Et møde i sneen

[Eyota Imala Ituha]

I Got Silent And Deadly
I Can Be A Good Girl – If I Want To

[/color]
You Hear Nothing But You Might Feel Me [/color]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
[/SIZE][/center]
At han troede på hende I forhold til at ikke normalt var så klodset som hun havde virket på isen fik hende til at smile en smugle mere dog tænkte hun ikkeselvover det da det var så lidt. Da han sagde hun kunne beholde huen blev hendes smil stort og selv om hun normalt ikke var en person der nogensinde ville kramme en fremmede kunne hun ikke holde sig selv tilbage og gav ham et stort kram ”ej tak” sagde hun med et stort smil men slap ham hurtigt igen for at det ikke skulle virke alt for sært. ”nej men hvis jeg nu fandt ud af det” sagde hun i en yderest venlig tone til hans kommentar om at hun nok ikke ville bemærke at han var syg hvilket han nok havde ret i selv om hvis hun gjorde ville hun ikke have noget imod at pleje ham hvis det skulle komme der til. Da hun hørte kvindens stemme trådte hun en smugle tilbage og så underne på ham dog uden at det helt var planlag *ooh så han er i et forhold?” tænkte hun med det samme til kvindens ord dog forsvandt lidt af hendes underen og blev til et smil da han beskrev hende som en ven om han mente det eller ej vidste hun ikke helt men hun kunne lide tanken. Da han lagde på og forklarede at det var hans mor han havde snakket med blev hun dog en smugle mere rolig af en grund hun ikke vidste ”kender det godt… hvis mine forældre kendte sandheden om skolen ville de kræve jeg kom hjem med det samme og aldrig mere kom i nærheden af det her sted” sagde hun med et smil for at forklare at hun så sandelig godt forstod hvordan det var med en forældre der behandlede en som et barn. ”det bliver svært at undvære stedet når jeg er færdig her” sagde hun stille næsten som en kommentar til sig selv mens hun så rundt på det sneklædte område. ”vil du ikke?” spurgte hun og mente om han ville savne stedet. Hun gik hen til bænken og satte sig og klappede lidt på den ved siden af sig hvor hun først havde børstede sneen væk som tegn til at hun gerne ville have ham kom over og satte sig ved siden af hende som han havde gjort det før.

Word: 397

[Matthew Jonas]

Hun blev tydeligvis glad for at han lod hende beholde huen, godt så lidt kunne glæde hende. Han vidste godt fra sine venner som var i et forhold, på vej i et, eller havde søstre hvordan piger kunne være krævende. Men måske overdrev de bare? Det vidste han ikke helt, selv havde han aldrig været i et forhold.. eller jo før han startede på skolen men der var han også kun en lille knægt og selvom han aldrig helt havde været uansvarlig så havde han skam prøvet en smule med piger. Da hans startede på skolen faldt han mere til ro, og piger blev blot for ham veninder og aldrig tænkte han på at komme i forhold. Hans venner derimod havde slåede sig løs, og han havde hørt rygter om at nogle af eleverne havde haft forhold til lærer. Nok ikke mange af dem, medmindre det var den samme lærer, for der var ikke så mange unge lærer.. og dog… den slags standsede dem vel næppe. Pludselig blev han omfavnede af hende som del I den tak hun udtalte og han kunne ikke andet end blot smile skævt. ”Det var da så lidt” svarede han. Hvorfor betød det så meget for hende forstod han ikke, det var bare en hue. Han havde bemærkede at hun trådte lidt tilbage, men hvorfor tænkte han ikke videre over, den første tanke der faldt ham ind var muligvis fordi hun ville give ham lidt privatliv. Da han havde sagt at hun var en ven var det ikke bare for at sige noget, de var måske ikke helt gode venner endnu men det havde da et ret roligt og venskabeligt forhold? Sådan følte han det i hvert fald, og hun kunne rette ham hvis han tog fejl. ”Mine forældre ville sikkert reagere lige så… min mor kan slet ikke forstå at jeg er blevet voksen” han var toogtyve, ikke noget barn, men det forstod moderen ikke og hun spurgte hele tiden indtil de samme ting, om han sov nok, spiste nok, klarede sig fint osv. ”Jo jeg vil savne det hele… det er 6 år af mit liv jeg har tilbragt her… det er blevet som et hjem” svarede han. Der var ikke mange måneder tilbage inden de ikke længere skulle gå ture i bygningen eller være omgivet af deres venner. Hvad han skulle senere anede han virkelig ikke.

Tag: Eyota
Word: 394
Outfit: Here
Note: N/A

[Eyota Imala Ituha]

I Got Silent And Deadly
I Can Be A Good Girl – If I Want To

[/color]
You Hear Nothing But You Might Feel Me [/color]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
[/SIZE][/center]
Hendes reaktion på at have fået huen af ham havde udelukkende været af den grund at hun aldrig før havde fået en gave af andre end hendes forældre så at han havde givet hende en var noget helt særligt for hende selv om det bare var hans hue. ”det må være en forældre ting så” sagde hun med et smil da det gik op for hende at de fleste forældre var sådan men på den anden side kunne hun nu godt forstå trangen til at beskytte det man holde af. Hun smilede roligt og nikkede til hans svar om hvorvidt han ville savne stedet ”har du nogen planer for fremtiden?” spurgte hun efter en mindre pause. Hun så igen på søen og derefter op på solen med et lille smil da hun så at den var begyndt at snige sig væk i horisonten mens den farvede himmelen i varme farver. Sneen stoppede langsomt med at falde fra himmelen og skyerne så ud til langsomt at ville forsvinde. De varme stråler fra solen fik noget af sneen til at skinne igen og det var tydeligt på blikket i Eyota’s øjne at hun kunne lide hvad hun så. Hun satte sig roligt ned i sneen og tog noget af det op i hænderne ”det ser så verdifuldt ud når solen rammer det” sagde hun med et stort smil og rakte noget af det op mod ham for at vise ham det som solen igen ramte det sammen med hende. Hun sad lidt sådan inden hun tog hænderne til dig og så ned på sneen med et smil inden hun hurtigt formede det til en kugle og kastede det efter ham dog gjorde hun sig ikke særligt umage og regnede derfor ikke med at hun ville ramme ham men en eller anden form for sjov kunne hun jo lige så godt få når nu hun havde sneen i hånden. Hun sad lidt sådan igen inden hun rejste sig og så forventningsfuldt på ham dog uden selv at ligge mærke til det inden hun rejste sig og gik hen til ham dog uden at sige mere.

Word: 352

[Matthew Jonas]

Matthew havde jo ingen chance for at vide at hun ikke fik gaver. Hun lød ikke til at have mange venner, men efter 6 år på skolen havde man vel nogen? Han var i hvert fald heldig at have en hel masse, og på fødselsdage, jul og andre begivenheder nød han skam godt af gaver, dette betød dog at man også selv måtte købe en masse, men det havde han nu intet imod, det gjorde ham glad at se folk lyse op i glæde over den perfekte gave. Han nikkede, det måtte det bestemt, men som forælder var man vel også altid bekymret for sine børn uanset hvor gamle de måtte blive, også selv når de fik børn. Det kunne han i hvert fald forestille sig sine forældre, eller i hvert fald mor være. Han overvejede kort sit følgende svar til hendes spørgsmål om hans fremtidige planer ”Ikke rigtigt, jeg vil en masse men man må jo vælge, desuden vil jeg ikke særlig langt fra skolen… overvejede faktisk at søge stilling som lærer men det kræver vel erfaring… så.. jeg er stadig i tankeboks, hvad med dig?” spurgte han. Ja han havde virkelig overvejede at søge stilling som lærer, men havde tøvet, at undervise var skam spændende, men han ville mere end det. Missioner var noget han elskede, og dog… måske noget hvor han kunne bruge sine evner inden for skydning? Himlen var godt på vej til at få en smuk rødlige skær, skumringen var altid en spændende og smuk tid, og både solopgang og solnedgang var noget han nød at overvære så han følte sig heldig at være ude på denne tid. hans blik forlod himlen og gled hen over hende idet hun satte sig i sneen, hans hoved gled på skrå og et smil gled frem over hans læber da hun holdt noget sne op imod ham. Det glitrede fint og smukt som var det et fint smykke. ”Helt enig” svarede han med hænderne stukket i sine lommer uden selv at røre ved det. Snart tog hun hånden til sig og samlede sneen til en snebold. Per refleks vidste han hvad hun havde i sinde og han flyttede sig en anelse til side så snebolden fløj forbi ham. ”Hov hov.. det der er ikke pænt” sagde han drillende inden han selv bøjede sig ned, samlede en masse sne i hænderne og formede derved en snebold. Han trådte dog nogle skridt bagud så der nogen lunde var en passende afstand mellem dem inden han begyndte at forme en ny. Snebold kampe var noget han var vant til, hans venner og ham havde tit haft sjove stunder på den måde og kedede sig aldrig til trods for alderen.

Tag: Eyota
Word: 448
Outfit: Here
Note: N/A

[Eyota Imala Ituha]

I Got Silent And Deadly
I Can Be A Good Girl – If I Want To

[/color]
You Hear Nothing But You Might Feel Me [/color]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
[/SIZE][/center]
Da hun hørte ham sige at han havde overvejede at søge en stilling på skolen kunne hun ikke lade vær med at smile super stort og små grine lidt “ej hvor sjovt det har jeg også… men du har nok ret i at det kræver noget erfaring… erfaring jeg ikke rigtigt kan se man skulle have når man kun har været her de 6år men det vel forskelligt” sagde hun med en sød tone. Da han tog sne op i hænderne og formede det satte hun sig selv og begyndte også selv at forme men forsøgte at gøre det uden at gøre sin forbinding alt for våd. Hun kastede nogen halvfærdige kugler efter ham ”joo det er da” sagde hun drillende igen og kastede lidt mere inden hun begyndte at forme nogen ordenlige kugler dog ikke særlige store da hun ikke ligefrem havde de største hænder men hun mente selv at de var oki til alt andet end lige det. Hun grinede svagt og måtte indrømme at det var langt sjovere end hun huskede det men det var nok fordi det var så mange år siden hun havde prøvet det sidst. Hun havde ikke noget imod at blive ramt af sneen og hun valgte derfor bare at blive sidende hvor hun var. efter lidt tid på den måde stoppede hun med at kaste sne efter ham og lagde hænderne på sine knæ mens hun så på ham ”det var… sjovt” sagde hun som var hun chokeret over at hun kunne have det sjovt på den måde om ikke andet så så sjovt.

Word: 315

[Matthew Jonas]

Han smilede ved hendes svar, de fleste han kendte havde problemer ved tanken om at forlade skolen så det undrede ham ikke at hun også havde tænkt eller overvejede at blive på skolen for at undervise. 6 år havde han været på skolen men det var jo som elev og ikke som lærer, at undervise var slet ikke det samme om end han havde haft sine egne elever. Det var dog ikke klasser, men en eller to elever der havde spurgt om hjælp med enten det ene eller det andet. hans nuværende to elever var Manuel og Gabrielle, to så forskellige personer hvor han hjalp den ene med at lære at skyde og hjalp den anden med træning af taekwondo. Disse to var dog langt fra de eneste for han havde haft mange elever, men alligevel ikke så mange at det var klasser. Han følte ikke at han kunne styre så mange elever, og desuden ville det i længden kede ham at undervise da der ikke skete noget nyt. ”Vores erfaring de sidste seks år bygger jo på at kende stedet men at undervise er vel slet ikke det samme, det syntes jeg i hvert fald ikke” svarede han med et enkelt træk på skuldrende. Snart begyndte sneboldskampen og han gav sig til at forme bolde og kaste dem forsigtigt efter hende, hans snebolde var større og hårdere så godt som de var presset sammen, hvor hendes var mindre i størrelse. Desuden var han jo også større og fysisk stærke så at bruge fysisk styrke når han kastede sneboldende efter hende ville nok efterlade sig blå mærker, hvis han ramte. Hun ramte ham skam, men ikke noget han ikke kunne overleve. Tøjet blev en anelse fugtigt men han tog sig ikke spor af det. Efter noget tid stoppede de begge, og ved lyden af hendes stemme smilede han skævt ”Jeps, det var det helt klart” svarede han og børstede sne af hænderne. Hans hænder var nu røde og helt kolde så han åbnede og lukkede hænderne samt forsøgte at puste lidt varme og liv i dem. ”Hvad siger du til at jeg invitere på en kop kaffe, eller varm chokolade, efter den tur er det vel kun godt at få lidt varme ind til kroppen” sagde han med en venlig tone.

Tag: Eyota
Word: 381
Outfit: Here
Note: N/A

[Eyota Imala Ituha]

I Got Silent And Deadly
I Can Be A Good Girl – If I Want To

[/color]
You Hear Nothing But You Might Feel Me [/color]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
[/SIZE][/center]
Hun valgte blot at nikke til hans ord og rejste sig op efter lidt tid. Hendes hænder var ikke blevet nær så kolde som hans men på den anden side havde hun jo heller ikke knuget sneen på samme måde. Han havde ramt hende nogen gange men hun kunne tydeligt mærke at han ikke kastede til da det ikke gjorde synderligt ondt. Hun gik hen til ham og så på ham da han sagde det sidste og kunne ikke lade være med at smile sort ”chokolade lyder godt” sagde hun med en glad stemme inden hun vendte rundt og løb hen og tog sin taske inden hun tog den over hoved og skulderen som hun havde haft den før inden hun gik hen til ham. Hun havde stadig huen på men tog den af og børstede den inden hun lagde den i tasken inden hun lukkede den og så forventningsfuldt på ham dog uden selv at ligge mærke til det. Hun var en af dem der hadet kaffe men alt med chokolade elskede hun mere end noget andet uanset farve og andet indhold. Hun vendte sig roligt halvt rundt som tegn til at hun var klar til at gå men dog ville hun ikke begynde at gå før han gjorde det da hun mente han skulle have æren af at føre vejen til der hvor han ville hen.

Word: 228
//sorry det er kort//

[Matthew Jonas]

Da hun sagde ja til chokolade smilede han skævt ”Ikke en kaffedrikker går jeg udefra?” svarede han spørgende. Han kendte mange der hadede den bitre smag af kaffe, men nu var der jo også mange slags kaffe. Han drak selv kaffe af og til, chokolade var efter hans mening lidt for sødt, men nogle gange kunne det være lige hvad man havde brug for. Lige nu trængte han dog nok mere til kaffe. Hans blik fulgte hende efter hun samlede sin taske op, børstede sne af den og trak den på. han stak hænderne i lommen og fulgte hende blot med blikket indtil hun så ud til at være klar til at gå, derefter vendte han sig om og satte kursen mod skolens spisesal hvor de havde et bredt udvalg af den slags. han ville have foretrukket cafeen i byen, men for det første lå det for langt derfra så de skulle tage bil, og for det andet kunne det lyde forkert at spørge hende på den måde når de ikke rigtigt kendte hinanden særlig godt endnu. Derfor var skolens spisesal, og kantine den bedste løsning, og på denne tid var der tit ikke særlig mange elever. Inden længe nået de hen til bygningen og han åbnede og holdt døren for hende for at lade hende gå ind først, da hun var gået ind trådte han ind efter hende og lod døren glide i bag dem.

Tag: Eyota
Word: 236
Outfit: Here
Note: Det er helt i orden

[Eyota Imala Ituha]

I Got Silent And Deadly
I Can Be A Good Girl – If I Want To

[/color]
You Hear Nothing But You Might Feel Me [/color]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
[/SIZE][/center]
Eyota smiled ved hans spørgsmål “jeg har aldrig kunne lide kaffe… jeg ved ikke hvorfor men det siger mig bare ikke noget” svarede hun med en sød stemme og fulgte ham tilbage til skolen. Da han holdte døren for hende smilede hun stort til ham som tak inden hun gik ind. Hun så rundt i den forholdsvis store kantine som hun aldrig rigtigt havde brugt særlig meget tid i da hun som regel bare hentede mad og gik igen da hun ikke rigtigt havde haft hverken tid eller grund til at blive sidende der. Hun fulgte med ham op og hentede tingene uden at sige noget da hun ikke lige vidste hvad hun skulle sige inden hun sammen med ham fandt en plads med ham ved et af de store vinduer hvor hun satte sig på den bløde bænk der var der og som endelig var lavet til 4 men eftersom at der kun var dem tænkte hun ikke at der var noget problem i at de tog den plads. Hun så lidt rundt efter at have sat sig og opdagede først der nogen elever der sad et stykke fra dem, hun havde set dem flere gange før men vidste ikke rigtigt hvem de var ud over at de var på alder med hende og Matthew. Hun sad lidt i sine egne tanker der efter og så ned i sin kop inden hun så på ham med et smil. Hun ønskede at sige noget men hun vidste bare ikke hvad. ”hvad fik dig endelig til at søde ind på skolen den gang?” spurgte hun kort efter da det var det eneste hun kunne komme på som hun rent faktisk gerne ville vide.

Word: 282