Fuck mit liv

[Lexie Torres]

”Det er en ny verden, spioner er ikke kun folk der creeper rundt og stjæler information så ordensmagten kan anholde dem – vi er blevet en del af ordensmagten, nogen er nødt til at gå ind og slå til når ting er uretfærdige” Forklarede hun sig. Manden under hende så udtil at have fået lidt bedre styr på sig selv inden hun havde rejst sig, han så ikke længere ud som om han ville eksplodere af latter og splatte sine indvolde ud over væggene. ”Godt, så har du i det mindste lært din lektie.” svarede hun til at han nok skulle råbe hvem han var når han forventede at blive spontant overfaldet, i et tonefald der ikke var til at tyde om var for sjov eller ej, men hun smilede nu bredt.
”Jeg ved ikke med åndsvag – hvis du ligger en arm under dit hoved og siger ’mal mig som en af dine franske damer’ så ville det være åndsvagt.” Han gjorde det meste af arbejdet med at komme på benene selv, hans hånd føltes glødende om hendes og hun trak sin til sig så snart hun kunne igen. Hvorfor var han ikke mere ude af den? Hun havde trodsalt tacklet ham, truet ham på livet og råbt af ham.
Det var næsten mere forstyrrende at han nu var så rolig og afslappet, han havde i det hele taget, taget hele tacklings tingen rigtig pænt – pige eller ej, hun plejede at blive råbt af mere når hun randomly tacklede folk. ”Er du en af de der weirdo’s der godt kan lide dominerende latex klædte kvinder?” Det røg ud af hende før hun kunne stoppe sig selv, hun slog en hånd for munden og blev samme nuance rød i ansigtet som hendes t-shirt. ”Undskyld – nogengange når jeg tænker ting ryger de bare ud af min mund uden at have fået lov.” Hun strøg hånden videre op gennem håret. Great, nu var hun pigen der tacklede ham og derefter spurgte ham om han kunne lide mærkelig sex. Nu fik han sikkert et politi tilhold eller en bodyguard eller noget.

[Antonio Aureliano Romano]

Antonio tænkte sig om et øjeblik ved hendes ord, mens han i stilhed studerede hende i endnu et par sekunder inden han endnu engang åbnede munden, ”Hvem afgør hvad der er retfærdighed?” Han tænkte ikke rigtigt over hvad han sagde, det var ligesom bare røget ud helt af sig selv. Normalt sagde han ikke bare sådan nogle spontane ting helt den at tænke over det, han kunne bare ikke rigtigt lade være. I hans øjne var retfærdighed nemlig meget relativt. I de flestes øjne var det nok staten og ordensmagterne som afgjorde den slags, men var deres vilje virkelig det samme som retfærdighed? Han kunne i hvert fald komme med op til flere eksempler på hvad regeringen og størstedelen af befolkningen havde fundet som retfærdighed, eller i hvert fald glædet sig gevaldigt over. For at tage en enkelt instans, så kunne hans fars død, og hans familie generelt fungere som et glimrende eksempel. Når en storforbryder som hans far, eller et hvilket som helst familiemedlem næsten, døde, var det så virkelig retfærdighed? Selvfølgelig, hans familie var et stort navn i den italienske underverden, og efterhånden også i mange andre landes, og flere mennesker havde da måttet lade livet på deres bekostning, men gjorde det at de fortjente at dø også, eller at et ganske almindeligt barn som Antonio og hans søster havde været, fortjente at være faderløs? Det kunne sikkert diskuteres i evigheder uden at man ville komme til enighed. Dog foretrak han normalt ikke at bruge det som eksempel, da det bare fik ham til at fremstå latterlig, smålig og selvynkende, eller det var i hvert fald sådan han så det. Men lige i øjeblikket havde det simpelthen været for fristende, da han bare syntes det passede som så utroligt godt et eksempel.
Han var efterhånden kølet ned, og havde fået lagt en dæmper på grinemusklerne, men måtte alligevel lige trække lidt på smilebåndet over det svar hun havde smidt efter hans kommentar om den latterlige position han havde ligget i, og det ville hun sandsynligvis også bemærke hvis hun havde set på ham i det øjeblik, da han ikke gjorde meget for at skjule det. Dog måtte han blankt indrømme at hendes næste kommentar kom meget bag på ham, og et øjeblik vidste han ikke om det var passende at lade latteren glide over hendes noget usædvanlige spørgsmål. Dog nøjedes han med et skævt, kæk smil og en kort kommentar som han kvitterede med få sekunder efter, ”Du er måske en af dem, og kan bare ikke stå for min uimodståelige charme?” Han burde måske ikke have sagt det, det kunne jo være nogle ville bedømme det til at være upassende, men som han så på det, så måtte det vel være tilladt med en smule ironi hvis hun kunne slippe afsted med et spørgsml som dette. Det generede ham dog overhoved ikke, og om det var ment som en joke eller sagt i alvor kunne han ikke helt tyde, og egentlig havde det ingen større betydning for ham. Selvom han da var meget interesseret i at vide hvor hun havde fået denne ide fra, da han da ikke mente at have givet udtryk for det. Og hvis han havde, ville han da gerne vide hvordan, så han kunne undlade det i fremtiden. ”Det er helt okay” sagde han lidt efter, med henblik på hendes sidste ord, og sendte et ubekymret, imødekommende smil i hendes retning ”Jeg kan godt lide en pige der siger hvad hun tænker og mener”

[Lexie Torres]

Lexie rynkede brynene yderligere, han havde slet ikke virket så dyb og filosofisk da han lå på gulvet - måske skulle hun tackle ham igen. Gråzonen mellem godt og ondt var svær for Lexie at forstå, hendes forældre var intelligente mennesker der tit havde etiske diskussioner men Lexie så tingene meget mere sort og hvidt. Hun mente at en forbryder var en forbryder, hvis du stjal mad for at fodre din familie var du stadig en butikstyv lige meget hvad folk sagde om deres grunde, at du har fire sultne børn derhjemme betyder bare at du skal være bedre til at spørge om hjælp, om det så er fra velfærds systemet eller familiens nærmeste. Hvad der fik gode folk til at begå forbrydelser havde som regel noget med ærer at gøre, lysten til at undgå at spørg om hjælp, lysten til at undgå at folk for at vide at ens hustru fandt pooldrengens penis bedre end ens egen - så man dræber dem begge og begraver dem i haven. En forbryder er en forbryder. "Det gør dommeren som man pænt aflevere de kriminelle til - hvad foreslår du ellers? At man venter til folk dør og tager sagen op med "Skaberen"?" Religion. Et mærkeligt påfund. Hvis man ikke kunne tage og føle på noget, så fandtes det ikke, basta.
Okay, så han tog det meget mærkelige spørgsmål pænt og hun fandt sig selv kunne lide ham lidt bedre. Også selvom han virkede som en bedrevidende, Don Juan af en trussetyv med moralske komplekser. "Ja. Det er det. Kom og tag mig hårdt over det nærmeste skrivebord." svarede hun sarkastisk, hendes kinder var stadig svagt røde fra hendes kraftige rødmen over hendes egen plabrende mund.

[Antonio Aureliano Romano]

Antonio havde egentlig ikke haft til hensigt at betvivle hvorvidt noget som helst var berettiget eller moralsk rigtigt eller forkert, eller så nogle dybere tanker overhoved, han havde blot ladet sine egne tanker løbe vildt et øjeblik og ikke tænkt over at holde det i sig selv. Selv var han dog ret ligeglad med hvad der var retfærdigt og hvad der var moralsk og etisk rigtigt. Selv havde han jo nok aldrig fået den mest ”normale” opdragelse indenfor netop dette, i forhold til hvad der sås som værende efter normen i det samfund de nu engang levede i. Men det generede ham nu heller ikke, han levede blot sit liv som han nu gjorde, og så måtte folk jo synes om det hvad de ville. Der var nu nok også flere eksempler ude i samfundet som ikke ville mene at det var rigtigt eller retfærdigt det arbejde de lavede, selvom skolens bestyrelse og dem som betalte dem for deres service måske mente at de var berettigede. Sjovt så forskelligartede folks synspunkter kunne være i den samme sag.

”Så du er på retssystemets side i den sag? Sikke dog en fin, klinisk og velopdragen holdning.. Nogen har vist gjort deres arbejde godt med dig” sagde han med et drilsk glimt i øjet, og et toneleje som tydeligt indikerede at det ikke var ment som en fornærmelse overhoved, hvordan hun så ville tage det kunne han jo ikke vide. Dog rystede han let på hovedet ved den sidste del af det hun havde sagt, ”Religion er blot en undskyldning for at opføre sig som man vil, og have en syndebuk at kaste det over på.. Nogle endda så ynkelige at de har behov for en gud at lægge skylden på, for at overbevise sig selv om at de handler rigtigt.. Og så er det naturligvis også et glimrende middel for staten, til at holde orden på folket.. Et gammelt trick, som dog stadig fungerer - Til dels.” Han havde intet imod religion eller religiøse mennesker, overhoved, han personligt kunne dog bare ikke tage det alvorligt, og så det som verdenshistoriens største joke.
Mere fornøjeligt fandt han dog hendes næste kommentar, som igen var et svar på hvad han lige havde sagt, og han kunne da heller ikke bare lade den hænge der, men måtte lige tage sig selv i at smide en enkelt bemærkning tilbage, ”Pas på hvad du siger.. Måske gør jeg det, og er du nu sikker på du ville kunne holde til det?” Det evigt bekymringsfrie og lettere udfordrende smil lå stadig over hans ansigt, lige under det imødekommende, rolige blik som stadig sad fast rettet mod hende, mens samtalen kørte.

[Lexie Torres]

Lexie løb en hånd gennem håret og så sig en enkelt gang om i biblioteket, der virkede stadig ikke til at være nogen – men man vidste aldrig, det var trods alt en spion skole og journalisterne på aviserne havde lov til at spionere på spioner. At komme på skolen havde ikke gjort hende mere paranoid end hun altid havde været, men hun havde konstant fornemmelsen af at der var folk der kiggede på hende, som en kløen på ryggen lige uden for rækkevide. Moralsk eller ikke moralsk korrekt var heller ikke et spørgsmål Lexie beskæftigede sig meget med, som hun havde sagt lod hun den slags op til folk der kunne vurdere det bedre end hende, det var vel derfor der fandtes advokater, dommere og juryer.
”Hvis du kalder mig fin, klinisk eller velopdragen igen slår jeg dig altså i ansigtet. Hårdt.” svarede hun med et stort tandfuldt smil, mere en blotten af tænder end et egentligt smil, hun tog det ikke så tungt igen, det var ikke det værste nogen nogensinde havde kaldt hende. ”Det kan meget vel være – og jeg er da bestemt heller ikke troende – folk skal have lov til at have deres trøster i hverdagen hvis de syntes det gør det her miserable liv bare en anelse bedre, så længe de ikke bruger deres tro som en måde at gøre skade på andre.” Hun så det bestemt ikke som en joke, mere som et tilgiveligt onde hos folk der havde svært ved den måde verden hang sammen på, hun kunne godt unde folk deres religion. Hun kunne ikke helt finde ud af om de rent faktisk var enige om religions punktet, hvorfor fanden var han så svær at tyde? Hun havde flest drenge venner frem for pige venner fordi de var nemmere at regne ud, men ham her dansede omkring hende, pokede hende og trak sig så tilbage – som om han legede med hende? Han så i hvert fald ud til at more sig.
Lexie sænkede øjenbrynene, lukkede øjnene halvt, så hendes lange mørke øjenvipper lagde sig ned over hendes mørke øjne som en vifte inden hun trådte ham nærmere. ”Prøv mig, store mand. Jeg er rimelig sikker på jeg har taget større end dig før.” Hun lagde armene over kors og så afventende på ham. Her var han nødt til at bakke ned og give sig.

[Antonio Aureliano Romano]

Når man så rigtigt på hende så så hun egentlig ret godt ud, kunne Antonio ikke undgå at bemærke, til trods for hendes til tider noget grove og knap så feminine attitude og udstråling. Men det var vel også at forvente på et sted som dette, her lærte man jo også en hel del ting som man ikke ligefrem gjorde på en almindelig skole. Generelt så var eleverne her vel bare anderledes end dem på almene skoler rundt om i landene. Han selv var jo ingen undtagelse. Og han kunne da heller ikke påstå at hendes attitude eller opførsel generede ham, skulle han være helt ærlig, så kunne han egentlig godt lide det på en måde, trods at det var så modstridende hvad han var opdraget med at en kvinde skulle være. Og så havde det jo heller intet at sige for ham hvordan hun var, han havde jo lige mødt hende, og hvem sagde at han overhoved ville komme til at have noget med hende at gøre igen efter dette? Og så kunne det jo umuligt genere ham på nogen måde hvordan hun levede sit liv. Et eller andet sted var han også lidt fascineret af hende, og han kunne da heller ikke helt fjerne blikket fra hende, selvom det nu ikke var fordi han prøvede. Endnu en ting han var opdraget med, var jo også at være høflig og respektfuld altid, specielt overfor kvinder, og det var jo kun ren høflighed at se på folk når man førte en samtale med dem, så det kom helt naturligt for ham.

”Det skal jeg huske” sagde han som eneste reaktion på hendes kommentar, stadig med smilet hvilende på læberne. Han kunne tydeligt fornemme at hende her næppe var en man lige umiddelbart ønskede at ende i klammeri med, selvom han selvfølgelig heller ikke var helt uskadelig selv, og nok sagtens kunne klare hende. Han mente dog ikke at der var nogen grund til at ty til vold så længe det ikke var nødvendigt, og han gad da heller ikke så længe det ikke var påkrævet. Så foretrak han alligevel at løse tingene på en anden måde. Desuden kunne han jo som regel få hvad han ønskede fra folk uden for meget vold var nødvendig, det var jo generelt sådan hans familie arbejdede. Desuden kunne truslen om vold ofte være langt mere effektiv end fysisk vold i sig selv.
Han kommenterede ikke yderligere på religionsspørgsmålet, det var vist mere eller mindre uddebatteret, og skulle han være helt ærlig, så interesserede det ham ikke synderligt, så derfor så han ingen grund til at dvæle længere i det. Desuden var de jo ikke ret uenige på lige det punkt, så der var jo intet at diskutere, sådan som han så på det. Han sagde derfor ikke mere, før til hendes sidste kommentar. Han havde bestemt ikke tænkt sig bare lige at give sig sådan uden videre, og han var fast besluttet på at hun nok skulle bakke ud før ham. Det var han slet ikke i tvivl om. ”Det ville jeg ikke være så sikker på hvis jeg var dig.. Der er mere til mig end hvad først møder øjet.. Jeg er opbygget af skjulte evner og overraskelser.” Han blev roligt stående hvor han var, han kom ikke tættere på, men bakkede heller ikke tilbage da hun nærmede sig ham. Den eneste reelle ændring der var i hans umiddelbare udstråling, var en lettere udfordrende undertone som efterhånden blandede sig i smilet og blikket han stadig havde fastlåst på hende; eller også blev det mere tydeligt og udpræget i hvert fald.

[Lexie Torres]

Hvorfor var han så skide svær at gøre sig klog på? Han havde ikke rykket sig så meget som en millimeter, det var som om han havde fundet sig et sted lige i hendes nærhed og havde slået lejr der og nægtede at rykke sig. Urokkelig som en klippe og dog glat som en slange, hun brød sig normalt ikke om folk der ikke sagde hvad de mente eller gjorde sig mystiske – ham her var mystisk uden at prøve! Han virkede helt fuldstændig ærlig men på samme tid virkede han til at lægge det meste af det han sagde mellem linjerne, at stykke ham sammen var ved at give hende en dunkende hovedpine – og hun var ikke engang sikker på hun hadede det så meget som hun gerne ville hade det.
Fuck, hun havde virkelig, virkelig meget lyst til at slå ham. ”Det gør du også klogt i,” svarede hun igen.
Det var en lille mini kamp på viljer, hvor han var bjerget og hun var vinden der hylede om hans hoved og så var det bare om hvem der gav op først – og nu havde hun taget det til et punkt hvor hun ikke troede hun ville kunne leve med sig selv længere hvis hun bakkede tilbage, selvom hun godt vidste det ville være smartest. Hun havde det som om hun godt vidste at det var kokain hun blev tilbudt men hun forsøgte at overbevise sig om at det bare var flormelis, det var ikke farligt, det var ikke afhængigheds gørende og det betød i hvert fald ikke noget.
Luften var efter hånden så overhedet og tyk af spænding at Lexie ikke kunne tage det mere, hun havde aldrig været tålmodig og hun var nødt til at gøre noget. Så hun gjorde hvad hun altid gjorde, angreb problemet direkte. Hendes hænder fløj op, greb i hans krave mens hun skubbede sig en anelse op på tæerne i hendes trænings sko og angreb hans læber med hendes mens hendes hænder knugedes sammen i hans trøje i et krampagtigt greb. Det var ikke det mest behagelige eller delikate kys nogensinde, hun kunne mærke hans tænder under hans læber så hårdt var det – men selv hvis hun ville kunne hun ikke slippe nu – adrenalinen skød igennem hende på samme måde som når man rappellede ned fra en skyskrapper, som at springe ud af en bil i høj fart. Hendes puls under hendes hud og hun kunne ikke få nok. Han måtte stoppe det – hun kunne ikke.

[Antonio Aureliano Romano]

Antonio havde I begyndelsen antaget hende for blot endnu en irriterende, temperamentsfuld og mistroisk tøs, uden nogen selvkontrol og med en meget indskrænket synsvinkel, eftersom hun åbenbart havde gået ud fra han var en fjendtlig spion, og fundet det som den mest logiske løsning at rende over og tackle ham helt uden skyggen af rationel tankegang. Men han måtte dog erkende at hans oprindelige og indledende tanker om hende i den grad var blevet gjort til skamme. Hun var tydeligvis ikke så hul og kedsommelig som han først havde antaget, og han syntes at begynde at fornemme flere nuancer end hvad umiddelbart havde mødt øjet i begyndelsen, og nu var han interesseret i at se mere, i nysgerrighed om hvor dette ville føre hen, og hvordan hun fortsat ville reagere. Menneskers reaktionsmønstre var altid et studie som kunne både overraske og belære, og så kunne det også være umådeligt underholdende, da folk kunne reagere på de mest mærkværdige måder på alverdens hændelser.
Hun insisterede tydeligvis stadig på at opretholde den der hårde og uigennemtrængelige facade, selvom Antonio ikke lod sig mærke af det, og han syntes at kunne mærke at det påvirkede hende på en eller anden måde. Eller det var i hvert fald sådan han oplevede det. Og nu begyndte han at blive nysgerrig på om han måske kunne trænge lidt længere igennem, blot for at se om det var muligt, og han begyndte næsten at udfordre sig selv, og fik nu lyst til at give det et forsøg, bare for at se hvor succesfuld han ville være. Han vidste dog også at han nok ikke burde prikke for meget mere til hende, da han bare risikerede at ophidse hende igen, og så ville de bare ende tilbage hvor de startede, eller et endnu mere uhensigtsmæssigt sted, og det var ikke hans ønske. Ikke lige nu i hvert fald. Dette her var langt mere interessant og fascinerede ham langt mere.
Han var nu helt fanget af den trykkede og intense stemning, og fik endnu mere lyst til at se hvor det førte hen. Fik lyst til at udfordre sig selv, og hende. Dog mente han ikke at der var noget hun kunne gøre nu som ville overraske ham, han havde set lidt af hvert, og om end hun måske kunne være overraskende og uforudsigelig, og han måtte da indrømme han havde haft enkelte overraskelser med hende indtil videre, men han var næsten overbevist om at hun ikke ville kunne gøre ret meget lige nu som ville tage ham by surprise. Men endnu engang måtte han erklære sig modbevist, da hun pludselig uden varsel greb fat i ham, og trykkede sine læber mod hans, i et voldsomt, næsten aggressivt kys. Hvordan dette skulle fortolkes, og hvad hun forventede at opnå ved dette vidste han ikke, men han måtte indrømme ved sig selv at han ikke havde set dette komme, men ikke et sekund overvejede han at stoppe det, da han stadig stædigt nægtede at give sig. Han ville ikke bakke ud!
Derfor overraskede han lidt sig selv ved hvad han gjorde nu, da han et sted ikke havde forventet dette af sig selv. Men frem for at gøre det ’rigtige’ og logiske, nemlig at stoppe det, og give sig, så nægtede han stædig som han var at lade hende ’vinde’. For det var sådan han ikke helt kunne undlade at se dette. Som en magtkamp. Og han ville ikke give sig. Så frem for at være den voksne og bare stoppe det nu, før det gik for langt, lod han sin hånd flyve op til hendes hals, og tog et løst, men dog fast og bestemt greb om hendes nakke, og returnerede kysset i samme stil som hende. Det var langt fra det mest behagelige eller imponerende kys han havde været udsat for, men lige i dette øjeblik fokuserede han heller ikke mest på at udnytte sine læbers evner, men det var snarere for at markere sig selv, og hoppe med på den, fordi han ikke ville give sig eller bakke ned. Det måtte være op til hende at stoppe det, for Antonio havde bestemt ikke det til hensigt.

[Lexie Torres]

Lexie var den type person der altid holdt kortene tæt til brystet, hvad enten det var poker eller virkeligheden, hun var hudløst ærlig og oftest upassende, men det fungerede også som et form for skjold for hende. Det var ikke fordi hun egentlig havde et blødt feminint indre fyldt med ponier, blomster og barbi dukker, hun brød sig bare ikke om at folk indvaderede hende på den måde. Og på de fleste folk virkede ærlighed som et fantastisk middel for at holde afstanden, der var ingen der brød sig om at få at vide at de var kujoner når de klagede sig over at deres crush var interesseret i en anden fordi de ikke selv havde kuglerne til at sige noget. Det var ikke fordi hun ikke kunne føle sympati med andre folks situationer, hun mente også bare at hvis man ikke havde tænkt sig at gøre noget ved det havde man ingen grund til at sidde og klage sig, hvorfor skulle man? Hun brød sig virkelig ikke om at blive aflæst på den her måde, skubbet rundt på, som om han hele tiden prøvede at finde en bås han kunne smide hende i. Det var så selvfølgelig også det hun prøvede på med ham, men det var altså også en HELT anden sag!
Hvordan går man fra at tackle nogen og true dem på livet til at stå med hænderne i et krampagtigt tag om deres krave og munden presset mod deres. Og nu havde han fat bag ved hendes hals, som om hun var en af de piger man kunne manøvre hen hvor man ville have dem, men det skulle blive løgn. Hendes blik borede sig ind i hans, selvom det var svært at nedstirre nogen på så tæt hånd, hun kunne se hver eneste af hans øjenvipper så tæt var hun på lige nu, mærke hans åndedræt på hendes ansigt. Hendes eget åndedræt kom i små hurtige stød gennem hendes næse og selvom hun forsøgte at holde hendes åndedræt jævnt og hovedet koldt, virkede det fuldstændig umuligt, hun var fanget i kampstilling, alt for hidsig og krigerisk til at tænke klart. Han ville ikke give sig og hun ville ikke give sig, men de stod ikke i remis, hun havde stadig flere ticks i ærmet og hun skulle nok få ham skakmat, på den ene eller anden måde. Hun flyttede fødderne under sig og forsøgte kropsmæssigt at bakke ham op mod en hylde samtidigt med at hendes tunge strøg ud mellem hendes læber og løb over hans underlæbe blødt i skarp kontrast til det stadigt hårde pres fra hendes læber, mens hun løsnede sit greb på hans trøje og strøg hænderne ned over hans brystkasse. Hendes øjne sagde tydeligt hvad hendes mund ikke kunne; Dit træk, flødekat.

[Antonio Aureliano Romano]

Et eller andet sted kunne Antonio ikke helt lade være med at lade sig irritere lidt af at hun var så tillukket og svær at komme ind på livet af. Ikke fordi at det generede ham som sådan, eller at han gerne ville vide noget om hende, men det at hun var på denne måde, gjorde ham kun endnu mere nysgerrig, og det resulterede i at han ville vide alt hvad han kunne lære om denne person, bare for at gøre det. Han vidste godt hvor dumt og barnligt dette lød, men det ændrede bare ikke på noget, han var stadig opsat på at få knækket denne stædige, irriterende stedfaste nød. Han skulle bare finde ud af hvor han skulle trykke. Alle havde en vej ind, og han var opsat på at finde hendes. Selvom han måtte indrømme at hun gav ham kamp til stregen. Han huskede ikke nogen som havde været så besværlige at greje som hende her var, og selvom han egentlig et sted nød udfordringen, kunne det også blive en anelse irriterende til tider. Han kunne dog ikke helt være irriteret på hende over det, af en eller anden grund. Han interesserede sig nok bare ikke nok. Eller det var i hvert fald hvad han fortalte sig selv.
Men irriterende eller ej, komplekst sammenstykket og absolut ulideligt besværlig at finde ud af eller ej, han måtte indrømme at han var ret imponeret over hende. Kun hun, af dem han havde været udsat for gennem årerne indtil videre, havde succesfuldt overfaldet ham, truet ham, fornærmet ham groft, OG kysset ham, indenfor så kort tid. Og guderne måtte vide hvordan de gik fra den ene til den anden, mens de delikat tog den næste samtidig, inden de brat og brutalt sprang med fuld kraft og stærke farver, direkte over i den grusomme, ubarmhjertige favn af den sidste. For han vidste det i hvert fald ikke. Det var nok første gang i i hvert fald et par uger hvor han med helt ærligt hjerte kunne sige, at samtalen havde taget en meget uventet drejning. Og der var heller ingen tvivl om at drejningen også var den absolut mest uventede nogen samtale eller situation han havde været udsat for, havde taget. Og det var ellers ikke så lidt. Og dette var nok næppe en af de første ting han havde forventet der ville komme ud af blot endnu et typisk besøg på biblioteket.
Antonio anede ikke hvad det var hun forsøgte på, eller hvad hun regnede med at få ud af dette her, men han vidste to ting, at dette her handlede om at markere sig og understrege en pointe (Eller det var det i hvert fald for ham), og at han ikke havde tænkt sig at lade sig selv tabe til hende. Så derfor var der én ting i hans hoved lige nu, at han ikke kunne give sig, uanset hvad der foregik. Han havde ingen ide om hvor dette var på vej hen, men han have en klar fornemmelse af at det nok skulle gå galt før eller senere. Det hang ligesom i luften, mente han. Da hun begyndte at flytte fødderne under sig, lod han sig imidlertid bare følge med, og bakkede herved lidt tilbage, men lige inden de nåede reolerne bag ham, fløj hans hænder dog op til hendes hofter og tog et fast og bestemt greb om dem, og svingede hende rundt, i forsøg på at få dem vendt inden de stødte ind i reolen bag ham, så de derved ville bytte plads.