Kidnapning

[Valde Junior Jack Smith]

Valde var på vej hjem til skolen, efter en lille by tur, han havde ikke fået noget at drikke, dog havde han været sammen med 3 piger på en aften, han var lykkelig og vel tilfreds, han gik og nød den kolde luft da han svedte en hel del, det var meget mørkt og der var ikke andre i nærheden af ham, han vidste ikke helt om han gad gå tilbage til skolen eller om han skulle tage hjem til sin far, det var jo fredag og han kunne vel gøre hvad der passede ham mere eller mindre, han havde faktisk ikke helt styr på skolens relger endnu, han havde heller ikke rigtigt gået på skolen i så lang tid endnu, men det var vel bare et spørgsmål om tid før han lærte reglerne at kende, selvom han var lidt ligeglad med relger. Han satte sig på en bænk og sukkede vel til freds. Han havde godt lagt mærke til at en sort varevogn havde fulgt ham rundt det meste af natten , men han gjorde ikke det store ud af det, det var sikkert nogen der prøvede at skramme ham, og det gjorde de ikke særligt godt. Han var typen som sagtens kunne forsvare sig selv. Men da den sorte varvogn kørte hen til ham og stoppede lige foran ham ved bænken , rejste han siig og så sig omkring og sagde ” tror du jeg dum eller hvad, jeg har godt set jer hele dagen, kom her ud og vis hvad du dur til taber sagde han vredt og stillede sig klar til kamp.

[Friedrich van Beethoven]

Friedrich havde haft travlt hele ugen med forretningerne, som altid. Familieforetagendet, som tidligere havde tilhørt hans fader men nu var i hans kontrol, havde i de senere år vokset sig stort og dækkede nu ikke blot England, hvor hans magt var øget ligeså stødt og bredt som hans forretninger, men også store dele af resten af verden, heriblandt hans eget hjemland. Dog havde han i de sidste par dage haft flere ting at tænke på end de sædvanlige forretningsmøder. De fleste havde med tiden lært at holde sig i skindet når det kom til Friedrich og hans forretninger, han var alligevel alt for stor og magtfuld til at politiet kunne røre ham, ikke officielt i hvert fald, og ingen ønskede at blive involveret i en sådan sag, det var den slags som dræbte karrierer. Eller familiemedlemmer, hvis Friedrich hørte om det. Alligevel var der til tider nogle som lige skulle lære hvordan hierarkiet her i landet var opbygget, som oftest de yngre eller nyere betjente eftersom de sædvanligvis var mere aggressive og naive end de erfarne. Og sandt nok, nu var der endnu engang nogen som havde fået den ide at de skulle blande sig i hans forretninger. Denne gang havde de valgt at gå efter en af hans håndlangere, en af dem der havde arbejdet for ham længe. Dette var ikke en ny taktik, eftersom de ikke kunne røre ham direkte valgte de i stedet at gå efter hans ansatte og de små sideforetagender han kørte ved siden af de officielle firmaer, for på den måde at skade hans forretning og lægge pres på ham. Han havde dog ikke i sinde blot at lade dette ske lige under hans næse, så han havde da også sørget for at nogle kiggede dybere ind i sagen så han kunne finde ud af hvad han skulle gøre ved det.
Hans advokater arbejdede allerede på sagen, og var godt i gang med at få hans mand fri, men dette var ikke nok for Friedrich. Han var en mand som ikke var stor på nåde, og i høj grad troede på hævn. Han havde derfor opsporet en af de betjente som havde spillet en stor rolle i anholdelsen, og syntes at huske navnet fra tidligere sager, og han havde derfor fået nogle til at kigge lidt nærmere på ham. Og da det viste sig at vedkommende ikke blot havde et barn, men at sønnen endda gik på Friedrich’s egen tidligere skole, Lionhart Academy, begyndte en plan efterhånden at udfolde sig for hans indre blik. På denne måde kunne han ramme både denne nysgerrige betjent og måske lære ham ikke at spille helt en anden gang, og samtidig lande et slag på skolen.
Friedrich’s mænd havde dykket dybt ned i denne drengs hverdag, og havde fundet ud af en aften at han var taget alene ned i byen, og besluttede at slå til da. Friedrich selv tog ikke del i denne del, men havde derimod sendt sine mænd ud for at hente drengen. De var taget af sted i en sort varevogn, uden nummerplader, som var helt umulig at spore tilbage til Friedrich, så politiet ikke ville kunne bruge dette som en undskyldning for at genere ham. De havde fulgt ham lidt rundt i et stykke tid, og da de nåede Trafalgar Square og der, meget usædvanligt selv på sådan en aften, ikke var nogen i den umiddelbare nærhed blev det hurtigt besluttet at dette var så godt et tidspunkt som noget, og uden varsel blev dørene bag i varevognen slået op, og fire mænd stormede ud af den, iført kampuniformer og med MP7’er i hænderne. De rettede alle deres våben mod drengen og beordrede ham ind i bilen. De virkede meget professionelle, og hele situationen generelt foregik hurtigt og effektivt og mest af alt gav det hele indtrykket af professionelle soldater. Og det var de også, selvom ingen udover Friedrich kendte til deres fortid, og ingen vidste at de arbejdede for ham. De alle havde sorte masker som skjulte deres ansigt, og at forsøge at gøre modstand ville næppe ende godt. De vidste at han gik på Lionhart Academy, og da Friedrich selv havde gået der vidste han hvad det var for en type skole, og havde på forhånd advaret dem om at holde øje med ham, da det ikke var til at vide hvad han kunne finde på.

[Valde Junior Jack Smith]

Valde blev noget så kun overraskede over at der sprang 4 mænd ud af bilen, han så først de havde våben kort efter, inden han skulle til at springe på den første, men blev stoppet da den ene mand stak våbent ind i maven på ham, han stivnede og tog hænderne op , og gik ind i bilen, han sad på gulvet i bilen og sagde intet han havde hænderne på baghovedet, og så bare rundt og så en slå ud efter hans hoved, men han nåede at undvige og hans arme blev vredet om på ryggen af ham og samlet i nogen håndjern, han skreg og vred sig men da de sigtede på ham med våbnene igen blev han stille og sagde ” fuck jer sagde han surt, og en af mændene tog en radio op og sagde ” vi har knægten boss, men han er ustyrlig sagde den ene og valde var pænt lige glad med dem han skulle bare ud derfra, men han nåede ikke rigtigt at gøre noget før en lagde en hånd for hans mund med noget stof, det strak af helvedes til, der gik ikk længe før han mistede bevidstheden.
Bilen kørte videre og kørte der hen den skulle.

[Friedrich van Beethoven]

Friedrich havde en stor penthouse lejlighed midt i London hvor han boede til daglig, da det lå tæt på kontoret i midtbyen. Dog kunne han jo ikke rigtigt slæbe en håndfuld våben og en ung knægt derop, det ville højst sandsynligt blive bemærket og ville bare give alt for meget uønsket opmærksomhed. Så i stedet var han taget ud til en stor gammel ville han ejede som lå lidt udenfor byen. Med en smule kendskab til van Beethoven familien ville man vide at det var dette store palæ hvor han som ung havde boet med sin moder og fader. Han havde købt ejendommen på tvangsauktion efter faderens falliterklæring, som han selv havde været skyld i. Han hadede og foragtede det sted, ligesom alle de minder som det bragte op. Og han var der kun sjældent, men havde ikke ønsket at en eller anden tilfældig skulle købe det. Han havde nogle helt specielle planer med dette sted.
Den sorte varevogn kørte direkte til palæet, og sørgede for ikke at blive fulgt, og 10 minutter efter kørte de op gennem den lange indkørsel. Flere bevæbnede vagter stod klar ved hoveddøren og afventede deres ankomst. Da de stoppede varevognen og slukkede motoren, og dørene igen blev åbnet, gav de drengen et hårdt skub i ryggen så han faldt ud af bilen. De begyndte derefter med våbnene rettet imod ham at føre ham det sidste stykke op ad indkørslen.
Friedrich selv var stadig ikke at se, men sad klar i en af lokalerne oppe på den anden sal. Han sad roligt afventende i en komfortabel lænestol, med et roligt blik fæstnet mod ilden i kaminen foran ham. Han havde et vinglas i den ene hånd, og klassisk musik kunne sagte høres i baggrunden. For det trænede øre ville det ikke være svært at genkende de bløde toner som Beethovens niende symfoni, et mesterværk som Friedrich altid havde beundret. Særligt anså han det som meget beundringsværdigt at hans ædle og geniale forfader havde kunnet komponere et sådant mesterstykke på trods at han på daværende tidspunkt havde været komplet døv. Ganske imponerende.

[Valde Junior Jack Smith]

Valde, vågnede da de kom ind på grunden, da han nærmest blev sparket ud af vognen , han kom på benene igen ved hjælp da han havde hænderne på ryggen, han mærkede en våben i hans ryg og han begyndte at gå, han gjorde ingen modstand og vidste ingen tegn på at han var bange, han var overraskede det var ret tydeligt men langt fra bange. hvad fuck er det i vil main sagde han til en af vagterne som havde været med i bilen, han blev ret træt af at høre på valde og valgte at give ham tape for munden, et stort stykke gaffe tape blev tunget på hans mund, han var ikke særlig tilfreds med det men kunne ikke rigtigt gøre noget ved det da han havde hænderne bundet på ryggen. Han blev fulgt ind i huset op af trapperne op til 2 sal, hvor de kom ind i rummet hvor Friedrich sad, i sin stol. De skubbede valde hen til ham og han blev sparket i knæhaserne og en sagde ” man sidder på knæ foran bossen møgunge sagde han og så på valde, valde kiggede op på manden og fik bare et gevær i hoved han så lige ind i løbet på geværet, og kiggede så over på Friedrich. Han kunne intet sige, selvom han prøvede.

[Friedrich van Beethoven]

Friedrich sad helt roligt, selv når soldaterne kom ind i rummet til ham med drengen på slæb. Dog burde man aldrig dømme bogen på omslaget, og Friedrich var bestemt ingen undtagelse. På trods af at han virkede helt rolig og fredelig lige nu, havde Friedrich nemlig aldrig været en forstående eller tålmodig mand. Og han sad lige nu og ventede på at de skulle bringe drengen hertil, og det havde i hvert fald ikke gået for hurtigt. Han så ned på ham med et hånligt blik idet en af soldaterne tvang ham i knæ. ”Er det ham?” sagde han med en rolig og afdæmpet stemme, dog med tydelige nedladende undertoner, og en tyk tysk accent. ”Han ser ikke ud af meget..”. Han gav soldaterne tegn til at træde til side, men og de spredte sig med ét og trak sig tilbage til væggene og ud af syne. Dog forlod de ikke rummet helt endnu, da Friedrich endnu ikke havde givet ordre til det. Desuden kunne det jo være han ville have drengen ført et andet sted hen, eller havde andre opgaver til dem. Og så skulle de stå klar. Friedrich blev siddende lidt og bare så ned på ham, og tømte den sidste smule af den dybrøde væske fra vinglasset inden han satte det fra sig på et lille bord ved stolens højre side, og endelig rejste sig op. Han gik rundt om ham et par gange, mens han studerede ham lidt. ”Så du er Robert Smiths søn?” Friedrichs stemme og kropssprog gav et tydeligt indtryk af at han på ingen måder var imponeret. Han vidste ikke hvad han havde forventet, eller kunne tillade sig at forvente, så han ville ikke sige han var skuffet som sådan. Bare uimponeret over synet.

[Valde Junior Jack Smith]

Valde, skulle lige til at rejse sig fra gulvet da han slet ikke fandt sig i at blive sparket ned i knæ, det var normalt ham der fik andre ned i knæ men han fik ikke lod at rejse sig soldaten, maste ham ned i gulvet igen og han blev siddende ” ja boss, det er ham, vi fandt ham siddende på en bænk , det var let som en lege, men hold kæft hvor snakker han grimt og meget sagde soldaten og smilede til hans chef. Hvor efter han trådte tilbage lige som de andre. Valde kiggede nedladende på Friedrich det var tydeligt han var sur, og ikke var lige til at komme ind på, han nikkede til at det var ham og så bare på ham, han vred sine hænder lidt da håndjerne sad lige lovligt stramt, han prøvede at sige noget bag tapen med opgav, han rejste sig foran Friedrich og var tydeligt ikke særlig bange for ham, han stillede sig helt tæt op af ham og så på ham med et blik der kunne dræbe, hvis altså et blik kunne dræbe. Tankerne løb rundt i hoved på valde, han kunne ikkke forstå hvorfor han var her, og hvad hans far havde med det her at gøre, han vidste hans far bare var en gangske almindelig politibejtent der fangede røver og forbryder, men hvad skulle han her? Hvad havde hans far gjort ?

[Friedrich van Beethoven]

Friedrich brød sig ikke om manglende respekteret, hvilket denne ukendte knægt tydeligt udviste lige nu. Hvad bildte han sig ind? Han var intet i forhold til ham. Blot en del af pøblen, søn til en simpel politibetjent. Hvad var han overhoved værd? Hvad kunne han? Indtil videre havde han i hvert fald ikke fremvist nogen bemærkelsesværdige træk. Ære, viljestyrke, loyalitet, magt. Intet af dette bar han noget præg på. Hvor vovede han rejse sig foran ham, og udvise en sådan grad af manglende respekt? Havde han ingen ide om hvem han var? Han vendte sig mod den af soldaterne som stod nærmest ”Fjern tapen fra hans mund.. Jeg ønsker at stille ham nogle spørgsmål.. Og han tilrådes at svare ærligt, og uden nogen næsvisheder!” det sidste sagt i en advarende tone og tydeligt henvendt mod Valde. Soldaten fjernede tapen fra hans mund i en enkelt hurtig bevægelse, og trak sig derefter tilbage. Alle våbnene var lige nu rettet mod Valde, i tilfælde af at han skulle forsøge på noget. De havde dog alle fået ordre på ikke at dræbe ham. Han ønskede ham ikke død. I hvert fald ikke endnu. Da tapen var væk henvendte Freidrich sig igen til Valde. ”Ved du hvorfor du er her?” et meget simpelt spørgsmål, og han kendte med al sandsynlighed allerede svaret, for han havde vel ikke den større mulighed for at vide det, han kunne vel allerhøjest gætte sig frem. Friedrich sørgede hele tiden for at holde sig på behørlig afstand, bare i tilfælde af at han skulle finde på et eller andet. Og med det kendskab han havde til skolen og deres elever, så var han slet ikke i tvivl om at han sandsynligvis ville det før eller senere.

[Valde Junior Jack Smith]

Valde lov vagten komme hen og fjerne tapen, han skreg lidt da det gjorde betydeligt temmeligt meget voldsomt ja det kunne ikke beskrives med ord mente han selv, han så på Friedrich med et koldt blik og kunne godt lide at han fik lov til at så op ” jeg taler som jeg har lyst og overfor dig bliver det sku ikke særlig pænt sagde han vredt og spyttede ud efter Friedrich, han smilede koldt, men smilet forsvandt hurtigt da han mærkede et voldsom slag i siden det sad perfekt ved nyreren, han skreg og faldt til gulvet, det var vagten der havde taget tapen af hans mund der havde slået ham i nyreren han greb fat i valdes hoved og tvang ham til at kigge på Friedrich, og sagde ” du taler pænt til bossen eller vil du have flere slag sagde han vredt og de andre vagter grinte højt af valde der havde forsøgt at være sej. Da valde havde ømmet sig lidt og igen kunne tale så han på Friedrich og sagde ” hvor fanden vil du have jeg skal vide hvorfor jeg er her din store opåustede nar sagde han vredt og mærkede grebet om hans hoved forsvinde, og vagten satte sig på hug og greb om hans kæbe og strammede godt til og holdte hans hoved rettet på Friedrich

[Friedrich van Beethoven]

Friedrichs blik var koldere end nogensinde, og pludselig og uden varsel fløj hans hånd igennem luften med en svag hvislende lyd og ramte hårdt på siden af Valde’s hoved med en større kraft end man umiddelbart ville tro at Freidrich kunne mønstre. ”Jamen så lad mig fortælle dig hvorfor du er her dreng..” begyndte han, og begyndte igen at cirkulere langsomt omkring ham. Som et rovdyr, der jagter sit bytte. Omringer det. Trænger det op i en krog. Før det uden varsel, og uden nåde slår til. ”Du er her fordi jeg ønsker at sende din far en besked.” Ingen i dette rum lige nu vidste hvorfor drengen virkelig var her, hvad det var faderen havde gjort. Freidrich plejede at holde den slags for sig selv. Han foretrak ikke at fortælle sine folk mere end højst nødvendigt. Ikke mere end hvad der var påkrævet for at de ville kunne udføre deres egne respektive opgaver tilfredsstillende uden risiko for fejltagelser. De vigtige detaljer og større sammenhænge beholdt han for sig selv. Han var alligevel den eneste med det påkrævede intellekt til at udregne de skruppelløse og geniale planer, som allerede havde fået ham så langt som han var nu, og en dag ville tilføre ham endnu større magt og rigdom. ”Du er velkommen til at tale som du vil, og gøre som du vil.. Men jeg kan forsikre dig om én ting.. Kun en af os to ved lige nu hvordan denne aften kommer til at ende.. Og denne ende vil komme, og den vil komme som jeg har planlagt det, uanset hvad du gør.. Så er der kun én ting tilbage for dig at beslutte.. Skal vi gøre det nemt, eller hårdt for dig selv?” Friedrich havde nu ikke tænkt sig at ændre i sine planer, han havde hver eneste detalje udtænkt på forhånd, og uanset hvad han ville gøre, så ville det ikke komme til at blive rart for ham. Dermed ikke sagt at det ikke ville blive værre hvis han gjorde modstand. For det var der absolut ingen tvivl om at det ville.