On the run

[Samuel Turner]

"De venner der forsøgte at give mig alt?" Samuel ville le, men hans mund ville ikke følge den stille kluklatter der kom fra hans hals. Hans ansigt var en grimasse af afsky, som om Collins ord gled ind i hans mund, ned over hans tunge og i hans hals. Og det smagte ham dårligt. "Lad være med at fremstille mig som noget jeg ikke er, Collin. Hvis DU ikke var fulgt efter mig ind i Judas' foretagner var jeg ikke blevet der, hvis DU ikke var fulgt efter mig ind i Judas' foretagner havde han aldrig krævet af mig at jeg skulle få dig til at bevise din værdighed - tror du ikke selv jeg havde ting at miste? Min lillebror var 16 på det tidspunkt! Så ja, jeg bebrejder dig for Catherine's død - og jeg elskede hende, men jeg ville aldrig have slået hende ihjel bare så du ikke kunne få hende! Jeg håbede til guderne du ville skyde dig selv!" De måneder hvor alt var blevet ødelagt for næsten ti år siden stod stadig klart i Samuels minder og han var godt klar over han ikke var skyldfri, men han var også god til at skubbe den slags fra sig, al fornemmelse for skyld - i hans hoved var det Collin. Smilende trådte han længere tilbage mod kanten. "Næsten hele det gamle hold er udryddet nu, måske sender jeg en ud for at tage sig af Michael - hey, og når jeg får dræbt dig, kan det være jeg får en præmie. Collect all four." Det var alt han sagde før han greb om rællingen, svang sig over og lod sig styrte ned i det iskolde vand. Det var et langt faldt og et massivt plask der fulgte, og efter var Themsens vand stille og sort som altid. Sort og brusende med en medrivende understrøm der kastede alt ud til havs.

[Collin W. L'areon]

"Dine venner forsøgte at støtte dig!" fnøs Collin. Samuel havde som altid travlt med at bebrejde alle andre for, at han havde forrådt dem. Samuel kunne ikke tage ansvar, fordi han var så stakkels - det var altid alle andres skyld, sådan havde det også været i skolen. Fik han dårlige karakterer, var det dårlige lærere. Eller huskede Collin ham bare sådan, fordi han var rasende? Samuel havde altid været driverten af dem, så meget huskede han. Collin havde kæmpet for alt han kunne, mens Samuel... han regnede så meget med sine naturlige talenter, at han ikke gad arbejde lige så meget for det, og det var derfor folk altid havde set til Collin. Samuel var dygtig, men kæmpede ikke halvt så meget som Collin gjorde, mens Collin tog det han havde og knoklede røven ud af bukserne for at blive bedre end god.

"Jeg prøvede at få dig ud af det! Du var min bedste ven, Samuel, og du forrådte os! Jeg troede, at jeg kunne få dig ud af det! Du begyndte at trække dig væk fra os, og jeg fulgte dig, fordi jeg ville stoppe dig fra at begå den fejl du så endte med at begå alligevel!" fnøs Collin og rullede med øjnene over Samuels selvmedlidenhed. "Din lillebror var 16, min kæreste var 20 og du slog hende ihjel. Hvis du ikke var gået ind til Judas, var Mazhel aldrig kommet i fare! - Du gav mig aldrig det valg, Samuel! Du har måske bildt dig selv ind, at du gav mig et valg, men det gjorde du ikke! De valg jeg fik var, at enten skød du os begge, eller også skød jeg hende. Der var aldrig et valg om, at jeg ville blive den eneste, der blev skudt!" hvæsede han, irriteret over at Samuel havde formået at bilde sig selv ind, at det var Collins skyld, at Catherine var død. Han skulle lide lige så meget som Collin gjorde hver eneste dag!

Netop som han nævnte Michael og det gamle hold greb Collin efter sin pistol, men før han vidste af det havde Samuel svinget sig ud over kanten. Collin for hen til den og skød efter figuren under det mørke vand, fuldstændig ude af stand til at styre sit raseri og uden at vide, om han ramte eller ej. Hans ansigt var sat i sten og raseriet fik hans krop til at ryste, mens hans hjerne kun kunne tænke én tanke. 'Han slap væk. Han slap væk igen. Han slap væk.'

//Out.