(Åben) Poisen in my veins

[Kain]

Forårsregnen silede ned fra en truende grå himmel, der nogen gange buldrede med en advarsel om torden. Asfalten var våd og glinsende, som en fisk i solen. Dråber sprang op, som små bomber fra himlen, og plaskede ethvert bukseben til, som vovede sig udenfor.
Kain var allerede gennemblødt. Med benene trukket op, sad han på bordet ved et bænke-bord-sæt. Hætten på hans trøje under jakken var slået op, så håret ikke blev vådt, men alligevel dryppede der regnvand fra hans næsetip. Blikket var fjernt, og smøgen som han holdte mellem fingrene, nærmest kun halvaske, der stadigvæk klamrede sig til resten af cigaretten. Vand havde allerede gjort den våd. Det så dog ikke ud til at gøre den unge mand, der sad alene ud i regnen noget. Det eneste han lagde mærke til, var efterfølelsen af en rus. Drugrus. Hans blodårer brændte, og han var rød omkring øjnene, hvis pupiller var ved at blive normale igen. Hænderne var for en gangs skyld rolige, og kroppen føltes som en klump af tung ro. Alligevel var hans sind i oprør. Han vidste det var forkert, det han gjorde, om med to små søskende, burde han ikke så meget som tænke på det, men... det gav ham ro. Overskud. Selvtillid.
Med et håbløst suk lagde han panden mod sin frie hånd. Hovedet dunkede og gjorde ondt. Det havde været tæt på, det gik galt denne gang. For meget mængde, og så alligevel skreg hans krop på at der skulle være mere næste gang. Hvornår ville han knække under for giften, der langsomt ødelagde hans krop?

[Lucy Phillips]

Det havde regnet kraftigt i næsten to dage nu, det virkede som om verden aldrig ville blive tør igen. Som om guderne havde givet op med jorden og besluttet sig for at sende en ny syndflod for at vaske den ren igen, vaske alle skadedyrene væk. Eller måske forsøgte de bare at lave London til det nye Atlantis. Det kunne til gengæld være lidt sejt. Optaget af hendes egen tanker om hvordan hun ville se ud med gæller eller finner bevægede en mørk håret pige sig igennem Lionhart akademiets lobby, hun skulle lige til at gå ud i regnen men huskede i sidste sekund at hun havde en paraply med sig. Paraplyen var en lys lilla farve og lyste næsten op i det langsomt grønnende landskab, det var så mørkt udenfor på grund af de tunge regnskyer at det ligeså godt kunne have været nat.
Vand samlede sig i hendes allstars sko på vej gennem skolegården, Lucy var på vej over til biblioteket for at samle en bog op hun havde bestilt for tre måneder siden om avanceret kodning. Eller det havde været hendes destination, indtil hun opdagede den samme fyr hun havde set sparke en mand ned på åben gade foran Big Ben for en lille uge siden. Hun tyggede på indersiden af hendes kind, hun havde ikke sladret men L'aeron havde fundet ud af det alligevel - Rosantes kunne være rasende på hende og tro hun havde solgt ham til stanglakrids for et klap på hovedet og nogle rosende ord fra rektoren. Han så ikke for godt ud. Faktisk så han ud som om han var blevet trukket igennem en vaskecyklus i helveds vaskemaskine og slæbt hjem bagved en vogn.... Vaskede de tøj i helved?
"Har du et døds ønske?" Hendes stemme var ikke spottende eller sarkastisk. Oprigtigt interesseret. Hun holdt paraplyen ind over hans hoved selvom det ikke hjalp meget, han var jo allerede gennemblødt. "For der er nemmere selvmords metoder end influenza" Hun forsøgte sig med et smil, men det kom til at se mere medlidende ud end hun havde sigtet efter.

[Kain]

De mørke, rødsprængte øjne hævede sig, og efter et lille øjeblik genkendte han, den lille, brunhåret pige. Hende fra BigBen. Hvad pokker, var det nu hun hed? Han kunne ikke komme på et svar til hende. Vidste ikke engang, hvad han skulle stille op, med den barnlig gestus med en paraply over hans hoved.
"Hvad laver du her?" mumlede han, og vendte ansigtet bort fra hende. En tydelig afvisning. L'aeron havde skældt ham huden fuld, og forbudt ham at komme ud fra skolen i to uger, selvom Kain selvfølgelig ikke havde fortalt, grunden til at han havde været efter manden. Hvad ville de også rage dem? De snobbede, højtidlige fjolser. Det var tydeligt, hvem sladderhanken var. Alligevel var det ikke den eneste grund til, at han afviste hende nu. Hun gjorde ham forvirret med de venlige gestusser, og han havde ikke lyst til at have selskab. Ja, han havde måske et lille dødsønske, men mest fordi han skammede sig over sig selv. Det blev ikke bedre af, at en anden stod og gloede på ham. Han ville bare være i fred, indtil rusen var helt ovre.

[Lucy Phillips]

"Jeg var på vej over til biblioteket." Han havde ikke svaret på hendes spørgsmål, men hans ansigts udtryk var også næsten svar nok. Hvorfor var han her på akademiet? Der var mange fronts der ikke ligefrem var holdspillere og som tog en masse chancer på missioner, men ham her så ud til at være en stor risiko faktor - han lignede en der ikke ville tænke to gange over at kaste sig ned i en elevator sakt hvis han mente det var til missions bedste. Mere en kamikaze pilot end en spion.
Hun lod sig dumpe ned på den våde bænk ved siden af ham og kunne øjeblikkeligt mærke regnvandet søbe op gennem hendes bukser, brrr, koldt. Men, det lå ikke til Lucy bare at gå sin vej når hun havde fanget færten af nogen der havde brug for hjælp, desuden havde hun set tegnene før, der var en dreng fra hendes klasse der var død af en overdosis før hun kom på akademiet - han havde kun været 15. "Hvad har du taget?" Hendes øjne flyttede sig over området i et forsøg på at give ham plads lod hun vær med at se direkte på ham, hun havde heller ikke sadt sig helt op af ham, men et lille stykke væk. Regndråber ramte med jævne mellemrum paraplyen i stilheden der fulgte.

[Kain]

Et umærkeligt suk gik igennem Kain ved hendes spørgsmål. Han så ned på sine hænder. "For det meste kokain," mumlede han. "Det er ikke slemt." Han mærkede skammen brede sig i kroppen, og vred hænderne imellem hinanden. Trætheden gjorde ham medgørelig, og så var der også noget ved pigens blik, der ikke gav ham mulighed for at sige hende imod. Hun virkede som en, der fik sin vilje.
Ud af øjenkrogen betragtede han hende, sidde og kigge ud i regnen. Hvorfor havde hun sat sig? De kendte ikke hinanden, og han var ikke hendes problem. Måske ville hun bare sladre til rektor igen.
"Hør, prinsesse,"sukkede han, og masserede sin pande. Hovedet gjorde ondt. "Jeg vil helst ikke have rektor får dette af vide, og du er åbenbart lidt af en sladderhank, så... måske skulle du bare smutte videre til biblioteket. Forresten bliver du våd, af at sidde her for lang tid." Den sidste kommentar, var ment som en venlig gestus. Han ville ikke være skyld i, at hun blev syg, fordi han sad her og hang. Som FRONT var det hans ansvar at beskytte temaet, om det team så lige nu kun var på en person, var irrelevant.

[Lucy Phillips]

"Jeg har ikke sladret om noget. L'aeron er smart, han fandt ud af det helt uden hjælp fra lille ubetydelige mig." svarede Lucy uden at rykke sig den mindste smule, hans venlige forsøg på at få hende ud af regnen blev fejet til side men hun vendte da hovedet og så på ham med et løftet øjenbryn og granskende øjne. "I hvilket univers er kokain 'ikke så slemt'?"
Nogengange havde hun virkelig lyst til at ruske i folk indtil de makkede ret, ham her så ud som om han havde brug for en god ruske tur for at komme tilbage på den rette kurs. Udfra hans tøj og generelle være måde gættede Lucy på at han var af relativ god familie, at penge aldrig rigtig havde været et problem for ham - hvad drev ham til stoffer? Kedsomhed?
Regnen havde nu søbbet sig hele vejen igennem hendes sko og hendes sokker var efterhånden drivvåde. Heldigvis var det ikke koldt.
"Hvorfor? Kedede du dig bare en dag og tænkte; hey, et stofmisbrug, that'll be fun?"

[Kain]

Kain holdte hendes blik fanget i et langt øjeblik. Et lille smil vibrerede i hans ene mundvig, inden at han satte sig mere i front mod hende. "Jeg kommer virkeligt ikke af med dig, før jeg har svaret på alle dine spørgsmål, gør jeg?" spurgte han smilende. Irritationen over hende, var langsomt ved at erstatte sig til en lettelse af hun distraherede ham fra smerten. Hun var ikke bange af sig, når hun sådan gav ham kniven for struben. Han havde respekt for det. "Okay, godt så. Jeg begyndte først til fester. Jeg tror jeg stadigvæk gik i folkeskole. Det var en dejlig distraktion fra hverdagen, og jeg begyndte at bruge det oftere, når jeg havde brug for at rejse et andet sted hen. Nu er det bare for at få en glædelig stund," fortalte han overfladisk, uden at komme helt ned til bunden, eller fortælle den sandfærdige konklussion, som han snart måtte indrømme over for sig selv.
Fingrene trommede mod hans ene håndryg, mens hans ventede hendes dom, eller kommentarer. Det var historien, han mange gange havde givet til andre. Både lærer, venner og ikke mindst... hans plejeforældre. Et stik af dårlig samvittighed var alt.

[Lucy Phillips]

Lucy smilede da han vendte fronten mere mod hende og hun hev sine ben pop på bænken og satte sig med fuld front imod ham, stadig med paraplyen over deres hoveder. ”Mange har prøvet, men det er ikke lykkedes nogen endnu.” svarede hun til at han ikke kom til at slippe af med hende. Hun kunne nærmest se irritationen erstattes af lettelse. Han vidste måske ikke selv endnu at han gerne ville snakke, men hun kunne se det i ham, selv hvis han ikke selv så det endnu. Begravet under de kyniske lag, begravet under gravstens-humoren. ”Kan du ikke blive glad af noget andet?” spurgte hun, hendes hoved faldt en anelse på skrå, vinden fik hendes hår til at danse med i bevægelsen, hendes bryn var svagt rynkede og hendes mund skubbet en anelse frem. Som om hun tænkte virkelig intenst. Hun var typen der fandt glæde i de små ting, foråret specielt bragte hende mere glæde end noget andet. Historien lød øvet, men hun kaldte ham ikke ud på det, hun smilede bare hendes bedste smil og rakte ud og fangede den hånd der trommede mod den anden. Den var stadig våd og kold i hendes greb, men der var en plus i den. Hendes hjerne ledte efter det helt rigtige at sige i den her situation, den rigtige poetiske måde at fortælle ham at livet kunne være sødt uden at tilføje stoffer til det, men kunne ikke finde på noget. Hendes øjne lyste op og hendes smil blev bredere mens hun rakte ned i sin jakke lomme og hev en pakke tyggegummi op. Razzles. ”Her,” hun hældte halvdelen af de små, røde stykker tyggegummi ud i hans hånd og ved hans blik rullede hun smilende med øjnene. ”De er ikke giftige, doofus, prøv dem” Leende hældte Lucy den anden halvdel af pakken i munden. De små røde, jordbærsmagende stykker eksploderede i hendes mund og sprang op og ned på hendes tunge, så hun kunne høre crack-pufcrack-crack i ørene – en fornemmelse der fik hende til at le så meget hun var nødt til at holde en hånd for munden så hun ikke tabte tyggegummiet ud af munden.

[Kain]

Mistænksomt tog Kain de små, røde, mærkelige pille-ting op under næsen, for at dufte til dem. En eksplossion af søde duftstoffer angreb hans næse, så han var lige ved at nyse. Ved at Lucy fik grineflip, og tyggegumiet næsten røg ud af mnunden på hende, fik ham til at le højt. Han kunne ikke engang styre det, og selvom det gjorde ondt i hans trætte hoved, var det umuligt at stoppe. Der var noget ekstremt charmerende ved Lucy. En pinlig charme som ingen andre piger, han kendte turde have. Lucy var... naturlig. Og ekstrem sjov.
"Pas nu på du ikke bliver kvalt," lo han, og måtte holde en hånd for maven, da musklerne gjorde helt ondt af at le så meget. Medgøreligt tog han tyggegummierne i munden. Øjnene blinkede overrasket da små eksplossioner gik af på hans tunge. Saften var lige ved at dryppe ud over hans læber, så han med en slubrende lyd, måtte skynde sig at hive det ind i munden igen.
"Fuck! Det er noget stærkt stads du har fået," sagde han med et skævt smil, og tyggede hurtigt på slikket, så den underlige fornemmelse af popperiet stoppede. Det var en fornemmelse stofferne aldrig kunne give ham, på den anden side, vidste han ikke helt, om han syntes om det. Faktisk var det sjovere at se Lucy spise dem. Han kiggede diskret smillende ned.