Fuck mit liv

[Lexie Torres]

Der duftede af støv, gammelt papir og tørre, gamle læderbind om tørre gamle bøger. Vintersolens sidste stråler strejfede ind gennem bibliotekets tunge gardiner som en gammel lurvet hankat, forsigtig på poterne men lydløs og sikker. En blond 3 års elev befandt sig nede bag det tomme bibliotek i Indisk litteratur hjørnet, hendes fingre gled over bøgernes rygge men hun hviskede tal under åndedrættet. "202...203...204..205.."
Tredje års eleverne var på diet for tiden, lærerne og de ansatte i køkkenet holdt øje med hvad eleverne spiste, så medmindre man kendte nogen der var villig til at påkalde sig lærerens vrede hvis de blev fanget i at smugle sukker-fyldte sager til en tredje års eller man havde gemt et hemmeligt lager af slik i en udhulet bog - så levede man uden sukker de næste tre måneder.
"210.. 211." Hun trak en bog ud der havde et blankt omslag mens hendes tænder løb i vand ved tanken om alt det chokolade hun havde gemt til siden. Desværre var bogen tom. "Fuck," bandede hun hidsigt. "Fuck mit liv! Fuck den her skole! Dumme spioner der ikke kan holde fingrene for sig selv." Hun lod sig muggent glide ned og sidde på gulvet og lukkede øjnene for bøgerne var begyndt at ligne kæmpe chokolade stykker og hun var sulten.

[Antonio Aureliano Romano]

Der var ret tomt på biblioteket på denne tid, tilsyneladende havde skolens resterende elever, ifølge dem selv, bedre ting at tage sig til end at læse. Antonio var dog en dedikeret elev, og tog sine studier alvorligt og foretrak at være foran frem for bagud. Men med tanke på hans familie kunne han næsten heller ikke være andet end dedikeret til sine studier, med tanke på alle de forventninger som der var til ham og det enorme pres som lå på ham hjemmefra. Få på skolen kendte dog til hans fortid, eller vidste meget om hans familie, og de som gjorde havde selv erhvervet sig disse informationer, da han aldrig selv talte om det. Ikke fordi han skammede sig, eller ikke ønskede de skulle vide det. Han fandt stor stolthed i sin herkomst, og sine familieforhold, og for ham gjorde det ingen forskel om de kendte til det eller ej. Han så bare ingen grund til at tale om det, og så gjorde han det ikke. Desuden var det ikke det nemmeste at snige ind i en samtale og få det til at virke naturligt. Selv ikke på en skole så usædvanlig som denne.
For en gangs skyld var Antonio ikke på jagt efter noget specielt, eller manglede en specifik tekst til sine studier, men havde tværtimod blot fundet et ledigt øjeblik i sin ellers travle hverdag, og besluttet sig for at tilbringe noget af den på det glorværdige bibliotek. Han havde ofte fundet sig selv alene på biblioteket, under alle mulige forskellige omstændigheder. Ofte fordybet i sine studier, men snart ligeså ofte optaget af mere personlige anliggender. Han havde ofte sine egne projekter i gang, og kunne tilbringe næsten ligeså meget tid på dem som sine studier, og til tider endda mere. Så det kunne være sjældent efterhånden at han havde meget fritid på hånden, specielt med alle de ekstra valgfag han havde taget, udover de som han var påkrævet. Han havde udnyttet skolens usædvanlige natur til at forsøge at finde frem til nogle flere oplysninger vedrørende om sin fars død, blandt alle de glemte hemmeligheder som skjulte sig i disse utallige bøger og opslagsværker. Særligt de gamle logbøger og andre personlige fortegnelser havde ofte hans interesse. Han var dog endnu ikke kommet meget længere i sine bestræbelser på at finde frem til sin faders drabsmand og dem som hyrede ham, men han ledte stadig efter de svar han nu havde søgt i så mange år. Og om end det gik ualmindeligt langsomt, havde han en følelse af at han var nærmere at finde noget nu, end han havde været da han indledte sit ophold på skolen.
Optaget af sine egne tanker gik han gennem det tilsyneladende mennesketomme bibliotek, med et stift, tomt blik som bevægede sig fra den ene række af bøger efter den anden, og lod lejlighedsvis fingerspidserne stryge let over ryggene på nogle af de gamle læderindbundne bøger, af hvilke nogle af dem lod til ikke at have været af hylderne i umindelige tider.

[Lexie Torres]

Alexis strøg hænderne op gennem hendes lyse hår og sukkede tungt, hun kunne klare en smule diæt - også selvom det var kedelig havregryn uden sukker til morgenmad, frugt og kernefyldt brød uden smør til frokost og magert kød og pasta uden sovs til aftensmad, med vand til det hele. Hvad hun ikke kunne klare var at hun stadig ikke var blevet valgt til nogen missioner - det var hendes tredje år og hun havde været på to! TO! De fleste 1 års elever havde været på flere missioner end hende, det var ikke hendes karakterer der gjorde hun ikke blev valgt - hun havde topkarakterer det kunne ikke være derfor. Måske kunne lærerne bare ikke lide hende? Lexie strøg funderende en hånd over hendes underlæbe, var hun svær at kunne lide? Hun havde da venner. Okay, hun havde tre venner og de var også Fronts. Hun kom bare ikke så godt ud af det med de andre holdtyper.
Lexie spidsede øre da hun opfangede den svage lyd af sko mod trægulv, fødderne var næsten lydløse og bevægede sig langsomt - måske var det en fjendtlig spion der var igang med at bryde ind i den forbudte afdeling! Optaget af tanken om hvordan hun ville være en helt hvis hun kunne ene mand stoppe en fjendtlig spion rejste den blonde pige sig meget langsomt og bevægede sig over gulvet så lydløst som hun kunne, men hun var front så lydløshed var ikke hendes speciale, hun taklede problemer lige på og hårdt, så det øjeblik hun fik øje på "den fjendtlige spion" gjorde hun det hun altid gjorde. Tacklede problemerne direkte, så hun tacklede ham.

[Antonio Aureliano Romano]

Antonio var lige nu så opslugt af sine egne tanker, så for en gangs skyld var han helt uopmærksom på sine omgivelser. Meget ukarakteristisk for ham, da han normalt aldrig sænkede sine parader, og altid havde det ene øje åbent for eventuelle trusler. Han kunne til tider virke lettere paranoid, men det var vel også naturligt nok når man tænkte på hvad han var. Han var elev på en high-end spionskole, hvilken naturligt ikke kunne indgå at opbygge sig nogle fjender igennem tiden, og de ville næppe se så positivt på skolens elever, hvilket jo inkluderede ham, og for at fylde ekstra cream på, var han også barnebarn af en af den italienske underverdens største navne, som samtidig var en velkendt forretningsmagnat. Og som de fleste nok ville forvente havde han også opbygget sig en god håndfuld fjender igennem årerne. Og det hjalp nok heller ikke yderligere på det at han, medmindre hans onkel nåede at få nogle børn inden sin død, skulle overtage famileiforetagenerne efter sin farfar. Så Antonio havde fjender nok, om end mange af dem var indirekte, i form af fjender af hans venner og omgangskreds, men det gjorde dem jo ikke mere venligt stillede i forhold til ham.
Derfor kom det også meget bag på ham selv at han lige nu var så uopmærksom på alting omkring sig, ligesom det kom som en betydelig overraskelse da han pludselig blev kastet til jorden, og landede tungt på det hårde trægulv under sig. Da han på ingen måder var forberedt, slog impakten ved faldet helt luften ud af ham et øjeblik, og de første sekunder efter han var landet kunne han ikke gøre andet end bare ligge der og kigge op i luften, for at få øje på den som havde ramt ham. Havde han ikke været så uberedt havde vedkommende sandsynligvis ikke haft så stor en succes med at få ham til gulvet så let, og et øjeblik hadede han sig selv for at være så uopmærksom. Da han så op fik han øje på en ung kvinde, nok omkring hans eget alder, at dømme efter udseendet, og det gik nu op for ham at det var hende der havde tacklet ham i sit øjebliks uopmærksomhed. ”Wow.. Nogen er vist glad for at se mig” sagde han så pludselig, som sin indledende reaktion, med sarkasmen strålende ud af hver eneste stavelse. Hvorfor i alverden denne person pludselig havde stormet og angrebet ham uprovokeret var ham en gåde, da han næppe kunne have fremstået som nogen større trussel.

[Lexie Torres]

Det var en midt-livs tackling, ikke en skuldertackling, som sendte dem begge to på jorden, den eneste fordel Lexie havde var at hun var forberedt på slaget. Hun fik hurtigt sat sig op igen, men hun havde ikke haft nogen våben klar så hun holdt sine næver klar til at slå og hun slog en proper næve - hun mindes stadig den første næse hun havde brækket og det var før Lionhart Akademiet. "Ikke specielt, skidt-rotte, hvad laver du så tæt på den forbudte afdeling?" anklagede hun med rynkede bryn. "Du skal ikke engang overveje at bevæge dig medmindre du vil have en skæv næse resten af livet og lyde som Darth Vader når du trækker vejret" Hvis han begyndte at kæmpe imod ville det udvikle sig til en brydekamp og han var både højere og tungere end hende selv, men hun havde efterladt både knive og pistoler på sit værelse - hun havde jo bare skullet på biblioteket! Hvem tager en pistol med på biblioteket?
"Hvem arbejder du for?" Hvæste hun med næverne tæt knyttet. Han så lidt bekendt ud - kunne han være en elev? Nej, nej, han var helt sikkert en fremmed spion der forsøgte at stjæle de gamle filer.
Hun var klædt i en rød t-shirt og blå Adidas trænings bukser, hendes hår hang løst om hendes skuldre - selvom det var koldt og regnede udenfor havde hun ikke haft en overfrakke på, kulde plejede ikke at genere hende.

[Antonio Aureliano Romano]

Selvom Antonio stadig følte sig irriteret over pludselig at blive forstyrret midt i sin tankerække, og tacklet helt uprovokeret, så kunne han alligevel ikke helt undlade at se det lidt komiske i hele situationen, og der gik da heller ikke længe inden han var kommet sig over den indledende irritation, og nu i stedet bare blev liggende med et skævt, lettere selvtilfredst smil på læben, mens hans blik blot forblev liggende på hende. Han tog sig ikke af hendes knap så diskrete trusler eller hendes positur som var helt forberedt på at sprine på ham ved den mindste bevægelse fra hans side. Han vidste dog bedre end at åbenlyst vise morskab over det, da det sandsynligvis bare ville provokere hende til aggression igen, og som han lå i denne ret forsvarsløse stilling, ville hun sandsynligvis kunne nå at få minimun et enkelt slag ind på ham før han kunne nå at gøre så meget ved det, trods hans intensive træning og erfaring i flere forskellige kampsports discipliner. Og selvom det ikke ville gøre den store forskel for ham, da det langt fra ville være første gang hans krop havde modtaget den slags.
Dog så han ingen grund til at det skulle komme dertil hvis ikke det var nødvendigt, så han nøjedes blot med det lettere indiskrete smil, og var ellers klar til at afværge hvis hun skulle gøre et forsøg mere efter ham, nu var han jo klar, så det ville ikke være helt så nemt for hende at ramme ham igen, i hvert fald ikke så hårdt som før, hvor det havde lykkes hende at få ham på gulvet i et enkelt ryk.
Han var nu ikke så bekymret for hende her, han huskede at have set hende før omgivet af nogle andre elever han dog heller ikke kendte ved navn, så han vidste at hun måtte være elev på skolen. Naturligvis betød dette ikke at man var uskadellig, langt fra, men han tog det nu ikke så tungt lige nu. ”Arbejde har aldrig lige været min ting,” svarede han roligt, og med ubekymret stemme ”Men når ikke jeg ikke bliver overfaldet uprovokeret af fremmede piger, som nu, så plejer jeg sædvanligvis at studere i hoveddelen af min tid.. Og så naturligvis den lejlighedsvise spionopgave eller hvad skolen her nu ellers kan finde på at udnytte mine evner til.. Ikke meget anderledes end din egen hverdag formoder jeg?”
Hun formodede ganske tydeligt at han var en udefrakommende spion eller tilsvarende, selvom han dog på ingen måder kunne gætte sig til hvad der dog kunne have plantet denne usigelige tanke i hendes hoved ”Og med hensyn til den anden del i din lille spørgeleg, så vil jeg ikke mene at jeg er meget tættere på noget som helst end du er, for øjeblikket”

[Lexie Torres]

Rynken mellem Lexie’s bryn blev dybere mens hun tog sig tid til rigtigt at se på ham; okay, måske var han alligevel ikke en stor, farlig fjendtlig spion, indrømmede hun i hendes eget stille sind og hendes næver faldt en smule, men de var stadig hævede og knyttede. Hun fandt det overhovedet ikke morsomt at han syntes det var så komisk og hans lille, selvtilfredse smil gav hende endnu mere lyst til at banke næven ind i hans næse, bare for at tørre det af hans ansigt. Hendes mundvige var trukket ned af i et meget utilfredst udtryk og hun burde nok rejse sig fra hans mave, undskylde utrykkeligt og tigge om tilgivelse, i stedet strammede hun knæene om hans sider så hun sad endnu mere urokkeligt fast. Hun var stædig og havde svært ved at indrømme når hun havde taget fejl, specielt overfor selvtilfredse idioter som ham som lå der og så ud som om han allerede havde regnet hende ud og vidste hvad hun ville gøre. Hun kunne sikkert få et godt greb om hans hals og holde det et par sekunder, før hans træning ville slå ind og han ville brække hendes tommelfingre sådan som Chelsea lærte dem i kamptræning. Hun kunne punktere hans trommehinder. Tanken trak et smil frem på hendes læber.
Men, der var ingen grund til at skulle op til rektor L’aeron og forklare hvorfor hun havde valgt at punktere en anden elevs trommehinder – ”Undskyld, Mister L’aeron, han var provokerende!” hun ville blive sendt direkte til skole psykologen og komme i vredes regulerings timer.
”Du ligner også en flødekat, hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro du var en tam huskat og ikke en spion.” svarede hun til hans kommentar om at arbejde aldrig havde været hans ting. Okay, Lexie, det er nu du holder op med at provokere folk du har tacklet uprovokeret. ”Så du er elev her, hvorfor fanden sagde du ikke bare det med det samme?” Hun rullede irriteret med øjnene da han kommenterede at hun også var tæt på den forbudte afdeling men kunne ikke holde et smil fra sit ansigt, selvom hun ikke på sin døds seng ville lade sig selv le af kommentaren.

[Antonio Aureliano Romano]

Antonio vidste bedre end a undervurdere en elev på denne skole, da han jo selv var et ganske glimrende eksempel på en udadtil ganske almindelig ung mand, som udenpå måske til tider kunne virke uskadelig, men bag facaden havde langt mere at byde på. Og han vidste at han langt fra var det eneste eksempel her på stedet. Dog så han dem ikke så meget som reelle trusler, da han kom fra en familie hvor dødstrusler og det at lege med ilden var hverdag, og hvis man frygtede noget så banalt som døden eller en smule smerte eller lemlæstelse, så egnede man sig ikke til hverken det erhverv han befandt sig i for øjeblikket, eller det liv han var født og opvokset ind i. Og hvis han en dag skulle overtage familiens aktiver, så kunne han ikke tillade sig selv at fremvise nogen former for svagheder eller deslige; selv ikke her, hvor folk ikke kendte til hans herkomst. Og selv der havde han jo også rigeligt af grunde til ikke at fremstå svag eller som en kujon. Dog begik han ikke den fejl at sammenligne dette med at gå rundt og uprovokeret gå amok på tilfældige folk på må og få, blot for at opbygge den der hårde bad-boy facade. Det ville heller ikke være i hans tjeneste at skabe sig flere fjender end højest nødvendigt på dette tidspunkt i hans liv. Dem syntes han ellers at han havde rigeligt af i forvejen.
Han var heller ikke et sekund i tvivl om at hende her sagtens kunne gøre stor skade på ham, på trods af hendes køn og størrelse. Selv var han jo heller ikke den helt store overpumpede muskelmand, men kunne sagtens tage et par veltrænede fyre af gangen, uden de største problemer. Og hvem vidste hvad hun havde af træning eller erfaringer? Det var aldrig til at se udenpå hvad folk her gik og gemte på. Det var jo en af de mange ting som gjorde dem til hvad de var, og gjorde at de var blevet optaget på skolen. Et øjeblik blev det næsten ubærligt svært for ham ikke at lade et mindre grin undslippe sig, men han holdt sig dog i skindet, og nøjedes med et endnu mindre diskret smil ved den første af hendes kommentarer. ”En spions største styrker, er at fjenden ikke ved hvad du gemmer på, og aldrig ser dine største styrker før de rammer ham.. Det burde du vide, eftersom du selv er en” svarede han blot med al den rolighed i stemmen han kunne mønstre, uden et øjeblik at fjerne det afslappede blik fra hende, konstant klar til at afværge et eventuelt angreb hvis hun skulle forsøge på yderligere aggressioner. Man vidste jo aldrig hvad hun kunne finde på, hun var jo tydeligvis ikke særlig stabil.
Lige som han ikke troede det kunne blive sværere at holde masken, så beviste hun ham endnu engang fejltagen, og det var med nød og næppe at han formåede ikke at lade et knap så undertrykt grin undslippe læberne som stadig prydedes af et slet skjult smil. Dog nøjedes han endnu engang blot med at svare på hendes ord, med flere ord. ”Du har fuldstændig ret, jeg må bede om tilgivelse. Hvor ubehøvlet af mig at forårsage Dem denne ubelejlighed, frem for blot at bekendtgøre mit tilhørsforhold til skolen og mine ærinder her.. Hvornår synes du den bedste tid havde været? Da du først hamrede ind i maven på mig, da vi var mid-air, da jeg fik kraniet banket imod gulvet, eller da du begyndte at overfuse mig med fornærmelser og trusler?” endnu engang kunne sarkasmen og de slet skjulte ironiske undertoner tydeligt fornemmes, og lige nu var han mere forberedt end nogensinde før på at hun skulle angribe ham igen, da hun ikke lod til at more sig synderligt ved tydeligvis at havde taget voldsomt fejl med hensyn til hans tilstedeværelse her på stedet. Og de fleste ville nok have valgt sine ord med lidt større omhu, for ikke at risikere at provokere hende yderligere, men han tog sig nu ikke så meget af det. ”Hvilket dilemma” kom det så fra ham få sekunder efter, som en afsluttende bemærkning.

[Lexie Torres]

Lexie var vokset op i en helt almindelig familie, hendes far var fra Spanien, han var maler og hun havde hans brune øjne. Hendes mor var fra London og arbejde som lærer på et universitet lige udenfor London, det var fra hende Lexie havde sit ellers skandinaviske udseende, den lyse hud og det blonde hår. Hendes temperament havde hun fra hendes farmor, fik hun altid at vide, siden hun var lille havde hun været et hidsigt lille bæst plejede hendes onkel at sige, præcis som hendes farmor der havde være i marinen. Hvis Lexie ikke var endt på Lionhart akademiet havde hun nok været i marinen også. Selv før skolen havde hun haft bokse timer for at holde styr på hvad hendes mor kaldte ’rage-blackouts’ og for at hun ikke skulle komme i flere slagsmål på hendes gamle skole, det var ikke fordi hun var psykotisk, hun havde bare meget svært ved impuls kontrol, når hun havde lyst til at slå noget så slog hun dem. Skolen havde været god for hende, hun havde ikke været op at slås med nogen af de andre elever endnu, medmindre det var meningen hun skulle men det virkede som om lærerne godt vidste hun var en løs kanon og derfor holdt hende tilbage fra missioner.
Umiddelbart virkede han ikke som typen der regnede kvinder for svagere end ham selv, bare på grund deres køn og hun mistede næsten lysten til at slå ham bare for det. Men på den anden side var hans sarkastiske attitude virkelig irriterende. ”Bullshit! Jeg gemmer ikke mine styrker væk og rammer folk når de mindst venter det, jeg går direkte på, løser problemet med det samme. Er det skadedyr, skal det udryddes.” svarede hun, at hun var kvinde og at det næsten altid fik folk til at undervurdere hende var ikke hendes intention, hun forsøgte aldrig at gøre sig selv mere feminin end hun var. ”Hold nu kæft – du ved hvad jeg mener! Hvis du havde sagt det med det samme var jeg også hoppet af,” protesterede hun, men det lød heller ikke helt som om hun selv troede på det der kom ud af munden på hende, der manglede bare en fremskudt underlæbe og et ’nå!’ i slutningen af sætningen så ville hun have lydt omkring så gammel som hun følte sig. Til sidst sukkede hun tungt, som om det var ham der var besværlig og rejste sig fra hans mave, rakte ham en hånd og løftede et øjenbryn. ”Har du tænkt dig at ligge der hele dagen?

[Antonio Aureliano Romano]

Antonio havde efterhånden fået det værste tryk, og havde nu ingen problemer med at holde facaden eller holde den boblende latter inde som for et øjeblik siden var faretruende tæt på at bryde løs. I stedet lå han nu bare med et til stadighed roligt blik hvilende på hende, mens han i magelighed bare lå og studerede hende lidt. Det var faktisk først nu han rigtigt havde fået et godt kig på hende, da han ikke rigtigt havde givet sig selv tid til rigtigt at se ordentligt på hende før dette øjeblik.
Han trak let på skuldrene over hendes kommentar omkring hendes måder at løse problemer på – Hun var højst sandsynligt en ”Front”, med henblik på hvordan hun lod til at løse konflikter. Det ville i hvert fald passe ret godt på den rolle. Ikke at det gjorde nogen forskel for ham hvordan folk arbejdede, eller hvad de var, det var i hans øjne deres egen sag. Medmindre selvfølgelig at det indgik i en opgave for skolen, så var han selvfølgelig nødt til at blande sig, og gjorde det gerne. Dog hadede han selv når andre uinviteret snagede i hans eget privatliv, selvom han jo ikke var meget bedre, da han som spion havde gjort nøjagtigt det samme eller værre, men alligevel var det jo ofte noget andet når det kom til en selv. Eller det havde mange i hvert fald tendens til at mene. Og der var Antonio ikke selv meget bedre. Overhoved.
”Det er en anden måde at gøre det på.. Hvordan du arbejder er jo også din egen sag.. Men visse ting her i livet kræver lidt mere end ren slagkraft og aggression.. Og ofte får du mere ud af at brug ehovedet et øjeblik i stedet.” Han ville dog ikke begynde at belære hende om hvordan en spion bør arbejde, der var jo så mange forskellige måder man kunne gøre det på, og nogle opgaver krævede jo nogle ting, mens andre krævede andre. Og hans metoder var jo ikke nødvendigvis bedre end hendes. Det var jo en ren bedømmelsessag, og noget man fuldstændig styrede selv. Og skulle det så gå galt med hendes metoder, så var det jo hendes problem, og ikke hans, og det ville det aldrig blive.
”Naturligvis, og jeg beklager meget.. Næste gang skal jeg nok advare folk på forhånd og fortælle hvem jeg er, når jeg forventer at blive spontant overfaldet.” Han sagde ikke mere inden hun selv igen brød den kortvarige stilhed og kommenterede på det at han stadig lå i samme stilling på gulvet som han havde gjort før, og han gav det et øjeblik, inden han igen svarede hende med et roligt, ubekymret smil, ”Årh, jeg ved ikke.. Der er nu så behageligt hernede.. Hvorfor skulle jeg ellers ligge og se så åndsvag ud?” alligevel tog han dog imod hånden hun rakte ned mod ham, og kom hurtigt på benene igen.