Et møde i sneen

[Eyota Imala Ituha]

Do You Dare?
although I am fine I am still deadly

[/color]
To Follow Me? [/color]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
[/SIZE]
Det havde været nogen lange dage i den for hende utroligt lange uge. Hun havde startede med en mission om mandagen der sluttede tirsdag nat med at hun kom tilbage med en lettere skadet hånd og arm men intet af størgere betydning. De andre dage havde stået på timer til helt op over ørene på hende da hun ville tage alle de timer hun havde tilmeldt sig selv hvilket havde gjort at hun ikke havde bestilt andet hele ugen. Hun var blevet færdig med sin sidste konditræning i ugen og havde besluttede sig for at tage et sted hen hvor hun kunne slappe af hvilket for hende var søen. Hun havde samlede nogen ting i en taske som hun smed over skulderen og halsen så den ikke gled ned inden hun begyndte at løbe hen til søen i et roligt tempo for ikke at blive alt for forpustet. Hun nåede frem til den tilfrossede sø og smilede roligt ved synet. Hun fandt en lille plads i græsset hvor den langsomt faldene sne ikke havde lagt sig så tykt endnu. Hun lagde tasken fra sig og så lidt ud over søen inden hun fandt en ny rulle forbinding frem fra sin taske da hun kom i tanke om at hun have fået ordre til at skifte det en gang om dagen til hendes sår var healede helt og eftersom at hun ikke havde overholdt buddet om at holde hånden i ro burde hun nok gøre det. hun sad blot med forbindingen i hånden og benene trykkede op mod hendes kro som hun holdte øjne på søen hvor lyset stadig reflekterede svagt på den del af isen der endnu ikke var sneede til. Solen var langsomt på vej ned men der ville nok gå en time eller 2 før den var helt væk. *gad vide om jeg vil møde nogen her i dag?... der plejer at være så mange mennesker… men måske har de mere spændende ting at gøre på en søndag som den her… men hvad ved jeg plejer jo ikke at være sammen med så mange af dem* tænkte hun roligt med et lille smil på læberne da hun bestemt ikke var ked af at tilbringe weekenderne med at træne eller læse i stedet for at rende rundt i den for hende overfyldte by. Han så lidt rundt i håb om at få øje på nogen da det kunne være rart at have en og tale med i stedet for at der helt alene i sneen men hun kunne ikke få øje på nogen så hun vendte blot hoved mod søen igen og lagde sit hoved på sine knæ.[/center]

[Matthew Jonas]

Matthew havde været i gang med de sidste rapporter og var netop blevet færdig med den. Det havde været en lang uge, men på ingen måde kedelig. Det var det aldrig ifølge ham for det skete altid noget og denne uge var ingen undtagelse. Han havde haft rapporter, en enkelt mission, været med venner om end det kun var i ganske kort tid. Han havde dog besluttet sig at gå sig en lille tur, træningen havde han planer om at tage senere på aftenen, nærmere tænkt efter aftensmaden. Turen denne sene eftermiddag gik til søen, på vej derned fik han et opkald af en ven “Matthew” lød hans stemme rimelig lav. Hans ven begyndte straks at stille spørgsmål omkring deres næste mission og Matthew lyttede tavst ”Vi snakker om det senere.. du ved hvor lidt jeg bryder mig over at snakke om den slags over telefonen… selvfølgelig har jeg en plan… rolig… ja ja… jeg træner efter aftensmaden, hvis du vil.. kan du jo dukke op i motionscenteret så snakker vi der.. fint… vi ses” han lagde på og kunne snart se søen foran sig. Roligt stak han mobilen i lommen og bevægede sig tættere mod den frosne sø. Det var et smukt syn, især når solen var på vej ned og himlen snart ville blive rød, så ville det blive et skønt syn.

En skikkelse dukkede dog op, en skikkelse som han ikke genkendte lige med det samme, efter yderligere skridt der bragte ham tættere på kunne han langsomt se hvem det var om end det kun var ryggen han kunne se af skikkelsen. Eyota kendte han ikke særlig godt, men de var fra samme årgang og havde samme position som ham, altså leader. Han kendte hende ved navn, men de havde aldrig snakkede sådan rigtig sammen. Han kom tættere på ”Godeftermiddag” hilste han venligt idet han standsede ved siden af hendes bænk ”Har du brug for hjælp til det der?” spurgte han og mente forbindingen.

Tag: Eyota
Word: 327
Outfit: Here
Note: N/A

[Eyota Imala Ituha]

Do You Dare?
although I am fine I am still deadly

[/color]
To Follow Me? [/color]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
[/SIZE][/center] Eyota sad stille I sine egne tanker og hørte ham ikke før han talte til hende selv om hun godt havde fornemmede at der var nogen hvilket forhindrede at hun fik et chok. Hun så op på ham med et svagt smil på læberne ”joo det ville da være dejligt… jeg er ikke super god til sådan noget” sagde hun med et smil og læberne og så opgivende op på en sky i et kort øjeblik for at understrege at hun mente det var en smugle latterligt men dog på den sjove måde og ikke den dårlige. Eyota huskede tydeligt at have set ham nogen gange på skolen og hun vidste derfor også at de var samme årgang samt havde hun for nyligt fundet ud af hans navn ved et rent tilfælde da nogen snakkede om ham dog ikke super venligt men hun var efterhånden van til at folk havde et eller andet dårligt at sige om mindst en anden elev så hun havde ikke taget størgere notits af det. hun rykkede sig en smugle så han kunne side ned uden at han behøvede at sætte sig i alt for meget sne på en gang, dog tog hun kun lige øjne fra ham da hun rykkede sig inden hun så op på ham igen. Og rakte ham forbindingen inden hun roligt begyndte at tage den af hun havde på mens hun så ned på sin arm ”hvad bringer dig her ud ?” spurgte hun roligt blot for at få en eller anden form for samtale i gang på trods af at hun ikke vidste noget som helst om ham andet end at han også var LEAD hvilket i hendes verden var en rigtig god start. Hun fik forbindingen af og smed den ned i sin taske da hun ikke bare ville lade den ligge på jorden slet ikke når der var hendes blod på selv om det ikke var ret meget. Hun tog en lille flaske op med en klar væske i som hun hældte over sin arm inden hun lukkede den igen og lagde den tilbage. Hun rystede armen lidt men sørgede for at ingen af dem ville blive ramt på trods af at det bare var noget desinficerende. Hendes arm og hånd havde en masse sår i forskellige størrelser men nogenlunde samme form dog ikke afslørende nok til at man kunne se om det var en kniv eller hunde bid eller måske begge dele hvilket det var men hun ikke havde tænkt sig at fortælle ham ved mindre han spurgte. Hun rakte sin arm ud imod ham og smilede roligt ”tak for hjælpen” sagde han stille for at være sikker på at han vidste hun satte pris på det da hun vidste at hvis hun skulle gøre det selv ville hun enten stramme det for meget eller ikke nok så det ville falde af og ingen af delene var jo særligt smart. Forbindingen var lavet sådan at alt der ville røre hendes hud og lidt til var som normalt men den yderste del var selvklæbende så man slap for at bruge små klipse eller klistrede bånd der alivel ikke ville holde.


Word:523

[Matthew Jonas]

Det havde ikke været hans hensigt at overrumple hende eller give hende et chok, og han var ikke kommet snigende men derimod bevægede sig hen til hende med noget han selv ville kalde ret larmende skridt for netop at gøre opmærksom på sig selv. Normalt ville hans skridt slet ikke larme nære så meget, til trods for hans størrelse kunne han være underlig lydløs i sine bevægelser og tilstedeværelse i det hele taget. Hendes blik blev vendt mod ham og han stillede sig med fronten mod hende og havde nikkede mod hendes arm og den forbinding hun havde i hånden da det tydeligt så ud til at hun var på vej til at skifte forbindingen. Sår var ikke ualmindelig og derfor var det ikke nogen overraskelse at se hende sårede, det skete desværre alt for tit under missioner uanset hvor professionel man forsøgte på at være. Da hun tog imod hans hjælp og oplyste at hun selv ikke var særlig god til netop den slags smilede han blot skævt, ja det var ikke alle der var særlig gode til det med forbindinger og den slags, men det var tit også svært at sætte forbinding på sig selv, især hvis det var en arm eller et sted der var svær at nå der blev skadet. Armen var svær især hvis det var den hånd man normalt brugte, det ville derfor være svært at bruge den modsatte hånd til at ordne en forbinding. Hun gjorde plads til ham og han børstede noget sne væk med hånden inden han satte sig ned ved siden af hende og tog imod den forbinding hun rakte ham. Hendes spørgsmål kom ikke bag på ham ”Jeg har siddet indendørs for meget i dag, det friske luft var derfor alt for lokkende” svarede han mildt og med det sædvanlige charmerende smil over hans læber.

Han betragtede hende roligt mens hun løsnede den gamle forbinding og stak den i tasken, han tjekkede sårede ud og lod sit efterhånden trænede blik glide hen over de forskellige sår på hendes arm, han kunne i første omgang konkludere at det ikke et enkelt våben der havde sørgede for de sår, men mere end et. Da hun rensede såret med væsken og lod armen tørre inden hun rakte ham den så han kunne sætte den velkendte forbinding på tjekkede han kort såret ud endnu engang inden han forsigtigt satte forbindingen på. Han var forsigtig, blid i sine bevægelser til trods for de store hænder som man mente kun kunne være klodsede og hårde. Forbindingen blev lagt på i tavshed efter nogle sekunder, og da hun takkede ham smilede han blot skævt til hende ”Det var da så lidt, noget du fik på din sidste mission går jeg ude fra?” sagde han spørgende, det var ikke for at snage og hun kunne bare sige at hun ikke ville svare hvis han overtrådte nogle af hendes grænser. Han vidste hvor lidt han selv brød sig om at snakke om sine missioner med andre end sine holdkammerater, så han ville respektere hendes ønske og forstå hende fulgt ud hvis hun ikke ville snakke om det. ”Hvad bringer dig herude?” denne gang gentog han hendes eget spørgsmål, det var vel næppe forbindingens skyld at hun var derude, den kunne hun vel skifte indendørs.

Tag: Eyota
Word: 546
Outfit: Here
Note: N/A

[Eyota Imala Ituha]

Do You Dare?
although I am fine I am still deadly

[/color]
To Follow Me? [/color]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
[/SIZE][/center] Eyota var lettere overraskede over at han kunne gøre det så forsigtigt for i hendes øjne så han ikke ud til at være en sådan person. Hun så ned på armen hele tiden men holdte det svage smil til han var færdig hvor hun strakte og knugede sin hånd lidt af ren vane dog uden at vise at det gjorde en smugle ondt da det ikke var som slemt som det havde været i starten. ”forståligt nok… det kan godt blive lidt kvælende at være indenfor i for lang tid særligt med så mange mennesker over det hele” sagde hun og grinede kort og lavt for at understrege at hun ikke mente noget ondt med det overhoved selv om det måske godt kunne virke sådan for nogen. Hun nikkede først svagt til hans spørgsmål og så ned på sin arm ”jaa jeg var ikke super heldig til at starte med og hunden var lidt min egen fejl… nok lidt for følsom til at dræbe en hund der bare gør som den har fået besked på… selv om jeg nok skulle have gjort det i stedet for bare at skuppe den væk så vi kunne komme tilbage” sagde hun forklarende og grinte igen kort da hun godt vidste hvor dumt det lød at hun havde ofret sin arm til en vagthund bare fordi hun ikke ville dræbe den men sådan var hun nu engang når det kom til dyr da hun helt ville undgå at dræbe dem hvis hun havde et valg. Hun så op på ham da han gav hende det samme spørgsmål som hun selv havde givet ham ”det har været en stressende uge så jeg tænkte jeg ville gå her ned og slappe lidt af… nyde sneen” sagde hun med den samme venlige stemme som hele tiden inden hun så op i himmelen og lukkede øjne kort så hun kunne mærke den langsomt faldende sne på sit ansigt. Hun sad sådan i noget tid inden hun åbnede øjne og så på ham. Sneen i hendes hår smeltede utrolig langsomt så der var hele tiden nogen få snefnug i hendes hår dog så hun ikke ud til selv at mærke det overhoved hvilket hun heller ikke gjorde. Hun lod en finger køre hen over bandagen han havde lagt på hende og smilede igen inden hun så på ham ”du er god til det… langt bedre end jeg nok nogensinde bliver” sagde hun og grinte igen lavt dog uden helt selv at vide hvorfor. Hun så kort ud på søen da hun troede hun så noget men der var intet så hun så på ham igen ”jeg har set dig et par gange i trænings hallen… du lader til at have godt styr på kick-boxningen” sagde hun for at give ham en kompliment da det jo var rigtigt nok at hun til tider havde holdt øje med ham hvis hun havde set ham der inde. ”du siger bare til hvis du får brug for en at træne med” sagde hun og puffede drillende ud efter hans skulder for at vise at hun tilbød sig slev men ikke ville virke krævende da det på ingen måde var det hun havde i tankerne. Hun lod sine fingre lege lidt med en tot hår dog uden at tænke over det mens hun så på ham og ventede svar.

Word: 555.

[Matthew Jonas]

Forbindingen blev efter hans egen mening hverken alt for stram eller sløset så den kunne falde af. Men hun kunne bare sige til hvis det enten var det ene eller det andet så ville han skam gerne rette på det. det var jo forskelligt fra person til person hvordan vedkommende ønskede en forbinding, og desuden var det også forskelligt for hvor langt man kunne gå inden en forbinding blev stram. Men i hvert fald syntes han selv at den blev god, så måtte han høre for det hvis den ikke var. Ved hendes ord nikkede han bekræftende med et skævt smil over læberne ”Det kan det nemlig, så frisk luft er altid vidunderligt, især når man møder nye mennesker” sagde han venligt. Han placerede hænderne på bænken hvor han derefter vendte blikket ud mod søen, han elskede vand, han elskede at svømme, desværre var søen helt is så det var både for koldt og umuligt at svømme, desværre måtte han vente til vejret ændrede sig. Kort overvejede han om isen mon kunne holde at man skøjtede? Det kunne være sjovt! En ting var dog sikkert, hvis et stort brød som ham faldt, ville isen sikkert knække. Hans opmærksomhed blev vendt mod hende igen, og ligeledes blev hans blik da hun gav sig til at besvar hans spørgsmål omkring såret og derved fortalte om sin mission. Han lyttede opmærksomt og endte med at smile skævt ”Det er aldrig sjovt at tage et liv, et menneskes eller et dyrs, det gøre ingen forskel.. men det var nok ikke spor smart at lade den komme så tæt på alligevel” sagde han med et skævt smil der sagde at sådan var det desværre. Han brød sig selv ikke om at tage liv, men det var sket at det blev nødvendigt for hans egen og gruppens sikkerhed, så nyttede det ikke at tøve. Atter gled hendes læber fra hinanden og hun besvarede hans andet spørgsmål omkring grunden til hendes tilstedeværelse ved søen og ude i denne kulde. Et smil brød frem over hans læber ved svaret ”Det er ikke så tit man høre at nogen ønsker at nyde sneen” svarede han, det var sandt, de fleste holdt sig indendørs og i deres senge for at holde på varmen mens de to sad udenfor i kulden og … ja.. faktisk nød den. ”Men du har nu ret, sneen kan være dejlig..” svarede han med et skævt smil over læberne og så ud over søen endnu engang. ”Du er sikker god til noget andet, ethvert menneske har sine færdigheder…” svarede han da hun udtrykte sin mening omkring forbindingen. Hun så ud over søen og han fulgte hende blik ganske kort for derefter at lade blikket blive vendt mod hende da hun nævnte at hun havde set ham ”Kick-boksning, taekwondo, karate.. ja alt hvad hjertet behager.. men mange tak” svarede han med et skævt smil. Det var altid dejligt at folk bemærkede en, men han syntes selv at have gjort sig rigeligt bemærkede og havde mange gange fået komplementer. Da hun puffede til ham kunne han ikke andet end smile ”Med glæde, men vi må vist vente til din arm er kommet i orden igen” svarede han. Matthew ville da med glæde træne med andre folk end dem han normalt trænede med. Desuden var hun selv ret erfaren og ikke af de yngre elever som blot stillede sig overfor ham for at vise at de var bedre.

Tag: Eyota
Word: 569
Outfit: Here
Note: N/A

[Eyota Imala Ituha]

Do You Dare?
although I am fine I am still deadly

[/color]
To Follow Me? [/color]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
[/SIZE][/center]
Eyota lyttede roligt til ham men valgte ikke at kommenterer noget af det før han sagde at alle havde færdigheder ”det har du ret i” svare hun roligt mens hun så på ham før hun igen kiggede rundt og sukkede roligt dog var det hendes måde at vise hvor meget hun nød det dog uden at tænke over det. Hun nikkede stille til det han sagde som det næste men sagde ikke noget da hun ikke kunne finde noget det passede. Da han sagde han gerne ville træne med hende smilede hun en smugle størgere da hun glædet dig til at få en modstander der kunne noget da hun altid blev sat sammen med de nye hvilket på det sidste var begyndt at gå hende på næverne. Hans kommentar om at de måtte vente til hendes arm var i orden fik hende igen til at puffe blidt og drillende til ham ”nå så du tror ikke jeg kan klare det ?” sagde hun i en udfordrerne men stadig sød tone og lo blidt dog uden helt at tænke over det. Hun så ud over søen igen med et roligt blik i sine mørkebrune øjne. Hun sad lidt og så ud på søen og mente igen at hun fik øje på noget i træerne på den anden side hvilket fik hende til at ligge hoved en smugle på skrå som en hund ville gøre det dog tænkte hun ikke over det mens hun så undersøgende der over i stilhed til hun fik øje på det hun havde set og grinte svagt for sig selv på den måde man gør når man har opdagede man har gjort noget tossede. Det hun havde set var nogen skolebørn der legede skjul men Eyota havde altid været meget opmærksom når det kom til sådan noget af grunde hun dog ikke vidste. Hun vendte igen hoved og så på ham ”hvad går du og laver når jeg ikke ser dig i træningshallen ?” spurgte hun i et forsøg på at finde noget at snakke om samt finde ud af mere om ham da han for hende virkede til at være ret sød selv om hun stort set ikke kendte ham men på den anden side gjorde han et langt bedre indtryk end så mange andre af dem på skolen som hun fra start af vidste hun ikke ville komme til at snakke med.

Word: 379

[Matthew Jonas]

Han lukkede kort øjnene efter at hun havde givet ham ret og lod en af de kølige briser stryge hans ansigt hvor han blot trak vejret dybt ind i ren og skær nydelse. Øjnene gled op efter noget tid, og han bemærkede en mindre bevægelse som straks gjorde ham opmærksom, hans blik hvilede på et bestemt punkt men der skete ikke noget, og hendes ord brød tavshed og tiltrak atter hans opmærksomhed. Hun havde faktisk puffede til ham og derefter sagt noget, og det var nok det første der havde fået ham til at vende blikket mod hende om end med et skævt smil over læberne ”Jeg er sikker på at du kan klare dig, men jeg vil ikke risikere at skaden bliver værre” svarede han og lod hånden stryge en hårlok bort som havde forvildede sig fra de andre. På samme tid bemærkede han snefnugende som pænt lagde sig på toppen af hendes hoved for at smelte efter nogle sekunder. Hans hue var sikkert også dækkede af sne, og tøjet var jo tydeligt blevet berørt af sneen. Blikket forlod hende igen og gled ud over søen igen og endnu engang bemærkede han en bevægelse, denne gang blinkede han knap mens han med blikket gennemsøgte området, meter for meter. Da en flok børn i det fjerne pludselig dukkede op, gled det ene bryn en anelse op hvor han dog ikke rykkede sig, om hun havde bemærkede dem vidste han ikke med sikkerhed, men noget sagde ham at hun havde. Ved at kaste et enkelt blik på hende kunne han konkludere at hun havde set dem. ”Jeg studer, er sammen med vennerne eller lægger planer til eventuelle missioner vi har i sigte” lød hans svare med et skævt smil over sine læber, et smil der ikke rigtigt havde forladt ham og som man normalt så forlade hans læber i det hele taget. ”Hvad med dig? Hvad laver du når du ikke træner?” spurgte han og regnede endelig med at hun lavede nogenlunde det samme men man kunne aldrig være sikker. Kvinder og piger generelt var jo anderledes.


Tag: Eyota
Word: 346
Outfit: Here
Note: N/A

[Eyota Imala Ituha]

Do You Dare?
although I am fine I am still deadly

[/color]
To Follow Me? [/color]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
[/SIZE][/center]
Eyota så på ham og kunne ikke undgå at smile lidt mere da hun hørte hvad han sagde om at skaden ikke skulle blive værre ”så oki da… men når min arm er i orden så slipper du ikke for mig” sagde hun drillende og lod igen sin hånd lege med en tot hår igen dog uden at tænke over det . Hun lagde godt mærke til at han havde set børnene og det gjorde hende en smugle mere rolig for så følte hun sig ikke nær så paranoid som hun ellers ville have gjort. ”lyder spændende” sagde hun som kommentar til hvad han gik og lavede når han ikke trænede. ”træner.. læser… laver lektier… er på missioner eller ikke andet… jeg har ikke rigtigt nogen venner her og jeg har kun været nede i byen nogen få gange såå” svarede hun roligt og håbede på at hun ikke kom til at fremstå alt for sær da hun jo ikke ligefrem var en af dem der gik i byen og var venner med alt og alle. Joo hun havde da nogen hun snakkede med fra tid til anden men det var ikke nogen hun ville kalde for venner eftersom at de aldrig ville sige hej til hinanden uden for skolen ved mindre der ikke var andre og Eyota måtte ærligt indrømme at hun ikke kunne navnet på ret mange af dem. ”forresten mit navn er Eyota… Eyota Imala Ithua” sagde hun da hun jo ikke vidste om han kendte hendes navn da næsten ingen gjorde det når man så bort fra lærende. Måden hun udtalte sit navn gjorde det tydeligt for folk der var god til at genkende sprog at navnene fra de indfødte amerikanere der efterhånden var helt væk så vidt hun vidste i hvert fald. Hun rejste sig op og smilede inden hun gik de få meter ned til søen og så en smugle tøvende på den *den der solid nok ud… men hvis jeg tager fejl er det nok ret koldt nede under… nåååh pyt med det* tænkte hun og trådte ud på isen som ikke så ud til at ville give efter inden hun gik ud på den. Mønsteret under hendes sko var for længst slidt væk og hendes sko var derfor så glatte som de kunne blive hvilket blot i hendes hoved var en fordel når nu hun ikke havde nogen skøjter med sig ”kommer du ikke her ud ?” råbte hun spørgende til ham ude fra isen med et smil og læberne ”den er solid nok” sagde hun og begyndte at hoppe rundt til hun gled og lanede på røven på isen *av* tænkte hun stille for sig selv men rejste sig med det samme op dog lidt besværet da hun var ved at glide. Da hun kom op og stå så hun på ham ”se den holder helt fint” sagde hun grinene inden hun lod sig glide hen til bredden dog blev hun stående på isen og ventede på om hun havde haft held med at lokke ham der ud.

Word: 507

[Matthew Jonas]

Denne gang var det hans tur til at grine, og hans latter var som en mild røst, men dog alligevel mandelig men passende for hans udseende og størrelse uden at virke alt for grov. Øjnene blev som altid en anelse smallere når han lo og de perlehvide tænder gjorde deres entre. ”Jeg vil opsøge dig personligt om en uges tid eller to” lød hans svar mild og drillende. Han havde ingen grund til ikke at ønske at møde hende i træning eller kamp, det ville derimod være interessant at se hvor meget hun kunne. Matthew vidste skam at han havde størrelse og fysisk styrke som fordel, men det betød ikke at hun ikke ville kunne jævne ham med jorden hvis de endte i kamp. Det ville han heller ikke tage så tungt, det ville blot gøre ham mere opsat på at træne noget oftere og hårdere. At det ville være flovt for en i hans størrelse at tabe til en i hendes var slet ikke en tanke der strejfede ham, størrelse var nogle gang en fordel, men andre gange en ulempe, med størrelse krævede der mere smidighed og hurtigt, hvilket en der var mindre vil have lettere ved. Her kom fordele og ulemper ind. Han lyttede til hendes egen korte opremsning af hendes hver dag som den nogenlunde var, eller uge hvis man snakkede om missionerne og nikkede, sådan var det jo for det fleste. Men det lød til at hun ikke havde mange venner, og ikke tog i byen særlig tit. Underligt, han havde regnede med at en pige på hendes alder og med hendes udseende – ja for hun var skam ret køn – ville have en masse venner og være omgivet af fyrer, samt tage i byen mindst en gang om ugen. Men sådan var det vidst ikke, det overraskede ham men ikke desto mindre måtte han indrømme at han fandt hende mere spændende på den måde. Han tog skam i byen, men det skete ikke så tit og når det skete så drak han sig ikke fuld, han hadede at være stiv, og endnu mere hadede han tømmermænd. Da hun sagde sit navn, sit fulde navn kunne han ikke andet end smile muntert ”Jeg kender skam dit fornavn, jeg har også set dig på skolen, og hørt dit navn blive brugt.. i hvert fald fornavnet… men mit navn er Matthew Jonas, mine forældre var ikke kreative nok til at give mit et fancyt navn eller mellemnavn” svarede han med et skævt smil over hans læber. Hans blik fulgte hende idet hun rejste sig men han flyttede sig ikke, hans blik forlod hende dog heller ikke da hun nåede ned til isen. Da hun trådte ud på isen var han helt opmærksom og kroppen blev en anelse spændt, noget der skete når han gjorde sig klare til at reagere hvis noget skulle ske. da hun råbte hen til ham om han ville komme derude og at der var solidt nok smilede han skævt, hans blik forlod hende dog ikke og da hun begyndte at trampe på den for derefter at falde var han straks på benene. Få sekunder efter var han henne ved hende ”Kom du noget til?” spurgte han forsigtigt. Hun så ud til at klare den, men is var ret hårdt. Han trådte selv forsigtigt ud, hans egen sko var beregnet til ikke at glide i, så det ville ikke blive let at glide hen over isen.


Tag: Eyota
Word: 570
Outfit: Here
Note: N/A