On the run

[Samuel Turner]

Selv de bedste løbere kan ikke holde deres topfart længe, mælkesyre opbygges i musklerne og begynder langsomt at brænde, der kommer ikke ilt nok til kroppen og de fleste stopper når de begynder at kaste op af overanstrengelse - eller når de besvimer. Den kolde luft bed i hans hals og brændte i hans lunger, syren var begyndt at sætte ind i hans lægmuskler men hans fødder fortsatte stødt under ham. Hans løb var ikke vildt eller ukontrolleret, han var ikke en mand der flygtede som om han havde helved i hælene (hvilket han sikkert havde alligevel) men som en uddannet top-atlet, en uddannet top-strateg og han vidste lige så vel som manden der forfulgte ham at hvis de begge to satte deres bedste spurt ind nu ville der ikke være krafter til den følgende kamp. Samuel Turner var på kontrolleret flugt ned langs siden Themsens sydlige banke, hans sorte hår plastrede til hans pande hvor hans hue holdt det, hans ansigt var rødt af den bidende kulde og anstrengelse, hans læber sprækkede af mangel på væde men hans klare blå øjne var levende. Han kunne høre sin forfølger omkring ti meter bag sig, Samuel havde haft et længere forspring, men han havde halet godt ind på ham - tæt nok til at Samuel kunne høre Collins sko skrabe mod jorden.
Han håbede virkelig ikke for Collins skyld at det var jakke-sæts sko han havde på, ellers ville han ende med grimme vabler. Okay, det er løgn. Samuel ønskede Collin den største, mest væmmelige, puds fyldte vabel der nogensinde var blevet set på planten jorden.

[Collin W. L'areon]

C

[/color][/font]ollins hjerne var langt fra optaget af det tekniske ved den jagt, der lige nu foregik mellem de to. Han halede mere og mere ind på Samuel, og det eneste der optog hans tanker var at få fat i manden, der havde flået hans liv fra hinanden. Han havde jagtet den sorthårede mand igennem 14 år nu, og han blev ved med at slippe ud mellem fingrene på ham, men ikke denne gang. Catherines smil gled kort igennem hans tanker, og han satte tempoet en anelse op. Ikke nok til at komme i sprint, blot nok til at lukke mellemrummet med dem yderligere. Denne gang havde han ham, han var sikker. Samuel skulle ikke have lov til at slippe væk igen. Han skulle ikke have lov til at slippe afsted med de forbrydelser han havde begået! Collin var mere end klar til at slå Samuel ihjel på stedet, og hvis ikke det var fordi, de var på offentligt område, så havde han skudt ham på stedet, i stedet måtte han forsøge at trænge ham op i en krog.

Hans hår klistrede mod hans pande, og de mørkebrune øjne var tændt af en ild, der kun kunne tændes af denne ene person. Collins liv indeholdt ikke meget andet end at holde Lionhart Academy kørende og at jage Samuel. Det var kun den sidste del, der rent faktisk kunne vække større følelser i ham end ren irritation længere. Han var rasende, bare synet af Samuel var nok til at sende adrenalin pumpende ud gennem hans årer og genoptænde årelangt raseri. En bitterhed over, hvad Samuel havde flået fra ham lyste ud af manden, selv som hans muskler arbejdede sammen som en velsmurt maskine. Samuel havde taget det fra ham, som han elskede mest, og Collin vidste, at denne gang havde han ham. Han tog de sidste tre skridt i hurtigt løb og kastede så sin krop ind mod Samuels ryg med al sin vægt lagt i det, mens hans krop klargjorde sig på sammenstødet.[/blockquote][/blockquote]

[Samuel Turner]

Samuel kunne høre ham komme tættere og tættere på, han forsøgte at sætte farten yderligere op men Collin var for hurtig og før Samuel vidste af det, tacklede Collin ind i ham bagfra som et bunke mursten. Hans fødder forsvandt under ham og et øjeblik forsvandt jorden under ham, det første man lære på Lionhart akademiet er at falde og rejse sig igen og falde på den rigtige måde. "Vær klar over positionen af dit hoved, et forkert fald kan brække din hals, rul med faldet istedet for at forsøge at bremse det." Han ramte jorden med skulderen først, farten på slaget slog den skulder ud af led men adrenalinen tog det meste af smerten så han rullede over på ryggen, trak benene op og kom på benene igen i en rullende bevægelse.

Hans skulder sad i en unaturlig vinkel, hans ansigt var vådt af sved og den ene ene side af hans ansigt var blevet skrabet af jorden, men hans hænder var hævet i knyttede næver, fødderne spredt så han fordelte sin vægt i den perfekte boksing-stilling. Hans gamle lærer ville være stolt, hvis det ikke var fordi han skammede sig så meget. "Det er rart at se du stadig kan få din tunge røv med dig, L'aeron," Samuel lod sig ikke mærke i at smerten i hans skulder var begyndt at bide sig vej gennem adrenalinen, hans smil var hvidt og bredt selvom hans tænder var sammenbidte. Han havde en pistol på sig, men der var for mange civile, børn endda og selv Samuel var ikke hjerteløs nok til at give sig til at skyde nu, projektilet kunne pasere direkte igennem Collin og ramme de folk der stod paralyseret på banken og stirrede på dem på samme måde folk stirre på et bil uheld eller et brændende hus, mesmeriseret af frygt.

[Collin W. L'areon]

Collin var udmærket klar over, at Samuel ikke ville blive let at tage. De havde haft samme uddannelse, og Collin havde undervurderet sin tidligere bedste ven én gang før. Det ville aldrig ske igen. Et beslutsomt drag var om hans mund og hans kæbe var spændt. Han ignorerede Samuels kommentar fuldstændig og kredsede om ham i samme positur som manden foran sig. Han blødte fra den ene arm, hvor hans hud havde skrabt mod asfalten, men nu havde han Samuel, og smerten var let at ignorere. Den druknede i det had, den vrede og den sorg som synet af Samuel Turner vækkede i ham. Det eneste han så for sine øjne var Samuel foran sig. Råben og skrigen bag ham lyttede han ikke det mindste til, han regnede med, at politiet ville ankomme inden for længe og holde folk væk, når de genkendte ham. Collin var i nær kontakt med politistyrken i London, han hilste på alle nye politimænd, og de kendte ham. Han regnede bestemt ikke med at blive stoppet.

Samuels ord prellede fuldstændig af på ham, som så mange andre før hans. De rørte ham ikke længere. Collin tog sig ikke af fornærmelser, bandeord og eder. Han havde elever, der hadede hvert ord han ytrede til dem, fordi det oftest var kritik. Han havde lært at lukke alting ude. Der var ikke noget, der ramte ham mere, undtagen det frastødende smil på Samuels ansigt. Hans fodarbejde var perfekt. Der var ingen fejl at spore, der var en grund til, at Collin altid havde været The Golden Boy, da han gik på LSA. Han arbejdede altid med tingene, indtil de var absolut perfekte. På vagt efter den mindste svaghed hos Samuel, det mindste øjebliks uopmærksomhed, så han kunne ramme. Enhver kunne se, at han skulle angribe fra den dårlige side. Nok var Samuel dygtig til at ignorere smerte, men når armen nu var vredet af led, ville Samuels reaktionstid formentlig være langsommere på den side.

[Samuel Turner]

"Ignorere du mig nu, Collin? Jeg er dybt såret." Leende tog Samuel fast om hans forvredne skulder og bed tænderne sammen inden han skubbede den tilbage på plads med en ubehagelig knasende 'pop' lyd, et øjeblik gjorde det ondt nok til at tvinge vand frem i øjnene på den sort hårede mand før smerten aftog drastisk. Samuel vendte ham den usårede side og slog ud med den raske arm og sigtede efter Collins kæbe, før han svang den sårede arm ind og efter Collins mave, movet var klassisk og bragte dem tættere sammen. "Hvis Catherine kunne se dig nu," pustede han. "Ville hun helt sikkert have valgt mig!"

[Collin W. L'areon]

"Hvis Catherine havde været i live nu, havde du ikke været en forræder. Du havde ikke fået hende slået ihjel! Du påstår, at du elskede hende, og alligevel bad du mig om at skyde hende!" rasede Collin, mens vreden kogte i ham og hans blik blev hårdere og hårdere. Han var hurtig til at spænde kæben, da han så Samuel's slag komme, lod ham slå mod kæben, men ikke mod maven, og lod samtidig en lynhurtig næve skyde ud mod hans tinding for at slå ham ud af kurs og gøre ham svimmel. Nok havde Samuel sat sin skulder på plads, men den ville stadig gøre ondt og være knapt så stærk som den anden, så Collin gik logisk nok efter den side. Hans kæbe gav en ubehagelig knasen, men forberedt på slaget, var han klar på den stødende bevægelse og lod sit hoved følge bevægelsen lynhurtigt, før han dukkede sig, krummede sammen og skød frem med skulderen klar mod Samuel's mellemgulv for at banke ham op mod muren.

[Samuel Turner]

Samuel tog sig ikke engang et øjeblik til at glæde sig over lyden af Collins brækkede kæbe, han kunne ikke nå at skjolde sig for Collins skulderstød op mod væggen, men han kunne nå at dreje sig en anelse så han ville lande så fordelagtigt så muligt. Det øjeblik Collin havde ham mod væggen strøg Samuels knyttede næve direkte mod Collins øre på samme side som den brækkede kæbe og selvom slaget ramte dårligt ville det få det til at runge gennem Collins hoved nok til at Samuel kunne samle sin styrke om at skubbe den anden mand fra sig. "Hvem holdte pistolen Collin?! Hvem holdt den pistol der skød hende! For det var fandme ikke mig!" Snerrede Samuel, hele hans højre side brændte af smerte og føltes lam på samme tid og han vidste han muligvis havde indre blødninger. Det her var ikke tiden til at slås længere, nu var det tiden til at stikke af.

[Collin W. L'areon]

Brækket var kæben nu ikke, men ondt det gjorde den, og han var ret sikker på, at noget var galt der. Han skubbede skulderen ind mod Samuels mellemgulv igen og pressede ham hårdt ind mod væggen, mens det rungede for hans ører, da slaget ramte. Den frie hånd stødte lynhurtigt mod den skadede skulder, komplet ligeglad med, at det nu var feje kneb. Hans hoved rungede, men hans krop reagerede fuldstændig instinktivt, den genkendte sin gamle fjende, og den havde ikke tænkt sig at lade ham gå uden et par skrammer.

"Jeg regnede blot med, at du ville være lige så stor en kujon, som du altid har været, Samuel! Hvis jeg ikke havde gjort det, så havde du, og med antagelsen om, at du ikke er i stand til at elske, ligesom du ALDRIG har været, gik jeg ud fra, at du ville flygte, men igen kostede du dine venner og elskede livet, ligesom du har gjort lige siden. Du skal ikke tørre Catherines død af på mig - hvis du virkelig havde elsket hende, havde du ladet hende være lykkelig!" råbte han rasende. "Catherine brugte sine sidste dage på et bekymre sig OM DIG! Det eneste tidspunkt over de sidste uger jeg så hende lykkelig, var øjeblikket FØR du brasede ind og ødelagde alting! Hun vidste, at du havde forrådt os! Nar ikke dig selv, hun elskede dig ikke som andet end en ven, og selv det tog du fra hende! Du ødelagde ALT, Samuel, ikke kun for os andre, men også for dig selv!" snerrede han fuldstændig ligeglad med, hvad han sagde lige nu. Det var den rene og skære sandhed, og hvis det gjorde ondt på Samuel, så var det bare så meget desto bedre. Han FORTJENTE smerten. Den smerte, som Collin havde gået igennem, den smerte som Catherine havde lidt de sidste to uger, for ikke at sige den sidste time af sit liv. "DU slog hende ihjel, indefra og ud." hvæsede han og sprang en anelse tilbage for at komme mere til sig selv. Hans hoved summede og hans kæbe gjorde ondt. Han havde brug for klare sine tanker og stod i klar forsvarsposition, rank og sikker, som hans instinkter havde lært ham, mens hans kæbe sad underligt på den ene side og hans raseri lyste ud af hans øjne.

[Samuel Turner]

”Du burde have vidst bedre end at antage noget som helst om mig,” hvæste den mørk hårede mand, hans underlæbe var flækket og blod søbede rundt i hans mund så han spyttede på jorden, også i trods. Han rankede sig og rettede på hans jakke, tog sig tid til at børste sig af, som om hans skulder ikke var ved at slå ham ihjel. ”Du skød hende. Du tog valget, du havde en pistol, jeg havde en pistol og jeg gav dig et valg – enten skød jeg dig eller også skød du hende. Og du valgte selv dit liv over hendes fordi du ”troede du ville have tid til at redde hende”?” Iskolde grønne øjne borede sig ind i Collins. Samuel var udmærket klar over hans del i Catherine’s død, men han mente ikke hendes død var helt sort og hvidt hans skyld! Han havde begået mange fejl i løbet af de sidste par år og hans første var at tage hjem til Collin den aften, han var kommet med beslutningen om at fortælle Collin det hele og kaste sig i retssystemets nåde – men Collin havde været travlt optaget den aften, travlt optaget med at fri til den kvinde Samuel elskede. ”Du kan måske narre dig selv til at tro du ikke har del i skylden, men du kan ikke narre mig.” Gad vide hvad Collins elever ville tænke hvis de kunne se ham nu, den ellers velovervejede mand med det kølige overblik, den fødte LEAD. ”Har du været inde og besøge Michael? Måske kan vi skaffe dig en seng ved siden af ham – ville det ikke være hyggeligt? For jeg sværger at du ender i en kiste eller ude af stand til at forlade et hospital.” Mens han talte var han langsomt begyndt at kante sig over mod kanten af banken ned mod Themsen. ”Jeg ved at Catherine aldrig kunne elske mig som jeg elskede hende – men du friede, I ville blive gift og lave små hæsligt nuttede børn og ved du hvad Collin. Jeg kunne ikke unde dig det. Ikke hvis jeg skulle ende i fængsel resten af mine dage for hvad jeg havde allerede havde gjort – men ved guderne Collin, jeg ville have dig til at vælge at dø i stedet for hende.” Han holdt sig uden for Collins rækkevide og var gået over til at undvige i stedet for at angribe eller forsvare. Han kunne ikke stå sin grund lige nu. Så lige nu snakkede han så meget han kunne mens han kantede sig mod den afhegning der løb langs Themsen.

[Collin W. L'areon]

"Sandt," spyttede Collin bittert. "Jeg antog også, at dine venner, som havde været der for dig hele dit liv ville være vigtigere end en ussel forbryder, der er ude på at ødelægge alt, der har forsøgt at give dig alting." hvæsede han, efterhånden rasende. "Du gav mig ikke noget valg, Samuel. Valget var, at enten skød jeg hende og satsede på at du flygtede, eller også skød du os begge to og så ville der ingen chance have været for, at hun overlevede." rasede Collin og slog ud efter Samuel igen, et klart slag direkte mod hans kraveben, som ville brække det, hvis det ramte som det skulle. "Du slog hende ihjel, eller har du glemt hele aftenen? Er du så frastødende, så luset, at du har fortrængt, at DU dræbte hende?" hvæsede Collin, endnu mere rasende ved tanken om, at Samuel havde ro i sin tro om, at Collin havde slået Catherine ihjel, og ikke ham. Collin vågnede op hver nat med tårer strømmende ned af sine kinder, fordi han drømte om Catherines sidste smerteforvrængede ansigtsudtryk.

Han mærkede et absurd, næsten vanvittigt smil glide over sine læber. "Du tror, at du kan tørre skylden af på mig, Samuel? Skylden er din alene. DU forrådte os, du gav mig intet valg." lød de klare, præcise ord, som var beregnet til at såre. Ja, det skulle gøre ondt. Han håbede, at Samuel brændte op indeni af skyld over at have slået kvinden de begge elskede ihjel. Han håbede, at Samuels hjerte var ved at sprænges i tusinde stykker, ligesom Collins havde været lige siden den dag hun havde taget sit sidste åndedrag. Han fnøs uden at svare til Samuels spørgsmål om Michael. Selvfølgelig havde han besøgt Michael. Han besøgte Michael mindst en gang om ugen, oftere en tre-fire gange. Han talte til ham hver gang han var der, og han holdt Michaels minde ved ære. "Du er frastødende, Samuel. I var venner, og DU fik ham indlagt! Du tager liv efter liv. Din samvittighed må indhente dig en dag, og jeg glæder mig til at se det ske. Jeg glæder mig til en dag at finde dig med en kugle for panden, fordi du endelig har indset, at DU har ødelagt dit eget liv. Du slog Catherine ihjel, du slog vores venner ihjel en efter én, du dræber uskyldige mennesker som aldrig har gjort dig noget eller så meget som været en trussel for dig. Det overlever din fornuft ikke." pustede Collin vredt, og han troede på hvert et ord - han håbede bare, at han ville få lov til at slå Samuel ihjel, før han selv gjorde det.

"Jeg friede til kvinden i mit liv, og det vil du aldrig kunne bebrejde mig. Ved du hvad, Samuel? De få minutter jeg nåede at være forlovet med hende... det er mere end hun nogensinde ville have OVERVEJET at give dig. Hun så dig ALDRIG på den måde, og hun stoppede langsomt med at elske dig, da hun indse, hvor du var på vej hen. Er det ikke skønt at vide? At hun så før alle os andre, hvad du var ved at blive til, og hun VÆMMEDES, Samuel. Hun var frastødt af dig. Hun havde så ondt af dig, men hun væmmedes ved, at du kunne forråde os. Hun døde med en brøkdel af den kærlighed hun havde haft til dig tilbage. Der havde aldrig været et valg," sagde han, sikker i sin sag, da Samuel mente, at Collin burde være død i stedet for Catherine. "Troede du, at hun ville komme til dig, hvis jeg døde? Samuel, hvis hun ikke havde slået dig ihjel, så havde hun taget sit eget liv. Den eneste grund til, at jeg stadig er her, er dig. Verden uden Catherine er ikke rigtig, men før jeg har hævnet hende, før du er brændt op i helvede er mit job her ikke færdigt." klemte han ud mellem sammenbidte tænder.