The Art of Hunting Someone Down

[Raina Clark]

Foråret var helt sikker på vej. Fuglene kvidrede, solen stod højt på den blå himmel og der ville nok have været en del flere mennesker på Trafalgar Square, hvis det havde været et par grader varmere. Det var stadig køligt, men hvis man stod et vindstille sted i solen, kunne man næsten narre sig selv til at tro, at det var et par uger tættere på sommer. Menneskemængden var altså ikke overvældende på pladsen - nok også fordi det en halv time efter de flestes frokostpause. Det skulle også have været i frokostpausen, ja det skulle. Det var hvad de havde aftalt. De skulle øve i frokostpausen og være klar til weekenden. Raina havde ikke tid til at øve efter skole, hun havde stile, der skulle skrives, folk der skulle nedlægges i den ekstra kampsportstræningstime, der var efter aftensmaden. Årh hvor havde hun dog allermest lyst til bare at vride armen om på ryggen af ham og tvinge ham over til springvandet, hvorefter hun yndefuldt ville skubbe ham i og få det til at se ud som et uheld. De englelignende træk, der prægede hendes udseende, skulle jo bruges engang imellem. Raina så ned på sin mobil. En masse tal og bogstaver gled ned over skærmen, som hun strejfede den med pegefingeren. Han havde været dum nok til at bruge sin mobil til at sende smser - hun havde sporet den. Han skulle ikke løbe om hjørner med hende. Selvom faget ikke havde den store betydning for hendes gennemsnit, ville hun gerne gøre det godt og ikke blive til grin foran hele skolen, når de skulle optræde i weekenden. Desuden havde læreren ikke de store forventninger til dem. Selvom de begge var dygtige, var det ikke derfor de var blevet sat sammen. De skulle lære at arbejde sammen. De skulle planlægge, udarbejde og øve sammen. Raina ville ikke give fortabt, det var stikmodsat hendes natur. Så måtte hun jo bare bide det i sig og leve med at han skulle være en del af det. Nej. Hun ville ikke give op. Så måtte det være op til hende, at få noget produktivt ud af det. Måske kunne hun lære noget af oplevelsen, hvem kunne vide? Hun rystede på hovedet, som om hun nogensinde ville få noget ud af at arbejde sammen med sådan en uansvarlig, upålidelig, illoyal, barnlig … Raina trak vejret dybt, der var intet produktivt over den tankerække, så hun stoppede den. Hun skubbede Wayfarer-solbrillerne på plads og stak mobilen i lommen. Hun satte sig på hug bag stenmuren, der udgjorde rammen om Trafalgar Square. Rolig nu, det hjælper ikke at bruge energi på at være vred… Det kommer ikke til at røre ham alligevel, Raina gled over bag en stensøjle, hvor hun ikke kunne ses fra den åbne plads. Hun sank sammen i en afslappet position og lod som om, hun bare nød vejret. Det gjorde hun ikke. Hun havde spottet ham for længst. Sebastian.

[Sebastian Watson Bell]

Sebastian Watson Bell lod sig ikke skynde på af nogen. Han havde forsøgt at forklare Raina, at han ikke havde tid i lige præcis den frokostpause, men hun var blevet ved med at afbryde ham og havde nægtet at lytte, og så måtte det jo være hendes egen skyld, at hun skulle blomstre. Han havde - igen - været oppe at toppes med nogen, og efter en lærer havde fanget ham i en ekstra vulgær fornærmelse var han blevet sendt ned efter hendes vasketøj. Han havde helt bevidst ignoreret hans meget irriterende dansepartners sms'er og opkald efter en. "Raina, jeg har ikke tid, så fat det dog." sms, som han havde været lige ved at sende, før han skiftede mening. Han gad ikke bruge sin tid på hendes syge humørsvingninger. Temperament dækkede slet ikke Raina i hans hoved. Hun troede, at hun var ih og åh så kompetent. Han vrængede ansigt, da den sidste sms ankom og der så gik adskillige minutter og han ikke hørte mere fra hende. Han rynkede brynene og åbnede sin bluetooth, søgte omkring sig (lykken ved at have hackervenner var, at de kunne forlænge ens bluetoothsignal betydeligt) og fandt ganske rigtigt hendes telefon. Han lyste op i et stort smil ved tanken om at provokere hende yderligere, og smuttede over og købte to is efter at have slynget den store pose over skulderen. Smilet om hans læber var intet mindre end provokerende - og udelukkende beregnet til at genere Raina mest muligt. Han slentrede afslappet hen til hende og satte vasketøjsposen på jorden, før han rakte hende den ene is. "Inden du starter din slankekur i næste uge." smilede han, velvidende at Raina næppe planlagde at gå på slankekur. "Hvilken del af: "Jeg kan ikke til frokost i morgen." kan du ikke forstå?" spurgte han, tydeligvis glimrende underholdt, mens han fokuserede hundrede procent på sin is, som var han i gang med at have sex med den. Han brummede veltilfreds ved den friske smag af lime og hyldeblomst. Et par uskyldige øjne og endnu et stort smil, før han igen tog en bid af isen.

[Raina Clark]

Raina tog sin mobil frem og i det sekund, den lille røde plet på kortet, der symboliserede Sebastians mobil, begyndte at bevæge sig, lukkede hun straks programmet. Han havde med stor sandsynlighed opdaget hende, han var jo ikke nybegynder. Det burde hun have forudset. Dumme mobil, dumme signaler, dumme bluetooth. Det burde hun virkelig have forudset, men så uden sin telefon, ville hun ikke have været i stand til at finde ham. Hvad lavede han overhoved her? Timerne begyndte snart igen. Hun rettede sig op og stak mobilen i lommen. Hendes ansigt fortrak sig i en overrasket mine, på trods af at hun havde forventet, at Sebastian havde opdaget hende. ”Hold mund” sagde hun og tog isen fra hans hånd med et snuptag. Han skulle ikke have lov til at drille hende med at trække den legende op i luften og drille hende med hendes 155 cm. Raina skævede op til ham og tog en bid af isen. Igen en fyr, der var ALT for smart. Hun havde snart fået nok af dem - men mest af alt havde hun fået nok af ham. Hvorfor skulle den lærer absolut forsøge at lære de to unge, noget om livet og samarbejde? Hvad var logikken i det? Det kunne de da finde ud af selv. Muligvis ved at undgå hinanden. Meget!

Raina lænede sig op ad søjlen mens hun tyggede på bidden hun havde taget af isen. ”Årh, det ved jeg ikke.. måske den del der hedder: Vi skal fremvise i weekenden og vi er slet ikke klar” sagde hun med en provokerende tone og så afventende på ham. Han kunne da bare have været mere klar om hvorvidt han kunne i pausen eller ikke. Hvad var hans problem? Hvis han bare havde været mere klar, kunne hun selv have arbejdet på resten af koreografien. Nej.. det ville ikke have hjulpet, han ville bare ændre på alt. Hun fattede virkelig heller ikke, at han ikke bare kunne have øvet med hende tidligere på ugen. Så ville de ikke stå i den situation lige nu. Så kunne hun måske gå i seng med ro i sindet og vide at opvisningen ville blive god. Hun havde ordnet alt andet. Sko, makeup, smykker, kjole, hår - Raina havde besluttet sig for det hele. Ikke noget med at beslutte noget i sidste sekund, det ville bare gå galt. Hun gav ham et hårdt skub i maven og rettede sig op, ”men jeg kan da saaagtens se, at vasketøj og is er vigtigere end vores eksamensprojekt”. Sarkasmen i hendes stemme var uundgåelig at høre.

[Sebastian Watson Bell]

"Hold mund? Det er da ingen måde at møde din yndlingsdansepartner." spurgte han og tog sig til hjertet med en let, elegant bevægelse, der fortalte klart om danseren i ham. Hans smil blev kun bredere og mere provokerende, da hun lynhurtigt snappede isen ud af hånden på ham. Okay, hun var dog ikke vred nok til ikke at ville tage imod den - det var vel en god ting? Det betød i det mindste, at hun nok ikke ville hamre ham en i skridtet. Han kiggede kort på hende og besluttede sig for at udfordre skæbnen. "Desuden: Du kan godt sige kæft. Det er ikke et farligt ord."

"Du er ikke klar. Jeg har danset med Sasha." understregede han med et skævt smil, mens han lænede sig op af søjlen ved siden af hende. "Hvis du nu havde hørt efter, hvad jeg havde sagt, så ville du vide, hvornår jeg havde tid til at øve. Hvis du både havde hørt efter og respekteret, at solen ikke skinner ud af din røv - hvor gerne jeg end ville se det - så ville du have fundet tid på andre tidspunkter, end alle de tidspunkter, hvor du kan, og jeg er nødt til at skubbe mine planer." påpegede han med et engleblidt smil, der understregede, at han ikke skammede sig det mindste, og var 100 % overbevist om, at han havde ret. Raina tromlede altid hen over alle andre, fordi hun havde så travlt med sin egen uddannelse. Raina, Raina, Raina. Hun skulle altid være den vigtigste, og Sebastian nægtede at bøje sig under det. Han havde sine egne ting at tage sig til, og da han bildte sig ind, at han vidste præcis, hvordan hun var, og ikke var blevet modbevist endnu, havde han intet problem med at provokere hende yderligere. I hans hoved var Raina bare en hystade, og hvis han havde vidst, at hun havde valgt alt sit tøj ud allerede ville det bare have givet endnu mere ild til bålet af sikkerhed om, at hun var absolut vanvittig. Han selv havde arbejdet på koreografien, men da han havde forsøgt at fortælle hende om det i frokostpausen dagen forinden havde hun fejet ham af, så han havde besluttet at vente til næste gang - næste gang han selv kunne vel at mærke.

Et lavt umpfh forlod han læber, da hun slog ham i maven, men han kom sig hurtigt og var igen klar til at prikke yderligere til hende med samtlige ord hans læber kunne mønstre. "Det var vasketøjet eller min død. Jeg valgte vasketøjet, og jeg tænkte, at jeg ville muntre dig op med en is, nu når dit liv er så sørgeligt. svarede han med et tandsmil, der indbød til øretæver.