Fuck mit liv

[Lexie Torres]

Det er kun så og så lang tid modstridende kolde og varme vinde kan ramle sammen før de flyder sammen og bliver til en tornado i stedet. Lexie var uopmærksom længe nok til at lade ham svinge dem rundt så hendes ryg ramte biblioteks hylden hårdt nok til at ryste nogle bøger og sende et tyndt bind ned på jorden lidt fra dem – og hun ville helt sikkert have et flot blåt mærke eller to på ryggen, som hævn lukkede den blonde pige hænderne om hver side af hans skjorte og rev skjorten op så knapper fløj ud over det hele. Hun kæmpede med tænder og tunge for at holde dominansen i kysset mens hun tåede ud af sine sko, hendes hænder var bevæget sig videre til hans bukser som hun poppede knappen på før hun trak hovedet væk fra hans. Hun trak vejret som om hun havde løbet London maratonen, hendes læber var hævede og hendes brune øjne var udfordrende. ”Sidste chance for at give op, cowboy.” udfordrede hun med et bredt grin, hun var næsten sikker på han ville bakke ned nu. For at sætte prikken over i’et trak hun hendes røde t-shirt over hovedet og smed den på gulvet, hvis han gav sig nu havde hun helt klart vundet! Hun vidste ikke hvorfor lige det betød hendes sejr, men det gjorde det altså!
Impuls kontrol var ikke Lexie’s stærke side, hun havde det på samme måde med det her som hun havde det med chokolade, hun kunne ikke lade det være så snart hun havde taget den første bid. Hun var ikke engang sikker på hun ville lade ham gå hvis han besluttede sig for at bakke ud nu.

[Antonio Aureliano Romano]

Antonio var slet ikke i tvivl om at det her næppe ville ende godt, og han havde på fornemmelsen at det allerede var godt på vej til at gå meget længere end han umiddelbart havde regnet med i begyndelsen. Stadig nægtede han dog ligeså stædigt at give op, og hun virkede heller ikke til at ville bakke ud sådan uden videre, men hun skulle nu nok gøre det. Ellers var hun selv ansvarlig for hvad der videre skete. Han var ikke sikker på om hun bluffede, men gjorde hun det, så gjorde hun det godt, ingen tvivl om det. Men han ville ikke give hende noget form for indtryk om at hun kunne være noget nær at vinde, for det var hun i hans øjne på ingen måder, så han holdt kortene meget tætte på hånden, og planlagte sit mindste træk og den mindste bevægelse og reaktion nøje.
Han havde måske skubbet hende lidt hårdere ind mod reolen end hvad nød var, men det meste af impakten var opstået mens hun selv forsøgte at bakke ham tilbage, alt han havde gjort var at vende dem, og derved skabe en smule centrifusionskraft, men ikke nok til at det ville gøre den store forskel. Desuden ville hun selv dette her, og hun var jo den som havde startet det hele, ikke ham. Skjorten han havde på havde været ret bekostelig, men det generede ham nu ikke, han havde rigeligt hvor den kom fra, og selvom det ville være nemt bare at sy knapperne på igen, ville han bare gå ud og købe en ny eller et par stykker en af de efterfølgende dage. Han havde rigeligt penge, og skulle han få brug for noget han ikke lige havde pengene til på stedet, fik han bare en derhjemmefra til at overføre dem til ham. Desuden var han alt for optaget af hvad der foregik lige nu, til overhoved at tænke på sit tøj, eller ret meget andet, lige nu ville han bare se hvor dette her førte hen ad.
At han nu stod med åben skjorte, med knapperne liggende spredt overalt på gulvet omkring dem, og åbne bukser med hende stående lige foram sig, stakåndet og med det umiskendelige blik i øjnene, lod nærmest ikke engang til at røre ham, i hvert fald var det ret tydeligt at fornemme på ham at han ikke havde tænkt sig at trække sig ud nu. Han ville under ingen omstændigheder lade hende vinde nu.
”Give op? Hvorfor skulle jeg dog gøre det.. Du har måske fået kolde fødder?” spurgte han med et udfordrende glimt i øjet, og med et drillende skævt smil som hurtigt bredte sig på hans læber, mens han afventede hendes næste træk.

[Lexie Torres]

De fleste ville nok begynde at le nu, over den situation de var kommet i, i et øjebliks adrenalin rus. De fleste ville nok blive pinligt berørte nu over hvordan de var endt og samle deres tøj op igen, aftale at de aldrig ville nævne det her for nogen igen. De fleste ville nok blive enige om at de var lige meget vindere, det stod lige og de kunne gå hvert til sit med værdigheden i behold. De fleste ville nok komme i tanke om at de ikke engang kendte hinandens fornavne og de var i et biblioteket, i det øjeblik de slap hinandens læber. De fleste var ikke Lexie Torres og tydeligvis heller ikke ham, hun var ikke del af de fleste, når hun var gået i gang med noget stoppede hun ikke før hun havde vundet eller slået sig selv ihjel i forsøget. Som en bulldog gav hun ikke slip på noget når hun først havde sunket tænderne i det og hun havde sat sine tænder dybt i ham.
”Aldrig i livet,” Hun løsnede den knude hun havde i sine trænings bukser og trådte ud af dem og hendes underbukser, næsten totalt og aldeles nøgen på et offentligt bibliotek – okay, måske ikke offentligt for offentligheden men offentlig for resten af eleverne – og hun skammede sig ikke. Hun stod bare med hænderne i siderne i sin gloriøse næsten nøgenhed og så udfordrende på ham, hun ejede ikke skam i livet og hun stod der uden undskyldninger hvis der kom nogen. Det eneste hun havde tilbage på var en sort trænings bh og den krop hun var født i, hendes lyse hår faldt ned over hendes skuldre og strejfede hylden bag hende, det var kun hans krop der skærmede hende en anelse fra verden. ”Mine fødder har aldrig været varmere.” I det mindste så han ikke ud til at stå og have dårlig samvittighed over at have smidt hende op mod reolen, hvis han havde sagt undskyld eller set ud som om han havde haft det dårligt med det havde hun stukket ham en. Hun var ikke en skrøbelig porcelæns genstand og hvis hun skulle nævne den ting hun fandt sexet hos ham lige nu, var det at han ikke behandlede hende som en. Folk så porcelæns hvid hud, langt blond hår og tænkte prinsesse, ikke kriger. Nu var det hans træk. Hun havde ikke tænkt sig at starte kysset igen denne gang, hun ville kysse ham tilbage hvis han kyssede hende, men hun havde taget initiativ til at starte den her kamp, nu var det hans tur. Så hun løftede et øjenbryn af ham og kurvede hendes ene mundvig op i et smil der tydeligt sagde ’hva’ så nu, store dreng?’.

[Antonio Aureliano Romano]

Det var nok godt at Antonio på ingen måder var ligesom alle andre, og det sidste han nok ville blive, var skamfuld, for ellers ville han uden tvivl være ualmindeligt flov lige nu. Bare hele situationen de stod i, var så utroligt komisk når man virkelig tænkte over det. Det var bare det Antonio ikke gjorde, i hvert fald ikke lige nu. Og han havde bestemt ikke tænkt sig at bakke ud, og han havde ikke tænkt sig at skamme sig over noget. Det gjorde han generelt aldrig. Skulle han være helt ærlig, havde han aldrig gjort noget han skammede sig over eller fortrød den dag i dag, og han havde ellers ved flere lejligheder gjort ting som ville få de fleste til at fortrænge dem. Men han havde altid været utroligt stædig, og havde han først sat noget i gang, så fuldførte han det, for enhver pris. Og derfor var der heller intet i verden som skulle få ham til at give sig i denne situation, selvom han et sted nok godt vidste at det hele var en dårlig ide. Han var bare ligeglad. Og hun så heller ikke ligefrem ud til at have i sinde at give sig, så det så ud til at de var lige vidt.
Han beundrede et sted hendes stædighed, og hvor meget det end kom bag på ham, så var hun faktisk ikke så slem som han først havde antaget. Okay, hun var måske ikke lige den type pige han normalt omgås, men han havde da ikke noget særligt imod hendes selskab. Og lige nu var han alt for optaget af ikke at tabe dette her, til overhoved at tænke særlig meget over noget af det hele. Men i hvert fald var hun ikke den typiske pige du stødte på så ofte, det var helt sikkert, og det kunne han egentlig godt lide et sted.
Antonio havde absolut ingen skam i livet, og han var på ingen måder blufærdig, og derfor var der absolut intet af dette at spore i hans ansigt, end ikke da hun lod bukserne falde til gulvet, og derfor nu stod næsten nøgen foran ham. Han sagde intet til hendes kommentar, eller sagde noget generelt. Han lod blot med en enkelt bevægelse sine egne bukser falde til jorden, hvilket var ret nemt eftersom hun allerede havde lukket op for knappen, og nu stod han derfor med delvist blottet overkrop, og uden bukser. Han havde aldrig skammet sig over sin krop, og havde da heller ingen grund til det. Han trænede flittigt, både almen vedligeholdelse af kroppen, og diverse kamsportsformer, hovedsageligt som del af nogle af sine valgfag. Så hans krop var ret vedligeholdt og atletisk bygget, og hele kroppen havde fulgtes ret godt ad, så han var da rimeligt tilfreds med sin krop, og det var da også helt uden skam at han nu stod næsten nøgen foran hende.
Han tog selv initiativet denne gang, og hvordan hun ville reagere på det vidste han ikke, men det tog han sig nu heller ikke så meget af. Han stod lige foran hende, og der var ikke så meget afstand imellem dem, og derfor intet behov for at gå tættere på, men i stedet lod han en hånd føre op til hendes nakke og lagde den bestemt og markerende der, lige inden han førte sit ansigt tættere på hendes, og han var nu den som angreb hendes læber med sine egne. Han skulle ikke lade hende vinde, og ville under ingen omstændigheder bakke ud nu.

[Lexie Torres]

Lexie besvarede kysset med samme kamp styrke bag hendes læber som bag hans, mødte hans styrke med lige så meget kraft. Hendes hænder kom op på hans skuldre, inden hun brugte hylderne bag sig til at få en anelse momentum inden hun smed det ene ben om hans liv og lod det andet følge til hun til sidst holdt sig oppe med næsten kun hendes ben; tak akrobatik timer. På intet tidspunkt slap hun hans læber med sine, hendes tænder fangede hans underlæbe og hendes hænder gled ned over hans ryg fra hendes nye højere position kunne hun med et smil på læben slå klørende i hans hud. Hendes negle markerede kun, hvis hun havde ønsket at tilføje ham mere skade end et par overfladiske rifter havde hun sagtens kunne. Hun lod ham have hånden bag hendes nakke, i hendes hår, sagde til sig selv hun nemt kunne ryste den fri hvis hun ville; så det var ikke at give ham en lille sejr, det var det altså ikke. En lille smule pres mod hans tommelfingerknogle og så ville han være nødt til at stoppe, så hun kunne stoppe ham. Hvis hun ville. Men hun fandt et sted, dybt, dybt nede at hun ikke havde lyst til at stoppe overhovedet – hun var stadig opsat på at vinde, men det var først nu hun indså at det ikke kun var for sejren. Med et lydløst dybt åndedrag hun trak hemmeligt, for sig selv, brugte hun sine ben til at løfte sig en anelse og så sænke sig ned over ham og et enkelt blink senere var de ét. En. Ikke som elskende var i film eller som elskende i virkeligheden sågar, én som i en kraft, kombineret på en mærkelig måde. Hendes negle korte negle skrabede mod hans hud mens hun slap kysset kort for at bide sig selv i læben for at holde lyde inde, før hun lod hovedet falde en anelse tilbage mod hylden bag hende og trak ham nærmere med benene. ”Fuck,” hvislede hun ud mellem tænderne, hendes øjne var lukkede et kort øjeblik og bare fordi hun vidste han ville have et stort selvtilfredst grin på læberne, kradsede hun ham igen. ”Hold op med at tænke så højt. Jeg kan høre dig rose dig selv helt herude.” Det kunne hun i hvert fald forestille sig han gjorde.

[Antonio Aureliano Romano]

Antonio havde for længe siden nu opgivet enhver tanke om at regne ud hvordan de var endt i denne her situation, og hvad de mulige følger af det var, men en tanke han på ingen måder kunne slippe, var at han stadig ikke ville lade hende vinde for enhver pris, så han var lige nu mere opsat end nogensinde på at gøre alt så perfekt som overhoved muligt efter bedste evne. Han var nødt til at smide sit absolut bedste spil på bordet, for var der noget han ikke kunne leve med, var det nederlagets skam. Selvom intet af dette højst sandsynligt nogensinde ville forlade biblioteket med dem. Men man kunne selvfølgelig aldrig vide sig helt sikker, på en sådan skole som udmærkede og udskilte sig ved at uddanne folk til at spionere på andre, og opsamle informationer. Og yderligere hjalp det ikke på det at journalisterne på skoleavisen var helt i deres ret til at spionere på alle de andre elever, ved brug af enhver tænkelig metode, med ganske få undtagelser. Og som bekendt var biblioteket bestemt ikke blandt dem, selvom det ikke lod til at være en af de første umiddelbare tanker hos nogen af dem.
Havde han haft nogle tvivl eller fortrydelse var det alligevel alt for sent nu, dette her var med al tydelighed langt udover det. Han kunne ikke beskyldes for at modsætte sig da hun lagde hænderne på hans skulder, og heller ikke da hendes ben snart efter omsluttede hans liv, eller da hun satte neglene mod hans hud og sænkede sig ned over ham. Af uforklarlige årsager generede hendes negle som skrabede mod hans hud ham på ingen måder, og selvom han ikke var meget for at indrømme det, selv ikke overfor sig selv, så kunne han et sted godt lide det. Han var da ikke en eller anden masochistisk tosse som var besat af S/M eller skulle have en eller anden læderklædt psykotisk kvinde til at tæve ham halvt fordærvet. Men tilsyneladende så fandt han det meget behageligt, til en vis grænse, og at hun bestemt heller ikke så skidt ud skadede da heller ikke på det.
Antonio tog ikke sig selv for værende tankelæser, og selvom han var rimelig tilfreds med sin krop og sine egne kapabiliteter, og han aldrig havde fået nogle deciderede klager eller tegn på utilfredshed for sit arbejde, så foretrak han ikke at være for selvtilfreds eller overlegen på visse områder, og ikke tage noget for givet, da han jo selvfølgelig ikke var særlig meget mere perfekt end alle andre (Som bestemt ikke var perfekte), men så vidt han kunne bedømme, lod det umiskendeligt som om at hun opnåede i hvert fald en vis grad af tilfredshed over det, så noget måtte han jo gøre rigtigt. Og hendes kommentar understregede kun dette yderligere. Og et lille diskret, selvtilfredst smil sneg sig da også langsomt ind på hans ansigt, om end kun i et kort øjeblik, og eftersom hendes øjne var lukkede, var det meget usandsynligt at hun ville bemærke det.

[Lexie Torres]

Lexie havde hele livet fået at vide af hendes mor at hun ikke skulle dømme bøger på deres omslag, hendes far havde sagt til hende at man ikke skulle skue en hund på hårene, men hun var lavet af andet stof end hendes forældre. Når hun skulle vælge en bog valgte hun den der stå mest spændende ud og når hun mødte nye mennesker, bedømte hun dem på samme måde. Ham her havde været svær at placere, først havde hun bedømt ham som værende en fremmed fjendtlig spion, derefter havde hun bedømt ham til at være en flødekat – en der aldrig havde rørt en finger i livet og talte sig til at hvad han skulle bruge, en kat der spandt hvor hvem der nu holdt fløden – så havde hun bedømt ham til at være den filosofisk snobbede type, den type mennesker hendes forældre altid brokkede sig over. Men han passede ikke ind i nogen af de fordelings kasser hun kunne sætte ham i og det passede hende ikke overhovedet.
Hun prøvede at dominere kysset samtidig med hun forsøgte at styre sine egne lyde og bevægelser, de fleste piger i den situation ville læne sig tilbage og bare acceptere hvad de blev givet, men Lexie fandt ingen nydelse i at overgive sig til nogen som helst. Hun havde aldrig haft problemer med autoriteter, hun var faktisk temmelig respektfuld overfor lærere og rektorer, det var kun folk på hendes egen alder som mente de havde noget at skulle have sagt om hvordan hun gjorde tingene der irriterede hende grænseløst. Hun var lidt hyklerisk på den måde, også selvom hun ikke selv ville se det, for hun havde altid selv hundredeogtyve ting at sige om hvordan andre skulle leve deres liv, men hun ville ikke høre det når det blev vendt om på hende. Hun smilede bredt under hans læber ved tanken om hvordan han ville se ud i drengenes fælles baderum efter næste aktivits-time, han ville ligne en der havde båret en vildkat rundt på ryggen med alle de små rifter han ville have på ryggen.
De var ikke to mennesker der fulgte hinanden, som i en vals, der var ikke noget elegant eller kontrolleret over det, hvis det var noget – så var det en tango. En kamp om dominans.

[Antonio Aureliano Romano]

Der var tider hvor Antonio virkelig værdsatte alle de mange timer han lagde i sin træning, og dette var bestemt en af dem. Han kunne tydeligt mærke hvordan de mange timers slid og arbejde havde båret frugt, og havde han ikke været så flittig på træningsbanerne og fitnessmaskinerne som han var, så ville fysiske aktiviteter som denne nok tære en del på hans kræfter, og særligt hans ryg, men til sin store tilfredsstillelse var dette ikke tilfældet. Han bed knap mærke i den ekstra vægt som lige nu lå på ham, og selvom han jo naturligvis ikke anede hvor længe dette kunne vare ved, så bekymrede det ham ikke, for han var overbevist om at hun ville blive kørt træt før han gjorde. Sådan gik det i hvert fald sædvanligvis. Han kunne være overraskende udholdende i denne slags fysiske udfoldelser.
For et øjeblik havde han helt glemt sin nyfundne interesse for at studere denne fremmede pige, og hendes sære fremtoning og, i hans øjne, aggressiv-defensive attitude. Hans konkurrencegen havde også for et sekund gemt sig væk i baggrunden, men brusede hurtigt igen frem og slog ind, og mindede ham om hvordan og hvorfor dette overhoved var begyndt, og hans stolthed forbød ham at lade hende vende dette til en sejr for hende selv, for enhver bekostning. Måske en lidt dum tankegang hvis man tænkte rigtigt over det, og mange ville da nok også anse ham som værende tåbelig, men han kerede ikke for deres mening. Desuden var hun jo ikke bedre selv, han betvivlede stærkt at hun havde nogen som helst anden motivation end simpel stolthed, arrogance og manglende evne til at acceptere nederlag. Han kendte hende jo naturligvis ikke, så han kunne jo ikke med sikkerhed vide hvad der foregik oppe i hendes hoved, men hvad ellers kunne det være? Det var jo den eneste mulige logiske løsning, sådan som Antonio så på det, så det var den eneste mulighed han kunne forestille sig. Han kunne jo tage fejl, men det var nu sjældent at han gjorde det. Det var i hvert fald hans erfaring.
Hans hånd havde flyttet sig fra hendes nakke, og i stedet havde hans hænder nu lagt sig på hendes læn på begge sider, for bedre at kunne styre slagets gang, og have mere kontrol over hvad der foregik, og så bare for ligesom at markere sig.
Hans familie, særligt hans farfar som på det nærmeste havde opdraget ham i de seneste mange år, ville sandsynligvis ikke se pænt på dette her, hvis de vidste hvad der foregik lige nu. De ville nok ikke mene at det var passende opførsel af en af hans status, og han gav dem da gerne ret, det var i hvert fald ikke noget som normalvis forventedes af en af hans familie, og under sædvanlige omstændigheder havde det sandsynligvis skabt nogle fine overskifter, hvis omverdenen havde været vidende om episoden. Men forhåbentlig ville det ikke blive nødvendigt.

[Lexie Torres]

Lexie var ikke typen der skulle have løfter om hemmeligheds holdelse før hun kastede sig ud i noget. Hun gjorde det bare. Som hun gjorde det her. På en måde var det rart, at det var så ukompliceret og nemt, de skyldte ikke hinanden noget bagefter, de skulle ikke ligge i ske og hviske søde løfter om evig kærlighed og troskab – de behøvede for hendes skyld ikke engang bytte telefon numre. Men måske var det alligevel mere kompliceret end som så, hvor gerne Lexie end ville benægte det var der noget ved hende der gjorde hende nysgerrig nok til at ville vide mere, til at opsøge mere. Hun kunne ikke finde ud af ham og det var svært for en simpel pige som hende at finde ud af og hun havde på fornemmelsen at der var endnu mere under overfladen. For hun holdt hun bare ved og gav tand for tand, det øjeblik han forsøgte at få taget over hånd mødte hun ham på halvvejen så der var intet der kun var ham.
Hun lagde ikke mærke til tiden der gik, men hun syntes ikke der var gået så lang tid igen da hun begyndte at mærke hendes ende nået. Hun forsøgte at holde det tilbage så længe hun kunne, den ukontrollerbare skylle af hvid-varm hede der skød gennem kroppen og hun holdt det det på afstand så længe hun kunne, men til sidst måtte hun overgive sig for den massive bølge af varme der havde bygget sig op. Og i et øjeblik var hun ikke længere i kontrol over hendes krop, et højlydt gisp brød hendes læber mens hun hev luft ned i lungerne, hendes hoved faldt tilbage på hylden bag hende og hendes lange hals straktes tilbage mens små krampagtige stød gik gennem hendes krop. Hendes øjne var lukkede det øjeblik og et sekund overvejede hun ikke om hun ville vinde eller tabe – verden var ligegyldig og stress smeltede bort.
Det var helt klart bedre end den chokolade hun var kommet efter.

[Antonio Aureliano Romano]

Antonio vidste bedre end nogen anden at det ikke var klogt at undervurdere de som måske en dag ville blive dine fjender, og at du så vidt muligt skulle undgå at kategorisere eller bedømme dem for meget, da det så kunne blænde dig for deres andre potentielle kapabiliteter, og potentielle trusselsniveau. Og fordi at mange til sidst alligevel viste sig at rumme mere end hvad mødte øjet, ligesom det i relativt høj grad var tilfældet med ham selv. Alligevel kunne han ikke undlade at tage sig selv i flere gange at forsøge at placere hende, selvom det ikke var helt nemt. Det kunne også irritere ham nogen gange at han absolut bare skulle gøre det hele mere kompliceret end det var, kunne han ikke bare lade være med at tænke for et øjeblik, og bare være i nuet, og så tage den derfra? Kunne det virkelig være så svært? Så kompliceret var det vel heller ikke. Som han så det, så var det her ret enkelt og ukompliceret. Eller sådan burde det i hvert fald være, og så var det også sådan, det var hvad han sagde til sig selv. Og det fungerede for ham. Alternativerne var jo heller ikke så talrige, det var jo ikke fordi at han skulle lægge noget i det, andet end hvad det var. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at hun gjorde det. Ikke at han var tankelæser, men det ville jo være ulogisk, så hvorfor skulle hun gøre det? Det var jo intet andet end.. Ja hvad var det i det hele taget? Han var ikke helt sikker på hvad han skulle kalde hele dette møde, det havde jo været noget så usædvanligt, så han undlod bare at kategorisere det, og så bare age det hele som det nu engang kom.
Hvor længe var der gået siden han havde entreret biblioteket? Han havde ingen ide, han havde fuldstændig mistet enhver sans for tid. Dog syntes han ikke at der var gået vildt lang tid, så det var der nok ikke. Men han havde nu heller aldrig været god til at bedømme den slags, så han ville nok ikke stole for meget på sin dømmekraft i sådan en situation, og ville til enhver tid også fraråde at andre gjorde det. Da der kort efter skete en betydelig forandring i hendes kropssprog kunne han tydeligt føle det, og var slet ikke i tvivl om hvad der havde fremkaldt det. Han kunne heller ikke hjælpe sig selv, men være lettere tilfreds over den reaktion som pludselig udsprang fra hende, da hun endelig hengav sig og mistede kontrollen over sin krop, og alle de impulser hun havde undertrykt endelig flød frit. Det var tydeligvis noget hun havde haft behov for, det fik han i hvert fald en klar følelse af. Han så i et kort øjeblik sit snit til at udnytte dette momentum han pludselig fik idet hun lod sin krop handle frit, til at tage styringen, da dette i sig selv ville udspille en mindre sejr for ham. Og det skulle ikke være videre svært lige i dette øjeblik. I hvert fald vidste han, at var det muligt med hende her, så ville nu være tidspunktet for det, da hendes parader for en gangs skyld lod til at være nede.