. Bare det ikke regnede eller sneede, så gjorde kulden hende intet. Så med en dejlig, klar himmel i skue, begyndte hun sin løbetræning.

Egentlig burde hun have sat sin træning til side, for at skrive stil i fransk. Nej. Ikke i dag, i dag ville hun træne. Turen skulle nok få de tanker i hovedet til at forsvinde. De ville bare blive blæst væk af den kolde luft. Hvis bare hun selv kunne blæse med, så kunne hun se verden. Det længste Raina havde været væk, var Irland, hvor familien engang for mange år siden, havde besøgt en tante. Hun kunne knapt nok huske det, så lang tid siden var det. Den eneste der rejste, efter morens død, var Rainas far og han tog altid af sted alene. Altid blev hun efterladt derhjemme med sine brødre. Det var hendes pligt. Nye steder var farlige for små piger og små drenge. Det var ikke nogen god idé, at han tog dem med. Det kunne jo gå galt. Det var for uansvarligt, for farligt. Farligt, som om hendes far nogensinde ville kunne klare én enkelt dag på LSA. Hun havde klaret farligere situationer end han nogensinde ville komme til. Han anede ikke hvor meget hun kunne klare, hvor stolt han egentlig burde være af hende.

Raina mærkede, hvordan hun alt for hurtigt satte farten op. Det var slet ikke meningen hun skulle løbe stærkt nu, det var bare opvarmningen, men hendes ben lystrede ikke. Det var som om de ville løbe væk fra tankerne. Raina koncentrerede sig om sin vejrtrækning og lukkede øjnene et splitsekund - hvilket var nok til at hun ikke så et hul i græsset. Det hele gik meget hurtigt, som hun snublede, lavede et par rullefald i farten og fik sat sig op halvt om halvt, før hun tumlede om i græsset pga. mangel på balance efter de mange gange verden var vendt rundt for hende på få sekunder. Hun blinkede et par gange og fik sat sig op. Hun tog sig til hovedet og bandede lavmeldt, da hun så, at der var blevet slået hul på det ene skinneben.

[Donald Aonghus MacCockburn]

Donalds tanker var i dette øjeblik så langt fra skolen som det nogensinde havde været. På trods at det kun var få hundrede kilometer væk, eller der i omegnen. Donald havde aldrig rigtigt tænkt over hvor langt nøjagtigt. Men selvom dette sted stødte direkte op til hans hjemland, og at flere af skolens elever højst sandsynligt kom betydeligt længere hindsides fra, følte han lige nu at hans hjem var så umådelig langt væk. I et kort sekund gled hans tanker til hans fader, ikke ud af savn, eller fordi han bekymrede sig for ham, men fordi at han absolut ingen ide havde om hvordan han ville reagere hvis det gik op for ham hvad hans søn lige nu lavede, og hvilket sted det virkelig var han havde sendt ham hen. Han kunne slet ikke forestille sig hans reaktion, men var helt overbevist om at det nok skulle blive både interessant og underholdende. Samtidig håbede han dog også at han aldrig skulle bevidne det, for han var ikke et sekund i tvivl om at det øjeblik også ville være den sidste gang han havde sat ben på skolens område. Når han tænkte rigtigt over det, så vidste han faktisk ikke hvordan skolens politik var med at droppe ud tidligt, huskede ingen som havde gjort det. Men sikkert var det at hans fader ikke ville acceptere at hans eneste søn og arving gik på et sådant sted, hvor præstigefyldt og anerkendt skolen så end var. Og én ting han vidste om sin fader var, at satte han sig for at ville have noget, så fik han det. Først nu gik det rigtigt op for ham, at han aldrig i sit liv endnu havde set et levende menneske sige nej til hans far; ikke to gange i hvert fald. Det var egentlig lidt imponerende hvis man tænkte rigtigt over det.

Men han havde også altid haft sine måder at få ting på, og få vendt folk til sin egen side. Selv uden familiens midler og slægtsnavn. Donald vendte tilbage til virkeligheden igen et øjeblik idet han pludselig fik følelsen af at en anden end ham var der. Han vendte sig om, og ved første øjekast så han ingen, og skulle til at slå det hen som værende ingenting, da han fik øje på hende. Hans øjne faldt på en ung pige liggende på jorden et stykke fra hvor han stod, og lod mest af alt til at være snublet, gledet, faldet over noget eller på anden vis have mistet fodfæste for derefter at indgå i et frontalt sammenstød med den frosne jord under hende. Hun lod dog til at være okay, og der gik da heller ikke mange øjeblikke fra han havde fået øje på hende inden hun sad op igen. Han valgte dog alligevel at gå hen for at se om hun havde det fint nok, eller om der var noget han kunne være behjælpelig med. ”Er du okay?” Han så ned på hende med et venligt og indbydende, som ubevidst og uønsket bar en diskret charmerende undertone. Han tænkte ikke over sin påklædning, som de fleste på skolen jo havde tendens til at finde noget usædvanlig og underholdende, og han var da også ligeglad, ligesom han altid var med hvordan folk her så på ham. Ville hun bryde sammen og grine af ham, slynge en bunke velplacerede skældsord efter ham, eller hvad hun nu ellers kunne finde på, selv da ville det ikke genere ham. Så ville det jo bare være et tegn på at hun var i mere eller mindre grad okay efter sit fald, og så var de begge jo fri til at passe hver sit som de nu engang ønskede det.

[Raina Clark]

Raina fik helt bestemt sat sig for hurtigt op. Hun havde været så opsat på at se om hun nu var i et stykke, at hun ikke havde tænkt på at genvinde balancen. Med et bump ramte hun jorden igen og fik et kort surt opstød, som hun sendte af sted i en spytklat så langt som muligt. Hendes hænder knyttede sig om græsset, som om hun var bange for at glide af jorden, som stadig snurrede i hendes verden og med en større anstrengelse, fik Raina sat sig op igen. Det irriterede hende, at tankerne om faderen kunne få bragt hende så meget ud af fatning, at hun havde taget et så voldsomt styrt. Tankerne fløj straks mod morgendagens træning, bare hun ikke havde slået sig yderligere. Systematisk, vrikkede Raina med alle tæerne, og arbejde sig gennem samtlige led i kroppen, spændte størstedelen af musklerne og åndede lettet op, da der ikke lod til at være skader, der ville påvirke træningen. Jorden havde revet hul på hende og efterladt et par hudafskrabninger på hendes arme og ben, og ville få styrtet til at se endnu voldsommere ud. Raina sukkede da hun mærkede hvordan skinnebenet dunkede. Blodet piblede langsomt, i et par tynde linjer ned ad benet og lignede et lille væddeløb, der på hendes ben. Hvilken blodstreg nåede først løbeskoene?

Der blev ingen vinder, for Raina skyndte sig at tørre den nederste del af blodstriberne væk med hånden, som hun tørrede af i græsset. Ingen ødelagte løbesko til hende. Hun gav sig til at undersøge såret for skidt, men opgav - der var ikke andet at gøre, end at rense det. Rainas opmærksomhed gik med ét fra det skadede ben til lyden af skridt hun hørte bevæge sig i græsset. Hun så op, da en fremmed stemme rettede sig mod hende. Raina fandt sig selv i en position, hvor hun havde udsigt til... ja mere end hun havde bedt om. Med en hurtig bevægelse skubbede hun sig tilbage, så synsvinklen samt udsigten ændredes. Det tog Raina et par sekunder, før hun fik samlet sig og så på den fremmedes ansigt. En ung mand, nok på hendes egen alder, der i al venlighed havde spurgt om hun var okay. Raina blev lidt pinlig over, at hun sådan havde reageret ved at skubbe sig selv væk fra ham. ”Ehm … ja, ja det tror jeg, jeg er… tak. Jorden var lidt ujævn …” sagde hun lidt omtumlet, ”jeg .. eh … jeg regnede ikke med, at der var andre herude. Du overraskede mig”. Rainas blik gled hurtigt over ham fra top til tå. Hun havde vidst set ham på skolen før. Hun holdt det skadede ben halvbøjet og blev siddende for at skåne det. Når benet holdt op med at dunke, ville hun prøve at rejse sig.

[Jennifer Hale]

[Må jeg være med?? ]