Et møde i sneen

[Eyota Imala Ituha]

Do You Dare?
although I am fine I am still deadly

[/color]
To Follow Me? [/color]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
[/SIZE][/center]
Eyota havde ikke nåede at svare ham inden hun gik ned på isen men da hun kom hen til ham smilede hun roligt ”jeg kendte også godt dit fornavn… du har et pænt navn.. langt nemmere for andre at huske og stave end mit i hvert fald” sagde hun med et smil og rakte ham sin hånd for at give en spinkel form får støtte når han trådte ud på isen da hun vidste at næsten uanset hvor gode sko man havde kunne man risikere at glide en smugle i starten. ”nej jeg har det helt fint… men tak fordi du spurgte” sagde hun med et stort smil om læberne og det var tydeligt at hun godt kunne lide han havde spurgt da det ikke ligefrem var noget hun var ven til. Da han trådte ud på isen smilede hun dog lidt mere normalt igen. ”det gør du bare… jeg er ikke så svær at finde hvis bare man ved hvor man skal kigge” sagde hun roligt inden hun lod sig glide lidt længere ud på isen end hvor hun havde været før. Hun klappede lidt på isen med sidsen af skoen inden hun lod sig glide lidt frem og tilbage inden hun satte af fra isen og lavede en flyvende piuette og lanede perfekt. Hun havde tit stået på isen med sko på og var efterhånden blevet ret god til det men på den anden side var hun ikke særlig god med skøjter på og kunne slet ikke lave noget som det. hun lod sig glide hen til ham og rundt om ham inden hun begyndte at snurre rundt om sig slev i høj fart foran ham inden hun stoppede igen tæt på ham og smilede charmerende ”se jeg har det helt fint” sagde hun lettere drillende med et lille grin inden hun rakte hånden ud mod hans dog uden at tage den men blot for at tilbyde ham sin hånd og for at lokke ham længere ud på isen. *det er endelig underligt at jeg ikke har snakket med ham før nu.. burde jeg nok men på den anden side er det her vel den perfekte dag til at lære ham at kende…ikke?* tænkte hun stille for dig selv men viste ikke på nogen måde hvad hun tænkte da hun ikke mente der var nogen grund til at andre end hende selv hørte de tanker. Eyota havde en svaghed for huer i alle former og farver men ikke at hun selv ville bruge dem blot at hun ikke ville have at andre havde dem på ”hvad gemmer du under den der?” sagde hun drillende og forsøgte at tage huen af ham med sin anden hånd dog lykkedes det ikke så hun så bare opgivende på ham med et drillende smil. Hun fjernede ikke den anden hånd som hun stadig tilbød ham men dog havde hun ikke tænkt videre over det.

Word: 482

[Matthew Jonas]

At hun ligeledes kendte hans navn var ikke noget chok, andet ville jo være lidt underligt når de var fra samme årgang, og havde samme position og sikkert havde haft timer sammen og sådan. ”Synes du mit navn er pænt? Det er da meget almindeligt, dit derimod er helt specielt, ikke noget jeg har hørt før i hvert fald” svarede han varmt, både venligt og opmuntrende. Men det var faktisk ikke løgn, for han kunne rigtig godt lide hendes navn, der var noget anderledes over det. Da hun takkede ham for at spørge om hun var kommet noget til blinkede han en anelse forvirret over hendes tydelig glæde ved hans spørgsmål, han skyndte sig dog at smile ”Ingen oversag… vi skulle jo nødigt have du kom noget til” svarede han med et venligt smil. ”Det gøre jeg nok, du fortalte jo hvad du bruger tiden på så medmindre du er på en mission bliver det ikke umuligt at finde dig” lød hans svar hende til hendes ganske kort. Han bevægede sig endelig ikke mere derude end han stod ved kanten og betragtede hende mens hun bevægede sig hen over isen. Lidt frygtede han at komme til at knække isen med sin væk, for han var altså en stor og tung fyr, og for meget bevægelse kunne smadre isen. Hendes bevægelser var rolige og smidig, han nød faktisk at se hende bevæge sig hen over isen ”Flot!” sagde han da hun lavede en flyvende piruette. Hun kom snart hen imod ham og kredsede om ham for derefter at dreje rundt om sig selv flere gange inden hun erklærede at hun da tydeligt havde det fint. ”Godt!” svarede han. Da hun rakte ham hånden så han kort ned på hendes hånd ”Er du sikker på det en god ide.. jeg er altså ret tung” sagde han men tog alligevel hendes hånd blot så hun ikke følte sig dum. Han gav hånden et blidt klem, fornemmede køligheden i den og dog sagde han intet mere lige der. Pludselig rakte hun hånden op mod hans hue, og han blinkede forvirret men hendes ord fik ham til at le ”Hår.. tror jeg” svarede han med et drillende smil ”Desværre er mit hår bare ikke langt nok til at varme ørene som visse andre her” sagde han og trak kort huen af for at fremvise en mindre manke af brune og blonde lokker der strittede, og dog alligevel var ret klædelig.


Tag: Eyota
Word: 405
Outfit: Here
Note: N/A

[Eyota Imala Ituha]

Do You Dare?
although I am fine I am still deadly

[/color]
To Follow Me? [/color]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
[/SIZE][/center]
”ja det passer til dig – stærkt og venligt” sagde hun med et skævt men dog charmerende smil til hans spørgsmål om hvorvidt hun kunne lide hans navn. Hun løj jo ikke ligefrem med navnet da hun elskede korte enkle navne der var lette at huske og særligt navne der passede til folk som hun mente at hans gjorde til ham. ”isen har hverken tænder eller skarpe genstande på sig så jeg tror nok jeg klare mig” sagde hun og kunne ikke undgå at grine lidt. ”jaa og hvis jeg ikke er nogen af de normale steder kan du sikkert finde mig i biblioteket… den lille afdeling nede bagved med gamle eventyr i og sådan noget” sagde hun for at lade ham vide at det var der hun næsten altid opholdte sig når der ikke var noget hun skulle gøre. ”tak” sagde hun lettere genert til hans kommentar om at det var flot. ”ja den skal nok holde… så tung er du jo heller ikke” sagde hun sødt dog så hun ned på sin hånd da han tog den og gav den et klem inden hun så mod ham igen. ”mit hår er altså ikke så varmt som det ser ud” sagde hun selv om det nok var det men det syntes hun ikke selv men på den anden side var der nok mange andre der havde det som hende på det område. Da han tog huen af så hun undersøgende og smilende på hans hår ”whao” sagde hun hviskende til hans hår da det ikke lige var hvad hun havde forventede men var langt bedre end hvad hun havde frygtede ”det klæder dig” sagde hun sødt og hev huen ud af hånden på ham ”men den her skulle du have forbud om at bruge hvis det stod til mig” sagde hun drillende. Hun holdte ikke super godt fast i hætten så det ville ikke være noget problem for ham at tage den tilbage men hun elskede at drille folk med sådan noget når hun komme af sted med det. hun gik langsomt bagud og længere ud på isen med ham i hånden og slap ham først da de var kommet et godt stykke der ud ”se den holder helt fint” sagde hun og så ned på deres fødder og isen der endnu ikke så ud til at ville give efter. Hun vendte igen øjne mod ham og smilede sødt inden hun lod sig glide lidt væk fra ham stadig med hætten i hånden ”du kan jo komme og hente den hvis du vil have den igen” sagde hun drillende og smilede til ham på en måde hvor hun håbede han ville forstå at hun bare gjorde det i sjov og at han nok skulle få huen tilbage før eller siden.

Word: 460

[Matthew Jonas]

Han kunne ikke andet end smile ved hendes beskrivelse af ham og navnet ”Tak Eyota” svarede han blidt. hendes smil var utrolig sødt, han kunne godt lide at se det, mon hun smilede tit? Hvorfor han overhoved tænkte den tanke anede han ikke selv, men han trak blot på skuldrende af det, ja rent mentalt. At stå der og trække på skuldrende ville virke for underligt. ”Nej det har den ikke, men man kan alligevel brække knogler ved sådan et fald” svarede han med et skævt smil, han overdrev på ingen måde, det var faktum. Mange var kommet galt af sted på isen og han var blot bekymret for hende, det var der vel intet forkert ved? Da hun nævnte eventyrafdelingen bagerst i biblioteket som opholdssted hvis han ikke fandt hende andre steder kunne han ikke lade være med at le ”Det skal jeg huske så” svarede han lettere drillende. Da hun takkede ham for komplementeret bemærkede han hvor genert hun blev, dette smilede han dog bare af. ”Er du nu sikker på det? jeg vejer altså mere end man lige skal tro” svarede han og blinkede drillende til hende. Det var dog ikke løgn, han vejede en del mere end man lige skulle tro. ”Det tror jeg ikke på, du er nok rigtig varm bag den store manke der” sagde han drillende da hun mente at håret ikke varmede. Synet af hendes udtryk da hun så hans hår fik ham til at bryde ud i latter, han strøg dog hånden gennem håret en enkel gang idet hun tog huen var ham ”Ja.. meget klædeligt.. og total rodet” svarede han. “Forbud eller ej, hellere holde mig varm end blive syg” svarede han drillende med et hævede bryn dog kun ment i dril. Han blev trukket med ud på isen og gled roligt ned over søens frosne blanke overflade. Han lod hende slippe ham og vendte blikket mod hende igen efter kort at have set ned på deres fødder akkurat som hun havde gjort. At hun drillede ham havde han skam intet imod, slet ikke faktisk, det var nu sjov og hygge for en gangs skyld. ”Jeg følger efter dig, men ikke for huens skyld” svarede han drillende og satte sig i bevægelse hen imod hende, de første skridt var altid de svære, men da de var taget blev det lettere og han fik mere styr på det. Han satte efter hende i et forsøg på at fange hende.

Tag: Eyota
Word: 408
Outfit: Here
Note: N/A

[Eyota Imala Ituha]

I Got Silent And Deadly
I Can Be A Good Girl – If I Want To

[/color]
You Hear Nothing But You Might Feel Me [/color]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
[/SIZE][/center]
Eyota smilede blot da han sagde tak og så roligt på ham ”det går jo nok.. jeg har jo dig til at binde mig sammen” sagde hun i en lettere drillende tone til det han sagde om at hun jo sagtens kunne brække nogen hvilket han havde fuldt ud ret i men eftersom at det aldrig før var sket for hende så tænkte hun ikke videre over det. ”naaah så tung kan du ikke være” sagde hun roligt til hans kommentar om at han vejede mere end han så ud til men på den anden side var der jo mange elever på skolen der ikke så ud til at veje hvad de gjorde selv mente Eyota fks at hun havde en fin figur men når hun stod på vægten mente hun at hun var alt for fed dog ikke nok til at hun ville begynde på en eller anden sindssyge kur. ”jeg er altså ikke nogen løve… og så meget hår har jeg da heller ikke” sagde hun lettere grinende da hun godt vidste at hendes hår fyldte meget og hun havde da også flere gange overvejede at klippe det af men på den anden side kunne hun ikke forstille sig et liv uden sit lange hår. ”nej fint og passende” sagde hun med et skævt smil til det han sagde om sit hår da hun ikke havde noget imod at lade ham vide at hun godt kunne lide det som det var selv om hun normalt ikke gav særlig meget opmærksomhed til hår. ”lidt kulde har da aldrig skadet nogen” sagde hun og med den kommentar var det tydeligt at hun ikke var en af dem der tit blev syg ja faktisk kunne hun ikke huske hvornår hun sidst havde været så syg at hun måtte tage en fridag. ”du kan ikke fange mig” sagde hun drillende som hun hurtigt gled over isen hvilket var let for hende med de glatte sko. Hun så efter ham lidt ind i mellem mens hun smilede og sørgede for at være ude for rækkevidde hele tiden. Hun så lidt for længe på ham den ene gang og hun bankede foden ind i en lille ujævnhed i hvilket fik hende til at miste balancen dog prøvede hun at holde sig oppe længe nok til at hun ville kunne få fat på ham men hun nåede det ikke helt og faldt ned på siden hvor hun lå et kort øjeblik inden hun satte sig op og ømmede sin skadet hånd lidt da hun havde været tankeløs nok til at støtte af med den i stedet for den anden. Hun så op på ham med et undskyldende blik ”det tæller ikke” sagde hun stillende og virkede med et utrolig alvorlig men dog smilede hun hurtigt efter og grinede svagt for at vise at hun ikke mente det sådan som det først havde lydt. Hun tog huen over i den skadet hånd og rakte den anden ud mod ham ”hjælper du mig op ?” spurgte hun med et smil om læberne og så forventningsfuldt på ham dog var hun klar til at hjælpe sig selv hvis han ikke ville selv om hun dog håbede på lidt hjælp.

Word: 531

[Matthew Jonas]

”Det er ikke fordi jeg ikke ville sætte forbindinger på dig kære, men jeg vil helst undgå det” svarede han og tilføjede en drillende kommentar ”Der er andre måder hvorpå du kan holde opretholde min opmærksomhed og være i selskab med mig end ved at lade mig forbinde dine sår og skader” selvfølgelig var det kun ment i spøg, og det gjorde han tydeligt ved den tone han brugte så hun ikke misforstod det og troede at han sagde at hun ikke kunne undvære ham. nu var de jo nærmest blevet enig om at drille hinanden lidt, uden rigtig at aftale det men via opførsel, så det var vel i orden at han drillede en smule, og hvis det ikke var måtte hun sige det. da hun holdt fast ved sin mening omkring hans vægt trak han på skuldrende ”Som du vil, men hvis isen knækker skal du ikke sige at jeg ikke havde advarede dig” svarede han endnu engang lettere drillende. det var selvfølgelig endnu engang for sjov, den sidste del, for hvis isen skulle knække ville de have større problemer end bare hans vægt eller bebrejdelser for vis skyld det var. Hans vægt havde aldrig som sådan voldet ham et problem, hans størrelse kunne til tider være irriterende, for når man var så stor som han var, skulle man træne smidighed og fart noget mere. ”Nej du har ret, du er ingen løve, men derimod en smuk løvinde” svarede han mildt. At hun var smuk var vel ingen hemmelighed, for det var ikke sagt for at flirte eller drille, men fordi han var ærlig og syntes at hun skulle vide det. de var kommet med rigelig komplementer til hinanden efterhånden, ikke at han havde talt dem men det virkede underligt alligevel at to næsten fremmed person kunne give hinanden så mange komplementer i løbet af så kort tid. De havde knap snakkede med hinanden i femten til tyve minutter og stod og pjattede, drillede og grinte. Men det var vel kun godt, og stemningen var god, så hvorfor ødelægge den. ”Det kommer jo lidt an på ens immunforsvar, jeg er sikker på at mange vil være uenige med dig..” svarede han drillende da hun sagde at lidt kulde aldrig havde skadet nogen. Han blev skam syg, men ikke så tit igen, og dog blev det sjældent bemærkede når han blev syg, for han trænede og deltog i undervisningen selvom feberen næsten kunne dræbe ham. Han satte af efter hende, og mens hun råbte at han ikke kunne fange hende smilede han blot og forsøgte at indhente hende. Han var dog altid to skridt bag hende og da hun væltede måtte han bremse hurtigt op for ikke at ramle ind i hende. Desværre var de ud på is så at gribe hende nåede han ikke og selv hvis han havde gjort ville de med store sandsynlighed begge være væltede om. Han kunne ikke lade være med at grine da hun blot sagde at det ikke gjaldt ”Fint fint” lød hans svar. Forsigtigt hjalp han hende på benene ”Er du okay?” spurgte han igen og dog med et alvorligt blik denne gang.


Tag: Eyota
Word: 522
Outfit: Here
Note: N/A

[Eyota Imala Ituha]

I Got Silent And Deadly
I Can Be A Good Girl – If I Want To

[/color]
You Hear Nothing But You Might Feel Me [/color]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
[/SIZE][/center]
Da han kaldte hende for ‘kære’ kunne hun ikke undgå at rødme en smugle men det forsvandt hurtigt igen og hun håbede lidt på at han ikke havde opdagede det. ”ja det håber jeg da” sagde hun kort og grinede sødt som kommentar til hvad det han sagde om at hun godt kunne holde hans opmærksomhed på andre måder end ved at komme til skade hvilket da for hende var en god nyhed da det ikke ville være smart at komme til skade bare for at have en undskyldning for at tilbringe mere tid med ham. ”bare rolig jeg skal nok tage skylden hvis du bliver våd” sagde hun i en drillende tone og smilede stadig. ”nej… ikke smuk men måske løvinde” sagde hun og rødmede svagt ved hans kommentar mens hun så væk i håb om at han ikke ville opdage det før det forsvandt igen hvilket det heldigvis hurtigt gjorde. Hun gav normalt ikke folk særlig mange komplimenter men noget ved ham fik hende til at have lyst til at fortælle ham presist hvordan hun så ham dog vidste hun ikke hvorfor hun havde det sådan men hun havde ikke noget imod det så længe hun kunne sige noget godt. ”jaa men du ser ikke ud til at blive syg let” sagde hun sødt som en mild kompliment men stadig fuldt ud ærligt. ”ja jeg er oki” sagde hun sødt og og tog hans hånd for at komme op dog var hun ved at glide og for ikke at falde igen tog hun fat i ham med et lille hvin inden hun kom ordenligt på benene igen inden hun slap ham men blev stående tæt på ham og så ham dybt i øjne ”tak” sagde han stille med et svagt smil inden hun tog hans hånd for at hive ham med ind til land igen dog var hun klar til at bruge sit fald som undskyldning for at skulle holde hans hånd der ind. Hun mente selv at hans hånd var varmere end hendes og hans faste men blide hånd var efter hendes mening dejligt behagelig at holde selv når der ikke rigtigt var nogen grund til det men på den anden side var der jo så mange ting hun gjorde uden grund men blot fordi hun havde lyst så hvorfor ikke også dette hvis hun kunne komme afsted med det.

Word: 393

[Matthew Jonas]

Det heller ville have været sjovere hvis de havde haft skøjter på og vidste med sikkerhed at isen ville holde, for så behøvede man ikke være nær så forsigtig og heller ikke begrænset af skoene. Hans sko var slet ikke beregnet til at glide i, de var nærmest beregnet til det omvendte, nemlig ikke at glide på is, det var også derfor han havde kunnet nå at standse uden at ramle ind i hende, vælte over hende eller noget helt tredje. Han havde nok formåede at undgå at bemærke hendes første rødmen, men da det skete anden gang var hun ikke nær så heldig. Han bed sig svagt i tunge, det var vidst ikke spor smart. Han ville have kommenteret hendes svar omkring at hun var uenig med ham da han kaldte hende smuk, men ved synet af hendes rødmen havde han skiftet mening. Han kommenterede dog ikke de lettere rosa kinder og valgte derimod at tie. ”Nej jeg bliver heller ikke så tit syg, og hvis det sker, bemærker man det sjældent for der skal en del til at holde mig i sengen” lød hans svar da hun gav udtryk for at han ikke så ud til at være typen der blev syg ret tit, kunne man overhoved se den slags på folk? Eller, det kunne måske bare være hans størrelse der gav det indtryk? Anyway. Der var ikke gået mange sekunder efter at han havde trukket hende på benene inden hun vaklede og greb fat i ham. Deres blikke mødtes idet han kort greb om hende så hun ikke tumlede op og følte sig ret forlegen. Da hun takkede ham nikkede han blot og slap hende igen, lod hende tage hans hånd om end han tøvede lidt idet hun trak af sted med ham men snart var de i land igen. Omsider var de på fast land igen hvilket han var mere end glad for, så behøvede han ikke være så anspændt for at isen skulle knække eller at de skulle falde og brække nogle knogler.

Tag: Eyota
Word: 338
Outfit: Here
Note: N/A

[Eyota Imala Ituha]

I Got Silent And Deadly
I Can Be A Good Girl – If I Want To

[/color]
You Hear Nothing But You Might Feel Me [/color]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
[/SIZE][/center]
Hun slap hans hånd med det samme de kom ind på bredden og gik op til bænken hvor de før havde siddet hvor hun satte sig ned. ”der er heller ingen grund til at blive i seng… ikke anden grund end døden men så har man jo heller ikke noget valg” sagde hun med et smil og en venlig stemme som tegn på at hun ikke mente det som noget ondt men blot for at lade ham vide at hun var en af dem der for alt i verden ville forsøge at holde sin træning og sine pligter uanset hvor syg hun måtte være. Hun så hen på ham og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige så hun ad bare stille og så lidt på ham inden hun så rundt ”jeg er altså ikke så klodset normalt” sagde hun uden at se på ham som burde hun undskylde for at have faldet og have støttede sig til ham. Hun vidste ikke hvorfor hun sagde det men det kunne lige så vel være for at bryde stilheden som det var for rent faktisk at undskylde. Hun smilede til ham og rejste sig inden hun gik hen til ham igen og så på ham med hoved lidt på skrå inden et drillende smil kom frem på hendes læber som havde hun lige fået en helt perfekt idé. Hun havde stadig hans hue i hånden og så lidt ned på den inden hun gik væk og tog den på vel vidende om at det ville se letter underholdende ud med hendes store hår ”jeg har lige bestemt at du ikke har noget imod jeg beholder den her til næste gang vi ses” sagde hun drillende men dog med et venligt smil der sagde at hvis han ikke ville have det kunne han bare sige det og så skulle han nok få sin hue igen uden at hun protesterede. Hun så hen på sin taske der var dækkede af et tyndt lag sne men ikke så meget at hun ikke ville kunne børste det af så snart hun ville hvilket hun dog ikke havde planer om at gøre før hun skulle gå igen. ”og hvis du bliver syg skal jeg nok komme og passe dig… hvis jeg husker det” sagde hun i en drillende tone i håb om at kunne få ham til at smile lidt mere af den simple grund at hans smil klædte ham utrolig godt modsat hvad hun mente om så mange andres. Hun så ud på isen kort som hun så nogen ænder lande på den og gå rundt inden de fløj op igen og væk, ænder havde aldrig ligefrem været et dyr hun holdte særligt meget af men dog syntes hun nu at de var meget kønne når de fløj dog sagde hun intet om dette inden hun igen kiggede på ham med et smil og afventede om han ville kræve sin hue tilbage eller om hun kunne få lov til at kidnappe den til næste gang de skulle mødes.

Word: 502

[Matthew Jonas]

Nej det var der vel ikke, at blive i sengen ville bare gøre en mere doven og sørge for at holde sig til sengen i flere dage eller timer end nødvendigt. Derfor var sengen ikke nogen god løsning, og ikke en han normalt tog. Da hun sagde at hun normalt ikke var så klodsede kunne han ikke holde et skævt smil tilbage ”Nej det regnede jeg heller ikke med” svarede han drillende og stak hænderne i lommerne på sin jakke. At hun ikke var klodsede var han ret sikker på, ellers ville hendes position som LEAD kun være et klods om benet på de andre i hendes gruppe. Hun havde beholdt hans hue, og det havde han intet imod, han frøs ikke lige nu og han havde mange af dem så hun kunne beholde den hvis hun ville om end hun sikkert ikke ville gå med en drengehue. Pludselig rejste hun sig og kom nærmere, trak huen på hvilket fik ham til at grine, hun så ret sjov, men sød ud. ”Jamen du må skam godt beholde den hvis du så godt kan lide den, jeg har alligevel et helt lager” svarede han lettere drillende. da hun sagde at hun nok skulle komme og passe ham smilede han skævt ”Det har jeg skam intet imod, en personlig sygplejerske, men du bemærker næppe at jeg bliver syg” svarede han og mente derved at det skete så sjældent at han forsvandt at hun næppe ville bemærke at hans forsvinden var fordi han var syg, og dog… måske var det lige omvendt? Mobilen ringede og han sendte hende et undskyldende blik idet han trak den op ad lommen, et suk brød hans læber da han så nummeret, ved en fejl kom han til at trykke på højtaleren ”Matthew..” lød hans stemme ”Åh pus hvordan har du det!?” stemmen brød stilheden der havde hvilet i det øjeblik han selv tav og han blev straks forlegen og skyndte sig at slå højtaleren fra ”Fint tak, og du? Ja selvfølgelig savner jeg dig… ehm… ja ja… jeg er sammen med en veninde, nej.. jeg ringer senere .. ja ja…vi tales ved” han lagde på og stak mobile tilbage inden han så undskyldende på hende endnu engang ”Jeg er nok toogtyve, men min mor behandler mig som en på 7, tænk hun spurgte om jeg fik nok mad… helt ærligt” sagde han nærmest for at bryde den underlig stemning og forlegenhed han følte, tænk Eytoa havde hørt hans mor kalde ham pus.. hvor flovt!

Tag: Eyota
Word: 417
Outfit: Here
Note: N/A